Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Sommer hos Kirsten Kjær

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 28, 2018 16:22:15

Sommerudstilling hos Kirsten Kjær

Trykt den 26. juli i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Malte Fisker; Paule Ducourtial og Parul Modha

Kirsten Kjærs Museum, Frøslev

Indtil 5. august

Kirsten Kjærs Museum er altid god for flere udstillinger på engang rundt om i de mange huse og rum. Også denne sommer. Tre udmærker sig. Og lad os bare begynde med den mest bemærkelsesværdige først: Det rum, der er et meditativt rum, med røde jordfarver af Malte Fisker (f.1988) er uddannet fra Den Kongelige Danske Kunstakademi i 2013. Og han arbejder konsekvent med maleriet. Den gennemgående røde jordfarve, og deraf udstillingens navn: “Red Oxides”, han benytter, er som skabt til rummets træværk og polstring på bænken i midten af rummet. De hvide vægge og de firkantede værker, med lige linjer og striber på kryds og tværs, samt prikker, er som var de hinandens lys og skygge, og spiller på både matematik og religiøse symbolske temaer. Den røde jernoxid i farven, kan spores helt tilbage til den tidligste kunst, i Lascaux hulerne i Frankrig og som den hyppigste brugte farve i kalkmalerier i danske kirker. Rummet og værkernes gentagne motiver i flere størrelser og former, bliver til et indadvendt blik, mens værkerne breder sig ud for an en. Det interessante ligger i det indholdsmæssige, og i høj grad i det hel konkrete.

Detaljer man måske ikke lægger mærke til ved første øjekast, men som er altafgørende for helheden. Tæt på fornemmer man at malerierne har tekstur og er håndmalede, og til tider ændrer farverne sig, afhængigt af hvor man står og kigger fra. Det er såre simpelt, og alligevel virkningsfuldt i de små variationer, der dukker op jo længere man ser efter. Og smukt. Det er maleri i sit grundvæsen og kroppen finder sin plads i rummet.


Rummet, ved siden af Fiskers 24 værker, viser 36 værker fordelt mellem Paule Ducourtial (f.1968 i Frankrig) og Parul Modha (f. 1970 i Uganda). To meget forskellige kunstnere i udtryk fra det abstrakte til det figurative, men fin sat sammen i farverne, så begge får deres plads.


Ducourtial, der medlem af BKF, er uddannet i arkitektur, men finder sin inspiration i den organiske verden og viser en serie af organiske værker på papir, udført i en mættet olie. De kunne ligne bælgfrugter, men det handler mere om formerne, som er taget ud af deres sammenhæng, og bliver derved hel abstrakte og minimalistiske bevægelser. En slags undersøgelser af naturens eget formsprog.


Modha, der er uddannet i Fine Arts, England, og medlem af BKF viser værker, der både er to-og tredimensionelt med tegning og installationer, hvor hun med udgangspunkt i husholdnings- og hverdagsobjekter undersøger stemninger og situationer. Det handler alt sammen om kommunikation mellem kulturer og steder. Det handler om at lytte og tale. 2d-værkerne, billeder af interiør, er 3d-agtige, som var det dukkerum, man kunne gå ind og lege videre i med tanke på hvad der gik forud og hvad man kunne drømme om, skulle ske herefter. Humoren spiller en rolle, som i en række remote-controls’, naturtro støbt i beton, der ikke skifter nogen skærm uanset hvor meget der trykkes. Man bliver hvor man er. Udsigten er den samme. Der er ingen adgang, som en af titlerne er.



Men der er masser af adgang på Kirsten Kjærs Museum, der byder på lidt af hvert. Også denne sommer. Og de to udstillingsrum, med sommerudstillingen, udmærker sig. Især Malte Fiskers meditative farvefigurer. Her kan der dvæles.

