Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

BLOW i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 12, 2018 08:49:30

Blæst op

Trykt i NORDJYSKE den 10. oktober med fire ud af seks stjerner

BLOW

med Lisbeth Eugenie Christensen / Per Ahlmann / Hartmut Stockter / Erland Knudssøn Madsen / Anders Brinch / Lise Nørholm / Christian Schmidt-Rasmussen / Lars Christensen

Kunstbygningen i Vraa

Indtil den 11. november

Der er forskel på, om man er opblæst eller blæst op. I Vraa handler det om at blæse det mindre op i stor skala: Blow. Og store er de. Værkerne. Og flere af dem kan sagtens blæse en omkuld, da de på flere måde sprænger rammerne. Da, der er noget på færde i disse store formater, der er både er i rummelige 3D på gulvet og i flad 2D på væggene. Hver kunstner er repræsenteret med et værk. Og det giver et varieret udtryk, der dog samles i rummene til en fin helhed, på grund af størrelserne. Flere af kunstnerne har en designmæssig baggrund og det mærkes, da størrelserne gør noget ved beskuerens egen krop, da man, uanset om værkerne hænger på væggen eller står på gulvet, næsten står 1:1 overfor og i værkerne. Værkerne, i kraft af disse formater, kræver tilstedeværelse.


Det sker især i billedhuggeren Erland Knudssøn Madsens (f.1942) værk, der både er ord af hans byfælle J.P. Jakobsen og to skulpturer, af stål og akrylplader, der er fræset i, der indbyder til at man lægger sig på dem, eller rettere i dem og oplever den gamle naturalists digters ord. Det er både hvile og tilstedeværelse på engang. Det over 8 meter lange værk af Anders Brinch (f.1971) er så stor at man ikke kan se det hele på engang og man må gå frem over tilbage og bagud i rummet for at fange alle detaljerne, der både er tegneserie, film. Det er både dyster og lattermildt. Det er skævt og pivfrækt. Lars Christensen (f. 1972) arbejder med nye metoder, og viser et værk, hvor akrylmalingen er presset ud gennem lærredet, så malerstrøgene her er små tråde i en stram farveholdning. Det giver en bevægelse i farven og værket, der er meget tiltrækkende. Lisbeth Eugenie Christensen (f.1969) er en dygtig tegner og leger virtuost med geometrien og linjerne, så der foran en skabes et rum i en bølge bevægelse. Det er stramt og meget poetisk. Og poesien er også i spil i Lise Nørholms (f.1961) værk, der bryder ord op i bogstaver og sætter den på en slags nodelinje, så der stadig kan læses, men i nye kombinationer, som var det en grafisk morsekode. Underfundigt og insisterende let er det.

Tyngden er så at finde i Per Ahlmans (f.1965) store keramiske skulpturer. De er både organiske, som blomster og geometriske, som konstruktioner og meget appetitlige i deres flotte glasuroverflader. Naturen er på spil i de to sidste store værker. På hver deres måde. Et meget flot og overvældende værk af Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963) skildrer overgangen mellem by og landskab, mellem kultur og natur og hvor er det det mødes. Værket er både konkret og genkendeligt og samtidig opløses skyerne i farvefelter, så det abstrakte er med til at skabe en flot stemning af står i et grænseland, mellem virkelighed og natur, uvirkelighed og kultur.


Hartmut Stockter (f.1973) leger også med naturen og viser den pædagogisk streget op på en stor papflade, ikke som natur, men mere tanker og indsigter om naturen. Det handler om vores forestillinger af landskabet og hvad vi egentlig ser, når vi ser ud i naturen. Er den i frøperspektiv eller ude i horisonten, eller er den mellem sprækkerne i fortovsfliserne? Han opfinder ofte underlige Storm P-agtige apparater, der skal hjælpe os til at få øje på naturen og ikke mindst, hvad vi selv gør ved den. Det er sjovt, men det er sjov med stor alvor. Og fælles for de store formater er netop, at de er med til at vi får øje på det, man ellers måske overser eller vælger at se bort fra. De udforsker hvad der sker, når noget bliver blæst op. Det er godt blæst op og det sætter sig i kroppen.

Troels Laursen



Færøsk kunst på Thy

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 05, 2018 20:01:26

Færøerne på thy’sk

Trykt den 4. oktober i NORDJYSKE med fire stjerner ud af seks

Færømalerne

Heltborg Museum, Thy.

