Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Nordisk Modernisme på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sun, February 10, 2019 20:28:05

At få billederne til at knalde sammen

Trykt i NORDJYSKE den 6. februar med seks stjerner ud af seks

Nordisk modernisme – Inventing the Future

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Indtil den 1. juni

På en af plancherne i udstilling er maleren Harald Giersing (1881-1927) citeret for at sige: det handler om at få billederne til at knalde sammen. Forstået, så linjerne og farverne og kompositionen i værkerne spiller og viser livet i bevægelse og i dens mange brudstykker, der støder sammen og viser nye vinkler på tilværelsen. Og det er det der sker her på denne flotte udstilling, hvor Kunsten atter engang viser stor kunst i en flot ramme. Linjer, tider og farver knalder op mod i hinanden, så er det er ren lyst i sammenstød.

166 værker af 45 forskellige nordiske kunstner hænger på hessianvæggene, som det læseværdige katalog, også er beklædt med, så den ikke bare fortæller om udstillingen, men også miner den visuelt. De mange værker er som en prismen af retninger og bevægelser igennem de 50 år værkerne er blevet til i. Flere gensyn er at finde, da en del af udstillingen består af Kunstens egen samling, og andre vil nok for de fleste være nye navne og værker, som kommer fra den store norske samling, Canica Kunstsamling. Man kan undre sig over at norske Edv. Munch (1863-1944) ikke er repræsenteret, nu fokus er sat på tiden mellem 1910 og 1960, med hele to verdenskrige, hvor meget ændrer sig og netop forandringen, opbruddet og nedbruddene, kommer til udtryk i disse moderne nordiske malers værker, som Vilhelm Lundstrøm (1883-1945, Harald Giersing(1881-1927), Asger Jorn (1914-73) og andre, der nu kan ses sammen med samtdiige norske og svenske kolleger. Og tilsammen giver det et flot og overskueligt billede af det nordiske fællesskab, der dengang, var med til at forandre kunsten, men også samfundet radikalt. Og historisk var det storbyen Paris, der var epicenteret hvor disse kunstnere hentede deres inspiration. Og det de bragte med hjem, og senere udvekslede sammen, da krigene i perioden umuliggjorde rejser, fik både kritikere og publikum til at spærre øjne op, eller vende ryggen til, til det der mod tidligere tiders naturalistiske og idealiserede kunstsyn, gik ind i hver enkel kunstners følelser. Kunstneren var nu selv i centrum som aldrig før. Og som i dag er grundlaget for det meste af den kunst vi ser i vor egen tid. Der var uro og frygt, der skulle skildres, men og forsøg på, at skabe ro og fange det spirende håb med referencer til den teknologiske udvikling. Og maskinerne er med overalt. Med mennesket, som en del af de opbrudte linjer og maskindele og menneskelige legemsdele.

Udstillingen er delt op efter genre og tider og kunstskolerne, så den er overskueligt og utrolig informativ. Det store rum er afskilt af lette gardiner af tynde snore, så det ikke forstyrrer det andet, men alligevel giver en sammenhæng på tværs af de grupperinger der er i fokus.


Der er flere kvinder med, heri blandt danske Franciska Clausen(1899-1986), men også svenske Vera Meyerson (1903-81) og norske Ragnhild Keyser (1889-1943) og de står meget stærkt i billedet. Deres værker er væsentlige bidrag til forståelse af det moderne og ganske ofte af større kvalitet end deres mandlige kollegaer. De havde alle været omkring Legér malerskole i Paris. De havde en maskinæstestik, hvor menneskets krop indgår i maskinens dele, det er abstrakt og figurativt, og Meyerson mente at man skulle kende teknikken bag maskinerne før man kunne skildre dem. Clausen er flot repræsenteret med værker der både er sarte og voldsom virkningsfulde, trods de små formater. Senere bemærker man, udstillingsaktuelle på Statens Museum for Kunst, Sonja Ferlov Mancoba’s (1911-84) skulpturer, hvor masken og Cobra har gjort sit indtog. Surrealisterne, der kom med Freud i rygvinden, er godt repræsenteret med gode kendinge som Vilhelm Bjerke Petersen (1909-57)) og Richard Mortensen (1910-93), fra før han blev til MortenZen, og Wilhelm Freddie (1909-95), og måske mindre kendte på vore breddegrader, som norske Thorvald Hellesen (188-1937) er et godt bekendtskab. Og apropos skabe, så findes der flere af dem rundt om i udstillingen, men de må gerne åbne og bag lågerne gemmer der sig lysfølsomme arbejder, som kan nærstuderes inde i mørket. En fin detalje, der skærper sanserne til den videre tur rundt. I et sådan skab hænger der et værk af Gösta Adrian-Nilsson, forkortet GAN, (1884-1965), en fra Halmstadsgruppen, her ses den franske inspiration fra kubismen, men også med en speciel ren nordisk tone i farverne. Der vises hele tolv værker af GAN og man ser bevægelsen i hans kunst gennem ismerne og gennem tidens og dens fordring. En fornem lille udstilling inde i udstillingen. Og sådan er udstillingen, sammensat og delt i flere, men altid sammenhængende og meningsgivende. En udstilling, der knalder igennem, så liv genfødes. Det er kunsthistorie til tanken, om dengang, men sandelig også til sanserne, i dag.