Troels Laursen



Ny bog Kirkebys collager

AnmeldelserPosted by Troels Mon, June 25, 2018 12:54:16

Kirkeby tæt på

Trykt i NORDJYSKE den 24. juni med fem stjerner ud af seks

Per Kirkeby/Close up

af Erik Steffensen

46 sider med 21 illustrationer

Pris 595,-

Oplag på 500 nummererede

Forlaget Bjerregaard

At det skulle blive en slags mindebog, da den udkom sidste efterår, var næppe planen, men efter Per Kirkebys død, er bogen, nu hvor den udgives til handel, blevet både en mindebog, en kunstudgivelse og et værk om nogle af kunstnerens sidste collage-arbejder. Og ikke mindst tale om en bog, der skaber et flot indkig i Kirkebys arbejde med de collager, som han skabte derhjemme i Hellerup i 2012, lige før hans dramatiske fald ned af trapperne, og som som satte både hans kunst og liv på standby i en længere periode.


Erik Steffensen kender kunstneren godt og sidste år udkom hans biografi om Kirkeby med titlen: ”At trække en streg - Per Kirkeby – liv og værk”. Biografien er ikke kun en bog om kunstneren Kirkeby og hans ouvre, men om mennesket bag kunstneren og ikke mindst hvorledes kunstneren er blevet menneske og mennesket er blevet den kunstner, som andre har kaldt for SuperPer. Og i dette værk, som ikke har ret meget tekst, kredser det mere om de 21 værker, som har fragtmenternes karakter, men som både kunstneren og forfatteren forsøger at samle til en form for orden. Collagerne viser scenarier med Franz Liszt (1811-86), og dennes fader Adam Liszt (1776-1827). Franz tog de fire af de syv grader, der skulle til for at blive katolsk præst, men skabte en musik med skalamæssige muligheder der indeholdt musikalsk flertydighed. Og denne flertydighed og de poetiske lag, der i Liszt musik også var religiøs, ses i collagerne, der viser, hvad der giver mindelse om hele kosmos og små algeagtige klatter. Det store i det små og det små i det store trækkes frem.


Collagen er fotografier, avisudklip, tegninger og andre objekter sat oven i hinanden, så det skaber dybde, en dybde, der kan ses om end bogen er et tryk. Og bogens kæmpe format, gør virkelig værkerne til selvstændige og stoflige tryk. Og med tråde bagud til Kirkebys arbejde i ex-skoletiden med blandt andre Poul Gernes (1925-96), der ses også hans brug af tegneserien, sammen med udklip fra gamle kunstbøger og illustrerede bogværker. Og dertil Kirkebys pensel eller blyantstreg, som tilsyneladende er skødesløst sat, så selvom det er fragmenter der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, så ser det meget naturligt ud. Og naturens orden er i det hele taget det der optager kunstneren, også når den fremstår mest rodet og ugenkendeligt. Men der skabes nye forbindelse mellem det der ikke tilsyneladende hænger sammen. Og derved er denne udgivelse blot endnu et fragment til det store arbejde Kirkeby har efterladt sig som en arv. Og bogen fremstiller dette forbilledligt og hel tæt på.

Troels Laursen



POP-art i Galerie Wolfsen i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 14, 2018 09:07:24

Kunsten at bedrage

Trykt i NORDJYSKE den 13. juni med fire ud af seks stjerner

POP EYE

Galerie Wolfsen, Aalborg

Indtil den 28. juli

Ordet "popkunst" kan på dansk være en nedsættende betegnelse for kunst, der betragtes som overfladisk. Her i galleriet bliver det taget meget alvorligt. Måske for meget?

Popart handler om at vise, at beskueren hele tiden bliver bedraget i massekulturen og forbrugssamfundet. Og tager man det for alvorligt, så ender man med, at være som det man kritiserer. Poparten er, om end den har en del år på bagen stadig interessant, for den leger med vores bevidsthed og vores opfattelse af ting og verden.


Det begyndte i USA. Og de fleste kunstnere bag disse 140 værker er da også derovre fra. Og mange af dem kan virkelig deres håndværk, som nu Antonio de Felipe, der også trækker på kunsthistorien og hiver Klimt ind i sin opdatering af den ”Kvinden i guld”. Tegneseriefigurer fra Skipper Skræk til Mickey Mouse optræder flere steder. Sean Sullivan rækker tilbage til collagen fra kubismens yngre dage, ved at rykke tykke lag af plakater ud, så lagende både ses og mærkes. Flertydigheden står frem. En Legofigur optræder i Leon Keers værker, der viser legens barnlige uskyld, der kan blive skyld i mange ting.

