Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Søren Dahlgaard: Dough Portraits.

AnmeldelserPosted by Troels Thu, January 14, 2016 21:33:58

Selfie med dej

Trykt i Nordjyske den 13. januar 2016 med fem stjerner ud af seks)

Søren Dahlgaard: Dough Portraits.

260 sider. Rigt illustreret.
Art / Books Pris: 25 £.

På græsk betyder ”persona” gennem lyd. Og derfor bar man, i klassisk tid, masker på scenen, enten en glad maske til komedierne eller en kedafdet-maske til tragedierne. Så kunne man tyde personerne. Og sådan er det også i det daglige. Vi tyder hinanden på masken, ansigtet. Vi aflæser på et splitsekund følelserne og ikke mindst nuancerne i den anden persons væsen og sindstilstand. Vi aflæser den anden persons ansigtsudtryk. Men hvad så når det er væk? Altså ansigtet. Hvad tænker og tror vi så om den anden person? Slanger har ikke minik. Og derfor har vi svært ved at tyde dem og være i nærheden af dem. De er udtryksløse og lumske. En person uden ansigt er anonym. Væk. Utydeligt og derved ikke læsbart og tydeligt. Eller er det?

Søren Dahlgaards efterhånden langvarige arbejde med portrætter af mennesker uden ansigter leger netop med alt det, der handler om identitet. Og det handler om den identitetskrise og selviscenesættelseskultur, som vi kender så godt fra de sociale medier, hvor (selv)portrættet, og særligt Selfien, spiller en stor rolle.


Og han gør det ved at bruge dej. 10 kilo bærer personerne på hovedet, så deres træk forsvinder og bliver en underlig masse, der vælter ned over dem i en flydende hudfarvet masse. Vi kender dej i vores hverdag og i husholdningen. Dejen bliver jo normalt til brød. Og brødet er det mest dagligdags og det mest sakrale i de fleste religioner. I kristendommen er det både det daglige brød og gudens legeme. Dej er en væsentligt del af civilisationen, og den minder, her i denne sammenhæng, meget i dens hvide farve om gips eller marmor. Men til forskel for de materialer, er dej i sagens natur ikke noget langtidsholdbart eller stabilt materiale. Det er derfor vigtigt at tage ”fotos af dem, inden de forsvinder,” fortæller kunstneren og pointerer dermed brødets forgængelighed og samtidigt dens evighed.


Dahlgaard, har fået international opmærksomhed med disse dejportrætter. Gennem 6 år har han rejst rundt i det meste af verden, Europa, Kina, Sydamerika og Mellemøsten og der lavet masser af dejportrætter i flotte scener, med stærke farver og former.


Bogen er en meget flot billedbog, som man kan bruge lang tid på at kigge i. Der er hele tiden deltaljer, der dukker op i opsætningen, nu vi ikke kan/skal aflæse personens ansigt.. Vi er både ude og inde. I naturen og i byen. Og selve stedet, hvor værkerne er taget, får en meget stor betydning for vores afkodning af personerne, nu vi ikke kan aflæse personens ansigtstræk. Selvet er væk. Og derved bliver portrætterne af de mange personer også til et stort portræt af kunstneren selv. Og hvad det er han ser. Foto er altid redigeret virkelighed. Og her er det gjort meget smagfuld og med meget humoren. Bogen er opdelt i kapitler, efter lokaliteter. Men uanset hvor forskellige disse steder er, geografisk og kulturelt, er der et flot fællesskab gennem dej-portrætterne. Mennesket dukker op og det er menneskeligt gjort. For uanset personerne er anonymiseret er de bestemte personer. Individer. Der er få og korte velgørende tekster i bogen, der ser dejportrætterne ud fra forskellige vinkler. Dejportrætterne forstyrrer vores hjerne og dens normale måde at tyde personer på, så vi her engagerer os i det på en ny og udfordrende måde. Vi nødes til at gå i dybden.


En af de medvirkende i dejportrætterne på Statens Museum for Kunst beretter om, hvordan det føltes at være genstand for publikums latter. Det betød faktisk intet, fordi hun følte sig beskyttet bag dejen. Og det er en sand selfie, der kun afslører, det vi vil have afsløret. Den gode profil og derved person-lighed. Og dog, kunstneren, får alligevel mere med. For der er en smuk poesi i værkerne. En poesi, der samtidigt vender og drejer dejens kulturelle og skulpturelle væsen, og ikke mindst bliver vore sociale relationer endevendt. Og vores identitetssøgen viser sig at være flydende og flytbar. Et stærkt bogværk.

Til maj kommer der nye værker i Gallery Hjorth i Horsens.

Troels Laursen

Fakta:

Søren Dahlgaard (f. 1973) bor og arbejder i Melbourne. Han er uddannet fra Kunstakademiets Arkitektskole København i 1996-97 og Slade School of Fine Arts, University College London, UK i 1997-2002.