Indtil d. 31. oktober

Det lille Heltborg Museum, der ligger så flot ved Limfjorden i Sydthy, lægger lige nu lokaler til en udstilling i samarbejde med Sydthy Kunstforening. I år er det færøske kunstnere der er indbudt og de otte er flotte og gode bud på, hvad der sker i det forholdsvis lille land, hvor en decideret færøsk billedkunst ikke har voldsomt mange år på bagen. Faktisk udvikledes den først i begyndelsen af det tyvende århundrede. Og på trods af landets relativt lave indbyggertal har den færøske kunst en usædvanlig høj kvalitet. Ofte er naturen og det vilde landskab drivkraften for den færøske kunstner. Således også nu i Thy. Heltborg Museum er landskendt for sin fine Jens Søndergaard samling og med den i ryggen ligger disse otte færøske kunstnere i en lige linje sammen med denne maler, der kunne det med naturen og de sjæle der bebor den. Mennesker er der ganske vist ikke mange af på de næsten 70 værker der er med, men landskabets sjæl bådes ses og mærkes. Og både i Thy og på Færøerne, er det horisonten og de klare farver, der ligger der ved havets og himlens blåkanter opløses, i en tågedis, sine steder i ren abstraktion og andre steder til lokaliserbare steder. Den vandfyldte luft trækker de få skarpe farver der hel frem, så selvom paletterne, hos de otte kunstnere, kan minde om hinanden, og ikke har mange skrappe kulører, så er det overraskende hvor koloristisk udstillingen er. Værkerne hænger siden om side, i tre rum og foyeren, i en næsten klassisk opstilling, så den ro der er der, giver værkerne god plads og rum til at folde sig ud, uanset om de er store værker i olie på lærred, mindre keramiske værker eller grafiske blade.



Det grafiske står Marius Olsen (f. 1963) for. Naturen og mennesket er hans foretrukne motiver og et værk, hvor mennesket, bliver til en lille profil, synlig som en spejling i en rude. Hans værker er rørende. Keramikken står de to kvinder i udstillingen for. Vigdis Petersen (f. 1966), arbejder overvejende frit skabende med keramik, beton, glas og andre materialer i billedkunstens og designets grænseland. Hun er eksperimenterende og nyskabende i sit virke, hvor hun tilstræber det enkle og klare udtryk. Og Gurid Poulsen (f. 1961), er den første professionel keramiker på Færøerne, og er en pioner inden for feltet. Her viser hun keramikskulpturer, der abstrakte, men titlerne peger hen på menneskekroppe eller organiske abstrakte former, ofte med et arkitektonisk præg. Værkerne er sanselige og skjuler hemmeligheder, man gerne ville afsløre.



Det er malerierne der står stærkest og som også udgør den største del af udstillingen. Og måske også her det færøske brænder mest igennem, så det også kan mærkes i det Thyske landskab lige udenfor. Og de samlede malere er vigtige kunstnere i den færøske kunst og selvforståelse. Og Zacharias Heinesen (f. 1936), der er en central skikkelse i færøsk billedkunst, og har sat sig dybe spor i færøsk kunsthistorie. I sine landskabsmalerier koncentrerer han sig om farvens udtrykskraft og intense styrke og motivmæssigt kredser han sig især om temaet: bygden ved havet. Og man kender landet uanset om man har været der eller ej. Bardur Jakupsson (f. 1943), er som maler ekspressiv med store pensels strøg, på kryds og tværs hen over lærredet, der hele tiden forvandler fladen fra fladt til dyb, hvor man fornemmer en direkte samtale mellem landskabet og maleren. Torbjørn Olsen (f. 1956), har mere end nogen anden færøsk maler dyrket portrætmaleriet og er meget anerkendt for det. Hans værker her er dog med landskabet i centrum, og hele tiden er motiverne et sted mellem det konkrete og det abstrakte. Og med en fabelagtig fornemmelse for farven, som både er afdæmpet og vild på en og samme tid. Dette gælder også Eydun av Reyni (f.1951). han har bygden ved havet under det store fjeld, havet og skyerne, som inspiration og motivverden, hvor landskabet opløses som et syn fra både fortiden og fremtiden.


Arnold Vegghamar (f. 1937), står et lidt andet sted end de andre, og nogen vil måske kalde hans formsprog for naivistisk og fælles for malerne her er måske en form for naivisme i det de leger med 2d flader og enkle figurer, men i hans maleri oplever man en egen magisk styrke, der på flere måder minder meget om Jens Søndergaards univers. Det er råt og samtidigt findes der noget meget sart poetisk i landskabet og ikke mindst i de sind, der lever i de landskaber. I nogle af hans værker svæver husene som var de små stykker lakridskonfekt på en grøn hylde. I hans værker har tågen næsten ikke fat i paletten, som hos de andre, der gør god brug af de nordatlantiske vandmættede blå, grønne og grå farver. Dette scoop af en fin samling af færøske malere har det til fælles, at klippernes sære formationer, stenblokkenes mylder og billedets øvrige elementer er i en stadig uro, som et kraftudtryk for menneskelivets kampe og menneskesindets sensibilitet. Det er fint følt færøsk kunst fornemmet på fornemt thy’sk.

Troels Laursen

Faktaboks:

Marius Olsen (f. 1963), er grafiker og som sådan eksperimenterer han med sammenblanding af forskellige grafiske teknikker, hvilket gør hans værker meget forfinede og raffinerede. Han er uddannet på kunstakademiet i Helsinki. Er bosiddende i Finland.

Vigdis Petersen (f. 1966), arbejder med keramik, beton, glas og andre materialer i billedkunstens og designets grænseland. Hun er bosiddende i København.

Gurid Poulsen (f. 1961), er keramiker. Hun laver brugskeramik, men en stor del af hendes produktion omfatter frit arbejde, som keramikskulpturer, præget af abstrakte former, ofte med arkitektoniske eller organiske undertoner. Hun er bosiddende i Torshavn, hvor hun også har sit værksted.

Eydun av Reyni (f.1951), har bygden ved havet under det store fjeld, havet og skyerne, som inspiration og motivverden. Er bosiddende i Torshavn, Færøerne.

