Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Figurationer - mellem tradition og nybrud

ÅbningtalerPosted by Troels Mon, October 06, 2014 09:40:10

Tale ved ferniseringen

Figurationer - mellem tradition og nybrud

Tanja Kjærgaard, Thomas Wolsing, Ole Tersløse og Knud Odde

Galerie Provence, Vadum 4.oktober 2014

Jeg vil gerne begynde med at sige tak til Johnny og Ove, hvor er det skønt at stå her igen, her i jeres galleri. Vi har savnet det! Så tak for det og tak fordi jeg endnu engang må stå her og sige noget her, før ballet åbner. Og tak til de fire kunstnere, der frygtløse har givet mig lov til at møve mig ind på deres værker – og deres fælles udstilling, som bærer den fine titel:

Figurationer – mellem tradition og nybrud.

Og jeg vil gerne, med denne tale, slå ned på figuration og nybrud.

Figuren er interessant og nybrud er altid interessant.

Det figurative er noget andet end det abstrakte, selvsagt.

Det figurative hentes i det genkendelige: i mennesket og dets omgivelser. Ting og levende væsener, som vi kender og genkender. Og det figurative kunst henter sine motiver, groft sagt, i menneskekroppen og i landskabet.

Og her i dag handler det om landskabet her ude for os og om mennesket selv. Om naturens og menneskekroppens former og flader.

Og det er det vi straks ser i Thomas’ broderier, i Knuds træsnit og i Tanjas klip og Ole computerredigerede virkeligheder. Men, om det er genkendeligt og om deres kunst er en skildring af virkeligheden , sådan 1:1? Nej, det er det ikke.

Det er det, der er nybruddet eller måske rettere bruddet ind i virkeligheden. Kunsten er ikke sandheden og den skildrer ikke sandheden eller virkelighed 1:: Den laver en revne, et brud ind i virkeligheden og det er der i det brud, i den revne, at virkeligheden får et nybrud. Ikke så den går i stykker, nødvendigvis, men sådan at kunsten, der i revnen, i bruddet, kan vise os virkeligheden, som den virkelig er. En større og sandere sandhed om man vil…..

Alle fire kunstnere arbejder med det genkendelige motiv, men hver på deres måde og med skiftende grader af respekt og måske allermest med en disrespekt for den figurative billedkunsts traditionsdannelser.

I disrespekten ligger nybruddet. Det er der revnen i virkeligheden ligger. I det brud ligger kunsten.

Og det er der vi møder den: i bruddet.

Kunsten kan lave denne revne, denne sprække, dette brud, så vi pludselig ser verden anderledes end før vi så virkeligheden, som vi på en måde er fælles om og så alligevel ikke, fordi vi sidder med hver vores virkelighed, men kunsten kan skabe en fælles virkelighed, ved at vise os revnerne i den….---

Og det er det vi ser her på væggene og lige om lidt kan I selv finde bruddene og sprækkerne.

Thomas Wolsing har valgt en udtryksform, som traditionelt er blevet brugt til at skildre landboidyllen: Korsstingsbroderi på stramaj.

De tomme og faldefærdige ejendommes skulpturelle tristesse er omsat til håndsyet broderi.

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i udkanten af Danmark med rustne bilvrag. Værkerne, i sort, gråt og hvidt, er koder, hvor broderigarnets farvekode udgår motivet af den faldefærdige rønne, og som brydes af et motiv, der er blevet syet færdig, som en revne, ind i et univers af forfald og forladthed.

Broderierne udfordrer vores forståelse af kulturlandskabet, og vore egne forestillinger om, hvordan vi bebor det. Og hvad er vores mentale billede af ”landet” i forhold til hvorledes ”landet” sig rent faktisk tager ud i dag?

I dag lever broderiet med disse motiver (vist) kun i genbrugsforretninger og i hjemmet hos ældre mennesker. Men hvem kender ikke broderiets traditionelle landboidyl, hvor motiverne forestillede gadekær, bindingsværkshuse, hvor hønsene går frit omkring og kirkens tårn lyser i baggrunden? Disse kitschede billeder dokumenterer en svunden tid, hvor broderierne havde en specifik funktion som stille aftensyssel og dokumentation for det gamle udkantsdanmarks befolknings egen selvforståelse.

Og netop ved at anvende denne antikke og stiliserede korsbroderede motivverden, sammen med nutidens forfald, så genoplives broderiet som et kunstnerisk medium, der pludselig sætter spørgsmålstegn. Her er kronhjorten ved skovsøen uddød. Det er udelukkende en registrering, en æstetisk registrering, som ikke giver nogen svar på, hvordan vi skal tackle udkantsproblematikken. Men til gengæld sættes tankerne i gang. Og det er måske også det vigtigste. For, det er her revnen er, her bruddet findes og sprækkerne ses.

Tanja Kjærsgaard viser os naturen.

I sin kunstneriske praksis beskæftiger hun sig hovedsaligt med papirklip. Alt er udført i et skrøbeligt materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en kunstner, som mestrer præcision. Hun bruger mange farver og små finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede kulisser.

Tanjas værker består af elementer fra naturen med planter og dyr, som har gennemgået en forvandling, så formen nok er genkendelig, men farverne er ændret. For hendes skildring af skoven eller junglen, er ikke 1:1. En elg har jo ikke den farve. Et egern har ikke den farve. Der er bitre og farlige ting på spil. Junglen er ved første øjekast måske romantisk og spændende, men jo også dødensfarligt: hvilke farlige dyr er der ikke kamufleret, derinde i farvemylderet, alt fra slanger til rovdyr med spidse tandsæt.

Og er der ikke noget uhyggelig ved de farvestrålende papegøjer, der med det ene øje kigger ud på en. De siges at bliver tusegamle og de kan lære at tale, som mennesker eller hvad med uglerne, der sidder der på deres grene og har hoveder som mennesker, med øjnene lige midt i, til forskel fra de andre fugle der har dem på siden, besidder de en visdom? En indsigt til en sprække, vi ikke kan se …?

Og når jeg ser alt det, fortæller det så i virkeligheden mere om mig end om værkerne…?


Der er brud i virkeligheden. Tanjas farverige klip og leg med fladerne er som sprækker i naturens virkelighed, så vi pludselig ser naturen med andre øjne end før vi så Tanjas fantasiske klippeunivers.

Ole Tersløse tager os også med ud i naturen.

Og han tager sit udgangspunkt i traditionen.

Det romantiske landskab og endda i en cirkel form, som Eckersberg og andre fra guldalderen har gjort det før. Ole trækker også gerne på sin indsigt i renæssance og barokmaleriet, og hans scener har tit et teatralsk præg og hans værker optræder både genkendelig og realistiske og fremmedgørende på samme tid.


Her i dag kan vi se en serie, der alle har cirklens form, som var der tale om et øje, en pupil eller et glughul eller måske en vanddråbe, som et anden guldaldermenneske (H.C. Andersen) digtede om: i vanddråben var det hele, for at se en vanddråbe i et mikroskop er, som at se hele verden, som på en globus set ude fra rummet. Via denne pupilshul, eller revne, handler det om, at kunne se, det hele, i en lille del.

Men, hos Ole, er mennesket, der lever i naturen, samtidig sat uden for naturen og landskabet.

Nærmest sat på som et vedhæng.


Ole, har sat sig selv i en både genkendelig udgave og alligevel modificeret udgave ind i værkerne, der med en velsignende gestus befinder sig i naturen og selv er natur med sin nøgenhed og så alligevel som den der er uden for selvsamme natur, og som giver forstyrrelser i landskabet og sætter den i bevægelse som ringe i vandet med sin egen vandstrål. Det skaber en sprække, en revne eller et brud mellem virkelighed og så virkelig virkelighed.

Oles insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition forsøger Ole Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion. Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen. Der er en revne i det.

Ole antyder en fortælling, men vi ved ikke, hvor fortællingen ender. Ej heller, hvor konkret, vi skal fortolke den. Det er det, der er bruddet og sprækken i den virkelighed, som vi ikke kan stå over for 1:1.

Knud Oddes figurer er personer, i mennesker, hvor naturen er væk. I musikken, som jo bekendt også er Knuds verden, er figuren en del af kompositionen. En basgang kan have en figur, der løber gennem eller under melodien, som små revner, der både holder melodien sammen og bryder den. Her i Knuds træsnit er der også tale om figurer, ja endog helt genkendelige figurer af kendte folk fra musikkens verden. Og alligevel er det ikke portrætter i traditionel forstand eller sådan fotografisk, at man genkender dem.