Glimmeret er med flere steder, enten på oksekranier af Mark Krijer eller diamantstøv i serigrafier, af Bob Gruen. Der er en udpensling af det glamourøse og en distance til netop den del af popkulturen. Musik og film optræder med både John Lennon, Freddie Mercury og Audrey Hepburn og Amy Winehouse portrætter. Stilikoner, der selv, på sin vis levede popartens liv helt ud. Der er mange referencer mellem værker og deres forgængere i stilen. Og nutidens store navne som Jeff Koon ligger lige bag skulpturer som William Sweetloves hunde med sko og pingvin med egen vandflaske. Og vel også bag Paco Rafaels gule Bambi, mens Damien Hirst anes bag Joans Leriche’s sommerfuglevinger og glitrende kranier. Også Stephane Gautier små bamser indeholder små forskellige kunsthistoriske kontekster og svæver lige mellem kunst og design. Popartens yngre slægtning, streetarten, er poetisk repræsenteret med Dom Pattionsson’s værker, der tydelig er inspirerede af graffiti-kongens Banksy’s stencil og spraydåseteknikker.


Andy Warhol er selvsagt en af de store i Poparten. Og han optræder da også på flere måder. Rigtig morsomt i Edgar Askelovic’s finurlige skulptur af en lille og synlig gammel Warhol. Det er flot lavet og en intelligent replik ind i Popartens selvkredsen. Og som en replik skal man også se Antonio de Filipe’s farverige bananer, som vi kender fra Warhols gule banan, der var designet til coveret til Velvet Undergrounds berømte lp-udgivelse i 1967. Et ikon, som kunstneren foreslår vi skræller og kigger nærmere på. De gamle ikoner afklædes og iføres nyt. Gennem de mange rum i galleriet går man gennem et par rum, der er meget uorganiserede i opstillingen, hvor værker står lidt hutler til bulter, måske, bevidst, for at læne sig op af stilen, der ikke tager sig selv for seriøst, men det hele ender dog med et helt museumsagtigt helligt rum, og designerbænk foran Warhols serigrafier af et alterbillede med flere kulørte Marilyn Monroe’r. Og han er jo ophavsmanden og guruen bag det hele. Og historisk set er han sammen med James Rosenquist, der lige nu er meget aktuel på ARoS i Aarhus, og Roy Lichtenstein de fremmeste eksponenter for genren.


Danskeren Ole Ahlberg, der har succes i USA, er også med og endnu engang med nogle af sine talrige Tintin-værker, hvor den spinkle helt optræder i erotiske situationer, tilsyneladende altid lige forbavset. Det er en gentagelse, der strækker sig til et nå. Det der engang, måske, var farligt, virker nu harmløs og uinteressant. Harmløs er til gengæld, ikke det første man tænker, foran Phillipe Huart’s værker, der lækkert viser appetitlig slik sammen med medicinkapsler og stoffer på så smuk og glansfuld en måde, at det er ganske uhyggeligt, at se bolcher og medicinkapsler side om side. Og man må komme i tvivl om hvad der er hvad. Et skræmmende billede af medicinalindustrien og forbrugersamfundet, der er gået i spin sammen. Skinnet bedrager. Det er pop-artens fornemmeste opgave og her serveret lige i øjet.


Efter en tur rundt i pop-land, så kan man få tanken at Poparten er blevet det, den engang opstod op i mod: bevidstløs mainstream. Og måske er den endt som sin egen modstander på denne udstilling, der dog får hele fire stjerner, og det selvom kunsten kun er til tre, for den ene stjerne går til galleriet for at hive en stump af USA hertil og vove det ene pop-øje.

