Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Claus Carstensen

ÅbningtalerPosted by Troels Fri, April 26, 2013 21:05:33

Åbningstale på Himmerlands Kunstmuseum

”Pavilion of the naked” med Claus Carstensen

15. februar kl.15.00 2013

Jeg må begynde med at sige tak for tilliden – det vil sige for tilliden fra Kunstmuseets og Else Kraghs side – og ikke mindst fra Claus Carstensens side - en tillid til at lade mig få lov til at sige noget her i dag. Noget jeg virkelig har set frem til.

Hele udstillingen er en billedstorm – en storm af billeder, der vil rokke ved os – beskueren. Her er det billeder, der fortæller og viser os, det der skal fortælles – her er mere end ord og billederne er farlige. Og måske det i virkeligheden er hovedløs gerning at sætte ord til sådan en udstilling, hvor billederne presser sig på for at skubbe alt andet til side.

Og konsekvent er der i kataloget til denne udstilling heller ikke nogen ord. Deri er det kun Claus’ værker der taler og de kræver ikke nogen forklaring. – De er – og det lige op i fjæset på os.

Og derfor burde jeg vel stoppe her og lade billede storme af sted af dem selv. Storme mod andre billeder, der religiøs eller politisk manipuler os til at se verden på en bestemt måde og som selv manipuler os til at se det hele fra en ny og anden vinkel og sådan kan billedstormen suse frem og tilbage mellem os.

Jeg så dine værker, Claus, allerede midt i min gymnasietid, i 1983, da I ”unge vilde” udstillede i Nykøbing Mors, (hvor du i morgen i øvrigt åbner udstilling) - for der havde Per Kirkeby (som har slået stregerne til disse rum vi nu står i og sådan hænger verden sammen) haft sin debut i sin tid, så der skulle I også begynde –…

Den udstilling væltede mig og kunsten blev derefter et vigtigt omdrejningspunkt for mig og i mit liv. Den udstilling så jeg som attenårig - flere gange – jeg havde på det tidspunkt opdaget punken, i lyrikken og musikken og ørenringe var blevet noget vi drenge også have. Vi havde gerne flere end et i øret og den stigmatisering, som det jo i virkeligheden var, er noget af det du stadig arbejder med som en billedstorm i din kunst.

Rundt på væggene her, med de sort/hvide værker i den store sal og i den lille sal, hvor farverne spiller med, er der fuldt med symboler, tegn og mærker, der viser den stigmatisering, der findes i kulturen og derfor også af mennesket i kulturen – af mennesket i tiden.

En stigmatisering, dengang, altså alle vore ørenringe og sorte læderjakker, der var overmalede med hvid maling fyldt med symboler, de skulle skille os ud fra det almindelige og skille os ud, så vi ligesom var en gruppe mod de andre.

Den slags bevægelser er vigtige i menneskelivet. Det der så bliver spændende er, når disse bevægelser, ja, man kunne også kalde dem ideologier, når ud til deres grænser, for hvor er det så det knækker? De symboler, som stigmatiseringen (her i udstillingen blandt andet, som Lucifer med gedehorn og stearinlys i panden – eller hagekorset – eller billedet af en tysk feminist, der blev terrorist), hvornår er det ideologierne, der vil det bedste bliver til det værste? Det sammenstød, er det der er på færde her i udstillingen. Hvorfor er det at når mennesker vil skabe et paradis, at det altid bliver til et helvede…?

Og derfor vil mange sikkert også blive frastødt af dine værker, Claus, de er jo grimme, men det er så også pointen, og når jeg siger de er grimme, så vil du sikkert bare tage det som en ros. De skal ikke please eller være illustrationer. De skal være svære og komplekse.

Og ved brug af skiltemalere fra steder som Island og Filippinerne, sat sammen med plakater fra gader og stræder, så har du rodet godt og grundigt i den modernistiske værktøjskasse og smidt om dig med décollage, defacing, übermalungen og modifikationer.

