Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Station to Station Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Mon, January 22, 2018 08:37:50

At forme og formes

Trykt i NORDJYSKE den 17. januar med 4 stjerner ud af 6)

Station to station

Sydhavn Station

Kunsthal Nord, Nordkraft Aalborg

Med titlen fra en gammel David Bowie sang ”Station to station”, inviterer Kunsthal Nord til årets første udstilling med det kunstnerdrevne udstillingssted ”Sydhavn Station”.

Sydhavn Station er et interessant udstillingssted, der står for udstillinger med samtidskunst i et tidligere billetsalgskontor og på en række plakattavler i den travle stationshal i København. Og man kunne måske forvente, at det hele så foregik fra en perron eller på et jernbanespor, men rejsen er mere en rejse i sindet, i erindringerne. Mere en rejse mellem steder og tider, mellem former og æstetik, en rejse fra tanke til handling, fra hoved til røv. Og lad os bare begynde fra en ende af. Ulla Hvejsel har en pointe i sit værk” At tænke med røven”, der handler om penge og dumhed. Den er interessant, men en anelse på standby og bliver bare en læseoplevelse, når man som jeg, ikke var forbi en dag, hvor hun opfører en performancen, som hun ellers gør flere gange i udstillingens forløb. Men uden, så er det lidt tom kulisseagtigt og afventer bare liv. Total oplevelsen udebliver. Det samme gælder Heine Klausen’s værk med skjorter, der er uden mennesker, men som handler, helt Kirkegardsk, om at forholde sig til sig selv, og i det man gør det, forsvinder man. Det handler om at forme og formes. Her i et let og indbydende hvidt.


Flere værker er en ophobning af ting, indsamlet eller fundet. Camilla Rasborg dækker gulvet med en næsten dagsbogsagtigt erindringer tilfældige dage. Her er det også vigtigt at læse med. Heidi Hove’s samling af mormorens døde fluer er en makabert og alligevel sjov ophobning af de klaskede dyr, som på et museum for insekter. Det er efterladenskaber, ligesom en gammel køkkenmødig fra tidligere ejere af en grund, så legen må stoppes, for fortiden rækker altid ind i nutiden. Registreringen og opstillingen er flere steder museumsagtigt og kan måske ses som en museumskritik, der kun fungerer, som ophobninger af data, der aldrig bliver rigtig levende.


Anne Skole Overgaard viser et stort flot maleri af den anden side af vejen, et næsten fotografisk præcist værk, der spiller godt med fotos fra Norditalien, tæt på det store marmorbrud Carrara, hvor betonen også har vundet indpas i hegn og skulpturer i naboens have. Værkerne har en fin dialog imellem sig og er en meget stille, men stor sanselig oplevelse. Jens Axel Beck går næsten på tværs af rummene, i en Pantomime med både en klovn, om end ikke hvid, så da i sprælsk farver, og et Harlekinmønster, et portræt og et ærme. Et sandt forundringsværk, som både slører og afslører og som man kan forsvinde længe i, og med nye informationer, afhængige i hvilke retninger man ser. Mette Juul viser en lang række mindre fotos fra USA’s Nationaldag sidste år, hvor folk står og venter på et optog. Vi ser kun de ventende. Og mens de ser, ser vi på dem og hvad sker der så? Beskueren bliver beskuet. En næsten voyeuristisk oplevelse.

