Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

TID Kunstbygningen i Vrå

ÅbningtalerPosted by Troels Mon, September 05, 2016 12:37:47

TID

- åbningstale i Vrå Kunstbygning 3. september 2016

Tak for denne mulighed for at være med her i dag – og tak til kunstnerne for tilliden til at stå her og sige noget om deres værker….

udstillingens titel er en god titel. Den er rummeligt, så man sådan set kunne fylde alt ind i den og at kalde en udstilling med maleri, skulptur og fotografi for ”TID”, er på engang meget klassisk og så alligevel en aldrig udtømmende titel eller begreb.

For tid og kunst er uløseligt forbundne.

Et maleri begynder i det usynlige.

Men det findes.

Et maleri begynder med en bevægelse, et ryk, en forskydning i vinklerne mellem øjet, tanken og hånden.

Nogle malerier består af talrige malerier, i lag på lag, kunstneren har malet det ene maleri oveni det andet, det ene under det andet, for at finde frem til det rigtige, og kun ét af dem kan ses, det øverste, den tynde overflade som alle kan se, og som dækker over en hel masse andre fortællinger, som det er aldrig er meningen skal blive set. Men de findes.

På den måde kan en maler både åbne og lukke et maleri.

Og at lukke og at åbne, er to sider af den samme bevægelse. Både maleriet og fotografiet vil fange en bevægelse.


Og at åbne og lukke – det er en bevægelse – dog et er det det handler om i udstillingen, der åbner i dag! Tiden som en bevægelse, der både er frosset fast og som bevæger sig, fra dengang til nu og ikke mindst i rummet mellem os.

For maleren handler det om at lukke et maleri, så det åbner op og for fotografen handler det om, at have en lukketid, der åbne op for motivet.

Fanger bevægelsen, fanger ideen, fanger tiden.

Begge, maleren og fotografen, skildrer virkeligheden, beskåret og bevæget sådan, som de ser verden og virkeligheden, lige nu i dette rum og i denne tid.

De fortæller en historie.

Og historier er til i tiden, især de mundlige findes i tiden, (når vi tier, ja så er historien snip snap ude!) mens selve kunstværket er i et rum, måske endda til evig tid også selvom ingen hverken ser eller hører det.

Kunsten, fotografierne findes kun i et rum.

Ja, i dagens anledning faktisk endda i hele fire rum.

For i dag handler det om at være i rum og tid, for kunsten handler om at være tilstede, sammen med os - i rum og tid.

Her er der fire rum, et for hvert verdenshjørne og der med viser de fire rum det store rum, eller universet.

Rummet og tiden hænger sammen, vi kan kun være i den ene dimension ved også at være i den anden. De kan ikke skilles ad.

Ikke fysisk i hver fald, vi kan jo sagtens i tankens flugt både flytte rundt på rum og tid og det er det kunsten kan. Den kan flytte os i rum og tid, som nu fotograferne Tønnies, foran dem, rykkes vi ind i en anden tid end vores egen og vi rykkes ind i et andet rum, end der vi selv er.

For evigt ejes kun det tabte, for at sige det lidt melankolsk med Henrik Ibsen.

Kunsten, fotografiet er en tidsmaskine, der kan flyttes os ud af rummet og flytte os ind i et andet rum.

Og vi ved at tid måske mest af alt er en følelse – fornemmelsen af tid varierer. Tid er en følelse, alt efter hvad den indeholder, for den er mere end det uret måler. Tiden er en følelse, som kræver rum.

Kunsten skaber et rum, som beskueren kan træde ind i, så begge dele, tid og rum, inkorporeres eller henviser til kroppen og fører kroppen ud af rummet og ind i rummet, ud af tiden og ind i tiden, så vi selv kommer i spil, som i Jonas Pihls science fiction-agtige installation med paralleluniverser og ormehuller, der både er en form og ude af form, så nye rum dannes uden et egentligt centrum, uden klare grænser mellem inde og ude, og et rum, hvor ingen kontur er fast nok til at de amorfe klatters elementer lukker sig omkring en stabil identitet. Og ens hoved spinner i fraktaler og dimensioner, som man kun aner og fornemmer, men ikke kan rumme. Og måske det hele er synsbedrag?Måske er det en paralleltid?Måske er det et parallelrum?Det er måske selve verdensrummet, eller blot dyb nede i urhavet, og dens evige skabelsesproces i både fortid, nutid og fremtid, der er temaet i Pihls værker?Og rummet er dermed i opløsning, og så gør tiden det også den smuldrer eller fastfryses.

Som nu i Tønnies familiens fotos, hvor tiden, også har en slags hoverolle, idet den nærmest fastfryses.

Enten er den gamle fotografs portrætter (fra omkring 1900), hvor folk sat frosset fast som stive brædder med blikket stift rettet mod os eller ukendte horisonter/rum.

Eller, det er de tomme industribygninger eller stuer (fra 1930’erne og 40’erne) der er rykket ud af deres egen tid og over i vores og den tid der kommer.Dengang hentes frem til nuet.Og en dialog skabes.


Vi indgår i en relation med værkerne, der begge lige er lukket, så de åbner sig op, i tid og rum.

Hos Søren Elgaard er fokus på kunsthistorien.

Derved skaber han en dialog på tværs af tid.

Vi flyttes fra et tidsrum til et andet.


Vermeers ”Pige med Perleørenringen”, flytter fra dengang og op til nu. Spejler sig fra dengang til nu, så både kunsten og historien får et evighedsperspektiv, hvori vi også kan spejle efter os selv. Og ikke bare spejlinger i Elgaards værker, men også i et rigtig spejl, om man så må sige, kan vi se både hans værker og Tønnies’ værker, så fotografiet spejles i malerierne og de spejler sig i hinanden, mens vi ser på og derved pludselig flyttes fra det ene rum til det andet. Fra den ene tid til den anden.

Vi bevæges og ser det gamle på nye måder, nu det står her i et nyt rum i en ny tid. Det skabes en dialog mellem dengang og nu.

I Rasmus Albertsens værker kredses, der om tiden, som en uhåndgribelig virkelighed, det der ikke kan indfanges, så den kan gå i ring og derved gentage sig, så handlingen, i rummet, og mister derved sin betydning, og selve tiden står i fokus, for tiden går, som tiden nu har får vane at gøre.

Albertsens video, er en sløjfe på et minut, hvor han skifter skjorte og hans hovedet udskiftes, og bliver til en fugl – en fugl fønix?

Det er hel metafysisk, og handler om et liv efter denne, som en fugl.

Tiden er også evigheden, og måske evigheden allerede ligger i tiden, i dette nu.


Fortiden er også repræsenteret i Albertsens malerier, - det er fra familiens fotoalbum, lidt ligesom Tønnies, her er det blot meget mere private og personlige og fortæller om skæbner i familien, der står som noget der skete engang, men som stadig er nutid mærkbart virkelighed i hans liv.

Det, der var, forsvinder ikke bare og det kan være helende eller det kan være blødende sår og rindende tårer.

Tiden er i bevægelse, en evig bevægelse og viser noget der var, og som nu sker igen. Det er en forskydning af tid og rum, så begge dele fryses fast og alligevel smutter fra os i det øjeblik vi siger nu.

Og det er her vi er, nu, i en bestemt tid, efter kl.14 den 3. september 2016 og i et bestemt rum: kunstbygningen i Vrå.

Men tiden finder som allerede nævnt, kun sted i et rum, jeg findes kun i dette rum og i denne tid, fordi du findes, lige nu og her.

Der findes kun et jeg fordi der findes et du og et rum.

Der findes kun et jeg fordi der findes et værk foran mig.

Og derfor kan man måske også sige at tiden kun findes eller finder sted i en relation. Vi er i et tidsrum lige nu og her, som vil udvikle sig og omforandre sig og udskifte sig og nye rum og relationer vil opstå i denne bygning, i disse fire rum. Her vil tiden opstå og gå, mellem os og det vil den gøre lige indtil værkerne pilles ned og de måske stilles op i andre rum, hvor det hele så vil gentage sig, bare på en ny måde. I nye rum og i en ny tid.

– så velkommen inden for i rummet

– velkommen inden for i tiden

– den tid, der er her med – og mellem - værkerne– og dig og mig.

God fornøjelse! – og tak for lydhørheden!

Værsgo!


Troels Laursen





Andrej Kolkoutine i Thisted

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, July 02, 2016 08:35:44

Åbningstale til Andrej Kolkoutines udstilling

” Kunst på Kanten – kunst med kant”

Ny Kastet, Thisted, 1. juli 2016

Først vil jeg lige sige mange tak fordi jeg måtte være med her i dag – og endda få lov at sige et par ord til denne spændende, vedkommende og flotte udstilling. Det er jeg meget glad for jeg måtte.