Troels Laursen



Traditionsbrud - tekstil samtidskunst i Hobro

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 07, 2018 18:48:42

Bløde brud

Trykt i NORDJYSKE den 6. juni med fem stjerner ud af seks

Traditionsbrud – Tekstil samtidskunst

Kunstetagerne, Hobro

Indtil den 1. september


Udstillinger med tekstiler er i vælten lige nu her i det nordjyske. Kunsten i Aalborg viser tøj og Himmerlands Kunstmuseum i Aars viser blandt andet filt-arbejde og nu går Kunstetagerne hel ind med en stor udstilling, der viser tekstiler. Og det er ikke i traditionel forstand med strikketøj og syning. Det er det selvsagt også, men det er meget mere end det. Der er mere på spil. Kunsthåndværket og design er der brudt med. Og selvom de 10 kunstnere tager fat på store emner som krig, identitet, udkantsdanmark og migration op, så gør materialerne, at det er et meget blødt brud med traditionen. Og ofte trækker man på smilebåndet. Og trods de mange forskellige bud, hele 36 værker i alle størrelser, på dette, så er udstillingen alligevel sammenhængende og godt arrangeret. Man går nysgerrig rundt i rummene og mellem etagerne.


Det begynder med en stor grøn skulptur lavet Isabel Berglund, ud af nylon fiskerigran, og minder om alt mellem en mellemøstligt klædningsdragt til et monument for forliste fiskere. Blomster, tandhjul, eller er det skibsror, er sat på og giver genskin af gamle broderiapplikationer. Den er både en uhyggelig og dragene tidsmaskine og fortælling. Endnu en klædedragt viser hun ovenpå. Det er en stor hvid trøje med mange ærmer, som er lige til at gå ind i og blive en del af. Et socialt strikket samvær. Den i Thybosiddende, Thomas Wolsing, er en mester i, at tviste og på ny vise det landlige forfald i korsstingsbroderier. Det er udkantsdanmark, når det er allerværst og alligevel ser man i hans værker både skønheden og forfaldet, så forfaldets ufærdighed også kan ses som en mulighed for en ny begyndelse. Lone Bank og Tanja Rau arbejder med de tekstiler vi bærer, og som bliver os. Det er en kædedans for slipsedrenge, der både vil bryde ud i individualitets hellig navn, men som alligevel hænger sammen. Det samme gælder kernefamilien i sengen. Det handler om identitetsøgning. Anders Bonnesen viser sine sjove og tankevækkende hæklede og strikkede ordsprog, der med ironi og bid fordrejer det velkendte. Gudrun Hasle broderer om køn og kvindeliv til alle tider. Karen Havskov Jensen viser en fantastisk smuk hæklet installation af et spisebord dække op til seksten. Det handler om fra jord til bord, dengang og nu og en masse flere lag af historie om fællesskaber og højtider og det at spise det daglige brød sammen. Det er både velkendt og meget fremmed. Realistisk og surrealistisk på en og samme tid. Et værk, man kan fordybe sig i meget længe. Karina Meedom broderer abstrakte ornamenter, der giver mindelse om landskaber i horisonten og naturen mikroskopisk tæt på. Smukke malerier er de, som de står farverige i deres skitseagtige hurtighed, om end broderierne sikkert er langsommelige udført. Randi Samsonsen viser strikkerier, med indlagte fejl, og får en til at tænke på underlige organismer fra andre steder eller dybt i havet, ja nogen er ganske uhyggelig svulstagtige væsner. Og alligevel ser de venlige ud og man smiler med dem. Andreas Schulenburg arbejder har to store lamper, der er paddehatteskyer, så den hyggelig og hjemlige standerlampe pludselig er en atombombe i sprængning. Vores brug af energi er både til nytte og ødelæggelse, som altid i Schulenbergs værker.


Det hverdagsagtige og velkendte og hyggelige får en ny vinkel på denne udstilling, så hvad enten man er til samtidskunst eller kunsthåndværk, eller bare glad for at strikke og nøkle med tråd og nål, så er der her noget godt for enhver. Ung som gammel.

Troels Laursen


Faktaboks:

Udstillingen består af 36 værker og er udført af: Bank & Rau, Isabel Berglund, Anders Bonnesen, Gudrun Hasle, Karen Havskov Jensen, Karina Meedom, Randi Samsonsen, Andreas Schulenburg og Thomas Wolsing. Der er flere rundvisninger og artisttalk undervejs indtil udstillingen slutter, se mere angående tidspunkter her: www.kunstetagerne.dk. Og skulle man få lyst til selv at kaste sig over tekstil kreativitet, kan man i udstillingsperioden være med til at skabe verdens første HOBROderi – et broderet fællesværk, som alle inviteres til at bidrage til. Kunstetagerne stiller materiale til rådighed, mønster og forlæg bruges ikke, så enhver kan brodere lige det, de synes. Efter udstillingen vil HOBROderiet blive udstillet.