De ligner, men er ikke 1:1, man kan se brudene, revnerne og sprækkerne. Ja, det er dem, som figurerne komme ud af, helt bogstaveligt, som de, der er skåret ud af træets sider (gamle vinkasser eller bare træplader), så de får revner, og motivet, farverne og fladerne, står ud af de sår, der er i træet.


Kendetegnende for Knud, er hans, sorte sensuelle konturer og stærke farver, Under den sårede træ-overflade lurer dæmonerne, bag humoren alvoren, og bag sandheden løgnene. Det modsætningsfyldte er altid til stede som en insisterende dynamik, der fastholder beskueren i analyse og refleksion – der er mere end der ses: der er revner og sprækker og brud..

Ja, her er fire hammerflotte bud på brud. Hele udstillingen handler om nybruddet. Det brud, der sker igen og igen og hele tiden, gennem sprækker og revner.

Og lad os nu, endelig, komme til sagen: kig selv videre – søg videre – led efter bruddene, søg efter revnerne, hold øje med sprækkerne, som kunsten viser os – og stil jer der: i bruddene, mellem sprækkerne og overfor revner, for en stund og virkeligheden har forandret sig.

God fornøjelse og tak. Troels Laursen



Johs. V. Museet, Farsø

ÅbningtalerPosted by Troels Thu, October 02, 2014 09:11:59

Tal ved ferniseringen på Johs. V. Jensen Museet i Farsø
50 gymnasieelever fra Vesthimmerlands Gymansium har lavet tegninger ud fra Johannes V. Jensens store digt "Memphis Station" fra 1906

1.oktober 2014

Jeg skal lige begynde med at sige tak til museet og folkene bag for at få den her mulighed – det er jeg meget glad for og stolt over…

Og tak til jer der har lavet værkerne – ja I har ikke selv valgt at lige jeg skulle sige noget om jeres værker og Memphis Station – men alligevel – tak for tilliden…og er der nu noget jeg glemmer eller er hel ude i hampen på, så tager vi den bagefter..

Det at lave billedværker til et digt er ikke noget nyt – det har man gjort i mange år og sammenhænge.

Og hos Johs V – Frits Syberg lavede et berømte maleri af ”Ved Frokosten”, der skildrede Johs’ frokost med fårerullepølse og bjersk øl og akvavit – noget ganske nyt dengang i 19 – og uhørt – man kunne besynge unge skjoldmøer og store konger og helte – men en rullepølse – det var dødens pølse – og dog på en anden måde end i vore listeria og mrsaprægede dage…

Men Johs har også skrevet digte – lagt ord – til kunstværker. Ja faktisk til flere gennemtiderne.

Thorvald Berthelsens til eksempel.

Men også til – Kai Nielsens ”Nøgen” – hvor billedhuggeren har ladet en nøgen kvinde komme lige ud af den rå sten – hun vokser så at sige ud af det rå og hårde stof – og Johannes digter i 1923 – (året før Nielsen dør som 42 årig.- Johs talte i øvrigt ved hans begravelse, men det er en anden historie - vise værket på et foto):

Den nøgne Pige

Undse dig ikke ved din pragt!

Jeg giver dig af kys en dragt.

Dig slipper Tanken naar jeg dør,

Men aldrig, aldrig, aldrig før.

Det døde og kolde får liv i kunstværket og noget bliver til og i det øjeblik noget bliver til – der hugger Johannes så til –

Aage Jørgensen har kaldt Johannes for tilblivelsens forfatter.

Det Johs interesserer sig for, er det øjeblik, når noget bliver til, når skifter fra et til noget andet og dermed også forsvinder – for evigt. Derfor er der både skabelse og død i forvandlingen i tilblivelsen.

Og lige her det at jeg tænker at digtet ”Memphis Station” er hammer aktuel trods sine mere end 100 år på bagen og den er frygteligt vedkommende.

Også får et ungt menneske og os der stadig kan mindes hvordan det var, for som digtet åbner:

”Halvt vaagen og halvt blundende”

- det er dette blivende øjeblik hele digtet ses – og opleves – som mejslet med ord ud af stenen.

Denne tilstand af at være tilstede og være ved siden af observerende og tilskuer (som her i tegningen, hvor figuren – den rejsende, er klippet ud og klistret på igen, så han ligesom ikke er en del af billedet alligevel) – at være tilskuere til både omverdenen og ens egen skæbne….det er genkendeligt.

Udlængsel, rejselyst, kærlighed og angsten for at binde sig er andre genkendeligheder.

Det er et fantastisk digt, der umiddelbart er meget et kaotisk digt, som kan tolkes på to forskellige måder:

Dels litteraturhistorisk set: Digtet er et opgør med symbolismen, et forsøg på at beskæftige sig med kendsgerningerne i stedet for sindstilstandene.

Dels som et udtryk for en eksistentiel tilstand, hvor man er rastløs og mangler et fast holdepunkt i tilværelsen. Sagt på Kirkegård-facon står man på vippen mellem æstetiker og etiker, man er sat over for et enten/eller-valg. Valget om at gøre ens eget liv på de vilkår man har fået det på til sin skæbne – eller lade livet selv forme sin skæbne.

Digtet (som jeg slutter af med at læse i hele sin længde) er det totale kaos med hensyn til strofer, rimstilling og rytmik.

Det gik ud på at give udtryk for noget fandenivolsk og give digtet et grimt – cigarstykker og appelsinskaller - og hverdagsagtigt præg – regnvejret og sølet.

Og så de hjemmelavede og mindre hjemmelavede ord f.eks. plakathujende huse, kampret, syndflodsfavn. Det er ikke smukt, men til gengæld meget bidende.

Og det er det I har kastet jer over – med stor iver og fantasi, som vi alle kan se her på væggen.

I har slået ned på ord – begreber og fornemmelser – sanserne i regnen – det ventede menneske, der ikke kender sit mål – og derfor er det et uendelighedstegn (-tallet, der ligger ned – eller slangen, der bider sig selv i halen) i et af værkerne, der ellers består af farvekaos.

Digtet begynder med et ”jeg” og springer over i et ”du” – her kan vi se at det er en kvinde der tale om – på et af værkerne endda en Medusa-kvinde, hvis hår er ved at indfange og derved efter myten at forstene manden, så han ikke kommer videre ud af sporet eller finder sig selv, men blot bliver i den trygge kvindefavn.

Det handler om livets labyrint. Om verden, som en ensom klode, der svæver som sig selv, som mennesket der eksistentielt er ensomt. Og nogen gange er der lys for enden af tunnelen. Andre gange er det mangrovens sump, med skovene under vand, man drukner i. Eller det regn, der varsler forår og trøst – håb.

Ja, hele tiden det forbandende gitter af regn fra himmel til jord.

Vi kan her i jeres værker, se længslen, nu vi var ellers lige blevet lovet evigheden og man så –( typisk dsb) – er strandet på en gudsforladt og øde station, der kun viser, at der har været mennesker før – i form af deres affald, afbrændte tændstikker og appelsinskraller.

Ja, her på væggen kan I nu se 50 billedværker, der skildrer ordene. Johannes V. Jensens ord. De ord, der stadig lever og som I har sat jeres billeder på.

Det er som nævnt en gammel disciplin, sådan at lægge ord til malerier eller at lave kunstværker over digte, romaner, over ord.

Og i virkeligheden lader det sig ikke gøre.

For ordene og billederne lever i hver deres verden.

Værkerne er til i rummet. De står i rummet, stille og bare står.

Mens ordene hører i tiden. I det øjeblik de er sagt er de væk. Kunstværket står i rummet og ordene i tiden – men her mødes de så, ordene og kunstværkerne. I tid og rum.

Og man kunne sige at skulle der ord til jeres værker, så var de ikke færdige og omvendt skulle der billeder på ordene, så var de upræcise.

Men når vi alligevel synes det går an, så er det vel fordi vi ved at gøre det – (som kaldes en ekfrase) – beriger og udvider vores verden, så både rum og tid mødes, så vi befinder os i et her og nu, som nogen, der bliver til…..- det er poesi!