Zacharias Heinesen (f. 1936), er en central skikkelse i færøsk billedkunst, som han har præget i årtier. Hans kompositioner, med kantede fjelde og huse, i klare farver, har sat sig dybe spor i færøsk kunsthistorie. Er bosat i Thorshavn, Færøerne.

Bardur Jakupsson (f. 1943), er som maler ekspressionist med maleriske strøg under stadig forvandling. Efter en færdiggjort læreruddannelse fra Hjørring Seminariums musiklinje, i 1969, fortsatte han sin uddannelse på Kunstakademiet i København.

Han har været direktør på Færøernes nye kunstmuseum i en årrække men har også skrevet et væld af kunstbøger og artikler. Han er bosiddende på Færøerne.

Torbjørn Olsen (f. 1956), har mere end nogen anden færøsk maler dyrket portrætmaleriet. Hans hovedværk er den store altertavle i Haldersvik, der er en parafrase over Leonardo da Vincis ”Den Hellige Nadver”, hvortil 13 centrale, færøske kulturpersonligheder har siddet model. Han er bosiddende i Torshavn, Færøerne.

Arnold Vegghamar (f. 1937), er oprindelig uddannet guldsmed og har en visionær tolkning af det bjergrige, færøske fjeldlandskab, som han er så inspireret af og knyttet til. Han er bosiddende på den nordlige ø, Vidarø.



Ny bog om Bjørn Wiinblad og hans samtid

AnmeldelserPosted by Troels Wed, October 03, 2018 12:30:00

Wiinblads tid

Trykt i NORDJYSKE den 2.oktober med fire stjerner ud af seks

En bid af paradis - Bjørn Wiinblad og hans tid

Heidi Laura

330 sider, mange illustrationer

Pris: 350,- kr.
Gads Forlag


I sin tid, da jeg var ung var mine forældres platter og fade med dekorationer af Bjørn Wiinblad ikke i høj kurs hos mig. Det var et udtrykt for noget ufarligt og småborgerligt. Da mine forældre flyttede til et mindre sted, så sagde vores datter straks ”dips” for de selvsamme platter og fade. Noget er sket på de der 30-40 år. Men hvad? For det første er de unge ikke prop fordret med ham, som vi andre var, så vi ikke så skoven for bare træer, for han var jo overalt fra krus til Tivoliplakater til gavepapir. Og med Heidi Lauras store beretning om Bjørn Wiinblad og dennes tid, har vi nu en chance for at se, hvad det var vi (måske?) overså dengang. Men sin bog genindsætter hun, så at sige Wiinblad igen. Han var aktiv gennem flere generationer efter Anden Verdenskrig, men modsat andre kunstnere, der følte alvoren og al det tunge i verden efter den krigs uhørligheder, gik han i en anden retning. Det skønne skulle dyrkes frem igen. Det var der stadig, trods krigens rædsler og den skulle genfindes, som en bid af Paradis. Andre fulgte også dette spor, som den svenske kunstner Kamma Svensson (1908 - 1988), der virkede herhjemme i samme periode som Wiinblad. Krigens gru skulle ikke hæmme menneskenes udfoldelsesmuligheder, men skønheden skulle vises. Heidi Laura kalder han for et solskinsmenneske, der havde det bedst med at der var harmoni mellem hans venner og omkring ham. Det skulle helst ligne det univers han skabte på alle de mange ting. Men, det er ikke kun et overskudsagtigt indblik man får af manden, hans fejl, hans forfængelighed og nervøse følsomhed fortælles, der nuanceret om.


Manden var verdensberømt uden altid at være ligeså værdsat herhjemme. Han havde store kunder over det meste af verden, fra Texas til Persiens Shah, men selvom pengene strømmede ind, så var det ikke for deres skyld, men for den kunstneriske udfoldelsesmuligheds skyld. Og for de ansatte, der var familien for ham.

Bogens store kvalitet er, at den ikke kun fortæller om kunstnerens liv og virke, men også sætter den ind i en kulturhistorisk sammenhæng. Den fortæller om manden og hans tid. Den historiske baggrund og de mange internationale kunststrømninger fra Art Nouveau (eller herhjemme: Skønvirkestilen), over orientalisme til det japanske nuttethedsbegreb ”kawaii” og dertil store og små begivenheder i verden og hjemme hos ham selv, der kan have sat sit præg på hans kunstopfattelse, der var i en lige linje fra hans socialdemokratiske baggrund, så det også handlede om at få skønheden ind i hverdagen ude i folks egne trygge stuer. Masseproduceret eller ej. Heidi Laura byder også op til diskussion om kunst og pynt og hvad er forskellen. Hvorfor valgte så mange dengang hans ting og hvad betyder det for os, at vi har pyntegenstande derhjemme. Hvorfor bruger vi design? Er det et værn mod virkeligheden eller det også virkeligheden? Og måske endda en bid af Paradis? Bogen kommer vidt og flot omkring og de fleste vil sikkert blive klogere efter læsningen af den. Både på Wiinblad og ikke mindst hans tid. Og måske er det nu atter er hans tid?

troels laursen


Breve fra Anna og Michael Ancher og vennerne

AnmeldelserPosted by Troels Mon, September 24, 2018 14:09:38

Vidnesbyrd om levet liv

Trykt i NORDJYSKE den 21. september med seks ud af seks stjerner

Anna og Michael Ancher - Breve og fotografier

5 bind + 1 registerbind.