Jeg kan desværre ikke påstå at være en stor Kolkoutine-kender, - jeg har kun set få – levende værker, om jeg må sige det sådan - af ham – i Silkeborg i Galleri Moderne og på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Men det har været en fornøjelse af dykke ned i hans univers – et univers, som vi står lige midt i nu.

Der er langt fra Kolkoutines billedunivers og så Asger Jorns – men alligevel vover jeg at indlede med et citat af Jorn (og det rimer da også på Silkeborg på en måde) – det lyder sådan:

Kunsten lever, når den gør verden større.

I den udtalelse ligger der mindst to spørgsmål – - for det første: hvordan lever kunsten – og ikke mindst, hvorledes gør den verden større….?

Og som i evangelierne, så er det, det sidste der kommer først .. :

For hvad er det så der gør verden større – via kunsten?

Er det størrelsen på selve værket – i dag – i den ene kant af landet – i Skanderborg åbner en udstilling – med et halvtons grus i en montre og handler om kvantitet i kunsten – men er det stor kunst – eller er det bare til kanten?

Er det store navne i kunstverdenen, der skaber en større verden – eller kunstnere, som tvogfilmstjerner? – islandske fodboldhelte? – tja – måske.

Handler, den store verdensudvidende kunst, om at gå til kanten – eller endog gå ud over kanten?

Man kan måske sige at kanter kun er spændende i det øjeblik, der er noget inden for kanterne, eller inden for rammerne, for det er kanterne er det der skaber rummet. Det rum, hvor ting, også stor kunst, kan opstå.

I Kolkoutines billedunivers handler det ikke om kvantitet eller størrelse på værkerne, om end der findes store af dem her på udstillingen, det handler ikke om, at gå ud over kanten, men mere om at søge ind i, ind under og forbi kanten.

At udforske det liv og den verden, der ligger inde mellem kanterne.

Jeg tror det er der kunsten lever, når den gør verden større.

Kolkoutine er kendt, og altså også herhjemme, for sine særegne motiver ofte med almindelige mennesker fra den russiske provins eller fra Bibelen, hvor fortællinger jo i virkeligheden oftest også udspiller sig i provinsen.

Kolkoutine bruger sit eget lands kunsthistorie, som de suprematistiske elementer, fra landsmanden Malevich,der er karakteriseret ved at være spændingen mellem farven og de geometriske figurer, og han går brug af det abstrakte univers, fra den europæiske kunsthistorie, som den spanske Miro og dertil ligger Kolkoutine sine egne meget figurative elementer, som skæve bygninger, skæve eksistenser, torve og landsbygader, der også viser hans optagethed af middelalderens kunst og seriøse brug af symboler, (som fiskene (=Kristus) ude på trappen, eller her i rummet (Rådhussalen), der viser korset og paraplyen som beskyttere og det der giver læ i alle betydninger).

Og han knytter, ikke mindst, til ved sit lands traditionelle ikoner.

I de russiske ikoner har Kolkoutine fundet inspiration til en særlig farveklang, som han skaber ved først at bemale lærredet (eller et stykke planke) med en eller adskillige neutrale mørke grundmalinger.

Farverne som males ovenpå bliver til tider meget lette og nærmest gennemsigtige, og som den traditionelle ikonmaler gør det, for handler om at male lyset frem, så man begynder med en mørk baggrund, hvor på lysere og lysere farver lægges på og til sidst guldet, som selve solens og dermed også det guddommelige lys’ farve.


Og som et billede på selve livet, er det, lyset eller det gode, der lægges til eller oven på det mørke og dystre og kolde i menneskelivet, så det gode vinder over det onde, altid.

Det er ikke en naiv jubel over livet, men en dyb erkendelse af at livet ikke fås i rene udgaver, for både sorgen og glæden hører med.

Det er kanterne i livet eller i verden og disse kanter gør netop verden større end som så. Der er ikke blot meget mellem himmel og jord. Det hele er her på jorden med himlen over sig.

Kolkoutines kunst, der regnes for at høre til den del af den postsovjetiske kunst, som er blevet kaldt overlevelsens kunst. Det handler om overlevelse, ikke blot ude på kanten i en hård politisk tid, men især også lige midt i livet og midt i verden, på godt og ondt og dog mest godt. Det handler om at gengive virkeligheden, som den virkelighed, der virker.

Den virkelighed, hvor der grædes, les og leves.

Nu bærer denne udstilling navnet:Kunst på kanten – Kunst med kant.

Og det spændende ved Kolkoutines kunst er, at kanten er der hvor han peger ind på virkeligheden. Lige ind på det der gør livet og verden større.

Og det sker ved, at skildre helt almindelige menneske i både almindelige situationer, som en blomstersælgerske eller to der omfavner hinanden, elelr folk der tager afsked på havnen, ofte rygvendte mod beskueren, men altid inviterende. Det handler om hverdags livet.

Om mennesker både i kanten af Rusland og i kanten af Thy, hvor virkeligheden og dagligdagen ligner hinanden.

Men Kolkoutine viser, i sine værker, mere end det almindelige, han viser det overjordiske og det poetiske, lige netop i det jordiske og almindelig.

Han bruger poesien rigtig stærkt i sine værker.

Poesi er det græske ord for at skabe.

Og poesi er at skabe. Kunst er at skabe.

Skabe noget, der ikke var der i forvejen.

Eller skabe noget andet ud af det, der var.

At skabe er en trang, der ligger dybt i mennesket.

En skabelsestrang til at udtrykke hvad man ser, føler og mærker. Skabe billeder, der skaber kontakt mellem os. Mellem kunstneren og beskueren. Mellem beskueren og beskueren. Skabe kontakt mellem mennesker. Skabe forbindelser mellem folk over landegrænser.

Poesien findes, og kunsten formår at finde den frem i hverdagen og skaber derved hverdagens grå dagligdag om til højtid.

Hos Kolkoutine skaber kunsten hverdagens poesi om til højtidens poesi, så det højtidelige når ind i vores hverdag.

Og livet mellem kanterne, bliver til den rene poesi.

Kolkoutine skildrer levende mennesker og derved det almindelige menneskes og de skæve eksistensers hverdag.

Han skaber portrætter af mennesker, derude i virkeligheden, som man kender dem og møder dem. Man fornemmer, at de ikke er skabt for at gøre dem til helte, endsige gøre det almindelige ualmindeligt eller det skæve til det mondæne.

Han gør det for at vise, at det er sådan, det er. Livet.

Det er ikke nøgternt skildret, men med humor og med menneskelighed. Medmenneskelighed.

Det er de små detaljer, der gør, at beskueren går på opdagelse i hans på engang drømmende og fabulerende verden. Menneskene og stederne, som Kolkoutine opstiller, er på sin vis uden for tid.

De lader sig ikke tidsfæste. De er både nutid, fortid og fremtid. På én gang. Værkerne bærer på barnets uskyld samtidig med at det viser den voksnes indsigt. De er en hyldest til menneskelivets dybde og bredde. De er en hyldest til den grænseløse poesi.

Ud over poesien, gør han i høj grad, også brug af sin egen religiøsitet i sine værker.

Således har han også taget den russiske ortodokse kristendom til sig. Ortodoks, kan oversættes på to måder, både som den rette lære, altså den rette måde at tro på Kristus på, men det kan også oversættes: som den rette lovsang.

Den russiske kristne tro, handler om dogmer og læresætninger, men den handler i høj grad også om den rette sang (det vil en hver der har oplevet en ortodoks gudstjeneste og dens smukke liturgi have erfaret). Det handler om både den rette lyd, om en vellyd, men også, og ikke mindst, om en lovsang til livet.

I Kolkoutines værker, opleves denne lovsang til livet, der gør at Asger Jorns udsagn om ”Kunsten lever – når den gør verden større” også passer på Kolkoutines billedunivers, så forskellige de to kunstnere måtte være.

Kolkoutine gør verden større, og livet mellem kanterne større, gennem sin kunst.

Med poesien og det religiøse rører Kolkoutine ved kanten af noget universelt almen menneskeligt, nemlig livet, det liv, der leves mellem alle kanterne og tiderne. Hans kunst rører kanterne af vores tilværelse, så vi rammes.

Nogen af jer, har måske ventet, at jeg ville bruge ordet ”udkanten” ved denne åbning – det vil jeg ikke – for den findes ikke – hverken i Rusland eller i Danmark – og den kan ikke findes på en rund klode som vores – det er, derfor Kolkoutines billedunivers gør verden større og vi berøres, røres og flyttes.

Tillykke med udstillingen – både til, Andrei Kolkoutine og til jer der har gjort det muligt for vi andre, at se denne fine og flotte udstilling. Her på vore kanter.