De otte kunstnere har hver deres forskellige praksis, men til trods for at de fleste er opvokset i Jylland, har de færreste tidligere udstillet i Nordjylland, til gengæld er de alle født i 70’erne eller på kanten deraf. Rummene veksler mellem malerier, skulpturer, installationer, video, fotos og performances. Og som kollektivt værk bidrager hver kunstner med tre plakatværker, der bliver installeret på vægge og i særlige plakatholdere. Værkerne er meget forskellige i både udtryk og form, men alligevel er der en sammenhængende fornemmelse rundt i udstillingen. En udstilling, der er meget teksttung, da der er flere store plancher, og nogen gange er de til gavn og andre steder forstyrrer de blot, og tjener mest til at sikre kunstneren at beskueren ikke misser en pointe eller to. Men hvad gør det, når nu de fleste værker bare kan ses og sanses hel uden forklaringer? Man kan sagtens få en god tur uden at læse det hele. Som Sonja Lillebæk Christensen fine video, hvor der leges med geometriske former ved vandkanten, de kan faktisk godt nydes og opleves uden at læse om æstetik og kunsthistorien efter Anden Verdenskrig. Formerne, der kan virke kantede, er jo taget ud af den organiske natur og legen er mærkbart og meget spændende at iagttage og her handler det også om, at forme og formes. Udstillingen er lang bedst, der hvor man bare går i clinch med værkerne, for de er stærke i sig selv, og så tage i mod og selv tænke videre uden læsebrillen. Flere af kunsterne er der i løbet af udstillingsperioden, indtil den 4. februar, og det vil sikkert være godt at tjekke Kunsthallens hjemmeside og planlægge sit besøg efter det. Men uanset, tag ind på stationen og få et godt trip.

Troels Laursen

kultur@nordjyske.dk

Kunstnergruppen består af:

Jens Axel Beck (f.1976), Sonja Lillebæk Christensen (f.1972), Heidi Hove (f.1976), Ulla Hvejsel (f.1975), Mette Juul, Anne Skole Overgaard (f.1980) og Camilla Rasborg (f.1974) og gæsten Heine Klausen (f.1978)

Alle fotos af Niels Fabæk, Kunsthal Nord



Ny bog om Erik Nyholm

AnmeldelserPosted by Troels Sun, January 21, 2018 20:26:37

En magisk lermand

Trykt den 16. januar i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Troels Andersen:

Erik Nyholm - Keramiske billeder

225 sider. 350 kr.

Forlaget Vandkunsten

I begyndelse af dette nye år åbner en udstilling på Vendsyssel Kunst Museum, Hjørring, med næsten 80 keramiske værker af Erik Nyholm (1911-1990). Og denne biografi er rigt illustreret med værker, der af gode grunde ikke kan være med på udstillingen af den simple årsag, at de er faste udsmykninger på pladser og i bygninger rundt om i landet. Så før du ser udstillingen, så er denne bog anbefalelsesværdig, også fordi den giver en dyb indsigt i en kunstners arbejde og virke. Og hertil kommer de flotte og lækre fotos af Museum Jorn’s, faste fotograf, Lars Bay og med den vidende og gode fortæller Troels Andersen, så er bogen her et must for alle der interesser sig for dansk kunst i tiden omkring Asger Jorn og de der arbejdede samtidigt og sammen med ham. Og ikke mindst fordi kunsten får lov at tale for sig selv, forfatteren skærer ikke alt ud i pap, værkerne kan nydes i sig selv på de flotte illustrationer og Andersen er, som tidligere leder af Museum Jorn på absolut hjemmebane og skaber fine forbindelse mellem hovedpersonen og de andre der var dengang i en u-anstrengt sproglig ligefremhed.



Nyholm arbejdede flere gange sammen med både Jorn og Cobra-malerne og senere med Bjørn Nørgaard og Lars Ravn. Nyholm var født i 1911 og kom først i lære på et dambrug. Og det blev også det der en del af livet blev hans primære indtægtskilde. Maleriet havde hans interesse og talentet var der, om end udtrykket ikke var så eksperimenterende som hans senere keramiske værker var det. I leret fandt han ligesom et sted for det han så i naturen, farverne og strukturerne. I leret kunne de udfoldes, som de mønstre, som også optog vennen Jorn og andre med ham, på lærredet. Fra 60’erne bliver Nyholm kunstner på fuld tid. Han udstiller herhjemme og i udlandet og han får endda også et salg og der kommer udsmykningsopgaver. Og han drager på flere arbejds- og studieture til både Afrika, Asien og Amerika.