Safari På Himmerlands Kunstmuseum i Ars

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 30, 2018 13:43:24

Naturen flytter ind

Trykt i NORDJYSKE den 28. maj fire ud af seks stjerner

Safari

Anne Sofie Meldgaard og Andreas Schulenburg

Himmerlands Kunstmuseum, Aars

Indtil den 5. august

Safari kan være så mange ting: Man kan gå på safari mellem dyr, enten med riffel eller fotoudstyr. Eller man kan gå på safari og søge på webbrowseren af samme navn. Eller det kan foregå på et kunstmuseum, som nu med denne udstilling, hvor naturen er flyttet ind. Det sker som keramiske figurer, akvareller, filtskulpturer og andre objekter og malerier med blomsterbilleder. Det kunne måske lyde en anelse gammeldags og støvet, men det er det ingenlunde. Det er både moderne og samtidsorienteret. Det handler om vores forhold til naturen, vores brug af den som et objekt og ikke som en med-skabning eller en forudsætning for vores egen eksistens.


Det gælder især Andreas Schulenburg (f.1975 i Hamborg) for i hans værker møder vi det politisk ukorrekte, det provokerende, det eftertænksomme og altid tilsat et tvist af afvæbnende humor. Ikke mindre en 50 værker i alle størrelser fremvises af ham. Uden det bliver for meget. Der er straks i den lidt overfyldte mellemgang, som også er garderobe, en chokoladepastil forklædte som bombe og indenfor er knuste flasker, som man kan skære sig på, hvis de ikke var af filt, men alligevel er der mulighed for at skære sig på værkerne. Som når et naturfolk står midt i junglen og kan vælge mellem vejskilte til Asylcenteret, Fængslet eller Randers Regnskov.



Eller når en megakagerulle i filt viser sin fangst af en knust hveps. Naturen er objekt for mennesket og vi er ved at save en gren over som vi selv sidder på. Det er tænkevækkende og morsomt, og den moralske pegefinger er væk, om end man ikke undgår at føle sig udpeget, når et fly til naturferien ødelægger selvsamme natur med co2, så to isbjørne, i keramik, er faret vild på kloden, og selvom de to afslappede isbjørne ser meget tilfredse ud i skyggen af savannetræet, så er det jo også deres undergang. De ligner os, der på ferieturen. Schulenberg har et klart ærinde, men hans tekniske kunnen og materiale bevidsthed får også løftet værkerne ud over det politiske, og ind i kunsten. Elegant gjort.


Overfor Schulenbergs spidse univers, så er Anne Sofie Meldgaard’s værker ”pænere”, men med de kradse farver i næsten psykedeliske mønstrer og hurtige strøg er der også en voldsomhed og energi, især i de store værker, og deres kompleksitet er det, der bærer mest i Meldgaards del af udstillingen. Vi ser seks store oliemalerier og 24 papir-arbejder, olie på papir og grafiske tryk i form af monotypi. De er 20 i olie på papir arbejder, hvor Meldgaard river sider ud af blade og magasiner som hun derefter maler på. De er egentlig meget fine, men ufarlige om end de handler naturen fra en bestemt vinkel, som seksualisering af kvinden og sikkert også #metoo. Men det er i de store blomstermalerier man bliver for alvor inviteret ind. Hun har arbejdet med blomstermotivet i flere år. Hun har arbejdet med i flere år. De er gavmilde og fantasifulde i deres grolyst. Og selvom der er tale om kradse farver og mønstre, så er der en balance, som var det klassiske stilleben og blomsters forgængelighed. Hun viser at skønhed også rummer det sammensatte og ikke altid går op. Det er kraftfuld.


En sammensat, men alligevel harmonisk udstilling, og en udfordrende og tankevækkende safari til Aars, er hermed anbefalet.

Troels Laursen

Fakta:

Anne Sofie Meldgaard, f. 1974 i Seoul, Syd Korea, men opvokset i Randers og bor og arbejder nu på Bornholm. Udstillet på Bornholm Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum i 2014. Uddannet 1994–2000: Det Kongelige Danske Kunstakademi og 1998: Kungliga Konsthögskolan, Stockholm, 1994: Krabbesholm Højskole for Art, Architecture and Design, Skive.