Troels Laursen



Faktaboks:

Canica Kunstsamling, består af mere end 2.000 værker, primært af nordiske kunstnere og med absolut hovedvægt på perioden 1890-1960.

Det er forretningsmanden Stein Erik Hagen, der har opbygget den private samling gennem 1980’erne og 1990’erne med henblik på at udsmykke sin private bolig. I starten samlede Hagen især ældre malerier af centrale, norske kunstnere som J.C. Dahl, Erik Werenskiold og Christian Skredsvig. Senere blev samlingen langt mere fokuseret med hovedvægt på nordisk modernisme. Og ønsket var, at samlingen skulle have tilstrækkelig fylde og kvalitet til at få national betydning. Og er i dag Skandinaviens største privatsamling og er med sin kunsthistoriske dybde og sit skarpe fokus særdeles egnet til museer.





Ring og Brendekilde i Randers

AnmeldelserPosted by Troels Fri, January 18, 2019 15:44:20

KUNSTNERBRØDRE

Trykt i NORJYSKE den 15. januar med fem ud af seks stjerner

Kunstnerbrødre – L.A. Ring og H.A. Brendekilde

Randers Kunstmuseum

Indtil den 31. marts 2019

At man i Randers samler en stor udstilling med de to malere, hvis værker har mere end hundrede år på bagen er ikke tilfældigt, da de fortæller om en brydningstid, der også er vores egen. Og ikke mindst hvad er kunstens rolle i verden og virkeligheden. Denne udstilling er den første store samlet udstilling om H.A. Brendekilde (1857-1942) og L.A. Ring (1854-1933) der var brødre i ånden. Og for dem handlede det om menneskets plads i verden og om hvad der egentlig var virkeligheden. Hvad der var realisme. Og dermed hvad er kunstens opgave i verden. De ville have det så realistisk som muligt og så langt væk fra tidligere tiders romantiske kunst, der var idealiseret og idylliseret, og her var de i modvind i forhold til tiden og især den politiske situation, hvor konseilspræsident Estrup (1825-1913), der som næsten diktator, havde tilsidesat demokratiet og styrede landet med provisorielove, og derved kom også kunstens situation og udvikling under pres og forandring, som et spejl af nutiden, hvor politikerne gerne ser større indflydelse på kulturen og kunsten. Der var, lige som nu, heftige debatter om kunstens rolle og udtryk. I samtidens kunstkritik blev de to ofte omtalt under ét i anmeldelserne, men Brendekilde gik senere en hel anden vej end vennen, og som sendte ham på det nærmeste hel ud af den danske autoriserede kunsthistorie.


Udstillingen udforsker og fortæller den ufortalte historie om de tos nære venskab og fælles kunstneriske idealer, men også om vejene, hvor de skiltes. Det er meget flot sat op og undervejs kan man miste overblikket af hvem der egentlig har malet hvad, men udstillingens rum er sammensat, så man hele tiden kan se forskellene og ikke mindst lighederne, især i motivvalget og kompositionerne. Det er ganske inspirerende lavet. De to mødte hinanden på Kunstakademiet omkring 1877, og i en periode delte de både atelier og værelse. De brugte hinanden som modeller og to portrætter i udstillingen, er portrætter af de to, malet af hinanden, og man ser to unge mænd, medstålsatte, men også med drømme blikke, der skuer ud i vidde horisonter. I 1881 tog de begge navneforandring, som deres fælles efternavn Andersen for fremtiden blev et A. De henviser med deres nye efternavne til deres hjemstavn og deres udgangspunkt også i deres kunst, ligesom Jeppe Jensen, der blev til Jeppe Aakjær. De ville skildre landlivet, som det var, og de blev da også (nedsættende) kaldt for bondemalere. Fælles for dem var også en række nøglemotiver og det sociale engagement for landbefolkningen.

Og i alle værkerne er der en stor udlængsel, fortalt med veje og stier, der er smalle eller sølede og med en lang horisont. Det kan være pigen, der står ved tagvinduet og kigger ud eller drengen der sidder bøjet over katekismuslæren og længes ud, eller skomageren der sidder en sen nattetime og drømmer sig væk. Længslen efter forandring i tilværelsen og livet er store i værkerne. Og hel bogstaveligt længslen efter et politisk systemskifte. Og der vises glitrende landskaber dækket af sne, skovbilleder med spirende anemoner, sommerens blomster og høstens gyldne aks, altid noget der i udvikling og måske afvikling, årstiden er tid en uden vækst, men forandringen (ofte fra liv til død) ligger lige under det hele, så der bygges bro mellem det nære private, livet, arbejdet og døden i den verden, de kendte fra deres opvækst, og så det akademisk ophøjede, malerkunsten.



Kendte eksempler er Rings monumentale arbejderskildring ”I Høst” (1885), og Brendekildes berømte ”Udslidt” (1889), der skildrer det dramatiske øjeblik på marken, hvor en ældre landarbejder har givet op og er udåndet under byrden af det tunge arbejde.