Pris: 1495,00 kr.

3500 sider, mange illustrationer

Historika og Gads forlag

Breve er private og selvom der sikkert ikke skrives mange breve i dag, så er der stadig en brevlov, og sådan at sidde med andre folks breve, som det jo egentlig var meningen ingen andre skulle læse med på, giver ærefrygt. Man kommer jo tæt på de mennesker der skrev og dem der modtog brevene. Og man må spørge sig selv om det kun er snagen eller om det (også) er for kulturhistorien og kunsthistoriens skyld, man læser med. Og i dette tilfælde kan man også rolig sige af lokalhistorisk interesse. Og jo det går an at læse med, både for ens egen skyld og kulturens skyld. Her er der vidnesbyrd fra mennesker der har levet om som i deres kunst og virker stadig lever videre. Så en stor tak til forlagene og folkene bag denne udgivelse af breve fra det kendte kunstnerpar Anna Ancher (1859-1935) og Michael Ancher (1849-1927) er måske nogle af de mest populære danske malere ikke blot for deres værker, men også for deres ægteskab og liv. Deres hjem var et samlingspunkt for kunstnerlivet i Skagen fra 1879 og langt ind i det 20. århundrede. Og i deres hjem på Markvej, kom ikke blot danske og udenlandske kunstnervenner, men også kunstsamlere, forfattere, komponister, arkitekter og embedsmænd, som havde en rolle i danmarkshistorien. De havde desuden begge et nært forhold til lokalbefolkningen, og såvel fiskere som deres koner og døtre tjente som modeller for kunstnerne.


Brevene og fotografierne er gengivet, som de er skrevet, og forsynet med noter og forklarende tekster. Brevene bringes i kronologisk orden, og da det ikke blot er breve mellem kunstnerkollegaer, men også breve til og fra familie, venner og bekendte, er det muligt at følge kunstnerparret og deres kreds fra ungdom til alderdom og Skagens udvikling som fisker-, kunstner- og turistby gennem mere end et halvt århundrede. Det er kæmpe bedrift og prisværdigt. Man kan læse brevene fra en ende af, eller man kan dykke ned på må og få, eller man kan finde breve til og fra bestemte personer fra Danmarkshistorien (som står alfabetisk listet op i registerbindet), som vennerne og kollegaerne P.S. Krøyer, eller Th. Bindesbøll og andre kendisser fra Skagen miljøet eller om H.C. Andersen, det hvor det fortælles, at Anna blev født på Brøndums Hotel en nat hvor en vredladen H.C. Andersen netop havde sat huset på den anden ende, så Annas moder gik i fødsel, og derfor er det sjovt at finde ud af, at der omkring hans dødsdag (4.8 1875), intet nævnes i nogen af breve fra de dage, men der også andet og mere på spil, for Anna er i København for at lære maleriet hos Kyhn og hendes Michael savner allerede.



Og brevet er forsynet med en lille tegning af en pige. I et senere brev kalder han hende for ”Bomse”. Eller man kan læse breve fra datoer der var historisk, som udbruddet af 1. Verdenskrig i 1. 8 1914, hvor Michael i et brev harcelerer over preusserne og krigen og blandt andet skriver ”Ned med det modbydelige Preusser System” (brev nr. 2790), hvori han også beklager Gustav Wieds død, især fordi han havde tænkt, at glæde Wied med et portræt af dennes fader, men det er nu for sent. Eller man kan læse brevene omkring deres fødselsdage (Annas den 18.8 og Michaels den 19.6) og læse de hilsner de fik fra nær og frem. Ofte er det deres kunst og ikke mindst salget og prisen på den, de skriver om til hinanden eller andre, eller andre skriver til dem om, så genkendelsens glæde kan indfinde sig, når man se værket, der skrives om, for sig eller man kan finde den i det fine register, hvor sagt alt er med, fra datoer til slægtstavler og landkort. Eller man kan læse, ja, mulighederne er mange og uanset hvilken vej man vælger gennem denne guldgrube af breve, så vil ens indblik og indsigt i parrets liv være udvidet, så man næsten kan føle sig i familie med dem, selv så mange år efter.


Og man gad vide om man i fremtiden kan lave den salgs brevsamlinger fra folk, der lever i dag? Hvis ikke, er det et tabt for kulturen og historien. Disse breve er flotte vidnesbyrd om en tid, men er især et flot vidnesbyrd, om nogle mennesker der har levet, grædt og leet, og den slags er der ikke udløbsdato på. De kan være spejle til hver en tid. Hvad enten man er kunstforsker eller bare almindelig nysgerrig på levet liv og kunst.