Hans store værker, udendørs og indenfor er ofte store skulpturer, der går uden om de traditionelle rammer for keramik. Det er ikke en pottemager vi kan læse om, men en magisk lermand, der kunne se og som kunne fastholde det sete. Efter hans død i 90 kommer en del af hans produktion til Silkeborg og er en del af dem, der nu vil kunne ses i Hjørring, både fade og relieffer. Og med denne fine bog får man virkelig lyst til at se det hele samlet og selvom det er strengt forbud, også at mærke og røre ved disse værker, med de jordfarvede og alligevel ganske farvestrålende værker. Fra 19. januar til 8. april vises udstillingen på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring. Så læs bogen og se udstillingen.
Troels Laursen



Hvis vægge kunne tale

AnmeldelserPosted by Troels Fri, January 05, 2018 10:51:39

Hvis vægge kunne tale

Trykt den 21. december 2017, i NORDJYSKE, med 4 ud af 6 stjerner

Mette Østgaard Henriksen & Iben West:

inderst inde troede vi ikke på husene

64 s. i farver

Pris: 150,00

Asterisk

Hvis vægge kunne tale, hvad ville de så berette? Storhed og forfald? Glædelige stunder og kærlighed? Mangel og svigt? Hvilke fortællinger om levet liv, er der tilbage, når det levende er væk og kun tingene og rummer står tilbage?


Billedkunstner Iben West og forfatter Mette Østgaard Henriksen har besøgt forladte huse og lavet et poetisk katalog over forfaldet. Henriksens ord er som dåseåbnere, der kiler sig i ind West fotografier. Som når der står: ”var sandheden virkelig det bedste du havde at sige” sat over for et foto af en forladt lokumsrulle. Lorten bliver fortalt og vist. Og alligevel er både ordene og billederne verdner hver for sig. De åbner op for endnu flere fortællinger og erindringer hos læseren eller beskueren.



Bogen ender med dette foto af lokumsrullen, men begynder og åbner op med et gammelt dørhåndtag, hvor lyset lige rammer et hjørne og ting åbenbarer sig. Ligesom hele værket, hvis stille sider er som et smugkig ind i mennesketomme rum, der emmer af ufortalte historier og pludselige brudte situationer, hvor menneskene er væk og tingene står tilbage. Det er melankolsk og der findes en æstetik i nedbrydningen. Bogen er et tingenes memento mori. Og dermed endnu et fornemt skud fra det lille modige forlag Asterisk.

Troels Laursen




Islamisk kunst

AnmeldelserPosted by Troels Fri, January 05, 2018 08:00:32

Menneskefiguren i islamisk kunst

Trykt i NORDJYSKE den 3. januar med fem stjerner ud af seks

Kjeld von Folsach og Joachim Meyer

Menneskefiguren i islamisk kunst

Folk, fyrster og hellige mænd

Omfang: 244 sider, rigt illustreret

Pris: 300,-

Forlag: Davids Samling og Strandberg Publishing

Udgives i dansk og engelsk udgave

Engang satte nogle tegninger det halve af Danmark i den islamiske verden i brand. Og meget mere brand herhjemme. Og mange har siden troet, at det ikke er tilladt at afbilde mennesker inden for den islamiske kultursfære, og i hvert fald ikke profeten Muhammad. Det er dog en sandhed med modifikationer. Og nu er der endelig nogen, der har gjort sig den umage at se på, hvad billedforbuddet i islamisk og jødisk kultur egentlig har været brugt til i tidernes løb. I De Ti Bud, i Mosebøgerne, er billedforbuddet nævnt, alt efter hvordan man begynder optællingen af de ti bud, og gengivelser af mennesker blev fra et ortodokst, både jødisk og muslimsk synspunkt, og også i en del af den tidlige kristendom, betragtet som kritisable, for mennesket skulle ikke gå Gud i bedene ved at gengive noget, som Skaberen har skabt. Forbuddet handlede om, at man ville undgå, at der skulle opstå en tilbedelse af afbildningerne eller de afbildede personer, som jo så var afguder, hvilket var i modstrid med dogmet om at kun Gud, eller Allah, som den eneste skal tilbedes, som altings skaber.