Efter 1900 fik Brendekildes malerier gradvist en mere sentimental karakter, som hans kritikere gav betegnelsen ”stokroseidyller”. Han lavede da blomstrende skildringer af anekdotiske optrin i landsbyerne til en stadigt stigende køberskare. Ring gik sine egne veje. Han kanaliserede sine eksistentielle overvejelser og konstruktive blik over i mere fortolkningsmæssigt åbne landskaber og nøgternt aftegnede skildringer af landsbyernes huse og menneskeskæbner på tærsklen til den moderne verden. Han gik fra at være realist til at blive symbolist.



Når denne udstillinger er en stor oplevelse og værd at besøge, så er det fordi den viser over firs værker, herunder keramik, der fortæller om forholdet til Kählerfamilien, der både er kendte og ukendte for de fleste, også stiller nogle hel nutidige spørgsmål til kunsten og vores vurdering af den.


Måske kan vi i dag se en lignende kamp mellem at skildre mellem virkelighedens virkelighed og dens forskønnede udgave. Og er der en konflikt mellem det og det mere folkeligt populære? Det er en udstilling, der bevæger og berører.

Troels Laursen



Laurits Tuxen Hofmaleren

AnmeldelserPosted by Troels Wed, January 16, 2019 10:47:39

Hofmaleren

Trykt i NORDJYSKE den 14. januar med tre stjerner ud af seks

Tuxen - De kongelige billeder

af Lise Svanholm og Thyge Christian Fønss-Lundberg

384 sider Illustreret i farver

Pris 299 kr.

Forlaget Frydenlund

Laurits Tuxen (1853-1927) er vel den eneste af danske malere, der er blevet så stor en del af den europæiske kongelige ikonografi og selvforståelse og iscenesættelse. Bogen gennemgår Tuxens store og kendte værker, som maleriet af Christian 9. med hele den europæiske familie og svigerfamilie på Fredensborg Slot og dronning Victorias 60-års regeringsjubilæum ved St. Paul’s Cathedral. Men også hidtil upublicerede og mindre kendte billeder bliver omtalt og gennemgået historisk og kunstnerisk og har udblik til moderne kongelige portrætter. Bogen kommer vidt omkring ved at give en tæt indføring til hans kongelige værker. Maleren havde selv havde sine betænkeligheder ved at udføre arbejdet af disse iscenesættelser, men, så høflig, som man fornemmer han var, betragtede han det også som en lærerig tid. Tuxen var egentlig nærmest i glemmebogen indtil Lise Svanholm i 1990’erne skrev en bog om ham og ændrede det. Denne udgivelse er med til at cementerer dette. Tuxen boede også i Skagen og var drivkraften bag etableringen af Skagens Museum, men uden at få den opmærksomhed, som de øvrige skagensmalere fik og får. Men han fik altså opmærksomhed fra de europæiske konge og fyrstehuse, som jo næsten var i familie alle sammen på den tid. Og heldigvis var han, en mand, der kunne lide at rejse. Så da han fik bestillingen at portrættere Christian 9. og den samlede kongelige familie i havesalen på Fredensborg Slot, så måtte derfor også opsøge familierne hjemme på deres respektive slotte i både England, Rusland og Grækenland. Dette, hans første kongelige bestillingsværk, er velkendt og anses for en vigtig kilde til forståelsen af de internationale tråde, som knyttede sig til det danske kongehus. Og det var det ikke altid nemt at gøre alle tilfredse og sikre, at hierarkiet blev fastholdt på lærredet, så kompositionen og forståelsen for relationerne og rang, og derfor var placeringen af de enkelte medlemmer af de kongelige familier altafgørende. Noget han forstod sig på.

Men det er også nøglen til hans kompositionsmetode og dermed til de senere kongelige portrætopstillinger. Tuxen var flittig og han kom heller ikke nemt til det, men tegnede adskillige skitser, som ofte ejer mere liv end de færdige værker, der skulle vises udadtil. For sådan er det jo med officielle billeder. Og er man nu ikke hel stiv i kongerækkerne, så er der hjælp at få i bogens registrer. Og måske er det sådan at bogen egentlig mere handler om de kongelige sine steder end den handler om kunstneren og hans kunstforståelse og arbejder? Og det er heller ikke helt klart, hvordan han forholdt sig til disse store hofmalerier i sine andre værker og hvilken betydning og indflydelse, de to former for arbejder havde på hinanden. Billedsiden bærer det igennem. De mange gengivelser er meget flotte og fuld af detaljer. Og i øvrigt hedder det Skagen eller i Skagen? – herfra lyder det underligt at skrive på Skagen, som var det en ø eller på et bjerg. Bogen er konsekvent med brugen af . En anelse irriterende, da det bliver svært, om vi er i byen Skagen eller på landet omkring Skagen. Bogen er nok mest for folk, der er til gallaglimmer og kongerøgelse.