Troels Laursen



Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe

AnmeldelserPosted by Troels Sun, September 16, 2018 11:04:04

Lyset ud af mørket

Trykt den 12. september i NOTJYSKE med fire ud af seks stjerner

TRANSMISSION FROM DARK SPACES

Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil den 28. oktober

Det er ikke første gang, at kunstnere, der udstiller i kunsthallen, lader sig inspirerer af stedets historie og tidligere brug. Mere sjælden er det at rummene og deres egen råhed eller uenshed der kommer i spil, og selvom også denne udstilling i byens kunsthal, lykkes langt hen ad vejen, så kunne man ønske sig at rummene blev udnyttet mere. Men derudover lykkes det meste her for Nynne Livbjerg (f. 1967) og Pernille Priergaard Worsøe (f. 1969). De springer mellem materialer og medier, men de gør det meget konsekvent. Og selvom de viser hver deres værker, så er der en god sammenhæng i udtrykket. Fra installation til video. Installationerne, ofte udført af Livbjerg, er rummelige værker, der med flere materialer fortæller om gangen fra mørke til lys, både op ad jorden og ud i rummet. Som det store ”The nights boils”, hvor man fornemmer kraften i energien, der får vandet til at koge, og at den energi kommer fra det sorte uigennemsigtige dyb, inden det springer ud i gennemsigtigt blåt.


Udstillingens titel er ”Transmission from dark Spaces” og de to kunstnere vil lade mørke og lys mødes i en form for erkendelsesrum, der peger i retning af altings iboende dualitet. Det hele handler om tilværelsens kontraster og modsætninger, som skønhed og forråelse, samfund og natur, drøm og virkelighed; alle velkendte fænomener, som vi er fælles om, ved at være mennesker lige nu og her.

Der skal meget mørke til før end selv det mindste lys bliver slukket, sådan kunne man sammenfatte denne udstilling, der leger med det mørke stof fra sorte huller til kul, og det lette lyse fra humor til drømme. Det er tungt og det er vægtløst. Man kan blive bange og lettet. Det er der kommet en inspirerende udstilling ud af, der, som nævnt, forholder sig til stedets historie, hvor det sorte kul blev transformeret til hvidt, elektrisk lys. Det handler om en overfølelse af energi fra et til noget andet. Fra et gammelt dødt fossil til noget levende i bevægelse. Fra død til liv. Den knap 6 minutters lange video, skabt af Worsøe, med musik af hende selv og Lasse Smed, er et meget enkelt og smukt udtryk for netop dette. Vi kører baglæns gennem en tummel, der svinger, så man aldrig kan se hverken udgangspunktet eller endemålet. Det er som livet selv, uoverskueligt og i fart. Den flotte musik skaber en optimistisk stemning, trods mørket. Teksten låner lidt fra Leonard Cohen om at der er sprækker i alting og det er der lyset kommer ind. Et værk, man kan se mere end en gang. Worsøe står også for en lille videolup på tre minutter med svævende måger foran et kirketårnet i diset lys. Det lette og det tunge i et udtryk, og er det som disen letter, eller er det bare ens egen stemning, der sætter ind? Mange sådanne spørgsmål dukker op rundt i rummene. Og hvad er det for et stativ, til en stor kjole uden skørter, der hænger der på slagterkroge sammen med det lille servitriceforklæde af gummi med fjerkost i, og et gummihjerte med vener, er det forbudt erotik, hvor det mørke i menneskets udfoldelser, kommer frem i lyset eller er det..? Det store værk, ”Unknow transmission”, er den ukendte forbindelse mellem det underjordiske og det overjordiske på vores klode eller det indre og ydre i os selv.


Ligesom de to rumdragter, et i hvidt og et i sort, der hænger mennesketomme, opfordrer og udfordrer til en indre og ydre rejse. Et er værkerne, af Worsøe, er et tag-med-hjem-værk, nemlig en plakat, som publikum kan tage med sig hjem og derved sørge for at alle disse spørgsmål ikke bare får lov at blive hængende, men kan arbejder videre der hjemme, når man går forbi plakaten i sit eget køkken. Så tag bare fra. Der er nok, at hente i denne drøm af og om en kraftoverføring.

Troels Laursen


Faktaboks:
Nynne Livbjerg (1967) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1987-94. Hun har udstillet på en række udstillingssteder i både ind- og udland, og har haft soloudstillinger på bl.a. Tranen, Overgaden og Huset i Asnæs. Hun er optaget i Kunstnersamfundet, medlem af BKF og har solgt til Statens Kunstfond.Nynne Livbjerg bor og arbejder i København.

Pernille Priergaard Worsøe (1969) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1990-1996. Hun har udstillet på en række udstillingssteder i både ind- og udland, som bl.a. tæller Charlottenborg, Esbjerg Kunstmuseum, Brandts, Centro Lauroro Arte (Milano) og Aros. Hun er optaget i Kunstnersamfundet og medlem af både BKF og UKK.

Pernille Priergaard Worsøe bor og arbejder i København.

Foto: Niels Fabæk,



Anna Anchers rum

AnmeldelserPosted by Troels Sun, September 16, 2018 10:47:05

At se med Anna Ancher

Trykt i NORDJYSKE den 11. spetember med fire ud af seks stjerner

Anna Anckers Rum

af Lilian Munk Rösing

256 sider, mange illustrationer

Pris: 350,-kr

Gyldendal


Kunst handler om at se og at se på kunst handler mest om at iagttage. Med streg under agt, i den forstand både at agte og men også at tage sig i agt. I billedkunsten ser vi verden gennem et andet menneskes øjne. Bogstaveligt talt. Værkerne er et andet menneskes måde at se og opleve verden på. I billedkunsten bliver vores eget syn på verden hele tiden udfordret af den kunstner, hvis øjne vi låner. Og det gælder også for Anna Ancher, hvis syn ser så meget mere og så meget mere anderledes end de fleste af os andre. Så vi også selv ses. Og det formår Lilian Munk Rösing i sin bog om den kunstner i Skagen, der efterhånden får mest opmærksomhed, og ligesom er ved at overhale mændene, derude fra grenen.