På trods af denne modvilje mod afbildning af mennesker beskriver bogen, hvordan menneskefiguren alligevel altid har spillet en vigtig rolle i islamisk kunst.

Menneskefiguren optræder på mange brugsgenstande, men især inden for miniaturemaleriet har motivet en lang og rig tradition. Malerierne i bogen skildrer i høj grad fyrster, men også hellige mænd og helt almindelige mennesker, i form af illustrationer til fiktive fortællinger, skildringer af virkelige begivenheder og egentlige portrætter. Bogens forfattere Kjeld von Folsach og Joachim Meyer, begge fra Davids Samling. Bogen rummer desuden et bidrag af religionshistoriker Jakob Skovgaard-Petersen, der behandler menneskefiguren i den islamiske verden i med et moderne vestligt perspektiv. De giver alle en overbevisende og god indføring med teologisk indsigt og kunsthistoriske diskussioner, herunder en gensidige påvirkning mellem islamisk og europæisk kunst fremvist. Bogens tekster er yderst læseværdige og relevante også her efter Muhammedtegningerne. I mange tilfælde er det slående, at der ikke er stor forskel på, hvorledes gengivelser af mennesker optræder i den islamiske verden i forhold til vesten.


Derudover indeholder bogen en fornem præsentation af de 75 værker af internationalt format, som Davids Samling i København lige nu viser på en udstilling. Værkerne er inddelt efter temaer og kommer vidt omkring fra: Kvinder, Den religiøse sfære, hvor der ses afbildninger af mange af de mænd og kvinder, som islam har til fælles med jødedommen og kristendommen, for eksempel Noa, kong Salomon samt Jesus og Maria. Også profeten Muhammad ses på flere malerier, ligesom de mange personer, der i efterfølgende perioder har viet deres liv til Gud. Hverdagsliv, Kærlighed, med eksempler på forelskelse, ulykkelig kærlighed, erotisk begær og kærlighed til Gud.



Et tema om de fremmedartede er også med. Her vises en fascination af mennesker fra andre kulturer og deres anderledes tøj og fysiognomier, som man mente fandtes ikke bare i verdens fjerne egne, men også i himlen og i helvede. Forskellene går sjælden på det racemæssige og ofte vidner værkerne om et stort kendskab, via handelsrelationer, til andre lande, som man også så som en mulig missionsmark og her kunne billedkunsten også bruges. Bogen, der kommer grundigt og vidt omkring, er fyldt med store og flotte illustrationer, der gengiver værker forbilledligt i et boghåndværksmæssigt høj kvalitet og layout, i en sjælden fin udførelse.

Troels Laursen




Dansk Kunst i 10'erne

AnmeldelserPosted by Troels Wed, January 03, 2018 10:40:22

10’erne’s danske kunst

Trykt den 1. januar med fire ud af seks stjerner

Dansk Kunst i 10’erne

40 kunstnerportrætter

Pris: 300,- S. 320

Gyldendal

Om end vi ikke hel er færdig med 10’erne i det århundrede, så vover Lisbeth Bonde alligevel pelsen og udgiver, her godt ti år efter sin bog: ”Manual til dansk samtidskunst”, som hun udgav sammen med Mette Sandbye i 2006. Bonde har en fintfølende finger på pulsen af den kunst, der er lige nu. De fyrre portrætter, nærmest 50-50 mellem kønnene, nu hvor der er flest kvindelige elever på akademierne, er sikre kort at spille ud med, da alle er veletablerede og har succes på den kunstscene, som vi lige nu oplever og som aldrig har været så høj i aktivitetsniveauet og hvor kvaliteten er sjælden høj.