Faktaboks:
Thyge Christian Fønss-Lundberg er kunsthistoriker med ekspertise i hofkunst.
Han har skrevet flere bøger blandt andet om Prins Henriks skulpturer og kurateret flere udstillinger

Lise Svanholm er kunsthistoriker og ekspert i Skagensmalerne. Hun har skrevet flere bøger om kunstnerne i Skagen.



Bog om Jeppe Hein - Når livet blomstrer

AnmeldelserPosted by Troels Sat, January 05, 2019 12:27:33

Nedenom og hjem

Trykt den 4. januar i NORDJYSKE med 4. stjerner ud af 6

Når livet blomstrer

Breathe with Jeppe Hein

Finn Janning

200 sider

Pris: 200,- kr

Strandberg Publishing

Højt at flyve og dybt at falde og flyve igen. Det er det denne bog handler om. For nogen gange er det faldet der skal til, før noget kan ske. I 09 sidder kunstneren Jeppe Hein i en flyver i 10.000 meters højde, da han får et angstanfald og ikke kan trække vejret. Efter et år med over 15 udstillinger og utallige rejser siger hans krop simpelthen stop. ”Jeg måtte lære at trække vejret igen,” fortæller han i bogen. Den historie og dens konsekvensen for kunstnerens værk og liv er tidligere fortalt i bogen: ”The happiness of burning out” (Red. anmeldt her). Den behandlede også Hein som en sag, en livshistorie, der var værd at få indsigt i for andre. Han var indbegrebet af succes, især også i sine egne øjne. Men hans burnout blev et vendepunkt. Krisen gav ham en mulighed for at lave en ny vurdering af sit liv. Det var nedenom og hjem. Og for at finde hjem til sig selv igen søgte han mod det spirituelle og det religiøse. Han gik i psykoanalyse, begyndte at dyrke yoga og meditation og satte sig ind i buddhismens og hinduismens sat sammen med kristendommens lære. Alt sammen i synkretistisk smeltedigel, hvor mange forskellige bestanddele fra alverdens religioner og spirituelle vejleder tilsættes. Ofte egentligt hel ukritisk, men kun med det for øje, om det virker eller ikke virker. For den enkelte. Også denne udgivelse, viser livet som, et casestudie, der kan rumme forskellige fortællinger, som andre kan finde spejlinger i. Måske endda sådant at livet kan blomstre, igen.

Bogen er en forlængelse af den franske filosofs Gilles Deleuzes ide om, at livet ikke er personligt. Han har i øvrigt en spændende monografi om Francis Bacon på samvittigheden og sagde: ”Skab selv” et liv mellem fødsel og død. Bogens metode handler om, at konfrontere Jeppe Hein med hans selvforståelse ud af succesen, uden at dømme ham og dermed vi andre, der skal genkende os selv i Heins flyve- og nedtur. Bogen er samtidig en fremstilling af tidens tendenser fra 70erne og frem til i dag, der så inddrages til at vise hvorledes Heins kunst i høj grad er formet af tiden, herunder især den øgede konkurrencementalitet og teknologiske acceleration, der for mange, fører til stress og angst. Det er eksistensfilosofi i forlængelse af kunstnerens spiritualitet og kunst. Især hans arbejde med vejrtrækningen får stor indflydelse på hans værker. Selvom åndedrættet er en individuel og indadvendt handling, formår Hein netop gennem sit fokus på åndedrættet, at tilføje sit værk en mere udadvendt eller fællesmenneskelig dimension. Og denne forståelse af åndedrættet, som ånd, er baggrunden for Heins værker, som når et værk ”Breath” bestod af glaskugler med kunstnerens ånde, går værket ”Breathe with Me” ud på at inddrage tilskuerne og lade dem male hvert åndedrag med ét langt penselstrøg.

Det lette i akvarellen, som han flittig benytter som medie, handler om åndedrættet, der drages let og flydende. Det er åndedrættet, der bevæger os. Gør os levende, nærværende og tilstede. En bog man sagtens kan få noget ud af, især om Heins kunstforståelse, men som også skal ses i en kritisk sammenhæng, hvor alt nemt kan komme til at være lige gyldigt, bare det virker for mig.
For nogen vil det være inspirerende, som i be-åndet. Vi kommer omkring rigtig mange filosoffer fra Aristoteles til Kierkegaard og forfatterne Goethe, Albert Camus og Simone de Beauvoir og irriterende nok er de citeret på engelsk, hvorfor ikke bare på dansk eller originalsproget, hvis det endelig skal være. Og dermed bliver bogen en slags filosofisk selvhjælpsbog, i en juletid, hvor det ikke kun handler om at få pustet ud, men i højere grad om, at få åndet ind, så læseren kan overveje nogle af livets store spørgsmål om det, at være være-dygtig, på alle planer.

Troels Laursen

Faktaboks:

Jeppe Hein Født i 1974, udlært tømrer og uddannet på Kunstakademiet i København og Frankfurter Städelschule, og har de sidste 20 år haft utallige udstillinger og projekter verden over. Han bor med familien i Berlin, hvor han også har sit studio. Hans værker er blandt andet kendte i Aalborg med springvandet i Kunstens gårdhave og den store lysskulptur i Musikkens Hus.