Andreas Schulenburg, f. 1975 i Tyskland, er uddannet billedkunstner og skulptør fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1999-2005) og Det Jyske Kunstakademi (1997-99). Han bor og arbejder i København. Schulenburg er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger, heriblandt ARoS Aarhus Kunstmuseum, Ny Carlsberg fondet og Nykredit. Modtog i 2010 Niels Wessel Bagges Kunst-fond. Han er lige vendt hjem til Danmark efter en stor soloudstilling i Bangkok



Automattegninger af Claus Ejner

AnmeldelserPosted by Troels Fri, May 25, 2018 12:07:47

Automattegninger

Trykt i NORDJYSKE den 24. ma med fire ud af seks stjerner

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver

Claus Ejner

Forlag: Gladiator

Sider: 108

Pris: 225 kr.

Automattegningerne har deres baggrund i at CoBrA-kunstnerne ville male spontane billeder, hvor deres underbevidsthed kom frem. I automattegningen lader man blyanten tegne frit hen over papiret. Man skal ikke tænke over noget særligt motiv, men bare slippe fantasien løs. Asger Jorn lavede mange sådanne automattegninger.


Det er i det fodspor digteren, maleren og performancekunstneren Claus Ejner træder ind i, når han nu udgive sin samling af automattegninger i denne udgivelse: ”Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver”. Bogen indeholder 92 udvalgte automattegninger, der er lavet i perioden fra den 8. september 2016 til den 23. maj 2017. Mange har ligget på kunstneres instagram allerede. Udover traditionen fra CoBrA, så benytter Claus Ejner også parafrasen og han citerer flittig og gerne fra litteraturen, som en Samuel Beckett og dennes optagethed af det absurde. Og han refererer til historiske og ikoniske malerier fra Munch til Magritte. Og en linje til Storm P. er også nærlæggende, da værkerne skal læses, både som en tegneserie og en tekst. Ord er der ikke mange af, udover et kort forord af Hans Otto Jørgensen. Men værkernes egne indhold gør at man læser sig ind i værket og finder derved en underlig logik, mellem de ting, der optræder i værkerne, og som ikke rettelig hører sammen, men som her alligevel får noget til at gå op. På en bagvendt måde.



Det handler om det absurde i vore daglige liv med hinanden, ting vi ser og gør, om her er fremstillet som både hule og tomme. Det er samfundskritik og kritik af menneskets dumhed og dovenskab og den såkaldte gode smag, samtidig med, at det netop også er en hyldest til både verden og menneskene i verden. Kunstneren sætter sin særlige hverdagskurs med den gamle dadakæmpe Francis Picabias ord som motto: ”god smag burde være det modsatte af kedsomhed”. Det er paradoksalt, men livgivende i Claus Ejner’s streg, som aldrig er uden en stor humor. Den dadaistiske og surrealistiske tradition, har med denne billedbog en fornem arvtager i Claus Ejner.

Troels Laursen


Faktaboks:

Claus Ejner, født 1967, arbejder i mange medier fra Facebook til Instagram og ikke mindst på hjemmesiden: www.dada-invest.dk. Har sammen med fire andre startet udstillingsstedet: performanceRUm, i Århus. Og har gået på Det Jyske Kunstakademi 2001-200. Cand. mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie fra Århus og Odense universitet. Medlem af BKF og Danske Skønlitterære forfatter. Han fik i 2013 et 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, med begrundelsen: ”Vi giver ham det treårige arbejdsstipendium, fordi han ikke kan holde sin mund, og vi aldrig ved, hvad der kommer ud af den”. Deltog i begyndelsen af året på Kunstetagerne i Hobro i udstillingen: ”Streger”.