De har, hvad du selv kalder, en lang halveringstid så man skal bruge tid på at se efter. Man skal fordybe sig og et spejl vil vise sig. Et spejl, der ikke forvrænger, men billederne er som et spejl, der hverken forstørrer eller spejlvender noget, men et spejl, der henviser til og spejler livets og vores verdens kompleksitet.

I den store sal er værkerne holdt i sort/hvid – og når tingene er malet op i sort/hvid – ja, så er der grund til at være på vagt. Hvor verden skildres som enten sort eller hvidt, så mangler der nogen mellemregninger. Mellemregninger som diktaturstater ikke vil have med, for kompleksiteten er farlig over for det totalitære og derfor skal kunsten også, for dig i hvert fald, være komplekst. Kunsten er komplekst, for den skal skildre den komplekse verden vi lever i, mens forenklingerne, fornemmer jeg, er for dig, fjernsynets gebet.

Den nøgne sandhed er ikke i sort/hvid – den er kompleks. Forenklinger fører til simple livsforhold og begrænsninger og derfor er regimer, som det græske militær diktatur, som denne udstilling har hentet sin titel fra eller Pol Pot i Phnom Phen, gjorde hvad de kunne for at udrydde billeder, som så ofte før i menneskehedens historie. Ikonoklasmer – billedstorme er der masser af.

For billeder er farlige. Sprængfarlige. Og derfor havde disse regimer (ja har disse regimer, som jo stadig findes) en billedcensur der ytrer sig som en politisk og billedmæssig kontrol, der bunder i ønsket om at afvikle fortiden ved at tage patent på både fortælling og form og derved bestemme, hvad der skal tænkes og drømmes om – og denne udstilling viser diktaturers billedcensur og modreaktionerne på denne.

Vi kender herhjemme til hvad billeder kan skabe af frygt og ballade. Jeg behøver blot at sige Mohammedtegningen i Jyllands Posten, så får I alle sikkert mange tanker og beviser for at billeder er farlige. Og straks greb man ude i verden fat i nye billeder eller symboler, til at vise modstand og man brændte et stykke stof af med Dannebrog på og straks vagte det følelser i os. For her rakte, både for dem, der blev vrede over tegningen og os, der ikke synes det var noget at fare sådan i flint over, billedet – symbolet langt ind i vore følelser.

Og her bliver det spændende – symboler – billeder – er ikke kun skilte, men bærer en masse symbolstof, som bunder så dybt i vore følelser, uanset kultur, at billeder er farlige som intet andet.

Som præst er jeg selvsagt ikke meget for at sige det, men vi siger jo at et billede siger mere end tursind ord og det er jo sandt i den her forstand, at de bringer så meget videre, som i split sekund udløser sig i os, inden vi når at tænke. Men ord, må der også til – (ja, det vil du måske ikke sige, Claus – selvom du også er litterat) -, men præsten må nødvendigvis sige det: ord skal der til. Og med ordene, der bliver symbolerne (billederne) til handling og det er jo ikke mindre farligt.

Ord kan også skabe. Skabe billeder og må hele tiden være ordbilleder, der indeholder mere end information, ellers kan livet og kunsten og kærligheden, ikke fortælles videre. Og lige præcis den grænse – det sted, hvor billedet, symbolet møder handling og møder ordene, er det det handler om her i denne udstilling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at du Claus er en grænselænder, som en der vokset op i grænselandet og derfor ved og gerne arbejder med, at det handler om at finde grænsen, for det er på grænsen, der skabes kontakt. Uden grænser og uden territorier, var der ikke nogen kontakt. Et hus ugen vægge og loft ville ikke være et hjem og det gælder også mellem lande og ikke mindst mellem mennesker. Det er i grænselandet det nye opstår. Det er det billedet kan, nemlig at være det sted, hvor symbolet møder livet. Og de to, tegnet og livet, blandes og nogen gange til farlige cocktails og andre gange til livgivne energier, hvor livet kan foldes ud og kan leves.