God fornøjelse og tak. Troels Laursen

(Fotos alle fra Galleri Moderne i Silkeborg)

Thomas Wolsing - Fra Kant til Kant

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, November 21, 2015 15:44:44

Åbningstalen af Troels Laursen, Ullits

"Fra Kant til Kant"

værker af Thomas Wolsing og genstande fra Museets egne samlinger

Vesthimmerlands museum, Aars den 21. november 2015

Udstillingen vi står midt i lige nu, hedder ”Fra kant til kant”. Og dermed ligger allerede i titlen, at det handler om en vandring.

Det handler om en vej at gå - fra den ene kant til den anden.

Og denne blanding af museets egne sager og så Thomas Wolsings underfundige værker er sat op – eller sammen på, - det er det man kunne kalde for installations kunst.

Og installations kunst er som bekendt værker man går ind i og gennem – og med et sociologisk udtryk, så er et installationskunstværk en ”rite de passage” – et kunstværk man må gå igennem og ind i.

Og når der tale om en rite, som jo bare betyder en skik eller et ritual, eller en ceremoni, hvor man går fra et sted til et andet og hvor der sker noget med en selv undervejs, så man ikke er den samme efter sådan en passage eller gennemgang. Noget er sket.

Thomas Wolsing er optaget af tilstand, tid/tider og processer, - der er vigtige strukturer i hans værker.

De personlige rum vi bygger op, som f.eks. erindring, er konstruktioner vi bærer rundt på. Og ved at gøre forfaldne huse til et kunstværk i sting, kan ses som et udsagn om fortiden, men i erkendelse af at fremtiden skabes nu og her i en politisk virkelighed og bliver en slags passage mellem tider, tilstande og virkeligheder.

Og det er her og nu vi bliver budt på en passage mellem hans værker og museets egen samling af genstande fra en svunden tid, hvor genstandene havde en funktion og var en del af noget større og var en del af en sammenhæng – måske i en bygning, men også i et fællesskab eller i hvert fald en bestemt forståelse af fællesskab.

Og det er den vej, vi nu kan passager hen ad i denne udstilling og det, lige fra den ene kant til den anden kant.

I dag lever broderiet med disse motiver (vist) kun i genbrugsforretninger og i hjemmet hos ældre mennesker.

Men hvem kender ikke broderiets traditionelle landboidyl, hvor motiverne forestillede gadekær, bindingsværkshuse, hvor hønsene går frit omkring og kirkens tårn lyser i baggrunden?

Ja i motivet ”Vedr. Møllevej 6”, som er den gamle Landsbrugsskole her i byen, der er storken endda på taget og plovmanden arbejder lige uden for bygningen, der nu kun fremstår digitalt.

I den kunstneriske proces er de digitale fotos blevet computermanipuleret og også omsat til installation eller skulpturer.

Disse kitschede broderede billeder dokumenterer en svunden tid, hvor broderierne havde en specifik funktion, som stille aftensyssel og dokumentation for det gamle udkantsdanmarks befolknings egen selvforståelse.

Og netop ved at anvende denne antikke og stiliserede korsbroderede motivverden, sammen med nutidens forfald, så genoplives broderiet som et kunstnerisk medium, der pludselig sætter spørgsmålstegn.

Her er kronhjorten ved skovsøen uddød.

Og Thomas Wolsings broderede billeder viser os et Danmark i forandring og en stadig større polarisering mellem by og land.

Der er så smukt ude på landet.

Eller: Det var der engang, nu er mange af stederne, hvor mennesket har boet i generationer, forfaldne, forladte og direkte grimme.

Og netop dette forfald er temaet

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i det såkaldte ”udkantsdanmark”.

På baggrund af fotos af gamle, forfaldne huse i Nordvestjylland, hvor kunstneren bor, stiliserer han motiverne og konvertere dem til gammeldags korsstingsmønstre, hvorefter kvinder fra området håndsyr motiverne og forvandler de faldefærdige og trøstesløse motiver til smukke og ”kitschede” stramajbroderier.

Disse værker behandler på den ene side et politisk og samfundsmæssigt aktuelt emne og på den anden side udforsker den æstetiske rigdom i de forfaldne motiver.

De tomme og faldefærdige ejendommes skulpturelle tristesse er omsat til håndsyet broderi.

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i udkanten af Danmark med rustne bilvrag, som på den gigastore bilpude, der ligger midt på vejen.

Eller de to ”dukkehuse” (midt i den store sal), der er som en passage af rum og tid og hvor vi kan se, hvad der mangler inde i rummene, for at de kunne være bebolige hjem, så alt, det der er væk, bliver så synligt: forladtheden og det ødelagte. Og afsløres, hvad der har været, i det der er væk. Vi ser forfaldet i ”min forhave er min baghave” (som et andet værk hedder) med kummefryseren. Forbrugsgodet, der er brugt op.

Eller den kollapsede lade, fra Skarp Salling, fortæller om andre tider og rum, på tværs af disse rum og tider.

Og sådan bliver vores erindringer til en passage. Hvad hele museet jo i virkeligheden er – både i indhold og arkitektur: En tur gennem rum og tid.

Værkerne, i sort, gråt og hvidt, er koder, hvor broderigarnets farvekode, er næsten pixelerede, som de mursten, der er stablet op i den lille sal eller risten fra remisen i Løgstør og som er fra museet egen samling. Og ud af disse stumper og forskellige farvernuancer, udgår motivet af den faldefærdige rønne, og som brydes af et motiv, der er blevet syet færdig, som en revne, ind i et univers af forfald og forladthed.

Det er stil-leben, både som det stillestående liv, men også det liv, der blevet levet engang.

Thomas Wolsings værker udfordrer vores forståelse af kulturlandskabet, og vore egne forestillinger om, hvordan vi bebor det.

Og hvad er vores mentale billede af ”landet” i forhold til hvorledes ”landet” sig rent faktisk tager ud i dag? Er det romantik eller er det virkelighed?

Thomas Wolsing værker er udelukkende en registrering, en æstetisk registrering, som ikke giver nogen svar på, hvordan vi skal tackle udkantsproblematikken.

Men til gengæld sætter han tankerne i gang hos os. Tanker kommer ud på en gennemgang, af både erindringer, via museets egne genstande og af fremtidens kanter via Thomas Wolsings værker.

Og det er måske også det vigtigste: At turde stille spørgsmålene.

At gøre det forfaldne hus til broderi, kan ses som et udsagn om fortiden, men i erkendelse af, at fremtiden skabes nu og her i en politisk virkelighed.

Men først og fremmest er denne udstilling et kunstnerisk og æstetisk projekt, hvor de triste motiver gennem værkerne opnår nyt liv og fængsler os ved mødet med den uventede skønhed i værkernes farver og kompositioner.

Thomas Wolsings farver er en hel nordisk palet af melankoli.

Så kære venner - det, det handler om nu, er at tage en tur, ned ad vejen, for det handler om at tage en passage ned eller op ad vejen

En passage, som når vi kommer ud herfra, gør at vi ikke er helt de samme igen. Noget er sket

Men husk på, at den der kantpæl, og som viser hvor vejen er, fra den ene kant til den anden – den, der står der ved vejen – og endda i 1:1 i korsting, husk, at den også kaldes ”en præst” og det gør den, fordi den viser vejen, mellem kanterne, men den følger den aldrig selv.

God passage!



Isotop 2015 VKM i Hjørring

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, October 10, 2015 11:17:23

Tale på VKM, Hjørring

ved åbningen af Isotop 15

“To create a work of art is to create the world.” – sagde maleren Kandinsky – og det må jo betyde noget i retning af at den der skaber kunst også skaber en verden.

Om der så er tale om at skabe en ny verden – eller en anden verden – eller at skildre verden, som den er – det går måske ud på et for Kandinsky. – det handler om at skabe en verden.

Og med denne udstilling har Isotop skabt endnu en verden – både en ny verden, en kendt verden og en forunderlig verden – akkurat som verden selv.

Og i den verden er mennesket i centrum.

Mennesket er udgangspunktet og omdrejningspunktet.

For mennesket er det uudforskede. Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Disse skildringer, som vi nu står så at sige midt i, af verden er en rejse ud af virkeligheden – for at få øje på den virkelighed, der har det med at blive som skoven, der ikke ses af bare træer….

Det er en verden, der skildrer verden indeni og udenpå

En verden med mennesket og dets krop – på et sted

Isotop handler om at være samme sted, og om at tage udgangspunkt det samme sted igen og igen.

Og med denne anden Isotop-udstilling, er udgangspunktet i særlig grad - menneskekroppen og dens tilstedeværelse på det samme sted i tiden, der er i fokus. Det er en opdagelsesrejse på det samme sted, - menneskekroppen gennem tiden.