Forfatteren er lektor i litteraturvidenskab, og nogen vil kende hende fra både DR og Radio24syv. Det litterær spejler sig igennem bogen, med blandt andre citarer af Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsen og i mere filosofiske tilgange til værkerne gennem tænkere som Heidegger, men aldrig hel på bekostning af billedkunsten, og både billedkunstneren Kasper Heiberg’s, farvelære inddrages, og kendte danske kunsthistorikere som Mikkel Bogh, og Skagenkendere som Lise Svanholm og Elisabeth Fabritius. Men, formår alligevel, at få sat ind i en meget personlig læsning af Anna Anchers liv og værker.

I begyndelsen, som kan virke, i sin meget personlige stil, en anelse trættende, er der en del gentagelser, om håndens arbejde, som dog får lov at folde sig ud i det meget spændende kapitel: ”De (hånd)arbejdende”, hvor både iagttagelser af Anna Ancher’s rum og de mennesker, oftest kvinder, der er i dem, altid arbejder med hænderne. Det sættes ind i et perspektiv til vores egen tids forhold til arbejdet som noget der blot skal overstås, men der peges på den tids arbejde, som nok kunne tynge, men også sætte fri, da det ikke kun handlede om vor tids krav om effektivitet og præstation, men at arbejdet også kunne velsigne, som den gode protestant Anna Ancher var, selvom hun ikke hel fulgte mormorens indre missionske syn på livet hele vejen. Det hele er inddelt efter malerens skiftende rum fra barndommens rum over de håndarbejdendes rum til moderbilleder og mennesketomme rum. Og ind imellem dette krydsklippes der til forfatterens egne rum i både nutid, mens bogen skrives, og tidligere rum hun har færdes i i forhold til hendes emne. Det objektive er befriende lagt på hylden, som når hun, med overbevisning, giver sig i kast med at tyde flere Anna Ancher’s kvindeportrætter som bebudelsesmotiver med ærkeenglen Gabriel og Jomfru Maria. Ved sådanne læsninger sker der noget og noget er på spil.


Anna Ancher beskrives i øvrigt, som den fødte billedkunstner med sin egen iboende autoritet. Og selvom hendes atelier lå ved siden af gemalens, så forblev hun sin egen. Han beskæftigede sig med de store fortællende figurkompositioner, mens hun skildrede det nære liv i hjemme, og som oftest kvinderne og børnenes liv. Bogens udstyr er ikke optimal i forhold til layoutet, en anelse kedeligt på gulligt papir, der ikke gør så meget godt for illustrationerne og så det irriterende at tekst og værket, der skrives om ikke følges ad. Det giver en masse unødige stop i læsningen for at finde frem og tilbage.


Og selvom man med lethed kan syntes, at der er bøger nok om Anna Anchers liv og værk, ja om alle Skagen kunstnerne, så er denne bog et godt bud på, at det endnu ikke er et udtømt emne. Der sker noget i Munk Rösings læsning og iagttagelser, fordi hun på ikke er bange for at bryde det akademiske dogme med at sætte forbindelse mellem kunstnerens værk og kunstneren som menneske. Og hun sætter også sig selv spil i det hele, og får derved skabt noget intens og øjenåbnende for at se på Anna Anchers værker på en ny måde, så vi både ser og ses. Læs bogen og bliv selv en bedre iagttager.

Troels Laursen



Moderne glaskunst i Danske Kirker

AnmeldelserPosted by Troels Mon, September 03, 2018 09:09:01

Lyset gennem glas

Trykt den 2. september i NORDJYSKE med 4 ud af seks stjerner.

Moderne glaskunst i Danske Kirke

af Ole Villadsen

Forlaget Frydenlund

464 sider, pris 399,-

Ole Villadsen, der er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, har med denne bog lavet lidt af en kræftpræstation. Bogen er et opslagsværk og en billedguide over 195 kirker i Danmark, der siden 1960’erne er blevet dekorerede med nye og meget forskellige glasudsmykninger, og der er tale om alt lige fra kirkevinduer over altertavler til egentlige kunstinstallationer. Og det med guide skal forstås ret bogstaveligt. Bogen er lavet i et fiks og slidstærkt udstyr, der gør at den ville kunne holde til at være en del af bilens handskerumsbibliotekt eller for pilgrimsvandreren i rygsækken, så den altid er ved hånden, når man farer forbi en kirke og lige vil tjekke om den har noget spændende i glas. Det er en kort indførende tekst om kirken og dens arkitektur og interiør og så værkerne og mange fine fotos, over 11oo styks, som ofte viser glasværkerne både udefra og indefra Og det spændende og sjove ved glas er netop dens gennemsigtighed og dens brydninger af lyset i alle regnbuens farver. Det fascinerende spil i lyset gennem glasset. Kirkekunsten i glas står ikke stille, der udforskes og udvikles stadig nye metoder og et nutidigt formsprog, så det både respekterer det, ofte, gamle kirkerum og alligevel er tilpasset et moderne kirkeliv. Værkerne er udført af mere end 60 kunstnere gennem de seneste godt halvtreds år og fra hele landet og fra det nordjyske er der skildringer fra Abildgaard i nord til Aars i syd. Forfatteren har skrevet en kortfattet indledning om glas, både kunsthistorisk og kirke historisk set både herhjemme og ude i Europa. Og han fortæller kort og præcist om de forskellige teknikker ud fra kendte kunstneres arbejder, som Per Kirkeby og Tróndur Patursson. Bogen er en decideret rejseguide, men kan sagtens nydes som en indre rejse derhjemme sofaen samtidig med at ens horisont udvides. Bogen anbefales hermed til alle, der elsker glas og de danske kirkers mangfoldighed af kultur og kunsthistorie.

