Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

"Fake" på Glasmuseet Ebeltoft

AnmeldelserPosted by Troels Fri, January 22, 2016 10:16:28

Flotte fortællinger på glas

Trykt i Nordjyske Stiftstidende den 19. januar 2016 med fem ud af seks stjerner)

Udstillingen “FAKE”

Glasmuseet Ebeltoft

Udstillingen kan ses til den 10. april

www.glasmuseet.dk

Glasmuseet i Ebeltoft er fyldt med lækre ting. Her er der stor fokus på teknik og æstetik. Museet er en skatkiste af skønhed i skrøbeligt glas.

Med udstillingen ”Fake” er glasmuseet begyndt med en ny udstillingsserie: ”Mapping Denmark”, som er den første af en række kommende udstillinger, der skal vise udviklingen og orienterer i bredeste forstand om den danske glasscene og hvilke tendenser der lige nu.

Og de sætter niveauet højt med de nordjyske kunstnere Britta Madsen og Søren Gøttrup. Her er det måske ikke æstetikken og nye vilde teknikker, der i højsædet, men håndværket og opfindsomheden fejler ikke noget. De to er i deres egen liga når det gælder historier og skæve vinkler i glas. Alt er detaljerigt håndmalet på glasplader i klare farver og ofte med flere lag glas smeltet sammen med motiver i flere niveauer, så de fremstår som 3D. Og med stor fortællelyst og ikke mindst humor kommenterer de tidens tendenser fra deres fælles base i Støvring.

Det hele er, som titlen siger det, falske eller uægte.


De to fortællende glasmagere fylder fire flotte rum i den gamle Toldbod, med omkring 200 glasværker, af ting vi omgiver os med i det daglige, men her der det hele ændret i størrelse og med et tvist gjort ubrugeligt, så det vi kender så godt, pludselig ses med nye øje. De ændre karakter og deres brugsværdi er væk, men deres ide, om man kan sige det om ting, står mere klart end til hverdag. De skævvrider virkeligheden, så beskuerens virkelighed vrides og flytter sig. Og ikke mindst, får en til at trække på smilebåndet, både af værket, men i virkeligheden også af en selv, som når man ved det første rum, straks, som den ordentlige museumsgæst man er, rækker ud efter et nummer og går klar til at stille sig i kø, i det man opdager at maskinen er falsk. En glas Legovagt tager i mod, og et overvågningskamera kigger med, så man lige studser og når at blive beklemt, inden man igen ser at det er falsk.

Det andet rum viser ni stykker LUX-sæber, for som reklamen sagde det, ni ud af ti stjerner i Hollywood bruger det, og hvad den tiende så bruger kan man så lede efter. Alt sammen under titlen: ”Best before”, ligesom både tiden og skuespillerne siges at være bedre i gamle dage. Sæberne er flotte og teknisk godt lavet, som de ligger der og lyser op på glasspejle. Rummet dufter godt, men ikke af det store falske Wunderbaum, snarere af de to små ægte der hænger på radiatoren.


Det næste rum er dedikeret til legen. Play hedder den, og viser pladespillere, der ganske vist er falske, men ved en knap spiller og synger om det egentlige, ”All you ned is love”, og kærligheden til livet og legen med glasmaterialet skinner igennem i legoklodserne, der er moderne skulpturer på væggen, eller som en hund, mens skateboards og den gule packmann (som er en QR-kode) hænger ved siden, alt sammen legetøj fra en gang, men Legos sættesammen-ide går igen i ”Mindcraft”-skulpturen med den firkantede Steven og grisen Pig.

En del af legerummet er dog ikke for børn af i dag, men er mere for den gang børn også røg, så her er noget for nostalgiske rygere med gammel kendte cigaretmærker og reklametændstikker, som er forstørret og minutiøst gengivet, men fuldstændig ubrugelige, undtagen til et skævt smil og en god historie, som publikum straks indvier hinanden i, når de ser og ikke mindst genkender tingene. Iscenesættelsen og fortællingerne er gennemført hele vejen rundt.



De sidste rum er helt nye værker, hvor parret taget den omdiskuterede Kulturkanon under kærlig behandling gennem en serie overdimensionerede ”frimærker” i glas med kanonmotiver såsom ”Stegt flæsk med persillesovs”, ”Kaj og Andreas” og ”Gasolin” men også Selfie-trenden, der indeholder en dimension af ” Fake it – until you make it.” kommenteres med vanlig humor og en knivspids kritisk sans, som når prins Henrik er afbildet med krone og frimærkets værdi er sat til, nåja, en KRONE. Kongelige fra Kong David til Dronningen er afbildet med en mobiltelefon i pixeleret udgave og med spejlbaggrund, hvorpå titlen på serien stå at læse: ”Dressed for the occasion”, så både klæder og selfies skaber folk. Det sidste rum viser også kæmpe bagdes på 7 kilo, men dog med en rigtig nål, så havde man tøjet, så kunne de bæres, lige som de rigtige badges der engang bar holdninger som ”Atomkraft – Nej tak” eller ” Knæhøj Karse”. De bliver barske og dog humoristiske emblemer på, at holdningerne stadig bæres udenpå. De flasher vores falskhed og hulhed. Det er både ironi, satire og superflot håndværk.


Så selvom glas, som oftest, ikke er særligt holdbart, så er det glas, det der vises her gengæld glas, med masser af holdning. Det er fortællinger på højt folkeligt niveau.


Udstillingen ”Fake”, leverer den uforfalskede vare.

Troels Laursen