Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Utzons Arv - ny bog

AnmeldelserPosted by Troels Sat, December 05, 2015 10:48:09

Kustode for sin far

Trykt i Nordjyske den 2.december 2015 med tre ud af seks stjerner

Utzons arv

Af Stig Matthiesen

Gyldendal

Pris 299, 95kr

Sider: 176 med mange illustrationer

Selvbiografier er der bestemt nok af på bogmarkedet i disse år, og dybest set har heller ikke jeg, som min far, nogen trang til at fortælle om mig selv”. – sådan siger Jørn Utzons ældste søn, Jan, det et sted i denne bog, der ikke vil være en biografi, men hellere vil fortælle om den verdens berømte arkitekt og hans inspirerende samarbejde med sønnen, udi arkitekturens tjeneste. Men den forbliver en blanding af begge dele og falder i stedet lige præcis ned mellem de to og bliver til hverken eller.

Jan Utzon fortæller til journalisten og forfatteren Stig Matthiesen (f. 1963) der tidligere har udgivet bøger om fodboldspilleren Christian Poulsen og musikeren Poul Krebs og desuden medforfatter på bogen Utzon & Utzon Center Aalborg. Han holder sig i baggrunden, men nogen steder kunne man ønske at flere og uddybende spørgsmål var blevet stillet, for det er ligesom om, hver gang noget interessant, både arkitektonisk eller privat i Uzton-familien dukker op, så bliver det rundet hurtigt af igen. Dog får man i glimt og små strejf en indsigt i hvilket kreativ og meget anderledes familie, der var tale om på det tidspunkt. Både angående livsførelse i familien og børneopdragelsen, af de tre børn, storebroren Jan og søsteren Lin og lillebror Kim, der alle senere hen er blevet kapaciteter på hvert deres område. At Jan i skoletiden får sprængt et lokum på skolen i luften, udløser ingen dundertale, men han var dog klar over det ikke skulle gentages. Og sådan er bogen fuld af gode anekdoter, som blot forbliver anekdoter, for det private, som en erindring jo er, bliver aldrig løftet og gjort til noget almen, som læseren kan spejle sig i eller udvide sin horisont i. Flere ting bliver fortalt flere gange. Ofte med samme ordvalg. Det gælder både balladen om Operaen i Sydney, der fortælles om i flere kapitler uden vi får ret meget mere at vide om den sag end der allerede har været fremme og Jan Utzons egne projekter. For nok siger Jan Utzon, at han er en kustode for sin fars værker og arkitektoniske ideer, men han er også mere end det. Forud over at stå for mange af farens projekter, så er han også en meget selvstændig arkitekt, der har lavet store projekter i Afrika og Mexico, for blandt andre Tvind-koncernen. Projekter, der tager udgangspunkt i stederne og mulighederne, også materialemæssigt og den knowhow der findes på stedet langt fra alting og hvor en, der kan udpege 137cm på en tommestok kan blive byggepladsens formand. Uhyr spændende tanker ruller han op om kulturelle forskelle og vestens hovenhed, men det får aldrig hel lov til at udfolde sig. Og problematikken, i andres øjne, i at arbejde for Tvind strejfes, men aldrig alvorligt. Det gælder også forældrenes forhold til de danske skattemyndigheder. Og sådan er bogen desværre langt hen ad vejen. Man ønsker sig mere om Jan Utzons tanker om arkitektur og farens, men det forløser sig aldrig. Men et indtryk af en søn, der har fået en stor arv og som forstår at forvalte den, står dog, om end sløret, frem. Moren nævnes få steder og i et kapitel på otte linjer om hendes uundværlighed i farens liv. Kapitlerne er mange og ofte kun en halvside og ude af kronologi eller sammenhæng, som giver en masse irriterende gentagelser og løs snak. Også om Utzon-centeret i Aalborg og Skagen Ode Naturcenter.

Indledende citat af Jan Utzon slutter i øvrigt ”… .på en måde føler jeg, at jeg fortæller historien om min far. En historie, der aldrig rigtig er blevet fortalt”. En historie, der endnu ikke rigtig er fortalt, heller ikke efter denne udgivelse.

Troels Laursen