Finsk Poesi på Kunsten

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 23, 2018 15:15:52

At efterlade sig spor i hinanden

Trykt i NORDJYSKE den 21. maj med fem stjerner ud af seks

You Remain In Me

Kaarina Kaikkonen

Kunsten, Aalborg

Indtil 16. september

Kaarina Kaikkonens værker består typisk af f.eks. brugte skjorter, ski eller dansesko som sættes sammen i kæmpemæssige installationer, der både dækker gulvet, væggene i store sammensatte værker og andre mindre enestående værker, der hænger, rundt over hovedet på en, så man bør ikke kigge ned hele tiden. Der er masser at se på, alle vegne. Fugle, spiraler der minder om naturens spiren og sågar en lille hvid jolle. Disse bløde materiale af genbrugstøj, som Kaikkonen bliver ren skulptur. Og flere kender sikkert allerede den finske kunstner fra Kunstens egen samling med værket ”Queen of the Night”, der transformer sko til noget på én gang smukt, foruroligende og dragende i form af insekter eller blomster. Skoene, her moderens dansesko, er også med på denne udstilling, hvor det ellers er Kaikkonens poetiske leg med jakker og skjorter og andre beklædningsgenstande, der er mest i fokus.


At hun begyndte som maler ses i flere af værkerne, som det store landskab, med foldede jakker og skjorter, der er bredt ud over gulvet og væggen, så man står midt i en stor nordisk landskab, hvor blikket kan forsvinde sig langt inde i en horisont, og man næsten kan høre bølgernes rullen. Den er som skabt, til gæsterne på museet, for selfies.


Man siger, at klæder skaber folk, men de folk, der har gået i klæderne skaber også tøjet. Former det. De sætter spor, i herrejakkernes folder og de krøllende bluser. Vi sætter spor i tøjet, som igen sætter spor i os og hinanden som erindret tekstil, der som et liv bærer folder og krøller. Erindringen er vores identitet og det er det vi tror er os. Kaikkonen har skabt to stedspecifikke værker til der miner landsmanden Aalto’s arkitektur: Det kæmpemæssige værk monteret fra Aalborgtårnet og ned til museets park, samt et selvportræt i finsk toiletpapir i museets Store Sal. Det hele er lagt ind under den personlige titel ”You Remain In Me”. Erindringen er som vævet ind i de gamle stoffer, der nu vidner om historier og relationer, der har sat sine spor i hende. Skjorten spiller en stor rolle i hendes kunst. Hun mistede sin far som ti årig og gik derefter ofte i hans skjorter og bar dermed hans liv med sig. Det folder hun ud, hel bogstaveligt talt, nu så han og moderen, er i danseskoene, begge meget levende tilstede. Det er meget personligt, men som al stor kunst også almengjort, så andre sagtens kan krybe ind i folderne og der mærke livets skrøbelighed, og dens skønhed, midt i sorgen.



Det store værk udført i finsk toiletpapir, hænger som lameller ned i det store rum og kan passerer, en ad gangen, så man oplever dette usædvanlige selvportræt, som en lysfanger, der trods sit skrøbelige materiale, er en stærk manifestation af kraft og lys. Af håb. De mange skjorter på wiren fra Aalborgtårnet ned i museumshaven blaffer i vinden og der skabes et fint rum, hvor man får kigget op og set mange fortællinger, og om man føler man står i en napolitanske baggård med vasketøj, eller ser de gamle skibes signalflag for sig, så er de lige til at tage ned og på. I alt er der tale om en meget livsbekræftende og ikke mindst en spektakulær udstilling, som i ordets oprindelige betydning, der rummer både skue-spil og det at se, her det skønne og store i det ellers oversete.

Troels Laursen

Faktaboks:

Kaarina Kaikkonen (f. 1952) kommer fra Idensalmi i Finland. Og er uddannet på Academy af Fine Arts i Helsinki. Hun har udstillet på store museer såsom MAXXI i Rom, Kiasma i Helsinki, Eremitage museet i Skt. Petersborg, samt på flere større museer i Norden, USA og Tyskland, og hendes værker findes i samlinger over hele verden.