Især når vi husker på, at det græske ord poesi, betyder ”at skabe”, også selvom Johs taler om den talentløse skaber – altså Gud, for hos Johs handler det, med Kierkegaard i, om at menneske kan skabe sig og sit liv Det handler om at digte sig selv. At tage livet på sig og tage det til sig

I viser med jeres 50 bud – at det handler om et valg om ikke at blive stående, men vide, at sporet er frit…..

…og vi rejser videre

God rejse…..

Og tak

Troels Laursen



Dennis Seide - Mama Tried - Galleri NBeX, Viborg

ÅbningtalerPosted by Troels Sun, September 28, 2014 17:42:13

Åbningstalen ved Dennis Seides

Udstilling ”Mama Tried”.

Galleri NBeX, Viborg den 27. september 2014

Nu er Dennis her ikke i dag - ærgerligt nok – han er til tattoo-møde i London - men jeg ville gerne sige tak til ham for tilliden til at lægge ud her i dag – det er jo sådan set sin sag at lade andre møve sig ind på noget man har lavet og derved egentlig jo allerede har fuldført og som sådan, står færdig og klar til en hver – uden behov for guidning eller ord med på vejen. – men nu gør jeg det så alligevel – møver mig ind på Dennis’ territorium…

Det er jo sådan at et kunstværk – et billede – det står i rummet i et ny med et mylder af informationer på engang – mens en tekst – det talte ord kun er til i tiden og bliver ikke stående i rummet – så rum og tid skal hermed mødes – og blive til nu og her…

Dennis har jeg fulgt i nogle år – sådan på af stand – både, mens han har boet i Fjordbyen ved Aalborg og nu her, hvor han er taget til Fredericia for at gå i lære – som det hedder det – som tatovør.


– jeg har nydt hans værker – fra linoleumstrykkene, der på mange måder havde og gav mindelser om Henry Heerups ligetil-stil, der både var romantisk, moderne og folkelige i et.
Og så er der også en humor, som der var i Heerups værker – eller nogen gange er Dennis hel Storm P.sk – med sine små opbyggelige og skæve fortællinger om besynderlige udtryk og indtryk – meden skæv vinkel på vores dagligdag - som nu de to værker fra sidste år, der sådan mere street-art-agtige i det. En selfie, hvor det handler om at se ud, mens spejlet viser noget andet end facaden gør – eller hættetrøjedrengen med masken i panden. Det handler om det ydre, overfor det indre. Det disharmoniske overfor det harmoniske. Det sande over for løgnen.

Det er et rent og grafisk formsprog, med klare undertoner fra Street Artens umiddelbarhed – der både har tegneseriens karakter og den realistiske punch på det til tider urealistiske…

Min t-shirt i dag – med lakridspiben – er sådan et typisk Seide udtryk og værk.

Med en politisk kant og samtidig med stor humor – og med bagudblik til kunsthistorien.
Jeg smider lige jakken -


I husker måske at der pludselig var en historie om at EU ville beskytte børn mod røg og derfor ville forbyde lakridspiben – så derfor overtog Seide Magrittes kendte værk – c’est ne pas une pibe – (dette er ikke en pibe – det vil sige altså kun et maleri af en pibe og ikke en virkelige pibe til at ryge på) – og nu er det her så ikke en lakridspibe – men kun et billede af en.

Den er ufarlig og alligevel bliver kommentaren farlig….

Og på den måde leger Seide ofte med egentlig store og mere eller mindre filosofiske udtryk, som bringes ned i dagligdagen og virkeligheden og rammer os uforberedte og skævt. Smilet trækkes.

Og også her er Dennis melankolsk (og hvem husker ikke barndommens fryd ved sådan en lakridspibe – af de rigtige, dem med lyserødt krummel på…) - og så samtidig har han en masse positiv energi med, der minder os om, at vi selv kan ændre på tingene: ved at se ind ad og ud ad og ikke lade stå til… hvilket er to kerneelementer i den jyske kunstners virke: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Med den her udstilling – Mama Tried. (Og jeg skal vende tilbage til den titel), der har Seide hevet en hel ny motivkreds ind i sine værker: Tatoveringer fra dengang der var lommetyve og ludere i Nyhavn og der var en socialbrændemærkning i tatoveringer og noget enhver mor forsøgte, at råde sine drenge og piger at holde sig langt fra

I dag er tatoveringer hver mand og kvindes eje. Kongelige og undersåtter.
Og alle de tatoveringerne, vi ser i dag, handler om at man vil skille sig ud og være ene-stående.
Men ofte sker ved at bære de samme tatoveringer, som andre, man så alligevel gerne vil i ”stamme” eller gruppe med. Så man alligevel ikke er unik – eller ene-stående – men del af noget større – en gruppe som vi selv har valgt at tilhøre….

Ordet tatovering er afledt af det engelske tattoo efter tahitisk tatau og betyder “tegn, udsmykning”.
Tatovering er en af de ældste kunstformer.
Lige så langt tilbage vi har spor af mennesker, har vi spor af at de har været tattoverede.
Sandsynligvis opstod de første tatoveringer ved at nogen havde et lille sår, og så gned de sig med en hånd som var sort af kul fra bålet. Når såret helede, opdagede de at der blev et spor. Efterhånden lærte de at bruge det bevidst.
Tatovering er ikke noget som har opstået ét bestemt sted, og så har bredt sig ud over verden. Alle samfund og alle samfundslag har benyttet tatovering. Det er alle mands eje – så når Dennis bevæger sig i det felt, så går han tæt på folk – hel bogstaveligt – i kødet på dem – og hiver det så alligevel væk igen – ved sine anderledes, unikke og derved i bogstavelig forstand enestående motiver, så det private bliver så at sige hevet ud eller op til, noget almen menneskeligt – genkendeligt og lige til.

Og det er vel det der kunstens rolle, at hive det private op til det almen menneskelige – at hive det hver især går med og er, at det bliver set som almenmenneskeligt.

Hos Dennis Seide er værkerne unikke, også de der rent faktisk ender på huden af mennesker.


Og her i hans nye motivunivers, har han overført sine kunstneriske evner og tanker fra tidligere motiver og materialer, som skulptur, tegning, linoleumstryk, digital illustration og animation, hvor kunsten skal være til at gå til og uden spekulative dikkedarer, så der fortælles en god historie, der både får beskueren til at smile, grine eller som kan irriterer beskueren, og ja, måske endda få han/hende til at græde.

Den unge danske kunstner har en optimistisk melankoli i sine værker, hvor både det sørgmodige og håbet er tilstedet, side om side, som oftest er begge følelser forløst gennem humoren.

Hos Dennis Seide er det håbløse romantiske, i de old-school (syd)amerikanske inspirerede motiver af heltecowboyen og den hjælpeløse kvinde (den bly 19tyverkvinde, med røde djævelske tanker), der er sat sammen over for den barkshed, der også er i våben, store tårer og flugt, en hverdagsflugt i livets store trædemøller – måske - ….? Det ydre og det indre er i spil.

Det er en hverdagsagtig poesi, der både indeholder længsler og (u)forløst kærlighed.

Titlen ”Mama Tried”– er en tatovørfrase eller tatovørjargon og det handler ikke, om at mor advarede sønnike mod at få en sådan tus på armen, eller datterens ditto på ballen. Det er mere tatovørens egen mor, det handler om, sådan a la: "mor gjorde sit bedste, men jeg endte alligevel med at blive en beskidt tatovør"-agtig frase.

Udstillingsrummet burde derfor måske nok være, i dagens anledning, lavet om til et tattooshop, men tatovøren er bortrejst, og pyt! med disse nyeste malerier og arbejder på papir, brænder Dennis alligevel sit mærke i kødet på os.

Det er tattoo….

Tak for ordet – og jeres tid – nu gælder det rummet –

Dennis Seides rum og univers…

Nyd og fryd.

Troels Laursen



Akkumulering - Erik Øckenholt i Kunsthal Nord

ÅbningtalerPosted by Troels Wed, July 16, 2014 08:50:19

Åbningstalen ved Erik Øckenholts udstilling ”Akkumulering”

i Kunsthal Nord, Nordkraft, Aalborg den 11. juli.

af Troels Laursen

Det er en stor fornøjelse at stå her i sommervarmen og byde indenfor i Eriks udstilling – akkumulering – udenfor er der skruet op for varmen – den er akkumuleret til højder vi sjælden oplever i en dansk sommer.