I en tale på Statens Museum for kunst, sagde digteren Søren Ulrik Thomsen – en gang noget om det med grænsen, - med et udgangspunkt i et citat af den gamle filosof Wittgenstein, der lyder:

Det, hvorom man ikke kan tale, om dét må man tie,” Og så sagde Søren Ulrik Thomsen, ”Men hvad stiller man op med dét, hvorom man hverken kan tale - eller tie? Dét, man ikke kan tale om, fordi det ligger uden for sprogets grænse, men heller ikke tie stille med, fordi det presser sig på? Man skaber kunst, for kunsten er ikke et sted, hvor tanker, som allerede er tænkt af filosoffer, semiotikere og teologer, finder form, men derimod et sted for nye betydninger, som man først kan tænke over, når de er kommet til verden som kunst”.

(Søren Ulrik Thomsens tale, bliver øvrigt bliver til to små bibliofile bøger, med dine illustrationer, en i sort og en i hvid og den, der kigger efter vil finde prøvetryk på nogle af værkerne, så her arbejder ord og billeder sammen.)

Grænsen opstår når symboler, tegn, betydninger, tanker og følelser kommer til verden som kunst.

Og derfor er disse værker, vi nu skal mødes af, fulde af kontraster, der gør modstand og som bevæger sig samtidigt på et utal af planer. Et utal af planer, så man kan gå fra udstillingens titel ”Pavilion of the naked”, hvor græske officer holdt flere tusinde psykisk syge og politiske modstandere fangne, og lod dem gå nøgne rundt og så videre til Phnom Phen, hvor et tidligere fransk gymnasium blev til et tortursted for Pol Pots og Khemers Rouges rædselsstyre. Og tanken om at gymnasium er det græske ord for det sted, hvor man er nøgen, ja, så hænger historien sammen henover grænser og tider. De nøgnes pavillon, hvor de er klædt af til skindet og gjort sårbare til gymnasiet, der oprindelig betød det sted, man kom nøgen til, for at blive klædt på (uddannet) til at leve i verden. Billeder gør at torturen og dannelsen spejler hinanden og grænsen bliver hårdfin. De er begge med til at bestemme verden og hvorledes den skal tolkes og tydes. Værkerne indeholder lag på lag og de spejler hinanden. Det kræver noget af os, der skal kigge på. Og det kan være anstrengende i en tid, hvor ellers alt vi får serveret er godt gennemtygget før det når frem til os, af medierne eller spin-doktorer, men efter en tid vil man (måske) også opdage, at disse værker rent faktisk giver plads til os selv, for de spejler jo også vore tanker og vores tid. De er til at gå ind med alt der er i os selv: et hagekors - en reminiscens af en gammel plakat, der advarer om stikkere under krigen – eller dødsmetalsmusikkens klicheagtige symboler og ikoner – træer med skriftsteder fra Koranen, hænder der kaster sten – eller et forvrænget udgave af Munchs ”Skriget”, alle disse symboler og tegn vækker flere billeder inde i os. Udstillingen er et helt spejlkabinet. Et rum, der spejler sig selv, referer til sig selv og alligevel peger ud ad, hen over grænser og ud mod den komplekse verden, den skildrer …

I kan selv nu kigge efter referencer værkerne i mellem og også hvis I tør, måske endda finde et spejlbillede af jer selv i værkerne. Ja, så, nu, slutter ordene. Grænsen (herunder smertegrænsen) er nået og nu tager billederne over. Symbolerne, tegnene, stigmatiseringerne –

Værsågod. Spejl løs, og tak….

Udstillingen ”Pavilion of the naked” Himmerlands Kunstmuseum, Aars kan ses til den 8. maj 2013. www.vesthimmerlandsmuseum.dk