Finn Janning har en grad i erhvervsøkonomi fra CBS og filosof med en ph.d. i praktisk filosofi, samt kandidat i Mindfulness fra Universidad de Zaragoza i Spanien 2017. Bor med sin familie i Barcelona.



Haiko til Høeck i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Wed, December 19, 2018 08:20:48

Et helte-kvad

Trykt i NORDJYSKE den 15.december med fem stjerner ud af seks

Haiku til Høeck

Morten Stræde og Frederik Stjernfelt

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 13. januar

Et japansk haikudigt består, som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med fem, syv og fem stavelser. Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid. Og digtet bør altid ende, som en fisk, der slå med halen og bryder overfladen, så man er et nyt sted end der man begyndte. Og dette haiko-digt er et hyldestdigt til digteren Klaus Høeck, der lige er fyldt 80. Hans værker er gennemkomponerede digtsamlinger, der ofte tager udgangspunkt i den store litteraturs indholdskatalog, og bygger videre på det. Eller han tager fat i videnskaben, som når hans store værk ”Hjem” (fra 1985) er bygget op som tre dna-strenge, der snor sig ned gennem de mange hundrede sider, med natur, kultur og ånd, som temaer. Det samme er på spil her, hvor billedhuggeren Morten Stræde og filosoffen Frederik Stjernfelt viser dette hyldestdigt i 3d, der også er et slags helte-kvad, hvor (andre) helte dukker op i titler og tekster. Det kredser om natur, kultur og ånd. Fra Kirkegaard til Hölderlin og Yves Klein, og spørgsmålet er om man bør kende alle disse digtere og kunstnere for at få fuld udbytte af udstillingen? Skal man vide en masse om både billedhuggeren, filosoffen og digteren får at kunne forstå værkerne. Måske?




Men de kan ses og fornemmes. Sanses. De er meget fysiske disse knap 50 forskellige værker i en mosaik af skulpturer, litterære værker og tegninger. Stræde har skabt skulpturerne, og som Stjernfelt efterfølgende har skrevet tekster til. Teksterne har indlagte øjenspænd, for selvom bogstaverne er store, er orddelingen, ikke efter retskrivningsordbogen, men efter behov, og det gør man må læse dem mere end engang og de ligesom forvandler sig for en, mens man staver sig igennem dem. Der er underfundigt og med til at åbne et univers op, hvor disse skulpturer står midt i. Skulpturer, der ofte indeholder en menneskeskikkelse, så der opstår et møde mellem værket og beskuerens egen krop. En følelse, der er voldsom, når man står foran det store værk: ”S.K.’s Plunge” der refererer, eller også gør den ikke, hvis man læser skriften på væggen, til Kierkegaard’s spring ud på de 70.000 favne og den sorte plade under det røde filt, der nærmeste er som hud, flået af et menneske, giver en svimlende dybde og en anelse om højderne. Imponerende og effektfuld, hvad enten man kender sin Kierkegaard og tvivlens nådegave eller ej.



Det er en kropslig oplevelse, uden nogen egentlig praktisk, social eller anden funktion. De er komplekse, uforudsigelige og peger i mange retninger, som når den store tyske digter Hölderlin (1770-1843) inddrages. Han sad i et tårn og skrev digte efter et nervesammenbrud i et gulkalket tårn i Tübingen. Her er der tale om to kegler, en hvid og en sort, der vender spidsen hver sin vej, op eller ned, himmel er jord, eller? Der er plads til forundring, som ”Tatlins Moon”, der er inspireret af Vladimir Tatlins månefigur, der var med i scenografien til det avantgardistiske teaterstykke ”Sejr over Solen” fra 1913. Et andet er Walters Game, der er inspireret af Walter de Marias interaktive værker og sådan kan man blive ved. Den der søger, skal finde. Det gælder også i et fint moment, af en læselounge, hvor man kan lade hvile falde over sig midt i juleindkøbene og læse Høeck selv, eller om af og de to andre. Et sandt haiko-digt svirper med halen, og denne udstilling slår lystig med halen og skaber fine ringe, der fortsætter, som et heltekvad, ud i det uendelige.

Troels Laursen

Faktaboks:

Morten Stræde (f. 1956) blev uddannet billedhugger fra det Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1985 og har været professor samme sted 1994 – 2003. Han er en af landets mest erfarne kunstnere i krydsfeltet mellem traditionel billedkunst og landskabsarkitektur/byudvikling. Han har skabt en række udsmykninger, udstillet i både ind- og udland og har modtaget talrige priser, som bl.a. tæller Thorvaldsen Medaljen, Eckersberg medaljen, og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Frederik Stjernfelt (f. 1957) er forfatter og professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved AAU København. Tilknyttet Weekendavisen siden 1994, redigerede KRITIK fra 1993-2013 og medlem af Det Danske Akademi siden 2001. Har skrevet talrige bøger og modtaget en række priser: Lærebogsprisen sammen med Vincent F. Hendricks i 2006, Dansk Magisterforenings forskningspris i 2010 og Blixenprisen for ’årets indsats for ytringsfriheden’ sammen med Jacob Mchangama i 2017.