De fem kunstnere arbejder med opdagelsen af mennesket, som en krop, der er til stede et sted på et tidspunkt.

Både sted og tid er elastiske - stedet er det rummelige, mens tiden både er nu og hele tiden.

Alt sammen med udgangspunkt i mennesket og dets krop.

Mennesket er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Denne udstilling handler om en rejse indeni og udenpå. En rejse ind i mennesket og dets virkelighed, og ud igen. For en menneskekrop skifter hele tiden udtryk og kan ikke fryses sat, og derfor kan det heller ikke være entydigt på et lærred eller hugget ud i træ, men må forblive noget ubestemmeligt, så alle menneskekroppene tilsammen, på det samme sted, giver en enkel krops skiftende udtryk.

Kroppen er fastholdt.

Og alligevel er der tale om flere variationer af det samme.

Kandinsky sagde at kunst var at skabe en verden.

Og som den abstrakte maler han var, så handlede det ofte om at skabe en meget åndelig verden – ved siden af verden, så at sige.

Denne udstilling går en anden og måske mere lige og direkte til værks – den går ind i verden.

Som nu Hartmut Stockters værker, der meget handler om mennesket som en seer – og her tænker jeg ikke på en fjernsynsseer, som ingen tager alvorlig i vor tid, men en seer, der ser ting – opdager ting.

En seer, der ser ud i horisonten – ser ud i verden – og derved vinder indsigt.

For udsyn og indsigt er to sider af samme sag.

For mennesket er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Og alligevel er maskinen en vigtig part i denne udforskning.

Hos Stockter er der ofte tale om sindrige instrumenter, der i deres hel stormp’ske enkelhed, af rør og prismer, altid handler om at holde øje.

Om, at få øje på noget, som nu periskopet der holder øje, uden man selv kan blive holdt øje med.

Kunstneren, mennesket gemmer sig for mennesket – bar en åndedrætsmaske- en iltmaskine, for at komme tæt på. Hvad enten rejsen går til Mars eller ud i krattet.

Og da det sete afhænger af øjet, der ser, så er det også sådan, at den der kigger ud også kigger indad.

Udsyn giver indsigt.

Karin Andersen skildrer en kendt verden – i undergrundsbanen eller andre velkendte steder – hos hende, er det mennesket, der har taget en ny form, for mennesket er det uudforskede. Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Universet kaldes for rummet. Og er det rum, der kan være tæt på og trængt, eller fjern og uendeligt. Det kan være en tunnel i undergrunden eller en kasse.

Hos Karin Andersen er tale om en slags gensplejsning af mennesket med dyr og insekt.

Hun viser mennesket og dens krop som dyrisk og som fremmede i deres egen omverden. Det er eventyrets verden, hvor alt kan lade sig gøre og det er samtidig mytologiernes beretninger om, at alt har sin plads.

Det handler menneskets forvandling i forhold til andre levende væsner og rummet.

Og menneskets foranderlighed er der også på spil i Aron Demetz ’ værker.

For mennesket, er en ren forvandlingskugle, der er uudforskede. Og mystisk.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Demetz, der er ud af en gammel italiensk træskærerfamilie og slægt, - hans træskårne skulpturer, bærer reminiscenser fra middelalderens og renæssancens og nyklassismens kunsts balance og ro i sig. Og de er som oftest indadvendte. De kigger og søger indad. Der er tale om en slags fremmedgørelse. Og dog ser deres øjne direkte på os, så de på den ene side er ligesom os, og på den anden side, er de så langt væk. Og det er dragende.

Og ståede overfor dem oplever man figurernes metamorfose, - mennesket foranderlighed, hvor huden skræller af, og huden er der, hvor følelserne, erindringen og kontakten er og findes, - eller figuren træder ud af asken, som en fugl fønix, der genopstår af det, der fik den til at gå til grunde.

Overfor Demetz’ værker opstår en følelse af at observere et væsen, der er under forandring, og som er klar til at starte et nyt liv, til at udnytte nye muligheder.

Demetz figurer er en rejse i den menneskelige krop, som er biologisk rejse ind i menneskesindets stemninger, dens dufte, dens varme og dens grænser.

Den ene af grundpillerne i Isotop er som I ved, Ole Tersløse og også hos ham, er mennesket det uudforskede. Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Ole Tersløses billeder undersøger det, der tilsyneladende kunne være realistiske situationer.

Men han går ind i de symbolske betydninger, ind i mystikken, der ligger lige ved siden af den såkaldte virkelighed. Hos Ole, handler det om mennesket i uvirkeligheden – eller også bare kaldet virkeligheden.

Denne insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition, forsøger Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion.

Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen. Figurerne hos Ole er denne gang fremmede væsner, der ligner mennesker, men de er aliens - og de søger ind i den samme rejse som alle mennesker, ind i følelserne, samhørigheden og kropsligheden. Det fremmede og ukendte gøres kendt og vedkommende. Ole hjælper os til at se os selv udefra og derved vinde indsigt.


Den anden grundpille i udstillingens kunstnergruppe – Isotop, er som I også ved, Peter Max-Jakobsen – og nu kunne I måske tro, fordi han er på julesnapsen i år, at dette værk er en juletræsdans, men nej – ikke direkte i hvert fald - hos ham, handler det ofte om menneskets variationer – og relationer.

Hos Peter handler det om menneskets forsøg på, at skildrer og afbillede mennesket og afspejler menneskets evige interesse for mennesket.

Det handler om det der opstår når mennesker mødes, og har kontakt – rører hinanden – hænger sammen, og som ikke kan tages med derfra.

Klassicismen, findes, som i Demetz’ værker også i Peters værker.

Ikke som genkendelige temaer fra hverken antikken eller danske Bertel Thorvaldsens figurer, men i den måde, som mennesket er stillet an på.

De viser mennesket, stillet frit, uden dog, at være svævende frie i luften, men altid i en sammenhæng med andre eller noget.

Figurerne findes over for hinanden.

De findes og fremstår i relationen.

Mennesket er det uudforskede. Og mystiske. Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

At skabe et kunstværk er at skabe en verden, sagde Kandisky – her er der skabt en verden – ikke bare en model af verden, men hele verden – som et spørgsmål.

Mennesket er denne verden.

Mennesket er det uudforskede.

Og mystiske.

Vi kan rejse til Mars, men rejsen i mennesket er langt større og længere end nogen rejse i universet.

Okay, de siger, der er vand på Mars – men er der liv – her i menneskenes verden – det er et endnu større spørgsmål.

– men nu kan I selv se efter –

Træd nærmere - udforsk spørgsmålet – kom hel tæt på – og pas på den – menneskenes verden – det er den eneste I får.

Tak.

Troels Laursen



Grafik på Heltborg Museum

ÅbningtalerPosted by Troels Tue, June 16, 2015 17:32:09

Åbningstalen på Heltborg Museum

13. juni 2015

Grafik fra Hjørring Grafisk Værksted

Velkommen – til denne åbning af sommerudstillingen!!

Det er en stor fornøjelse at være med i dag.

Stedet her, er et sted, jeg er så heldig at have været flere gange – endda inviteret - og så endda denne gang med grafiske værker, som jeg selv holder meget af. Værkerne er fra Hjørring Grafiske værker, - det skal jeg fortælle mere om lige om lidt – værkerne er udvalgte af Sydthy Kunstforening, sammen med værkstedet.

De har – på en hel dag på værkstedet - udvalgt disse næsten 80 værker af 20 forskellige kunstnere til os. Og nu er de så sat sammen med museets egne fine grafiske værker af Jens Søndergaard og Leo Estvad.


Og det er faktisk ikke så lidt af en præstation – og ikke mindst en præsentation.

I onsdags gik der en del mennesker rundt her i huset og stillede op og hængte op - hyggede sig og drak lidt kaffe og så hang de mere udstilling op – og drak lidt mere kaffe – og snakkede lidt - og sådan gik hele dagen lige så stille. Resultatet kan I se om lidt.

Al det her fortalte jeg en bekendt i aftes i telefonen– han ville høre hvad jeg skulle lave her i weekenden – og jeg fortalte ham straks om i dag – og det der er gået forud før sådan en dag – en masse frivillige folk – og en masse arbejde og engagement - og jeg fortalte glad om Jens Søndergaard og om grafik – ja, og så da jeg var færdig med at berette – engageret – om det hele, så sagde han….

”Hvorfor gør I det?”

Det kunne jeg så ikke lige svare på – så jeg vil derfor – nu og her - i stedet sige noget andet …

Nemlig, som lovet lidt om det der mærkelige lille sted inde i en baggård i Hjørring – det grafiske værksted: Det blev etableret i 1984, da foreningen bag værkstedet overtog den legendariske litograf J. Chr. Sørensens tidligere værksted i den gamle bydel.