Troels Laursen

kultur@nordjyske.dk

Den unge kirkekunstner Simon Aaen, med nordjyske rødder, og lige nu udstillingsaktuel på Dronninglund Kunstcenter, er repræsenteret med sin totaludsmykning af Iskov Kirke ved Ikast, hvor både altervindue og døbefont er udført i glas. Her altervinduerne.



Niels Bohr og Johs V. Jensen

ÅbningtalerPosted by Troels Thu, August 23, 2018 16:48:02

Tale ved afsløring af Johs. V. Jensens buste af Niels Bohr 7.oktober 2017 på Johs. V. Jensens museet, Farsø

Det fortælles, at de gamle ægyptere satte i deres forsøg på erkendelse, som eksempelvis det at forstå hvad livet er, i relation til dets modsætning og her altså døden.

Livet satte de overfor døden.

Modsætninger satte de altid i relation til hinanden.

Nu nævnte jeg liv og død, som modsætninger, det kunne også have været mand og kvinde eller det gode og det onde.

Og de gamle ægyptere tænkte vel at for at kunne forstå det gode, måtte man også have indsigt i dens modsætning, det onde og på den måde hele tiden spænde principperne, værdierne eller tingen op i mod hinanden, for at kunne forstå eller se, hvad de var og betød.

Niels Bohr, beskrev i kvantefysikken, hvordan en partikel på samme tid er en partikel og en bølge.

Eller som han også sagde – ikke bare om partikler: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

I dag står vi her omkring en buste af Niels Bohr, den store videnskabsmand.

Og selvom vi aldrig har mødt manden i levendes live, så ville de fleste nok kunne genkende ham i dette portræt.

Og portrætter er jo altid spændende og noget af det første vi nok ser efter er om vi kan genkende ham eller hende, der portrætteres. Og måske vi vil lede efter lighedstræk og udtryk vi kan genkende.

Jeg kunne tro at de bedste portrætter er dem, der ikke bare ligner, men også skildrer det menneske, der portrætteres.

At de viser og specielt i dag, viser Bohrs karaktertræk. Hvem han var, ikke bare i det ydre, men også i det indre. Inde i sjælen, om jeg må bruge det udtryk.

Ordet: portræt har vi, som så mange andre ord, fra latin ”protractum”, og betyder egentlig: ”hvad der drages frem for lyset”.


Så i et portræt handler, det ikke kun om at få det til at ligne, men i høj grad også i at få det der ikke lige kan ses, trukket frem fra skyggen og ind i lyset.

Og måske, hvis vi skal blive i både Bohr og de gamle ægypteres forestillinger om modsætninger, så kan vi ikke se lyset uden skyggen og omvendt. Vi ser ikke skyggen, hvis der ikke er lys.

Denne buste er af hård bronze, men alt efter hvor vi står, og den står, så falder lyset og derved dens skygger på forskelligvis.

Og på den måde lever den om end, den er støbt i et dødt materiale.

Udtrykket lever i den, i lyset og skyggen.

Vi ser de fyldige læber og den kraftige næse. Vi bemærker de to rynker i tanken og øjne, der ligger bag de store ørenbryn. Vi fornemmer en mand, med lune og mange tanker og med næse for livet og ordene. Jeg begynder at forestille mig, hvorledes det var at sidde ved bridgebordet sammen med ham, både når han rynkede på næsen og samlede brynene og øjne lyste frem fra deres gemmer. Og vi ser mere end de kan ses.


Buste eller byste, er oprindeligt en skulptur der forestiller et menneskehoved og noget af overkroppen. Ordet kommer af latin ”bustum”, der betyder "ligbrændingssted" eller "ligbål", og viste i antikken tit et brystbillede af den afdøde på et gravmonument.

Busten var for at mindes den afdøde. Og var en hædersbevisning og et slags testamente til eftertiden, om denne person, som har udmærket sig på en eller anden vis.

Og når Johs. V lavede en buste af vennen Bohr, i levende live, så var det ikke kun for at mindes ham, men også for at fange ham. Fange ham i et øjeblik og derved fange et menneske i det flygtige liv, så det fastholdes. Fange ham midt i livet og lyset, så det blev fasthold, efter døden og alle skyggerne.