Klaus Høeck (f. 27. nov. 1938) er en sværvægter i dansk lyrik med 30 udgivelser bag sig. Fik debut i 1966 med digtsamlingen Yggdrasil. Har siden modtaget en række litteraturpriser, der bl.a. omfatter Gyldendals Boglegat (1980), Beatrice-Prisen (1987), Søren Gyldendal Prisen (1989), Emil Aarestrup Medaillen (1989), Johannes Ewald Legatet (1999), og Kritikerprisen (2008).

Foto: Frigivne fra Kunsthal Nord



Korridor og Far from Home - på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Fri, December 14, 2018 12:31:18

Hjemmefra

Begge trykt i NORDJYSKE den 12.december med
fem ud af seks stjerner

Do Ho Suh - Korridor

Indtil 17. februar 2020

fem ud af seks stjerner

Far From Home

Indtil november 2020

ARoS, Aarhus Kunstmuseum, Aarhus

Hjemmet, eller manglen på samme, er omdrejningspunktet for hele to af udstillingerne på ARoS lige nu. Og med et hjem følger der også et ude. Så rejsen ligger ligesom gemt inde i det at tale om et hjem. Et hjem at være i og et hjem at forlade, og et hjem at vende tilbage til. En ren dannelsesrejse som i de gamle eventyr og religiøse fortællinger. Hjem til mor og far, eller hjem til Paradiset. Og vi begynder ude.


Den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh (f. 19621962 i Seoul i Sydkorea. Han flyttede som 29-årig til USA), viser sine rumkonstruktioner skabt i gennemsigtigt tyl. De enkelte passager er dybt personlige og særlige for Suh, da de er ”afstøbninger” af korridorer, passager og entréer fra de hjem, han har boet i Seoul, Berlin og London. Bevægelsen fra (stof)rum til (stof)rum bliver for Do Ho Suh et symbol på hans egen rejse fra land til land eller fra sted til sted i livet. Det hele er i naturlig størrelse, så man går rund inde i dem og kan tage hele turen igennem de meter, eller man kan tage en nødudgang og se det hele lidt ude fra, inden man træder ind igen. Det handler om hvad hjem er, når vi lever i en globaltidsalder, hvor det moderne menneske lever som en nomade uden blivende sted. Hans rum er gennemsigtige, alle detaljer er med, fra røgalarmer til stikdåser. Men bag flotheden og håndværket er der mere på spil. Væggene skaber ganske vist rum, men de er illusioner og er følelsen af hjemme mere en mental tilstand end det er nogle fysiske vægge, der skaber rum. Stoffet giver en teltoplevelse og dermed nogle midlertidige rum, hvor man altid er på vej. Kunstneren kalder selv installationerne for Hubs, som en form for ”centrum for aktivitet”, hvorfra kreativitet og liv udspringer. Gennemgangsrum og passagerum uden egentlige opholdsmæssig funktion, bliver hos ham således ophøjet til at have en langt vigtigere funktion end vi normalvis tillægger dem. Og hans personlige immigranthistorie bliver til alles historie. Fascinerende og tankevækkende er turen gennem korridoren, der fører alle steder og ingen steder hen.


Det samme er på færde, i museets andet udstilling, efter idé af bl.a. stedets direktør Erlend G. Høyersten: Far From Home, der er den sidste udstilling i en trilogi baseret på museets samling, der viser, hvordan man som museum kan vise og tale om relevante temaer i vores samtid gennem tekst, format, iscenesættelse og værksammensætning. Hvor de to første udstillinger havde globalt perspektiv, er denne så at sige vendt hjem og helt ind i individets mentale sfære. Fra den globale verden til den enkeltes oplevelse af at være hjemme i denne verden. Det er værker man ikke har set længe eller der er gode gensyn i en sammenhæng. Og viser, at et museums samling aldrig er stivnet, men at en hver tid kan finde sin identitet eller mangel på samme i de værker, der findes på stedet. Det er godt lavet. Og det er lavet i en scenografi, hvor man bevæger sig rundt i rum, med værkerne, og hvor underlaget skifter, fra beton til grus. Det er stemningsskabende. Og det åbner op for iagttagelserne. Og man bliver selv ligesom de andre gæster en del af rummene og værkerne, en del af rejsen langt hjemme fra. Alle de mange værker er selvstændige med optræder som en helhed. Og dog skal der fremhæves nogen, om end de kendte, så rykker de stadig i en.