Så tak til Erik for tilliden til at overlade sine værker til mine ord – og tak til huset og dens folk her, for muligheden…

Det vi nu står midt i – en udstilling der nærmest er et museum på museum, og den slags kunne man tale længe om – kunsthistorisk, men det ved jeg ikke så meget om, og jeg interessere mig heller sikke så meget for det – vigtigere er udstillingen vi står midt i – referencerne kan man selv lave, hvis man har behov for det

Udstillingen nu og her er noget, der giver mindelser om Kongens Raritets kabinet.

Raritet kender vi bedst fra det engelske ”rare”: at noget af sjælden.

Kongernes raritetskabinetter rundt om i især Europa – for en to-tre hundrede siden – det var samlinger, ophobninger og akkumulationer af mystiske ting som kongen havde samlet sig, især gennem gaver fra andre konger og fyrster rundt om i verden. Ja, nogen kunne man ligefrem mistænke for at være regulære hadegaver! Ting og sager og alt fra kunst, dyreskeletter (narhvalens tand, som man troede var Enhjørningens horn), planter, forsteninger og, ja alverdens kostbare genstande og mystiske genstande.

Det hele var sat op og sammen, som man nu tilfældigvis synes det var spændende til, uden nogen kronologi eller anden form for orden.

Det var mere for at overraskes eller måske rettere, forundres over skaberværkets forunderligheder.

Det er først senere menneskene begynder at ordne og katalogiserer dens omverden, naturen og alt det der sådan lever.Det vi kunne kalde for den videnskabelige udstillingsmetode fra de fleste museer rundt om herhjemme og ude i verden, som vi kender i dag.

Og netop det kendte, som Erik her viser os er gjort på en måde, så det pludselig optræder på en ny måde og bliver til noget vi ganske vist kender, men ikke hel genkender.

Titlen ’Akkumulering’ henviser til ordet ’ophobning’. Eriks ophobninger af rariteter skaber et spændingsfelt i mødet mellem de mange forskellige udtryk og materialer.

Forundring – eller forundringsparatheden, - er drivkraften i Eriks arbejder.

Det er forundringen og nysgerrigheden, der skal bryde med den gængse udstillingsoplevelse. Og det er her, at det nye oplevelsens rum opstår. Lige her og hvor du selv må skabe mening i det sammensatte.

De gamle kendte tavle med hullerne her hen langs væggene (jeg husker dem fra skolepedalens værksted), er nu brugt til ophængning af ophobninger.

Ophobninger af forholdet mellem mennesket og det der omgiver mennesket: naturen.

Og her forhold forstået både som relation. altså det, at vi altid både står i og overfor naturen, som mennesker. Det at vi for-holder os til omverdenen som en genstand, hvorledes vi forsøger at begribe, hvorledes vi forsøger at fatte, al det der omgiver os og det vi observer. Og vi systematiserer. Ordner.

En hel række observationer, som mennesket har gjort sig er sat op og systematiseret – i hvert fald tilsyneladende, der er orden på fuglene, billerne, stenene og mineralerne, - opsat som på nåle, sammen med citater fra National Geographic, i række ophobninger, der tilsyneladende skildrer virkeligheden. Verden og naturen – 1:1.

Men ligesom kunsten aldrig bliver en skildring af hverken virkeligheden eller verden 1:1, så er det heller ikke det videnskaben kan, endsige skal.

Det vil altid være et snit af virkeligheden. Et snit skåret ud, som en del af det hele.

Det er en redigeret virkelighed, ud af fragmenter for, at udsige noget om verden, naturen, dyrene eller hvad det nu er vi vil observer og registrer og katalogiserer.

I Kunsthal Nords bageste rum, er der flere værker, hvor Erik har ladet et rødt fløjs stof være et af værkerne i værket. Det røde stof er som et teatertæppe, der blot venter på at ouverturen er til ende og spillet kan begynde. Og tæppet kan gå.

Det røde gardin er både en afsløring, men også en tilsløring. En sløring, hvor noget gemmer sig bag. Der er mere end vi ser eller observerer og registrer og systematiserer.

Og den, der så står og observer den museumsagtige registrering og formidling af det observerede, kan jo så stå og grunde over eller forundres over, om beskueren nu selv afslører noget eller slører noget, med det han eller hun, nu selv har observeret og derved tillægger værket.

Derved sættes der i Eriks værker, set herfra, spørgsmålstegn ved hvordan kulturen og derved menneskets selvforståelse, spiller ind på, hvorledes vi observer, eller rettere, hvorledes vi vælger at se på vores omgivelser. Hvilket udsnit vi drager af det hele.

Enhver kultur, og det er til alle tider, har som oftest set sig selv, som toppen af kransekagen: ingen har drevet det så vidt, som de mennesker der er lige nu og i dette samfund, i denne kulturkreds.

Vi kan se mennesket som evolutionens topmål, i positivismens perspektiv.

Men ligesom når man på den sydlige del af jordkloden kan få panikangst over ikke at finde Karlsvognen, for den er ikke på sin vante plads, således kan en observation ændre sig. Alt efter udsigtsstedet.

Det sete afhænger af øjet der ser.

Vi redigerer virkeligheden, hele tiden og igen og igen, og vi forsøger at skabe orden i det kaos, der er lige rundt omkring os. Og Eriks værker på denne udstilling, registrer, at vi registrer. I udsnit.

Det er for mig at se det rum, som Erik beskriver: at det vi egentlig sådan går og regner for at være objektive sandheder, at de kan være nogle ret så subjektive parametre, når det kommer til stykket. Og hvad stiller vi op med det?

Det er det ”Akkulmulering” handler om, den samme genstand, det være sig: sten, dyr eller insekt eller menneskerace eller lokalitet, kan have meget forskelligartede analyser og det viser os så hermed, at ingen analyse er entydig, men altid åben. Åben for fortolkning. Fri til fortolkning.

Beskueren til denne ophobning får ikke en løsning serveret på et fad. Man må selv vove at lave sit snit. Og lave sin redigering af det sete og det der opleves lige nu.

Og det spændende er jo så, at vi er kommunikerende mennesker, det vil sige: nok afhænger alt af øjet der ser, men vi kan dog dele oplevelserne og derved forundres og opleve at observationerne – om ikke lige frem bliver til en registrering 1:1 – men så dog til en udvidelse af det vi ser – og oplever.

Kunsten er mere end et spejl, der blot gengiver det vi ser. Den viser os mere end det, for fortællingen eller skildringen af objekterne, bliver åbne. De bliver til en levende fortælling eller en levende observation, der ikke lader sig sætte på en plade gennemboret af en nål.

Hylderne udstillingsrummenes lille aflange rum, er fyldt med dyr, så det er som at befinde sig i min gamle folkeskoles biologilokale, med alle de udstoppe dyr inden bag glasruderne i de høje grå skabe, men her er de dog modelleret op i ler og fået sprøjtet glasur på sig, og med de latinske navne under de fleste og selvom ingen af dyrene, hverken muldvarperne eller blæksprutten er i naturtro farver, endsige naturtro gengivet i formen, - (for kunsten er ikke i et forhold 1:1 til naturen eller virkeligheden), så er man alligevel ikke i tvivl: man genkender dem i deres ugenkendelighed.

De bliver kunstneriske udsagn om dyrenes væsen og psykologi, om man kan sige det om dyr. De bliver en observation, der ligger udover den naturvidenskabelige observation og registrering. De tilføres endnu en dimension eller endnu en observation.

Nogle i øvrigt utrolig smukke værker efter min ydmyge mening.

Ja, det var så mine observationer. Nu gælder det jer, der skal til at se på de observationer, som Erik har redigeret til en virkelighed. Et udsnit af den virkelighed de skildrer og jeg kan så observer jer observer det, som Erik har observeret, at menneskene gennem tiden har observeret…

God fornøjelse. – og tak…

Udstillingen man ses indtil den 31. august.

Ole Tersløse i Galleri NB

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, February 08, 2014 09:54:07

Modeller af virkeligheden

Om Ole Tersløse Jensens billedunivers

Tale ved åbningen af udstilling i Galleri Nb, Viborg den 1. februar 2014

Allerførst mange tak til galleriet og Thorkild, for denne mulighed for at sige lidt her ved åbningen af Oles udstilling – og tak til Ole – for tilliden, - som jeg har nydt over en lille rum tid nu – først med en gruppe udstilling – Isotop - på Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring i efteråret hvor jeg havde fornøjelsen at skrive for første gang om Oles kunst i den bog der udkom ved den lejlighed – og nu her inden om lidt i en længere artikel om hans værker.