Alle foto fra museet af Anders Sune Berg

Power Plant i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Fri, May 18, 2018 08:45:34

Kraft værker

Trykt i NORDJYSKE den 15. maj med fem ud af seks stjerner

Power Plant

Stella Geppert, Antonia Low og Tina Maria Nielsen

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 17. juni

Udstillingens titel fortæller, at det handler om kraftværk, og inden i titlen ligger der også ordet for plante. Det er et møde mellem industri og natur, og mennesket derind imellem. Udstillingen er et dansk-tysk fælles projekt af Stella Geppert, Antonia Low, og Tina Maria Nielsen. Og dette samarbejde lykkes sjælden godt, da deres værker spiller godt sammen og hænger sammen i et ensartet udtryk, trods deres individuelle tilgangsvinkler. Omdrejningspunktet er det plastiske ord stedspecifik og de gør det ganske konsekvent. Og det sker uden, at det ”blot” bliver en kulturhistorisk undersøgelse eller til et mindesmærke af stedet, men er også en poetisk leg med lige netop dette sted og dens funktion. Deres værker er analoge og meget fysiske.


Geppert’s store ler-skulpturer miner menneskekroppens mønstrer og bliver til en form for kommunikation, så kulminearbejdernes bevægelser fra den gang under jorden, af deres bevægelser, der blev til energi, nu står som spor af noget der var. Arbejderens bevægelse, på en meget lille plads i minerne, og arbejde bliver fysisk tilstedeværende og skildrer på sin vis også menneskets (magt)kamp med naturen om at gøre den til sit instrument. Udstillingens vægtigste værk er hendes video, ”Busk”, hvor en buskklædt kunstner, trodsigt som en teenager, går rundt i et forladt Nordjyllandsværket, som var det naturen der genbesøgte sit sted, men nu enten var blevet hjemløs eller så sig om for en mulighed for at generobre sin plads, ikke bare som menneskenes objekt til mere energi, men i egen ret. Det er klimadebat på den barske måde, men også en meget morsomme måde. Videoværkets 11 minutter hiver udstillingen op på de fem stjerner.


Low viser en række insektynde og lette stålfigurer, der i rummene har deres eget grafiske kraft. De er skjulte konstruktioner, som hermed gøres synlige. Værkerne miner både kraftværkets historie og bygning, men også det der nu sker inden ved siden af udstillingslokalerne, hvor energien ikke handler om kul og varm vand, men om de maskiner, hvor mennesker nu daglig sveder for bedre kroppe. Og værkerne er menneske-lignede, omend forvredne og tilsat artdeco-håndtag og andre forfinede naturefterlignende genstande, så det hårde og det bløde mødes i kunsten, i kulturen.

Nielsen viser tre værker, der fylder både i omfang og udtryk. De er på sin vis minimalistiske, men også voldsomme i deres fremtræden. ”Kraft Værk” er hel enkel to lange stålrør, påsat et stykke kul og en sommerfugl, så kaosteoriens tale om at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en storm på den anden side er tydeligt. Og hvor et vingeslag fra den lille sommerfugl teoretisk kan igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres. Og således også her i den store uro, der maner til ro. Hendes værk ”Mind and Matter” er smuk med sine forgyldte hjelme, der ligger i flyveasken. Antallet er syv, som i Skabelsens dage og ligger nu som var det hviledagen, som tomme skaller, der vidner om noget der var. Frugten er plukket og udnyttet og slagger ligger tilbage. Værket udfordrer kritisk og vedkommende vore store forventninger, der knytter sig til industrisamfundets uhæmmede ide om stadig vækst.


Udstillingen indbyder til fordybelse og indsigt. Man kunne håbe at de tre kunstnere snart kom forbi igen.

Troels Laursen

Faktaboks:

Stella Geppert er uddannet fra École des Beaux Arts of Paris og Fine Art at the University of the Arts, Berlin. Hun bor og arbejder i Berlin og Halle, hvor hun siden 2010 har været professor i Experimental Sculpture ved the University of Art and Design.

Antonia Low bor i Berlin. Hun har studeret på Kunstakademie Münster og på Goldsmiths College, London. Hun har udstillet solo på Palazzo Altemps, Museo Nationale Romano (2016); Kunstmuseum Bonn (2014) og i 2017 ved Eigen&Art Lab, Berlin: Deutsches Haus at NYU, New York; og Gingko Space, Beijing.

Tina Maria Nielsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (1991-99). Bor og arbejder i København. Seneste soloudstillinger: Esbjerg Kunstmuseum (2017), Den Frie i København (2016), Charlotte Fogh Gallery i Aarhus (2014), Galleri Thomas Wallner, Simrishamn (2014) og Brandts i Odense (2013).



« PreviousNext »