Som nu Jani Leinonen’s (f. 1976) værk, der handler om at være hjemløs. For findes der hjem, så er der også nogen uden. Værket består af gadetiggeres skilte, der på forskellige sprog spørger os om, lidt småpenge, eller mad. Hvert skilt er udstyret med et bynavn, som angiver, hvor skiltet af kommer. Disse skilte er indrammet i tykke guldrammer, der giver mindelser om den klassiske og kostbare kunst. Men, det et trist syn, der møder os bag glasset. Når vi møder skiltene i hverdagen, er det sjældent, at vi stopper og læser, hvad der står. Værket er stærk i al sin enkle og barske realitet. Eller Banaan Al- Nasser’s (f.1982) paraboler, der henter informationer hjem ude fra verden, måske endda, hvor man engang selv kom fra. Som en digitalnavlestreng forbinder disse plader forskellige verdener og skaber fælles skab og sammen hæng, flugt og isolation. Ud- og hjemlængslen oser ud af de runde plader. Og så er der klokken, af FOS (f.1971), der hænger flere steder rundt i udstillingen, klokken, der falder i slag med jævne mellemrum. Klokkerne gør os lyttende og får os til at stoppe op og klokkens klang binder tider og steder og mennesker sammen, fra cykelklokker og bedeklokker til skibsklokker og dørklokker. De kalder ud og hjem.



Marianne Heske (f.1946) viser en 350 år gammel tømmerhytte, har sin oprindelige placering i Tafjord i Norge. Ved siden af den oprindelige hytte har hun installeret en støbning af hytten i glimtende kunstharpiks. Mens kopien aldrig ville kunne klare sig i naturen, har den oprindelige hytte fungeret som ly mod vejr og vind for dyr og mennesker i fjeldene. At skaffe sig ly danner en forskel mellem inden for og uden for: yder siden som det fremmede og inder siden som det tilvante. Et værk, der drager. Rune Bosse (f.1987) har han dissekeret et træ og dernæst flettet det sammen igen, så forskellige års tider mødes igen. Ved at fastfryse øjeblikket, ser vi det kendte i et nyt lys. Der ligger en kraft i at have afstand til noget og en tyngde i at kende sine rødder. Sit hjemsted. Flere kunne nævnes, for udstillingen skal opleves som en helhed. En tur langt hjemmefra og hjem igen. Nogen gange måske endda nedenom og hjem.



Begge udstillinger er en som slags rite de passage. En overgangsrite, der handler om en udskillelsesfase, hvor mennesket må væk, ud på rejse, og så dette tomrum i livets overgangsfaser, mellem hjem og ude, i en grænsefase, som ender i at mennesket bliver optaget i hjemmet eller gruppen igen, som et ganske nyt menneske. Det handler om følelsen af at være hjemme og alt det, som eventuelt hindrer os i at være hjemme et sted. Det handler om at rejse ud, for at komme hjem, hvad det så end er. Fysisk eller mentalt.

Troels Laursen



Jorn som Clevin

AnmeldelserPosted by Troels Sun, December 09, 2018 11:14:11

Jorn Clevin

Trykt i NORDJYSKE den 7.december med seks stjerner ud af seks

100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet

Udgivet af Museum Jorn i samarbejde med Nordea-fonden

Gratis til alle børn i første klasse

Bestilles via museets hjemmeside

Denne bog er genial. Så er det sagt. Og den er endda allerede en bestseller, for med forudbestilling på over 25.000 eksemplarer af Museums Jorns bog til børn i første klasse fra mere end 600 skoler. Målsætningen er, at alle fra årgangen skal have et eksemplar.

Måske skulle man ikke nævne Clevin her, og i stedet nævne Shane Brox, da de fleste børn i dag sikkert kender ham bedre end ham Jørgen med selerne. Men hos begge handler om fantasi og leg. Og hos Jorn handlede det om at sætte den fantasien fri. Og se hvad der sker. Bogen indeholder 100 sjove kunst-eksperimenter, hvor fokus er på proces, sanselighed, historiefortælling og den gode samtale. Og der kan alle være med. Uanset alder og gerne på tværs af netop alder, så hvad enten man er til Clevin eller Shane, så er der livsglæde og fællesskab med i denne bog. Der er lagt op til, at de 100 eksperimenter laves i samarbejde mellem børn og voksne.



Familien kommer til at bruge fingre, tæer, glaskugler, en cykel, en kartoffel, kartoner fra cornflakes og en masse andre ting, som kan findes i penalhuset, køkkenskuffen, køleskabet eller naturen. Men først og fremmest aktiveres fantasien. Det handler om at bruge hænder, fantasi og om at have det sjovt. Det er Jorns univers, der leges med, han er inspirationskilden. Dermed får kunsten den funktion, som mange kunstnere er optaget af: at man kan tale kunst ind i en hverdag. Der er gode ideer til selv at lave maling, hvorledes den maling så bruges til at dekorerer en væg derhjemme med vandballoner (den side er i øvrigt mærket: farlig!) og hvordan man laver kunst med lommelygten og hvordan man trykker ved brug af grøntsager. 100 gode ideer, som alle kan gå i gang med fra en ende af. Materialerne er dem man har i forvejen i skufferne og skabene derhjemme. Kun fantasien sætter grænser.



Og dertil kommer at bogen efterhånden som der arbejdes med, selv bliver et kunstværk, med billedvævning a la Jorn og Wemäere på bagsiden og med en bemalet forside. Kommer man hele vejen igennem bogen er familien næppe hel den samme som før. Bogen bliver familiens egen. Det er genialt.

Troels Laursen

Foto alle frigivne af museum Jorn.