Bogen er i et hidsigt orange cover og portrætterer 40 danske billedkunstnere, som for hovedpartens vedkommende er født i 1970erne, og som for alvor er trådt frem på kunstscenen fra cirka 2005 og frem til nu. Det er med andre ord genneration efter Tal r og Olafur Eliasson. Portrætterne følger alfabetisk, og der er mange billedgengivelser, som godt kunne have ønsket sig havde været både bedre og ikke mindst noget større, et grafisk udseende, der slet ikke lever op til Åse Eg tidligere boglayouter. Forordet streger banen op, og peger på forskellen på kunst i 60’erne og 70’erne og så 20-tierne, hvor det dengang handlede om samfundet og især den ændring, men kunsten nu er mere indadvendt er meget mere optaget af følelsesmæssige og spirituelle spørgsmål. Kunstnere var tidligere mere anarkistiske, mens de ifølge Bonde i dag er blevet DJØF’icerede og gør karrierer og hvor intet overlades til tilfældighederne. Kunstnergrupper er også inddraget som A-kassen, Bank og Rau, Hesselholt og Mejlvang. Og bogens bedste og meste udbytterige del er Bondes gennemgang, af de forskellige kunstnere og deres arbejder.



Der med stor indsigt og viden er sat ind i større sammenhæng, både herhjemme og ude i verden. Der er personlige oplysninger, som når vi får at vide at Allan Otte (f. 1978), med de vesthimmerlandske rødder, blev inspireret af Aars mange Per Kirkebys udsmykninger til at prøve kræfter med kunsten. Han arbejder med en knivskarp hyperrealistisk stil, der usentimentalt bringer både udkanten af landet og landbruget ind i samtidskunsten.



Adam Saks (f.1974) forrygende udstilling i Kunsthal Nord (2016) er omtalt, og viser en kunstner i sin generation, der har opdaget maleriets og grafikkens svimlende muligheder. Ikke kun maleriet omtales, men også performens, med Sophie Dupont (f.1975), hvor det handler om vore kroppes aftryk, og fotografiet med Thomas Bangsted (f.1975), hvor tid og sted opløses.



Og nylig afdøde Emil Westman Hertz (1978-2016), får en fin hommage, i hvis værker, transformation og forandring, liv og død er genkommende temaer. Vi kommer godt omkring og man kunne nok spørge hvorfor denne ikke er med, som Randi og Katrine og hvorfor den så er med, som Cathrine Raben Davidsen. Men et valg er taget og må ses som et kvalificeret nedslag i tendenser og retninger, som vi vel ret beset først ved noget om, om et årti eller mere, Bondes bog er et godt bud. Og hvis man syntes det er ærgerligt at der ikke længere udgives årbøger over dansk kunst, så er den her bog en oplagt gave til dig selv, og bør kunne udruste dig til at møde nutidskunsten lige nu.

Troels Laursen



London malere på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Tue, January 02, 2018 15:09:36

Nøgen ensomhed

Trykt i NORDJYSKE den 29.december med fem stjerner ud af seks

Bacon, Freud, and the London painters

ARoS, Aarhus Kunstmuseum

I forbindelse med udstillingen er der et rigt illustreret katalog

Indtil 4.2 2018

Eksistentiel ensomhed, og skrøbelig nøgenhed, er sat i spil, ved ARoS’ præsentation af 90 værker udført af efterkrigstidens mest interessante og kompromisløse malere i London, i et samarbejde med Tate, London.

Kunstnerne bag værkerne tæller store navne, som: Francis Bacon og Lucian Freud, men også malere som Michael Andrews, Frank Auerbach, David Bomberg, William Coldstream, R.B. Kitaj, Leon Kossoff, Paula Rego og Euan Uglow. Ti i alt er udvalgt.