Foreningen har for tiden 45 anerkendte kunstnere som medlemmer.

Værkstedets ledelse varetages af en bestyrelse, som vælges af kunstnerne på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen tager også stilling til optagelse af nye medlemmer.

Værkstedet drives på et ikke kommercielt grundlag. Et eventuelt overskud sættes i trykmaskiner og andre forbedringer. På det værksted kan man komme og lave sine ting – eksperimenterer og forsøge sig – mens en dygtig håndværker – en litograf, står ved siden af og hjælpe med både erfaring og kunnen.

En legeplads – men en seriøs en af slagsen. Jeg har set flere malere og billedhuggere give sig i kast med dette medie og efterfølgende har det givet en drejning i deres øvrige kunst.

Det er ikke alene kunstnere med tilknytning til Nordjylland, som kommer her. De har jævnligt besøg af kunstnere fra det øvrige Danmark, Norge, Sverige, Færøerne og Grønland, Schweiz, Estland og sågar Indien.

Det vi skal se her – det er alle sammen værker – indenfor det man kalder for grafiske værker – og hvad er og hvad betyder grafik så:

Jo, grafik kommer af det antikke græske ord ”grafein” og betyder både at tegne og at skrive.

Som vi kender det fra fotografi – der betyder: malet med lys.

Et grafisk værk er et tegn, der bærer mere med sig, end det egentlig er.

Grafikken lever en slags stedmoderlig tilværelse. Desværre.

Og det er ofte sådan at et maleri af olie på lærred betragtes som et større værk end et grafisk.

Grafik er mindre fin. Det synes jeg, er ganske uretfærdigt.

Det grafiske udtryk er meget levende og direkte. Også selvom der er længere mellem kunstnerens hånd og det grafiske værk (der først skal tegnes op på en tung sten og så trykkes med farver), end ved et maleri udført med pensel og farve direkte på lærredet.

I virkeligheden er hvert grafisk værk et unikt tryk. Trods god teknik og erfaring, så kan det ikke laves ens i hverken ti eller 100 eksemplar.

Grafikken er levende, da det er et håndværk, som kunstneren må kæmpe med og derved frembringe et ganske andet udtryk, end når han står med penslen i hånden og maler direkte på et lærred.

Og hvem, står du måske og tænker, hvem kan vi så få at se her i dag:

Ja, man kunne kalde det et snit ned gennem en del af den danske kunsthistorie – de seneste 70 år – og måske med en anelse fokus på det nørrejyske.

Og jo selvsagt med Jens Søndergaard, som det centrum, det drejer sig om og han skal jeg ikke gøre mig klog på i denne forsamling. Og det samme gælder Leo Estvad, der som så mange før, tabte sit hjerte til Thy og Lodberg.

Nogen der allerede er anerkendte og som de fleste sikkert kender i forvejen som Erik Heide, Jesper Christiansen (ham fra Kunstquizzen på tv) John Olsen og Poul Winther og svenske Roj Friberg, der er en ener inden for detaljen i litografien. Og Knud Odde, der laver træsnit på gamle vinkasser.

– og så nogle yngre og nyere, som mange måske ikke kender, som Henrik Godsk, Peter Max-Jakobsen, Daniel Milan, Jakob Tholstrup. Unge mennesker der er godt på vej – både herhjemme og i udlandet.

Og ja – så en hel børneafdeling med Hastrups charmerende Cirkeline – Flemming Quist Møllers hyggelige Cykelmyg Egon og Peters Madsens frække trolde.


Sommerudstillingen peger således både tilbage - men også frem – så sandt, som kunst altid har noget med fortid og fremtid at gøre. Eller sagt anderledes kunsten – og den i dag - har med nu’et at gøre.

Jens Søndergaard arbejder sent med grafikken. Ja, for nu at slutte cirklen, så arbejdede han jo med den navnkundige litograftrykker J. C. Sørensen, hvis maskiner som nævnt er grundlaget for værkstedet i Hjørring – og sådan hænger alting sammen.

Søndergaard er mest kendt for sin farvekraft ad helvede til – men i litografien er det også det sort/hvide og måske også en forsigtigere Søndergaard end ellers når han gør sig med olie på lærred.

Og alligevel så er der for mig at se en masse poesi i hans litografiske værker – portrætterne, køerne, nøgenmodellerne og landskabet.

Leo Estvad – arbejdede med raderinger. Værker der er ridset med en nål ned i en metalplade og så sværtet til og siden trykt på papir.

Og alle de andre grafiske værker der nu er med her – ja, de kredser om det samme – de fleste om mennesket og dets plads i landskabet – og naturen – eller i forholdet mellem hinanden – forholdet mellem beskueren og værket - som i Henrik Godsk’s næsten majestætiske portrætter



og Peter Max-Jakobsens kroppe der svæver frie i rummet og dog hænger sammen–




eller landskabet som – hos Erik Heide og i Bente Linnemanns halmballe.


Eller om rummet som hos Jesper Christiansen, der lige er kommet på frimærke.

Eller om Poul Janus Ipsens hyldest til da Vinci.

Og nogen endda med humor som Jakob Tholstrup og dem vi kunne kalde børnegrafikken – Quist Møller, Hastrup og Peter Madsen.

Eller Leo Estvads raderinger, der er som små snapshots af et her og et nu.

Eller Jens Søndergaards sort/hvide litografier, der viser hvor mange farver der skal til en grå hverdag. De er lavet med en umiddelbarhed og en vældig kraft.
Eller - ja, I kan selv blive ved, lige om lidt -

for nu kan jeg nok ikke trække den længere – for spørgsmålet fra min bekendte, I hørte om lige før – hans – hvorfor gør I det?.. det hænger jo lidt – og jeg har tænkt meget på det siden i aftes…I kender godt det med at man først et par timer efter ved hvad man burde havde sagt ...
Så da jeg ikke lige kunne svare min bekendte med det samme, dér i telefonen, så sagde jeg bare– ja, hvad skal det egentlig bruges til….?

Ja, hvorfor gør vi det?

Og hvad skal det egentlig bruges til?

Alt det her med kunsten og flere mennesker, der bruger deres kostbare tid på at gå her i et hus - hvorfor gør de det?

Ja, hvorfor kommer der overhovedet nogen til sådan en dag som i dag …? - og der jo da så meget andet med kunne bruge tiden til – mere fornuftige ting, som at blive besøgsven eller gå ind i kampen mod skolenedlæggelser – det kunne jo da bruges til noget – fornuftigt!
Hvis jeg nu skulle forsvare mig selv – og endda tillade mig at give et bud på hvorfor I gør det her – så vil jeg nok forsøge at sige noget i retning af, at jeg ikke skal bruge det til noget.

Ingen verdens ting.

For udstillingen her kan man jo ikke bruge til noget som helst.
Hvorfor gør vi det – hvad skal det bruges til – det er altid gode spørgsmål – uanset hvad vi har gang i – men nogen gange giver det alligevel ikke mening at spørge sådan.

Ja, sådan skulle jeg have svaret min bekendte.

Og så – før min bekendte nåede at slå til - skulle jeg have fortsat: ”Bryder du dig ikke om det, vi ikke kan bruge til noget?
Skal alting bruges til noget?
Må noget kun finde sted – eller være til i verden, hvis det er umiddelbart nyttigt og har et klart formål?”

Kunsten er unyttig – men værdifuld
– og sandheden er jo, at vi lever af alt det, der ikke kan bruges til noget: børn, der hopper i paradis for sjov, sommerbrisen og duften af liljekonvaller, for slet ikke at tale om smil og gode historier og følelsen af dugvådt græs mod bare tæer.
Samt ca. en milliard andre ting, hvis nytteværdi er tvivlsom, eller som ville gå i stykker, hvis vi begyndte at overveje, hvad vi kunne bruge dem til?
- hvad kan man fx bruge sin ægtefælle til.
For dér hvor alting er tal og økonomi, dér kommer nemlig altid nyttespørgsmålet ind, det at alting skal bruges til noget, at tings og fænomeners værdi afgøres af, om de er nyttige og umiddelbart brugbare.

Og er det kun sådan en verden vi vil have?
Hvorfor spørger vi ikke – i hvert fald bare nogen gange – hvorfor spørger vi ikke i vor tid om ting, der de gør verden større eller vækker underen og tænksomhed?
Hvorfor spørger vi ikke oftere til det unyttige og det der ikke kan bruges? – som nu nattergalesang og kunst?
Men i stedet har vi en verden, hvor kun det nyttige ”det, der kan bruges til noget”, tæller og må være til?
Men er det sådan en verden vi egentlig ønsker os og har lyst til at leve i?
I givet fald, burde vi straks nedsætte en kommission til afskaffelse af juninætterne……

Kineserne siger, at kunsten er lavet af hjertet, øjet og hånden.
Det er hjertet, der ser kunsten, som hånden har lavet sammen med øjet.