Og en buste, et portræt er at fange det der ikke kan fanges, nuet. For i det øjeblik vi siger nu, så er det allerede før. Portrætkunstneren skildrer derfor heller aldrig et øjeblik, men mange øjeblikke, som så fryses fast et en bevægelse, et nu, der er stivnet.

Og jeg forestiller mig at Johs V har haft masse af fotos og ikke mindst erindringer, måske fra deres kortspil, inde i sit eget hoved, da han lavede dette portræt.

At kunne lave et udtryk, kræver mange indtryk.

Og derfor er et portræt et mellemmenneskeligt sprog. Et sprog, der giver os mulighed for at få en indsigt, via kunstnerens øjne og derved udvide vores egen horisont, så vi ser, mere end der kan ses.

Bohr, blev blandt andet kendt for at være med i det arbejde, der kaldes fissionen, der delte det udelelige. Det handlede om, at dele det kan ikke kan dele op eller det der ikke kan snittes op, som er hvad atom betyder på græsk.

Og et portræt er på sin vis også noget der fremstår som hel og udelelig, selvom det består af mange dele, former, flader og farver.

Og et mennesket består af det samme hele livet igennem, men er alligevel foranderligt hele livet. Mennesket er en helhed, og dog deleligt.

De gamle grækere mente ikke atomet kunne deles. Atomet, var for dem, denne den mindste del af livets byggestene. Men det kunne det, viste blandt andre Bohr og nu er han selv delt op i to: med en buste her og en på Niels Bohr instituttet i København.

Det, der ikke kan deles, det gør naturvidenskaben, som deler naturen, herunder mennesket op i de mindste dele og vi slet ikke færdig endnu.

Og litteraturen gør det samme og ofte forsøger den så at sætte delene sammen igen, i de store fortællinger eller i en de store beretninger om mennesket, i myter, eller erindringerne. I portrætterne.

Derfor er naturvidenskaben og litteraturen, det såkaldte humaniora, og herunder religionen, ikke kun modsætninger, men supplementer til hvorledes vi ser og forstår vores verden, vores virkelighed. Eller som han sagde, ham, der delte det udelelige: ”Det ene er sandt og det modsatte er også sandt.”

Videnskaben spørger altid hvordan, mens litteraturen, herunder bibelen, altid spørger om hvorfor.

Og sammen bliver de to, hvordan og hvorfor, til et bredere spektra af vores livsforståelse og livssituation og måske var det derfor forfatteren og videnskabsmanden kunne spille bridge sammen. Et spil, der bygger på fantasi, logisk sans, etik, psykologi, samarbejdsevne, selvdisciplin osv. Men også spillets astronomiske muligheder er fascinerende, både for den litterære, der blander kortene i sine fortællinger og videnskabsmanden, der deler naturen op i de mindste dele, for de 52 kort kan fordeles på 1 milliard x 1 milliard x 20 milliarder måder til de fire spillere i et spil bridge!

Bohr skulle have sagt: Man kan lære meget ved at være fysiker, muslim eller kunstmaler, men man kan aldrig bringe alt dette på en enkel formel. Eller sagt på en anden måde: Ingen bliver nogensinde udlært, hverken i det udelelige, i det der ikke kan deles eller i livet som sådan.

Om end, man kan sige, uden at modsige det andet, det eneste livet kan er netop at blive delt. Delt med de andre. Ligesom disse to, Johannes og Niels delte kortspillet og den sociale relation, der kom ud af det, blandt andet denne fine buste, der nu er til-delt os.

Jo, livet kan deles, for det er ikke udeleligt, det véd både litteraturen og videnskaben

Og mit ønske i dag kunne være: Lad nu denne buste af en videnskabsmand skabt af en litteraturmand, være et godt pejlemærke, om modsætningerne og lighederne, for kunsten og livet. Eller bare for os.

Tillykke med busten.

Så værsågod at dele.


Forhistorien:

Bohr i både gips og bronze.
Gipsbusten, som nu er blevet støbt i bronze, blev fundet i forfatterens sommerhus i Tibirke i Nordsjælland, og det er med tilladelse fra Johannes V. Jensens (1873-1950) barnebarn, at museet nu har fået lavet en bronzeafstøbning af busten. I samme ombæring blev der også støbt en bronzebuste til Niels Bohr Instituttet i København. Den udlånte gipsbuste fra sommerhuset i Tibirke vender nu tilbage til Jensens efterkommere.

Hvorfor en buste af Niels Bohr på museet i Farsø? Svaret skal søges i sommerlandet i Tibirke Bakker, hvor Johannes V. Jensen (1873-1950) havde et sommerhus. Blot et stenkast herfra lejede Niels Bohr (1885-1962) en feriebolig, og stien mellem de to huse blev kaldt ”bridgestien”, fordi de to familier spillede bridge sammen. Senere købte Bohr sit egen sommerhus, og udover samvær med kortspil sås de to familier jævnligt ved den omfattende selskabelighed, som i sommertiden udfoldede sig i Tibirke mellem områdets kunstnere og intellektuelle. Også Bohrs og Jensens sønner var hyppige gæster hos hinanden i forældrenes sommerboliger.
Johannes V. Jensen modtog Nobelprisen i Litteratur i 1944 og Niels Bohr sin Nobelpris i Fysik, 1922.

Troels Laursen

Gl. Ullits





« PreviousNext »