De er, trods mange forskelle, blevet til det man kalder for ”The School of London”, der opstår i kølvandet på 2. verdenskrig massive ødelæggelser. Og krigens rædsler afspejler de gruppens referencer og temaer, som angst, ensomhed, sårbarhed og håbløshed. De er fælles om at skildre mennesket som et skrøbeligt, desperat og nøgent individ. Det handler om at finde en retning og en vej, midt mellem et sønderbombet landskab. Sjæleligt og fysisk. Menneskekroppen blev af diktatorerne i Europa dyrket som antikkens guder. Lydefrit og harmoniske. Stålfaste og urokkelige. Med disse malere kom der fokus på mennesket som en ormesæk, for nu at citerer vores egen salmedigter Kingo. Her opstår et nyt billedsprog, hvor kød, nøgenhed og flydende konturlinjer også skildrer menneske sindets dybeste og mørkeste drifter.

Huden, især i Freuds værker, fremhæves, så den består af alle nuancer fra lilla til grøn, så både skønheden og forgængeligheden træder frem. Malerierne og tegninger er pågående og påtrængende. Man kan have lyst til både at kigge tæt på og væk.


Paula Rego (f.1935) er oprindelig fra Portugal. Hendes værker er store også som fortællinger, så man får mindelser af Edv. Munchs ”Livsfrise”og ”Livets dans”, der væver motiver fra historisk kunst og litteratur sammen med hendes egne barndomsminder. Kvinden er i centrum og hendes frigørelse eller mangel på samme skildres. Rego er et af de gode bekendtskaber på denne udstilling. De to store malere, Bacon og Freud er godt repræsenteret, også uden de sådan overblænder de andre og måske mindre kendte malere.

Francis Bacon (1909-1992) værker er præget af datidens kulturelle pessimisme. Han dyrkede eksistentialismen og lod gerne sine motiver befolke af deforme figurer og hans måde at skildre menneskekroppen i forvredne og dyriske stillinger er blevet skelsættende for megen af den moderne figurative maleri. Lucian Freud (1922-2011) var barnebarn af den psykoanalytikerens fader Sigmund Freud og fra Berlin, men flyttede i 1932 til London med sin familie for at undvige nazismen. Hans billeder er ofte portrætter, men kunne i virkeligheden skildre alle mennesker, da de nøgne modellerne ofte skildres ensomme og introverte, hvor han med utraditionelle beskæreringer skaber udsyn til køn, hængende bryster og synlige blodårer, der udstråler sårbarhed og udsathed. Leon Kossoff (f. 1926) går andre veje, hvor malingens tykke lag skaber en 3d effekt, hvor det forvredne menneske skildres, rå og usødet, men meget genkendeligt. Samme pastose farvepåføring har Frank Auerbach (f. 1931) også hans motiver er modeller, der besøger hans atelier.


Michael Andrews (1928-1995) gjorde brug af en eksistentialistisk form for realisme i sine værker, hvor han undersøgte den menneskelige naturs gåder og menneskets stilling i verden ved at studere forholdene mellem individer og mellem menneske og natur.

Det hele kredser om det eksistentielt ensomme menneske, der har svært ved at definerer sig selv og den tid det lever i. Det er en længsel efter høre til.

Der er mange værker og opsætningen er ikke lige til, man må sno sig og overblikket forsvinder mellem rumdelerne, mens man sikrer sig at man fik det hele med. Det, er der en pointe i, nemlig i at vise denne fragmenterede verden, der er vores og den baggrund kunstnerne arbejdede på, og det kan være forvirrende, men sådan er livet nu engang, så både scenografien i udstillingen og dens værker, viser denne søgen og længsel, som præger kunsten i en kaotisk tid, vor tid. Udstillingen er på mange måde et råb, men finder sin vej rundt i mens man ser. Et skrig, der også gjalder som et ekko, når man har forladt stedet og værkerne.