Først en lille introduktion til Oles billedunivers.

Også selvom han sikkert selv her om lidt – og bedre kan gøre – det men alligevel – der begynder jeg så lige alligevel:

Ole Tersløse Jensen er oprindelig uddannet maler på Kunstakademiet, men har de seneste år fortrinsvis arbejdet med computermanipuleret fotografi og visualisering i 3d-computerprogrammer.

Han arbejder i dette ingenmandsland, mellem computergrafik og kunst, i traditionel forstand. Og derfor skaber hans værker forvirring. For er der tale om fotografier eller minutiøst udførte skilderier?

Er hans værker nyskabende eller peger de tilbage i tiden mod tidligere tiders figurative maleri?

Kunstneren synes bevidst at have placeret sig i et ingenmandsland, der gør hans arbejder svære at placere.

En del af forklaringen skyldes hans teknik.

Han skaber langt de fleste billedelementer fra grunden i 3d computerprogrammer.

Programmer, der også bruges til computerspil og visuel-effects i filmindustrien.

I disse programmer kan han "gradbøje" illusionen, præcis som han vil.

Han trækker gerne på sin indsigt i renæssance og barokmaleriet, og hans scener har tit et patetisk, teatralsk præg og hans værker optræder både genkendelig og realistiske og fremmedgørende på samme tid.

Tit gengiver Ole situationer, som aldrig ville kunne finde sted i virkeligheden, men som oftest optræder de i klassiske landskaber eller by- og havnemiljøer med havet/vandet som det uudgrundelige ubevidste lag.

Og den grønne-under-vand-agtige farve, flere værker er henlagt i, er med til at skabe denne eventyrlige og surreale oplevelse.

Oles insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition forsøger Ole ikke at skabe den fuldkomne illusion.

Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen.

I serien "Strange birds" har de flyvende fugle f.eks. ingen ben.

I serien "The harbour at 5 pm." er figurerne geometrisk stærkt forenklede og værkerne virker derfor ved nærmere eftersyn stiliserede den meget virkelighedstro lyssætning til trods.

Oles værker er altid en form for eksperimenterende modeller af verden.

I computeren skaber han fabulerende bud på, hvordan livet måske også kunne have været, men det hele virker "forkert" og de genkendelige ting, optræder ofte i andre sammenhænge end de plejer.

Tit samles billederne i serier med et absurd forløb.

Værkerne er næsten som en art tegnede serier, der kan læses som en fortælling.

Han antyder en fortælling, men vi ved ikke, hvor fortællingen ender.

Ej heller, hvor konkret, vi skal fortolke den.

Den nyeste serie fra Oles værksted har han givet titlen: ”Childish-behavoir”.

Og det er altså den vi står midt i lige nu.

Disse værker er en kulmination af hans virke – sådan både rent teknisk og også rent kunstnerisk, hvor udtrykket er mere enkelt og uden den vanlige ”realistiske” scene som de ”urealistiske” figurerne optræder i.

Her er baggrunden monokromt og figuren står alene ud i et rum af ingenting.

Alle billederne viser 100 % computerskabte kropsdele af børn klemt ned i vaser som en form for stilleben.

Serien er en form for kommentar til fotografen Nathalie Edenmonts billeder af katte, der på lignende vis, er skåret i stykker og placeret i vaser eller krukker som en morbid form for stilleben.

Den mest iøjnefaldende forskel på hendes og Oles arbejder er selvfølgelig det motiviske; kattene er erstattet af børn.

Men teknisk og dermed også stilistisk er der også en afgørende forskel.

Edenmont er traditionel fotograf, der skabte skandale ved at partere virkelige katte og komme dem i krukker, før hun fotograferede dem.

Som fotograf, der laver en optagelse af virkeligheden, er hun afhængig af det reelle og derfor også “stækket” etisk, idet der er grænser for, hvad hun kan slippe afsted med.

Det går lige med katte, fordi kattens familie ikke har mulighed, for med advokatbistand, at klage til Menneskerettighedsdomstolen, men det var ikke gået med børn!

Oles ”børn” er ikke virkelige børn, men bygget op fra grunden i 3d computerprogrammer.

Han er derfor ikke afhængig af den ydre verden, men kan i sit digitale forsøgslokale – som en anden Dr. Frankenstein - gøre lige hvad han lyster og vil, da han laver simulationer, som ikke har nogen direkte forbindelse til virkeligheden.

På afstand virker børnene realistiske, men kommer man tæt på, kan man se, at der er tale om en form for “digital abstraktion”.

Børneansigterne mangler detaljer, og er alt for perfekte, til at man virkeligt tror på dem.

Og her er kernen af Oles billedkunst, som hele tiden tilstræber sig at lave modeller af virkeligheden, snarere end at han direkte forsøger at “tage billeder” den.

Værkerne her - “Childish behavoir” - er en slags fabulerende, digitale eksperimenter, der forhåbentligt kan gøre os opmærksom på noget af verdens mangfoldighed, men de prætenderer på ingen måde at være vinduer, der åbner op indtil en endegyldig sand indsigt i det virkelige.

Men hvis det ikke er vinduer ud til en indsigt eller vue ind i virkeligheden, hvad er det så der er på spil i Tersløses motivverden i serien: Childish-behavoir?

Hvorfor denne barnlige opførsel med at putte forsvarsløse børn på krukker?

Her er mit bud på det – Ole har sikkert en anden..

- men altså…

At putte ting på flaske eller krukker er ikke en ny foreteelse i kunsthistorien.

Der er en lige linje fra Mancinis lort på dåse, over Bjørn Nørgaards rituelle slagtning af hesten ”Røde Fane”, der efterfølgende blev syltet på krukker, og via Christians Lemmerz ligeledes skandaleramte udstilling i Esbjerg med rådnende grisekroppe i montrer og Damien Hirsts haj i formaldehyd - til kattelemlæsteren Nathalie Edenmont.

Det handler alt sammen om at koncentrer og udtrække essens af tingen eller kroppen.

Hos Ole Tersløse lider ingen overlast, og derfor kan værkerne også trække i beskuerens smilebånd, trods deres iboende uhygge.

Børn på flaske er en uhyggelig ting, selvom hvert tiende fødte barn i Danmark er et såkaldt reagensglasbarn.

Når Oles børn, eller dele af deres lemmer, optræder i krukker, så det for opbevare og udtrække alt det der hører barnelivet til. Legen, lugtende og lydende.

Det er duften af karamel i den nyfødtes hårbund, til duften af børnegråd og lort.

Det er som en parfumeflaske, et udtræk – essensen af børnelivet.

Erindringer om uskylden og det skyldfrie legende liv, som den voksen stræber tilbage efter.

Børnene, i Ole krukker, er ikke en barnagtig opførsel på den trælse måde, men en leg – en leg, som børn leger med fuld alvor - barnagtig alvorlig leg, hvor børnene bliver til modeller af den virkelighed, som enten findes eller aldrig har fundet sted, og så blot er noget den voksne nu efterstræber.

Og derfor er børnene også for perfekte til at være rigtige levende børn.

De er ”sminkede” som barndommens erindringer, hvor kun det gode står tilbage, mens den ”rigtige” barndoms essens og virkelighed ligger lige nedenunder.

Henkogt og syltet ned i den krukke, der står allerbagest på hylden i skabet.

Tak for lydhørheden – og værsgod nu at kigge efter…!

Troels Laursen

Åbningstale ved MA/X – Collab

ÅbningtalerPosted by Troels Wed, November 13, 2013 16:12:00

Åbningstale ved MA/X – Collab

November 2013 Galleri Wolfsen

Morten Andersen og Peter Max-Jakobsen

Det er vild spændende at stå her i aften.

Noget jeg virkelig har set frem til.

Og tak for tilliden – både til galleriet og til de to herrer – Morten og Peter – ja, det kunne lyde som en tv-udsendelse på tv2 – men selvom noget måske er gakgak her i aften, så er det ikke det der er på færde.

Det er værre – det er dødens alvorlig.

Da jeg hørte at de to skulle udstille sammen – tænkte jeg at det var da noget underlig noget – det gav da ikke mening.