Det er hjertet, - ikke hjernen - der forstår kunsten, for den skal ikke bruges, eller være nyttig – endsige forstås, - men kunsten skal sanses – føles, så både øjet og hjertet og hånden lader sig berører – beføles
– og når hjertet er berørt, - ja, så er det bevæget – og kunsten kan netop bevæge os – flytte os – skubbe rundt på os – og får os til at se og føle så meget andet end vi havde drømt om og før fundet brugbart eller nyttigt.
Det er vigtigt, at kunsten griber os om armen, trækker os tæt på og - på en venlig, men bestemt måde siger: ”Se mig, mærk mig”.
Det er godt at bruge hovedet, men endnu bedre at lade sig overvælde... at sanse.
Kunsten åbner sanserne.
Kunsten skærper nærværet.
Kunsten, gør os klar til selve livet.
Kunsten gør os klar til at være fuldkommen til stede.-NÅ.
Nok om det – nu er det jeres tur til at være unyttige – gå nu rundt og nyd grafikken og tegnene
- og fryd jer over at nogen har været så unyttige i flere dage
– og det bare for jeres skyld!

Tak.

Troels Laursen



Tanja K. Jensen i Galleri NBeX, Viborg

ÅbningtalerPosted by Troels Sun, February 01, 2015 11:33:27

Tale ved åbning af Tanja Kjærgaard Jensens

udstilling i Galleri NB, NBeX den 31. januar 2015

af Troels Laursen

Tak til galleriet for denne mulighed for atter at stå her og åbne en udstilling hos jer. Det er altid en spændende oplevelse. Og også en særlig tak til Tanja som sådan stiller sine værker til rådighed for os og for at jeg kan lave denne lille ”intro” til hendes flotte værker.

Det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – skriver Peter Laugesen i et digt, og det er da præcis det livet handler om og derfor også det kunst handler om

Det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske.

Og her i dag skal vi åbne et sådant felt.

Et felt, skal åbne sig for os.

Ved hjælp af Tanja Kjærgaard Jensens klipperier – et felt mellem fantasi og realisme.

Ja, der er sådan set flere felter at slå ned på i dag – flere åbne felter, man kunne træde ind i..

Et felt, der både viser et traditionelt felt af husligt papirklip eller kunsthåndværk a la H.C. Andersen eller lignende rundt om i de små hjem, både til jul og fastelavn og påske. Eller som gækkebreve. Ofte er papirklip blevet kaldt for de fattiges kunst: for hvem har ikke adgang til en saks og et stykke papir.

Papirklip hedder også psaligrafi, hvilket betyder at tegne/skrive med saks.

Papirklip har været kendt i over 1000 år og de første klip der findes blev klippet i Kina. Papirklipperiet kom til Europa i 1500-tallet, da der for alvor var kommet gang i handelen med orienten.

Traditionen er et stort felt i Tanjas kunst og samtidig viser hun os også et felt, der er større end traditionen og som går sine egne veje. Det er et stort kunstnerisk felt her lige foran os. Fra Sonja Brandes til Peter Callesen, for ud over at vise en utrolig ferm og fingersnildt arbejde, så fortæller Tanja også små historier. Små fortællinger, som både åbner og lukker op til flere felter.

De felter, som saksen tegner og skriver, der mellem traditionen og håndværket og så kunsten og fortællingerne: det felt ligger lige der i kontrasterne.

Og vi står pludselig i et felt, der tvinger os til at reflektere over det - den fauna og flora, vi kender så godt, men som nu pludselig fremstår som noget nyt og som noget der pirrer ens indre lyst til at finde Holger – eller en kronhjort eller uglen eller tukanen, som Tanja ofte finder dem ude i Odense Zoo.

Alt er udført i et skrøbeligt materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en kunstner, som mestrer præcision. Og en hulens masse tålmodighed, tænker jeg.

Hun bruger mange farver og små finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede kulisser, som var man på gamle zoologiske museer med udstoppede dyr og insekter på knappenåle udstillet i diogrammer og kukkasser.

Det jeg første gang kom til at tænke på, da jeg så hendes værker første gang for en tre år siden, det var at, de på en måde er som de gamle gobeliner og vægtæpper fra middelalderens tid, hvor der ofte også var et myldrer af figurer, - nåja – vævet ind i mellem hinanden.

Disse vævede tæpper og gobeliner, lige fra Bayeux-tapetet og til Dronningens gobeliner på Christiansborg af Bjørn Nørgaard, har dette fortællende i sig.

Det fabulerende og ved første øjekast måske naivt, men også meget beregnede og nøje udtænkt, både i farver og form, også selvom der samtidig skal fortælles en bestemt fortælling, som i Bayeux-tapet om et bestemt slag ved Hastings i 1066 eller den danske Kongerække i Nørgaards gobeliner små tusind år senere.

Det hele sker lige foran dig, på en flade, hvor der udspiller sig en fortælling, som drager og som fører en ind i et univers, man ikke vidste man kendte.

Og selvom det hele er på en flade, så er felterne der i strukturen.

Hos Tanja bliver det ikke kun det at papiret er lagt ovenpå hinanden i lag eller felter, men det er også meget papirernes farver og former, der giver os felterne, strukturen og dybden. Felterne der åbner op for mere end traditionelt håndværk og hjemmesysler.

Og kun med det formål at skabe et ubetrådt felt, som beskueren ikke blot kan gå ind i, men også i høj grad blive en del af.

Tanjas værker består af elementer fra naturen med planter og dyr, som har gennemgået en forvandling, så formen nok er genkendelig, men farverne er ændret. For hendes skildring af skoven eller junglen, er ikke 1:1.

En elg har jo ikke den farve. Et egern har ikke den farve. Der er bitre og farlige ting på spil. Junglen er ved første øjekast måske romantisk og spændende, men jo også dødensfarligt: hvilke farlige dyr er der ikke kamufleret, derinde i farvemylderet, alt fra slanger til rovdyr med spidse tandsæt. Og netop midt i al farvepragten, er som en kamuflage, hvor alt kan forsvinde og pludselige dukker op igen.

Det handler om byttedyr og rovdyr. Om os mellem hinanden. I de forskellige felter vi mødes i.

For er der ikke noget uhyggelig ved de farvestrålende papegøjer, der med det ene øje kigger ud på en.

De siges at bliver tusegamle og de kan lære at tale, som mennesker eller hvad med uglerne, der sidder der på deres grene og har hoveder som mennesker, med øjnene lige midt i, til forskel fra de andre fugle der har dem på siden, besidder de en visdom?

Tanjas naturskildringer er ikke som den franske maler Henri Rousseau’s idylliske billeder af naturen, hvor al ånder fred og harmoni mellem mennesket og dens omverden, naturen.

Hos Tanja er det et felt mere.

En indsigt til en sprække, et felt af virkeligheden vi ikke kan se? - men som hun, der i feltet mellem fantasi og realisme gør synlig. Ja gør virkelig for os.

Der er felter og brudflader i virkeligheden, som Tanja skaber, der mellem fantasiens lyserøde elge med små grin på og glitterpyntede ugler og blomstersmykkede vinger på ørne eller barmhjertighedens fugl, Pelikanen med hjerte på brystet eller et lille blåt egnen.

Tanjas farverige klip og leg med fladerne er som sprækker i naturens virkelighed, så vi pludselig ser naturen med andre øjne end før vi så Tanjas fantasiske klippeunivers. De åbner nye felter.

Og det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – digter Peter Laugesen, og det er da præcis det Tanjas kunst handler om.

Og det som det så nu handler om i virkeligheden, er at I, kære publikum, stiller jer der ind i felterne, og stiller jer mellem felterne fantasiens smukke farver og former og realismens uhyggelige genkendelighed, og derved selv er med til at åbne et nyt felt, hvor noget nyt står frem og kommer til.

…. så værgsågod – træd bare an ind i feltet! – træd bare ind i feltet mellem fantasien – din egen og Tanjas realisme og lige ind i det felt vi kunne kalde for den virkelige virkelighed.

Og tak for ordet.

Moes møder Seier

ÅbningtalerPosted by Troels Sat, October 11, 2014 17:55:46

Åbningstalen den 11.oktober i Rebild Centeret

Kontraster

”Moes møder Seier” - et møde i og om leret

Af Troels Laursen

Det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – skriver Peter Laugesen i et digt, - og det er da præcis det kunst handler om.

Og her i dag skal vi åbne et sådant felt. Et felt, skal åbne sig for os.