Troels Laursen





Lille malerbog

AnmeldelserPosted by Troels Wed, December 20, 2017 09:04:52

Sæt selv kulør på

Trykt i NORDJYSKE den 19.december med tre ud af seks stjerner



¤¤¤--- (tre ud af seks stjerner)

Peter Michael Hornung

Lille malebog -for børn, unge og ældre, der vil sætte kulør på kunsthistorien

112 sider, rigt illustreret

Pris: 149,95 kr.

Forlag: Strandberg Publishing

En lille malebog med en lang undertitel er en sjov ide, hvor man selv kan sætte farve på og få sig en lille overblik på den store kunsthistorie. Og malebøger for voksne er populære, hvis man skal tro hylderne i boghandlen. Det handler om mindfullness og andre former for meditativ brug af stille stunder. Denne malebog kan sikkert bruges til det samme, men har altså denne overbygning med at man også kan få noget at vide, som man måske ikke vidste før. Det er en genre som Politikens kunstredaktør Peter Michael Hornung har tidligere har leget med i sin nominerede: Lille kunsthistorie for børn og barnlige sjæle (2014). Og med bedre held. Her kommer vi ganske fint omkring både kryptiske egyptiske hieroglyffer, smukt dekorerede, gamle græske vaser, Leonardo da Vincis mystiske Mona Lisa, Claude Monets åkander, Edvard Munchs ”Skriget”, Picasso til Warhols pop-art dåser fra supermarkedet og Jeff Koons’ ballonagtige dyr Og hel del mere. En lille finurlig figur kommenter hver billede, og forfatteren får derved, kort og præcist, stillet relevante og store spørgsmål til kunsten. Det er morsomt gjort.


Forfatteren har selv slået stregerne, som vi så kan male efter. Jeg tror børn vil hade den utydelig streg, og de felter der er skraveret i gråt, da de både er svære at få gjort ”pæne”, og følge. Den unge og den lidt ældre vil nyde teksten, som er forbilledligt klar, i sin enkelhed og i sin udvælgelse af vigtigheder i Kunsthistorien, med stort K.



Det bliver til lidt for lidt i denne malebog, der skal være til så mange aldre. Og der mangler henvisninger og navne flere steder i teksten, som når han under afsnittet om Land Art, viser en stor spiral bygget i jord ud i havet, og ikke nævner kunstneren bag Spiral Jetty fra 1970, af Robert Smithson (1938 – 73) og som fik så stor en betydning for den senere Land Art i hele verden. Men en hurtig opdatering af de største ismer, genrer og væsentligste kunstnere, det er denne malebog, man selv kan sætte farver på.

Troels Laursen





Tegner i Rusland i 100 år

AnmeldelserPosted by Troels Fri, December 08, 2017 14:57:12

100 ÅR I RUSLAND

Trykt i Nordjyske den 5. december med fem stjerner ud af seks

Tegner – 100 år i Rusland

Ide og redaktion: Louise Gomard

Foto: Henrik Sylvest

Antal sider: 112

Illustreret i farver

Pris: 300,-kroner

Når noget er en by i Rusland, så er det som bekendt meget langt væk. Ja, så langt væk, at det lige så godt kunne være løgn og spin.

Rudolf Tegner (1873 – 1950) og hans kunst kunne på mange måde være en by i Rusland. I hans samtid var han udskældt og delvis miskendt. Hans kunst er meget markant og iøjnefaldende i kraft af sine voldsomme monumentale virkemidler, og blandt hans samtidige følte mange sig provokeret af skulpturernes størrelse og voldsomhed, måske på grund af den voldsomme kontrast til blandt andet Thorvaldsens klassicisme. Han boede i Paris i fire år, hvor han havde et lille atelier og var der sammen med blandt andet Niels Hansen Jacobsen, Jens Lund og J.F. Willumsen. Blandt de mest kendte af hans skulpturer i det offentlige rum er ”Herakles og Hydraen” i Helsingør samt monumentet ”Mod Lyset” (for Niels Ryberg Finsen), der står på hjørnet af Blegdamsvej og Tagensvej ved Rigshospitalet.