Og da jeg så senere erfarede at de to arbejde sammen på fælles-værker tænkte jeg at det var gakgak og kun kunne ses som et smart stunt – men jeg må indrømme – at jeg undervejs i det her forløb – hvor jeg har set jeres fællesværker blive til – har oplevet at det ikke var hel så gakgak – ja, jeg må indrømme at Rasmus havde fat i noget der – noget stort!

For her er det ikke bare tale om at to kunstnere, der havde hul i kalenderen på samme tid og som så udstiller tilfældigt side om side, og som derved spiller op mod hinanden eller i bedste fald supplerer hinanden.

Denne udstilling er speciel derved, at de to kunstnere, Morten Andersen og Peter Max-Jakobsen, er to meget forskellige kunstnere, der tager deres udgangspunkt hvert sit sted i kunsten.

Groft sagt kan man måske sige, at Morten kommer fra urban-artens ofte splittede og centrumløse univers, mens Peters fokus er på mennesket og dets krop/tilstedeværelse i verden.

Og alligevel har de til denne udstilling formået at lave fællesværker, der som en hybrid viser deres to forskellige universer gå op i en enhed, samtidig med at vi kan nyde dem hver for sig.

Men for at forklare mig lidt bedre – eller rettere forklare, hvad det er jeg ser hos de to herrer, så vil jeg begynde et andet sted.

Da jeg blev født - i forrige århundrede – da var alting analogt.

I konfirmationsgave fik jeg et ur – et digitalt ur – som bevirkede at jeg et halvårstid enten kom for sent – eller for tidligt til alting – jeg kunne simpelthen ikke læse tiden med de der digitale tal.

Analog kommer fra græsk med betydningen "tilsvarende eller lignende". Og i kunstens verden er det det modsatte af symbolsk repræsentation. Værket var nærmest en til en.

Digital kommer af latin digitus, der betyder finger eller tå. Men nå i i dag tænker digital – som noget med tal. Så skyldes det engelsk, hvor digit betyder tal, ciffer.

Digital betyder således beskrevet med tal.

Og her kommer mit konfirmationsur i billedet – for udtrykket kom først i folkemunde med digitaluret i slutningen af halvfjerdserne, hvor tiden blev udlæst med tal i stedet for visere.

Og overført på en tale om kunsten kan man sige at det analoge er det figurative, - det tilsvarende – mens det digitale er det matematiske og geometriske og derfor forholder sig til ”virkeligheden”, som det opsplittede og delte.

Og hvis man gå ud af den tangent, så kan man måske sige at analoge og det digitale – kunne her i aften siges at være Peter, der stod for det analoge – altså det figurative og genkendelige ved menneskekroppen og alle de lemmer, han har i sine værker, hvor bevægelsen forrykker sig og hvor cirklen ofte har en ekspressiv kraft i sig

– mens Morten så stod for det digitale udtryk, da hans billed univers er splittet – eller rettere splitret, da det er jo som en masse glassplitter, der flyver gennem luften og alle trekanterne, der koncentrerer tingene og skaber både krystaller og diamanter, hvor de hidsige farver brydes.

Det kunne være en modsætning – det analoge og det digitale – og måske de oftest opfattes sådan – men virkeligheden er jo hverken analog eller digitale – men mest derimellem – eller rettere skiftevis det ene og det andet – eller for det meste begge dele på en gang.

Her er det, at de to kunstnere mødes.

I en form, der opstår af trekanter, cirkler og firkanter. Og menneskets egen krop. I dele. Og udsnit.

Her er det, at de to kunstnere, som vises på denne udstilling, er nu: Det hele er splittet op i former, og med mange farver; som i en anden kaosteori, der ikke har en speciel retning eller et centrum, men bare udvikler sig i det uendelige, med ganske få variationer.

Det er deri mennesket skal finde sig selv, som et selv.

- og det er her det dødens farlige ligger. Og som gør at sand kunst ikke kun bliver pynt, illustration eller et vedhæng – men eksistentielt.

En af ”Kubismens” fædre, Juan Gris, siger et sted: ”der findes ingen former mere ekspansive end cirklen – eller mere koncentrerede end trekanten…” – og det havde han egentlig fra den gamle græker Platon

Det er måske en del modsat af, hvad vi sådan ellers tænker om former, da cirklen vel er en lukket form, og trekanten takket og uden centrum. Cirklen er uden ende, og trekanten kan stå fast eller stå på spidsen, og alt kan ske.

Og således er trekanten, firkanten, cirklen og de geometriske former, som optræder i Mortens værker at betragte som gengivelser af ideer, fra den perfekte verden, som vi kan skue ind i via hans leg med disse mønstre af geometriske former. De viser helheden ved at vise delen. Eller som de gamle sagde det: Pars pro toto.

Og selv om en rektangel er en rektangel hos Morten, og han kun kan presses til at sige, at hele værket ikke forstiller noget, og at det mere handler om en oplevelse, hvor man kan lade fantasien løbe rundt – eller vild i - i geometrien - vil den altid og alligevel være med til at danne nye genkendelige billeder inde i hovedet på beskueren.

Billeder, som bliver til tanker og personlige følelser og skaber en sindstilstand.

Hos Morten bliver de geometriske figurer som alfabetets tegn til ord og erkendelser.

De geometriske former bliver til lemmer og kropsdele, der bliver til delen, der udgør helheden. Et portræt af mennesket nu og her.

Og selvom kroppen – menneskefiguren - ikke er til stede direkte i Mortens værker, så er det så med det sagte min påstand at det er den nu alligevel.

I Peters værker er der en arm her, et ben der, og så atter en arm eller et ben, og man kan kigge sig svimmel på, om det nu er det samme ben, der har flyttet sig, eller om armen faktisk tilhører en helt anden figur end den første..- eller er det første en skitse han har forladt og så bare glemte at viske ud igen?

Det hele er splittet op og lagt ind, så (nye) bevægelser og sammenhænge opstår. Så penselstrøg og konturlinjen går op i en højere enhed.

En del af et menneske fortæller om hele mennesket.

Bevægelserne, der både er set fra siden og som oftest fra oven, bliver til lag. Lag, der undersøger stedet mellem menneskets væsen og menneskets hylster. Mellem menneskets natur og kroppens anatomi.

Hos Peter er anatomien derfor ikke korrekt, men kan umiddelbart synes sådan. I arbejdet med at gengive en figur uden brug af skitser eller forlæg opstår en mængde lag med rettelser og tilføjelser. Rettelserne bliver i processen essensen af figuren. Skitsens lag bliver til selve værket. Mennesket hos Peter Max-Jakobsen skildres ikke kun som en krop og en række lemmer, men bliver også til en art psykologisk portræt. Værkerne, med alle deres lemmer og kropsdele, bliver til delen, der udgør helheden. De bliver til et portræt af mennesket nu og her.

Kunstnere – og altså efter min mening også Peter og Morten – både analogt og digitalt - iscenesætter kroppen og sætter fokus på forhold, der fortæller om, hvad det vil sige at være menneske.

Om vores tanker, følelser og forestillinger og om, hvordan vi definerer os selv i forhold til andre.

Hvad vil det sige at være mig, dig?

Peter og Mortens værker inddrager os som beskuere.

Fokus er ikke længere kun på værket, men også på vores egen krop i forhold til værket.

Det handler nu om vores perception, vores sanser og vores tilstedeværelse i rummet.

Kunsten vi ser her i aften forholder sig derfor på en eller anden måde til dig som krop - og som menneske.

Morten og Peters - fællesværker er med andre ord et sindelagsportræt, hvor menneskets eksistentielle ensomhed står lysende klart, samtidig med at menneskets overladthed til den anden er tydelig.

Værkerne bliver til et portræt af menneskets natur og væsen.

For som Picasso en gang sagde det: ”Abstrakt kunst findes ikke, du må altid begynde med noget”

- så begynd nu med noget – måske du ender et andet sted end du først troede -

Ja – gå nu rundt og nyd værkerne – analogt – samtidig med du er her – nu og her – og gå ind i dem – men regn nu ikke med at du finder vejen – sådan…digi-talt.

Tak – og værsgo…!