Faktaboks: Bogen ”100 Jorn-eksperimenter vi kan lave derhjemme ved køkkenbordet” er et produkt af flere års arbejde udført af et team på Museum Jorn: Karen Friis, Mette Hanghøi, Kirsten Tholstrup, Lars Hamann, Katrine Nør Andersen og Niels Povlsgaard. Bogen er grafisk tilrettelagt af Malene Hald. Museum Jorn forærer et gratis eksemplar af bogen til alle elever i 1. klasse. Skolen bestiller blot et klassesæt via museets hjemmeside www.museumjorn.dk.



Ny biografi om Kvium

AnmeldelserPosted by Troels Thu, December 06, 2018 21:27:28

Cirkusdirektøren

Trykt den 3. december i NORDJYSKE med tre stjerner ud af seks

Michael Kvium – Den nådesløse

af Birgitte Ellemann Höegh

360 sider med flere illustrationer

400,-kroner

Gyldendal

Der er ret langt fra det portræt, som gives i bogen af manden bag rigtig mange portrætter, hvor han selv hel og ganske nådesløst udleverer mennesker portrætteret, som idioter, debile og vanskabninger, alt det, der har, givet ham et eget tillægsord: kviumsk.

Bogen er lavet ud fra mange timers samtaler med Kvium i hans værksteder og boliger i Nordsjælland, i København og i Spanien samt ikke mindst med de mennesker, der kender ham bedst: ægtefællen, sønnerne, kollegerne, søskende og venner og museumsfolk.

Det er en meget elskværdig Michael Kvium, vi møder i denne nye biografi over en af de væsentligste kunstner herhjemme lige nu. Han er en slags cirkusdirektør over en masse underlige skabninger, som folk enten frydes eller gyser over. Og netop cirkusset er central i bogens opbygning, da den veksler mellem erindringen, og tanker om kunsten og så en udstilling: ”Cirkus Europa” der bygges op imens på Arken sidste efterår. Udstillingen blev en stor succes med publikumsrekord på 100.000 gæster. Det er her vi møder mennesket og kunstneren. Her følger vi Kviums skitseringsfase, planlægning, kreative metode, og samarbejde med andre, og vi ser, hvordan en stor udstilling vokser ud af kunstneren, der hele tiden både tvivler og håber, og som på trods at dette, finder en drift i netop det at frygte for fejlen og fiaskoen. Vi oplever en skabelsesproces. Det gør vi også i forbindelse med hans beretninger om portrætterne af Dronningen og Poul Nyrup. To forskellige opgaver på alle måder. Bogen er velskrevet og nem at læse. Meget er ikke nyt. Dem, der har set filmen: ”Det skinbarlige øje” fra 2013, af Peter Klitgaard, om Michael Kvium får ikke så meget nyt med sig. Bøger om den 62-årige kunstner findes der flere af, men de er typisk knyttet til en udstillings værker. Denne udgivelse er den første egentlige biografi, der forsøger at komme tæt på både kunstneren og mennesket Michael Kvium. Det lykkes dog aldrig hel. Manden er meget bevidst om, hvad han lukker ud og ingen kommer hel under huden på mennesket, der altid udviser en nervøst, men altid styret holdning. Vil man andet, må man ty til hans kunst, hvor man ofte kan genkende hans eget ansigt og krop, med de tydelige ører.

Bogen har en spændende del, der omfatter Kviums elevtid på akademiet. Det er et barsk portræt af et uddannelsessted, hvor knive ligger i ærmerne og hvor der skabes venskaber der holder. Det kræver sin m/k, at gå der, i hvert fald den gang. Frænde er jo frænde værst. Og vi er ikke i tvivl om at det var en svær tid. Og det giver en indsigt, der ellers sjælden er til stede.

Derudover er det fortællingen om en opvækst i Horsens i et strengt katolsk hjem og det katolske har han fælles med vennen og kollegaen Christian Lemmerz, som han skabte performancegruppen ”Værst” i 1981 sammen med og bl.a. Erik A. Frandsen og Lars Nørgård. Deres arbejder og film fortælles der også om og man fornemmer at den periode er hel central for Kviums udvikling som kunstner og en tid han nok savner engang imellem. Fra den periode kommer flere af de kviumske figurer fra. Kvium fortæller om det vigtige i tidligt at skabe sig et kreativt rum og tilflugtssted som del af en søskendeflok på otte og med en mor, der hele tiden vaklede på randen af nervøst sammenbrud og om ungdommen i motorcykelmiljøet i Horsens, og som gjorde ham til en outsider på akademiet de første år. Bogen veksler mellem denne med udstillingen fornyelig til Arken, og så kunstnerens fortid, det skaber en dynamik, der gør bogen læseværdigt og samtidig får placeret Kvium ind i en nyere dansk kunsthistorie, som han på engang er en del af og står ved helt siden af. Der er også tale om en bog, der viser flotte værker af kunstneren, men mennesket finder vi ikke hel, biografien løfter kun en lille flig: Det er mere cirkusdirektøren, der styrer sin manege med hård og nådesløs pensel.

Troels Laursen



« PreviousNext »