I 1916 erhvervede Rudolph Tegner det særprægede område i Kongernes Nordsjælland: Rusland. Og bogen er dermed en markering af hundrede året for Tegner og stedet. Her indfriede han sin drøm om at opføre et museum til sine værker i 1937-38. Han bestemte selv bestemt museets udformning både æstetisk og funktionelt, som udover at være en af de tidligst bevarede beton bygninger der bruger betonen både funktionelt og som æstetisk virkemiddel, var et meget visionært museum. Selve museets kerne er ottekantet og der er 11 meter til loftet. Langs kernen skulle lavere udstillingssale føres hele vejen rundt. Af økonomiske grunde er kun to af disse sale en realitet i dag. Rummene bliver kun belyst af ovenlysvinduer, som ikke kan distrahere museumsgæsterne med naturen rundt om museet.​ Tegner har bevidst forsøgt at fremme museumsgæstens følelse af at træde ind i et skattekammer, ved at lave indgangspartiet forholdsvis så meget mindre end selve bygningen. På den måde skal gæsten overvældes af dimensionerne og lyset, så snart man træder indenfor. Kunstneren ligger begravet under gulvet i den store midtersal. Han blev sænket ned i gravkammeret under gulvet i en stor egetræskiste i 1950. Hustruen Elna blev kremeret efter sin død i 1976 og ligger i en urne i soklen på statuen ”Apollon” ligeledes i midtersalen.​ Bogen er ikke blot et mindeværk, med et kig bagud, men meget mere fremadrettet i det, da Tegner og stedet Rusland bliver betragtet af 21 forskellige mennesker, der har skrevet om deres oplevelser eller tanker omkring Tegners museum og især Statueparken. De små erindringsglimt og sansninger er skrevet af kunstner Alexander Tovborg, kunsthistoriker Bente Scavenius, arktitekt Bjarke Ingels, kunstner Bjørn Nørgaard, anmelder og forfatter Bo Green Jensen, sangerinde Caroline Henderson, kunstner Erik Steffensen, auktionarius Frederik Bruun Rasmussen, skribent Frederikke Lett, kunsthistoriker og tidl. PETchef Hans Jørgen Bonnichsen, fotograf Henrik Sylvest, kunsthistoriker Henrik Wivel, kunsthistoriker Jacob Wamberg, kunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen, kunsthistoriker Lisbeth Bonde, forfatter Martin Kongstad, biolog Michael Stoltze, tidl. Ingengør og nu frivillig Ole Willerup, kunstner Suste Bonnén, forfatter Troels Kløvedal og museets egen direktør Luise Gomard, der også er idekvinden bag bogen. Det er spændende at læse, hvorledes kunstnere som den unge Tovborg, og den ældre Nørgaard, ser og sanser Tegner værker. Tovborgs tekst er meget indlevede i både værkerne og manden bag. Sangerinden Caroline Henderson skriver sødt om en date, hvor det eneste hun husker er Tegner, men ikke manden der inviterede. Alle skriver fint og sart om Tegner og hvad han betød og stadig betyder for dem. Til inspiration for andre. Et fint mindeskrift over en mand, der kunne havde været en by i Rusland, hvis ikke han selv flyttede derud og skabte sit eget sted.

fotografen Henrik Sylvest har gennem et år har fulgt stedet og årstidernes og naturens skiften. Og du af det er der kommet nogle meget smukke billeder, der sat sammen med teksterne udgår meget flotte og smukke opslag i bogen, som er med til at skabe den specielle stemning, der på det sted og omkring Tegners værker, der står spredt rundt om i landskabet. Sylvest’s poetiske billeder gør bogen til et kunstværk i sig selv.

Troels Laursen



Next »