Troels Laursen 7.novmeber 2013

Isotop art group 2013

ÅbningtalerPosted by Troels Sun, September 01, 2013 14:23:17

Åbningstalen ”Isotop”

Vendsyssel Kunstmuseum,

Hjørring 30.august 2013

Det er en stor fornøjelse at stå her midt i det fine hus – der nu i år har 50års jubilæum – og ikke mindst en fornøjelse at kunne være med til at åbne udstillingen ”Isotop 2013” – med hele fem kunstnere – Tanja Kjærgaard Jensen, Christian Finne, Rudolf Pötters, Ole Tersløse og Peter Max-Jakobsen, hvoraf de sidste to nævnte er en slags værter – sammen med museet – og Sine.

Hvad dette isotop og ideen om at det er en tilbagevendende begivenhed hvert andet år – det har I nu hørt Peter berette om.

Jeg vil hellere tale om denne udstilling ud fra min egen vinkel – ud fra kroppen.

Kroppen arbejder jeg med hver dag – det vil sige andres menneskers kroppe på sygehuset, hvor de er dødelig syge og derfor meget optaget af kroppen – men ikke bare kroppen i sådan fysisk biologisk betydning - men altid sammen med ånden – for de to – ånden og kroppen hører sammen – man får ikke det ene uden den anden.

En krop uden ånd er dødt og en ånd uden krop er et spøgelse eller et fantom – og nu kommer der så en påstand - sådan er det vel også med kroppen og kunsten.

En kunst uden krop er en kun dekoration eller illustration - for ikke at sige en illusion.

Her på udstillingen er der også meget krop – enten afbilledet i værkerne – eller også er kroppen nærværende ved ikke at være der – men vi tænker den straks ind – og ikke mindst – I er her – så der er kroppe i kilovis på denne udstilling!

Forleden hørte jeg om et kunstprojekt på Statens Værksteder i Gl. Dok på Amager – et projekt, der også arbejdede med kunsten og kroppen.

Eller måske rettere kroppen i kunsten.

Helt bogstaveligt.

De to kunstnere ville selv være herre over den oplevede virkelighed i rummet.

De vil bestemme kroppens oplevelse af kunsten.

Og ved at opfordre til berøring af en del af værkerne, får de to kunstnere afløb for deres trang til at eksperimentere med den eksisterende virkelighed og menneskets perception.

Værkerne reagerer nemlig på berøring og kan i visse tilfælde direkte tale til en forbipasserende med sætninger som; ”Jeg kan mærke dig.

Jeg ved, du er der.

Hvorfor forstyrrer du min søvn?”

Et af værkerne er en abstrakt kropsfigur i latex, som projekteres indefra med ultranærbilleder af forskellige kropsoverflader.

Under latex-hudens overflade er der monteret berørings- og afstandscensorer, der styrer projektorerne og de tilhørende lyde.

Når udstillingsgæsten berører latexskulpturen, ændrer kropsfladerne sig og lyde og stemmer sættes i gang. Det er et sanseligt, skulpturelt udtryk som en åben repræsentation af begrebet ”krop”.

Kunstneres hensigt er vel – tænker jeg, at installationen vil vække kroppens erindringer om andre kroppe, den har været i kontakt med.

Der sættes fokus på berøringens betydning for menneskets perception. På den måde som vi husker på, som vi oplever på og ikke mindst lever på.

Der skabes en flydende repræsentation af begrebet ”krop” og herigennem iscenesættes, hvordan kroppen gemmer på forskellige erindringer og oplevelser af andre kroppe, den har været i kontakt med.

Når vi går på kunstmuseum – som nu i dag, så reagerer vores krop på kunsten, - det viste en undersøgelse for et par år siden foretaget på et kunstmuseum i Schweiz.

Det er i lige så høj grad kroppen som hjernen, der er på arbejde, når vi betragter kunst.

Gæsterne på museet blev bedt om at iføre sig en særlig handske og mens de gik gennem en udstilling og betragtede malerier af kunstnere som Claude Monet, Paul Klee, Edvard Munch og Andy Warhol, sladrede handsken om gæsternes oplevelse ved at måle fysiske reaktioner, blandt andet pulsvariationer og graden af ophidselse.

Og det er vel gentlig det kunst gør ved os – skaber en kontakt om og til det, der ikke sådan er kropsligt, men som alligevel kan mærkes i vore kroppe – vores kroppe som bevæges og berøres.

Og så – endelig – kommer jeg til denne udstilling – for her handler det også om kontakt – kontakt mellem kroppe og kunsten – det handler om at være i den samme tid - og fra det samme sted

– og at være fra samme tid giver en fælles horisont.

At være fra samme sted, giver et fælles udgangspunkt.

Der er en fælles historie, som løber gennem dem, som er fra samme tid og dem, som er fra samme sted.

Det giver et fællesudgangspunkt at være på det samme sted på den samme tid, selvom man kommer til dette samme sted fra hver sit sted.

De forskellige værker – vi skal mærke i dag – er fra hvert deres sted, - har ved at blive samlet her i de her rum skiftet karakter og udtryk, - for de samles simpelthen et nyt sted.

Og dette nye sted – altså lige her - giver en anden kontekst og værkerne optræder i en anden sammenhæng, end der hvor de egentlig kom fra.

De fem - vi skal se i dag - har det tilfælles at de både peger fremad og viser hvor kunsten står lige nu og her – set fra Vendsyssel og ude i Verden – og samtidig peger flere af kunstneres værker også bagud, og nyfortolker det som kunsten altid har fortolket.

For kunsten handler, ikke om, hvad verden er, men hvordan den iagttages.

På denne udstilling peges der fremad.

På hvor accenten ligger lige nu i kunstens perspektiv.

Og på denne udstilling peges der bagud.

På kunsthistorien, som et lager.

Og dette lager, der nu vises frem indeholder middelalderens surreale univers af dyr og mennesker i magiske universer, via Ole Tersløse Jensens computergrafiske klippede lag-værker, der peger frem på 3d animation og film,

- og vi skal mærke og se renæssancens vævede billedtæppers finurlige og detaljerige scenografiske skildring hos Tanja Kjærgaard Jensen,

og vores kroppe skal føle den psykedeliske kunst i 1960’erne, med Christian Finne’s værker, der også henter inspiration i streetartens graffiti,

og vi skal rammes af en surrealistisk streng i skulpturkunsten hos Rudolf Pötters, der også peger frem mod konceptkunstens tanker og ideer, om materialet,

og endelig skal vi stå med vore egne kroppe over for Peter Max-Jakobsens værker med kroppe, der med sine figurative portrætter af mennesket, henter blandt andet sine rødder i Thorvaldsens klassiske skulpturer og fremviser mennesket i dets moderne sammenhæng.

Der ud over er det det lag-delte, der kunne udpeges som et fælles omdrejningspunkt for de fem kunstnere.

Det lagdelte er det, der kendetegner deres værker, fra Peter Max-Jakobsens lagdelte bevægelser på sted, og Tanja Kjærgaard Jensens klippede kulisseagtige papirlag, og Ole Tersløse’s computergenererede reale og surreale lagdelte univers, samt Rudolf Pötters lag-opbyggede værker af genkendelige objekter sat sammen til et nyt sted og udtryk, der ligger i sindet, og Christian Finnes geometriske figurer, der danser kalejdoskopisk dybt inde i menneskets sinde-lag.

Udstillingen viser disse fem lag, for kunsten handler, ikke om, hvad verden er, men hvordan den iagttages.

Kunst handler om nysgerrighed – en nysgerrighed, der bundet til kroppen.

Det er en undren over tilværelsen og alt det der fylder den, der driver kroppen – og dermed også kunsten - videre og videre, som geologiske lag ned og op gennem tiden og stederne.

Kunsten bliver til en puls og en bevægelse – kunsten bliver til en krop, der bevæger sig gennem tid og steder, der reflekterer rummet og kroppen selv.

Og refleksion handler om ”at give genskin”, eller ”at skinne tilbage”, og det er det, det handler om på denne udstilling: Isotop:

At vi som publikum ikke bare ser på, men reflekterer med, giver genskin af det, vi ser, og så går i lag med værkerne og tænker vort.

Så bliver kunsten til en lagring i vore kroppe.

En lagring i kroppen, og derved også i sindet med alle dets forskellige lag i livet.

For kunsten handler, ikke om, hvad verden er, men hvordan den iagttages.

Kunsten går ind i stedet, træder i stedet – som vores krop, og vi er med i iagttagelsen og vi bliver selv til en bevægelse og lader os bevæge - som kroppe... på stedet.