Ja, der er sådan set flere felter at slå ned på i dag – flere åbne felter, man kunne træde ind i..

Man kunne åbne et felt omkring Moes fine keramik, der både viser et traditionelt felt af keramikkens udtryk og samtidig også viser et felt, der er større end traditionen og som går sine egne veje.

Og så kunne der åbnes et felt, omkring Seiers tankevækkende keramik, der egentlig ikke vil være det, men alligevel skal forestille keramik.

Og så kunne der jo også åbnes det felt, der lige nøjagtig ligger lige mellem de to keramikere.

De felter der ligger i kontrasterne – både i deres værker hver for sig og så i mellem de tos værker.

Chris Moes (1914-1998) var en traditionel keramiker, i ordet stolteste og bedste betydning.

Han var inspireret af både de gamle danske potte-magertraditioner og af de japanske mestre.

Og han arbejdede, igennem hele sit liv med utallige glasurer og brændingsmetoder, som han med stor indsigt og finfølelse, som en hel alkymist, - en videnskabsmand, der eksperimenterede med glasuren og brugte den til sine klassiske keramiske former.


Og det, der slår en, når man ser Moes værker, er denne kontrast, der er i den finhed og spinkelhed, der altid findes i dem og at der samtidig er en råhed grovhed, som spiller så spændende og livgivende sammen, og som hans leg med glasurerne så spændstig og samtidigt, meget blød spiller op til. Og selvom der dette felt af kontraster i Moes værker, så mister de aldrig deres funktion, trods der æstetiske skønhed. Det hænger stadig sammen. Det er et helt felt for sig.

Lise Seier Petersen er en utraditionel kunsthåndværker, for, hos hende handler det ikke så meget om anvendeligheden af værket, som når hun eksempelvis laver engangskrus af ubrændt stokkedrejet ler. Eller når hun her til denne udstilling viser små skåle, der brænder sammen, så deres funktion forsvinder og hun derved skræller alt overflødigt væk i sine værker, så den rene keramik står tilbage. Denne arbejdsform og tilgang til leret giver en indre styrke i hendes værker, så de fremstår som selvstændige værker i en enkel og ren stil, der altid er holdt i ganske få jordfarver, som er med til at udtrykke værkets stramme udtryk. Den rene form bliver derved også indholdet.

Og vi står pludselig i et felt – i en kontrast, der tvinger os til at reflektere over det, vi kender så godt og gør brug af hver eneste dag, men som nu pludselig fremstår som noget nyt og noget vedkommende, der når langt ud over vanens magt.

Og måske vil denne refleksion både lede os mod overvejelser over om kunsthåndværkets oprindelse og i sidste ende til oprindelsen af et kunstværk.

Det handler om at gøre det nyttige unyttigt og vide, at det unyttige er det, der gør alt andet nyttigt. Man kunne kalde det for konceptuel keramik. Kunst.

Eller bare keramik.

Feltet mellem de to keramikere er forkærligheden for pottemageriet og det gedigne håndværk, der bliver grundlaget for den opdagelse rejse i kontrasterne, som begge de to er ude i, på hver deres måde og så alligevel er det en rejse med de samme traditioner i sig.

Pottemageriet har sine rødder i jernalderen. Og op gennem tiden har det handlet om at lave en beholder – til mad og andre forråd. Og aldrig har det været nok med en beholder eller en container, for udsmykningen var med fra begyndelsen af. Og i den lange fornemme række af pottemagere står både Moes og Seier.

For Lise Seier Petersen har pottemagerbaggrunden ført til en optagethed af processen som billeddannende element og det lerets evne til at visualisere af tiden. F.eks. har hun i de senere år brugt lerets proces som bærende element i værker, der tematiserer forandring og opløsning. Et eksempel at ”til Heraklit – 99 lerkar”, der vises på KunstCentret Silkeborg Bads skulpturpark fra og med sommeren 2014 og som hun selv skal fortælle mere om, om lidt.

Eller når hun, laver en keramisk QR-kode, som er for så vidt jeg forstår, er en form for todimensionel "streg-kode” og forkortelsen betyder quick response (hurtigt svar), noget ganske andet end det leret kan og er. I leret handler det om en langsommelighed, som Moes måske især dyrkede i sine værker, mens Seier med sin QR-kode, laver en meget ukonkret og flygtig og virtuel ting, der viser hen til noget andet end det selv er, og hun gør det med en masse ler, der både er følbart, virkeligt og jordnært.


Leret bliver, hos Seier, et billede, og ikke kun en funktion, som beholder for eksempel, men et billede på tiden og hvad vi så at sige fylder i tidens beholder lige nu.

Og har I en sådan maskine der kan afløse den slags på telefonen, så vil I blive ført ind på Seiers hjemmeside og kunne læse mere om hende der, ligesom man i montreren her kan læse, på gulnede avisudklip om Moes. Men den kodeaflæsning, kommer I altså et helt andet sted hen end lige her hvor i står nu og man kan måske sige at leret, så at sige, flytter jer til et andet felt.

Et andet felt, de to, hvis værker vi kan se i dag, deler, er den japanske tradition, som kort fortalt handler om zen. Det handler om langsommeligheden og processen før målet og det handler meget om det kontrollerede. Og har sin hel egen metoder og rækkefølge, som var det en japansk theceremoni. Og samtidig så har denne holden på kontrollen og processen en iboende sans for det ukontrollerbare, her især glassurens uransagelige veje i brændingen.

Det japanske islæt hos de to er det kontrollerbare over for det ukontrollerbare. Det er pottemagerens kunnen sat over for lerets og glasurernes egne viljer og det er et felt helt for sig. Det er en kontrast.

Så derfor vil jeg gerne lige slutte af med at sige en smule om kontraster –

Farver er lysets børn og lys er farvernes moder.” sagde Johannes Itten, (1888–1967), der som bekendt var lærer ved den Bauhaus-skolen i Tyskland, hvor han studerede farver og bl.a. konstruerede sin berømte farvecirkel, der rummer 12 af spektralfarverne, samt navngav syv kontraster.

Han arbejde med at kontraster har forskellige virkninger på en genstand – et keramisk fad til eksempel, da det enten kan være koldt, varmt, lyst og mørkt. Og de, forskellige farve kan påvirke ens humør. Så hvis man nu er i et trist humør, så foretrækker man nok lidt mere triste farver end man ville gøre, hvis man var glad.

Rød, gul og orange nuancer kaldes de varme farver.

Mens blå, grøn og violet er de kolde farver. Disse farver kan sagtens kombineres i det samme værk. De skaber en dybde i værket. De varme farver bliver mere tydelig imens de kolde farve trækker sig tilbage. Det giver kontraster og vi oplever og ser levende felter i materialet, i leret, der er blevet til en skål eller vase.

Felterne i værket bliver levende. Og felt bliver åbnet med kontrasterne.

Og det drejer sig om at åbne et felt hvor alt kan ske – digter Peter Laugesen, og det er da præcis det kunst handler om.

Og det det handler om i dag: felterne i Moes værker og felterne i Seiers værker. Det handler om felterne mellem de to generationer af keramikerne fra hvert deres sted og felt og det, det så nu handler om i virkeligheden, er at I, kære publikum, stiller jer der i felterne og stiller jer mellem felterne, så I selv er med til at åbne et ny felt, hvor kontrasterne står frem og noget nyt kommer til.

…. så værgsågod – træd bare an!

Og tak for ordet.



Figurationer - mellem tradition og nybrud

ÅbningtalerPosted by Troels Mon, October 06, 2014 09:40:10

Tale ved ferniseringen

Figurationer - mellem tradition og nybrud

Tanja Kjærgaard, Thomas Wolsing, Ole Tersløse og Knud Odde

Galerie Provence, Vadum 4.oktober 2014

Jeg vil gerne begynde med at sige tak til Johnny og Ove, hvor er det skønt at stå her igen, her i jeres galleri. Vi har savnet det! Så tak for det og tak fordi jeg endnu engang må stå her og sige noget her, før ballet åbner. Og tak til de fire kunstnere, der frygtløse har givet mig lov til at møve mig ind på deres værker – og deres fælles udstilling, som bærer den fine titel:

Figurationer – mellem tradition og nybrud.

Og jeg vil gerne, med denne tale, slå ned på figuration og nybrud.

Figuren er interessant og nybrud er altid interessant.

Det figurative er noget andet end det abstrakte, selvsagt.

Det figurative hentes i det genkendelige: i mennesket og dets omgivelser. Ting og levende væsener, som vi kender og genkender. Og det figurative kunst henter sine motiver, groft sagt, i menneskekroppen og i landskabet.

Og her i dag handler det om landskabet her ude for os og om mennesket selv. Om naturens og menneskekroppens former og flader.