Tak til Sine og museet for denne anledning og mulighed

– tak til kunstnere, der har haft tilliden og troen på at det her skulle jeg være en del af.

Tak.

- og værsgo!

Nyd og mærk!

Kunst på Kanten - Løgstør 2013

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, June 29, 2013 16:23:08

Åbningstalen ved ”Kunst på Kanten”

Muslingefestivalen Løgstør 28. juli 2013

Velkommen til denne åbning – som jeg - i mangel af bedre – og vi har skam vi forhørt os rundt om – mellem ministrere og kunstnere og kendisser om de ville være her – men ingen kunne – så nu står jeg så her selv – sagde hunden.

Velkommen -

I onsdag gik vi en del folk her rundt i huset og stillede op og hængte op – pillede gardiner ned – og tog døre af - gjorde lidt rent – spiste lidt dejlig frokost – hyggede os og drak lidt kaffe og så hang vi mere udstilling op – og drak lidt mere kaffe – og snakkede lidt - og sådan gik hele dagen lige så stille.

Og da jeg var hjemme igen hen på aftenen, talte jeg i telefon med en bekendt sådan lidt langt ude i mine cirkler – han hørte om hvad jeg lavede og jeg fortalte jo straks om al det her – om kunst i Dommergården - om malerier, skulpturerne og om tøjet og de grønlanske støvler – og et akvarium med blå vand ude på dasset - og at vi havde hængt op og hygget os – og drukket kaffe og en hel masse snak – og drukket mere kaffe og fået en god kaffekringle - – ja, og så da jeg var færdig med at berette – engageret – om det hele, så sagde han….

Hvorfor gør I det?

- Det kunne jeg så ikke lige svare på – så jeg vil derfor – nu og her - i stedet sige noget andet …

Først og fremmest tak.

Tak til jer kunstnere, - hvoraf flere af jer er med i dag – tak fordi I har villet yde en masse til at det her kunne lykkes – og det uden løn – og kun for en masse kaffe og en rugbrødmad – og et tak herfra – dejligt I har brugt tiden på os.

Tak for det. Det er flot af jer.

Hvem kunstnere er - må I – kære publikummer selv se jer frem til – ved selv gå rundt her i labyrinten, hvor der gemmer sig gode oplevelser og indtryk bag alle døråbninger –

… og jeg er sikker på de kunstnere der er her nu er klar til at svare på evt. spørgsmål eller kommentar.

Og så skal der lyde en stor tak til jer der har hjulpet med al det praktiske for at det her kunne lade sig gøre – Inge-Marie, Jørn og Leif og flere andre – så vi også kan holde butikken her åben de næste dage - –

Og jeg vil gerne sige tak til Jesper, for at vi sådan kan låne huset her inden det bliver bygget omkring og vi ikke kan komme her mere - hverken for at få nye nummerplader på bilen – eller se på kunst.

Tak til jer – ja, måske vi lige skulle klappe af både kunstnere og de frivillige lige nu og her…..

Og så kan jeg lige minde om at der som noget ekstra er blevet mulighed for at høre klassisk musik her i morgen – kl.14 – her i cafeen ved cellist Anders Bak, fra Ranum – og pianist Christian Vestergaard, der vil spille ”Saint Saëns, Rachmaninov og Debussy”. Efter en kort pause kan man tage sit glas med op på 1ste salen, hvor der findes et udmærket koncertlokale. Her præsenterer de to dygtige musikere et rent barokprogram med musik af ”Vivaldi og J.S.Bach”.

Der er gratis adgang til denne fine oplevelse.

Så husk nu det i morgen – kl.14.00 – og tag bare naboen med.

… og så skal jeg også lige minde om at vi søndag lige før lukketid – kl.13.30 - der vil jeg forsøge at vise rundt i udstillingen og fortælle om de forskellige kunstnere og deres værker – og måske nogen af dem, der følger med også ved noget – så vi kan få os en god snak om det her….

Og nu kan jeg nok ikke trække den længere – for spørgsmålet – hvorfor gør I det?

.. den hænger jo lidt – og jeg har tænkt meget på det siden…

Og da jeg ikke lige svarede min bekendte med det samme, så sagde jeg– ja, hvad skal det egentlig bruges til….?

Ja, hvorfor gør vi det?

Og hvad skal det egentlig bruges til?

- Alt det her med kunsten og flere mennesker, der bruger deres kostbare tid på at gå her i et hus, der alligevel snart skal ryddes - hvorfor gør de det?

- og der jo da så meget andet med kunne bruge tiden til – mere fornuftige ting, som at blive besøgsven eller samle penge ind til Lanternen – det kunne jo da bruges til noget – fornuftigt!

Hvis jeg nu skulle forsvare mig – og hvorfor vi gør det her – så vil jeg nok forsøge at sige noget i retning af, at jeg ikke skal bruge det til noget. Ingen verdens ting.

For udstillingen her kan man jo ikke bruge til noget som helst.

Hvorfor gør vi det – hvad skal det bruges til – det er altid gode spørgsmål – uanset hvad vi har gang i – men nogen gange giver det alligevel ikke mening at spørge sådan.

For svaret er – kort og godt: Ingeting. – ingen verdens ting.

Ja, sådan skulle jeg have svaret min bekendte.

Og så – før min bekendte nåede at slå til - skulle jeg have fortsat: ”Bryder du dig ikke om det, vi ikke kan bruge til noget?

Skal alting bruges til noget?

Må noget kun finde sted – eller være til i verden, hvis det er umiddelbart nyttigt og har et klart formål?

Kunsten er unyttig – men værdifuld

– og sandheden er jo, at vi lever af alt det, der ikke kan bruges til noget: børn, der hopper i paradis for sjov, sommerbrisen og duften af liljekonvaller, for slet ikke at tale om smil og gode historier og følelsen af dugvådt græs mod bare tæer.

Samt ca. en milliard andre ting, hvis nytteværdi er tvivlsom, eller som ville gå i stykker, hvis vi begyndte at overveje, hvad vi kunne bruge dem til?

- hvad kan man fx bruge sine børn til?

Eller sin ægtefælle.

Eller kunsten?

Spørgsmålet viser sig at have tykke tråde netop ind i min frustration over, at penge er dagordenen for det meste af det, der siges over hele verden lige nu.

For dér hvor alting er tal og økonomi, dér kommer nemlig altid nyttespørgsmålet ind, det at alting skal bruges til noget, at tings og fænomeners værdi afgøres af, om de er nyttige og umiddelbart brugbare.

Og er det kun sådan en verden vi vil have?

Hvorfor spørger vi ikke – i hvert fald bare nogen gange – hvorfor spørger vi ikke i vor tid om ting, der de gør verden større eller vækker underen og tænksomhed?

Hvorfor spørger vi ikke oftere til det unyttige og det der ikke kan bruges? – som nu nattergalesang og kunst?

Men i stedet har vi en verden, hvor kun det nyttige ”det, der kan bruges til noget”, tæller og må være til?

Er det sådan en verden vi egentlig ønsker os?

I givet fald, burde vi straks nedsætte en kommission til afskaffelse af juninætterne……

Kineserne siger at kunsten er lavet af hjertet, øjet og hånden.

Det er hjertet, der ser kunsten, som hånden har lavet sammen med øjet.

Det er hjertet, der forstår kunsten, for den skal ikke bruges, eller være nyttig – endsige forstås, - men kunsten skal sanses – føles, så både øjet og hjertet og hånden lader sig berører – beføles

– og når hjertet er berørt, så er det bevæget – og kunsten kan netop bevæge os – flytte os – skubbe rundt på os – og får os til at se og føle så meget andet end vi havde drømt om og før fundet brugbart eller nyttigt.

Det er vigtigt, at kunsten griber os om armen, trækker os tæt på og på en venlig, men bestemt måde siger: ”Se mig, mærk mig”.

Og vi kan slet ikke lade være.

Det er godt at bruge hovedet, men endnu bedre at lade sig overvælde... at sanse.

Kunsten åbner sanserne.

Kunsten skærper nærværet.

Kunsten, gør os klar til selve livet.

Kunsten gør os klar til at være fuldkommen til stede.

-NÅ.

Nok om det – nu er det jeres tur til at være unyttige – gå nu rundt og nyd - og fryd jer over at nogen har været så unyttige i flere dage

– bare for din skyld!

Tak.

« PreviousNext »