Og det er det vi straks ser i Thomas’ broderier, i Knuds træsnit og i Tanjas klip og Ole computerredigerede virkeligheder. Men, om det er genkendeligt og om deres kunst er en skildring af virkeligheden , sådan 1:1? Nej, det er det ikke.

Det er det, der er nybruddet eller måske rettere bruddet ind i virkeligheden. Kunsten er ikke sandheden og den skildrer ikke sandheden eller virkelighed 1:: Den laver en revne, et brud ind i virkeligheden og det er der i det brud, i den revne, at virkeligheden får et nybrud. Ikke så den går i stykker, nødvendigvis, men sådan at kunsten, der i revnen, i bruddet, kan vise os virkeligheden, som den virkelig er. En større og sandere sandhed om man vil…..

Alle fire kunstnere arbejder med det genkendelige motiv, men hver på deres måde og med skiftende grader af respekt og måske allermest med en disrespekt for den figurative billedkunsts traditionsdannelser.

I disrespekten ligger nybruddet. Det er der revnen i virkeligheden ligger. I det brud ligger kunsten.

Og det er der vi møder den: i bruddet.

Kunsten kan lave denne revne, denne sprække, dette brud, så vi pludselig ser verden anderledes end før vi så virkeligheden, som vi på en måde er fælles om og så alligevel ikke, fordi vi sidder med hver vores virkelighed, men kunsten kan skabe en fælles virkelighed, ved at vise os revnerne i den….---

Og det er det vi ser her på væggene og lige om lidt kan I selv finde bruddene og sprækkerne.

Thomas Wolsing har valgt en udtryksform, som traditionelt er blevet brugt til at skildre landboidyllen: Korsstingsbroderi på stramaj.

De tomme og faldefærdige ejendommes skulpturelle tristesse er omsat til håndsyet broderi.

Thomas Wolsings kunstneriske projekt tager udgangspunkt i en registrering af virkeligheden i udkanten af Danmark med rustne bilvrag. Værkerne, i sort, gråt og hvidt, er koder, hvor broderigarnets farvekode udgår motivet af den faldefærdige rønne, og som brydes af et motiv, der er blevet syet færdig, som en revne, ind i et univers af forfald og forladthed.

Broderierne udfordrer vores forståelse af kulturlandskabet, og vore egne forestillinger om, hvordan vi bebor det. Og hvad er vores mentale billede af ”landet” i forhold til hvorledes ”landet” sig rent faktisk tager ud i dag?

I dag lever broderiet med disse motiver (vist) kun i genbrugsforretninger og i hjemmet hos ældre mennesker. Men hvem kender ikke broderiets traditionelle landboidyl, hvor motiverne forestillede gadekær, bindingsværkshuse, hvor hønsene går frit omkring og kirkens tårn lyser i baggrunden? Disse kitschede billeder dokumenterer en svunden tid, hvor broderierne havde en specifik funktion som stille aftensyssel og dokumentation for det gamle udkantsdanmarks befolknings egen selvforståelse.

Og netop ved at anvende denne antikke og stiliserede korsbroderede motivverden, sammen med nutidens forfald, så genoplives broderiet som et kunstnerisk medium, der pludselig sætter spørgsmålstegn. Her er kronhjorten ved skovsøen uddød. Det er udelukkende en registrering, en æstetisk registrering, som ikke giver nogen svar på, hvordan vi skal tackle udkantsproblematikken. Men til gengæld sættes tankerne i gang. Og det er måske også det vigtigste. For, det er her revnen er, her bruddet findes og sprækkerne ses.

Tanja Kjærsgaard viser os naturen.

I sin kunstneriske praksis beskæftiger hun sig hovedsaligt med papirklip. Alt er udført i et skrøbeligt materiale med en sirlig og nøjagtig hånd, og værkerne afspejler, at Tanja er en kunstner, som mestrer præcision. Hun bruger mange farver og små finurlige detaljer i sine værker. Motiverne tager afsæt i fortællende og eventyrlige historier, som fastholdte scener, der udspiller sig i de klippede kulisser.

Tanjas værker består af elementer fra naturen med planter og dyr, som har gennemgået en forvandling, så formen nok er genkendelig, men farverne er ændret. For hendes skildring af skoven eller junglen, er ikke 1:1. En elg har jo ikke den farve. Et egern har ikke den farve. Der er bitre og farlige ting på spil. Junglen er ved første øjekast måske romantisk og spændende, men jo også dødensfarligt: hvilke farlige dyr er der ikke kamufleret, derinde i farvemylderet, alt fra slanger til rovdyr med spidse tandsæt.

Og er der ikke noget uhyggelig ved de farvestrålende papegøjer, der med det ene øje kigger ud på en. De siges at bliver tusegamle og de kan lære at tale, som mennesker eller hvad med uglerne, der sidder der på deres grene og har hoveder som mennesker, med øjnene lige midt i, til forskel fra de andre fugle der har dem på siden, besidder de en visdom? En indsigt til en sprække, vi ikke kan se …?

Og når jeg ser alt det, fortæller det så i virkeligheden mere om mig end om værkerne…?


Der er brud i virkeligheden. Tanjas farverige klip og leg med fladerne er som sprækker i naturens virkelighed, så vi pludselig ser naturen med andre øjne end før vi så Tanjas fantasiske klippeunivers.

Ole Tersløse tager os også med ud i naturen.

Og han tager sit udgangspunkt i traditionen.

Det romantiske landskab og endda i en cirkel form, som Eckersberg og andre fra guldalderen har gjort det før. Ole trækker også gerne på sin indsigt i renæssance og barokmaleriet, og hans scener har tit et teatralsk præg og hans værker optræder både genkendelig og realistiske og fremmedgørende på samme tid.


Her i dag kan vi se en serie, der alle har cirklens form, som var der tale om et øje, en pupil eller et glughul eller måske en vanddråbe, som et anden guldaldermenneske (H.C. Andersen) digtede om: i vanddråben var det hele, for at se en vanddråbe i et mikroskop er, som at se hele verden, som på en globus set ude fra rummet. Via denne pupilshul, eller revne, handler det om, at kunne se, det hele, i en lille del.

Men, hos Ole, er mennesket, der lever i naturen, samtidig sat uden for naturen og landskabet.

Nærmest sat på som et vedhæng.


Ole, har sat sig selv i en både genkendelig udgave og alligevel modificeret udgave ind i værkerne, der med en velsignende gestus befinder sig i naturen og selv er natur med sin nøgenhed og så alligevel som den der er uden for selvsamme natur, og som giver forstyrrelser i landskabet og sætter den i bevægelse som ringe i vandet med sin egen vandstrål. Det skaber en sprække, en revne eller et brud mellem virkelighed og så virkelig virkelighed.

Oles insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition forsøger Ole Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion. Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen. Der er en revne i det.

Ole antyder en fortælling, men vi ved ikke, hvor fortællingen ender. Ej heller, hvor konkret, vi skal fortolke den. Det er det, der er bruddet og sprækken i den virkelighed, som vi ikke kan stå over for 1:1.

Knud Oddes figurer er personer, i mennesker, hvor naturen er væk. I musikken, som jo bekendt også er Knuds verden, er figuren en del af kompositionen. En basgang kan have en figur, der løber gennem eller under melodien, som små revner, der både holder melodien sammen og bryder den. Her i Knuds træsnit er der også tale om figurer, ja endog helt genkendelige figurer af kendte folk fra musikkens verden. Og alligevel er det ikke portrætter i traditionel forstand eller sådan fotografisk, at man genkender dem.


De ligner, men er ikke 1:1, man kan se brudene, revnerne og sprækkerne. Ja, det er dem, som figurerne komme ud af, helt bogstaveligt, som de, der er skåret ud af træets sider (gamle vinkasser eller bare træplader), så de får revner, og motivet, farverne og fladerne, står ud af de sår, der er i træet.


Kendetegnende for Knud, er hans, sorte sensuelle konturer og stærke farver, Under den sårede træ-overflade lurer dæmonerne, bag humoren alvoren, og bag sandheden løgnene. Det modsætningsfyldte er altid til stede som en insisterende dynamik, der fastholder beskueren i analyse og refleksion – der er mere end der ses: der er revner og sprækker og brud..

Ja, her er fire hammerflotte bud på brud. Hele udstillingen handler om nybruddet. Det brud, der sker igen og igen og hele tiden, gennem sprækker og revner.

Og lad os nu, endelig, komme til sagen: kig selv videre – søg videre – led efter bruddene, søg efter revnerne, hold øje med sprækkerne, som kunsten viser os – og stil jer der: i bruddene, mellem sprækkerne og overfor revner, for en stund og virkeligheden har forandret sig.

God fornøjelse og tak. Troels Laursen



Next »