Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Farvens kraft - Camilla West

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Fri, March 17, 2017 21:07:26

Farvens kraft

Om den fynske malerinde Camilla West og lidt om de gamle Skagensmalere.

af Troels Laursen

Det handler om det store i Camilla Wests univers, men det er vist med hjælp fra de små virkemidler.

Camilla West er født i 1969 og uddannet på Det Fynske Kunstakademi 1991-97.

De få og kraftfulde streger er nærmest en provokation så få og enkle de er, men de ryster. De indeholder en kraft af farver, der for én til at se. Og mærke.

Det er abstrakt og det er genkendeligt. En linje og så er der en horisont. En prik og stjernerne lyser op, så landskabet der ellers ligger i total mørke lader sig ane. Det er det store – det smukke og foruroligende – vist i sin enkelhed.

Camilla West’s værker ligner noget der er lavet i en bevægelse. Hurtigt. Og uhyr sikkert. Det er ligger mange timer bag hver eneste streg på lærredet om end den enkelte streg kun er på vej i et split sekund.

Farverne er sat hårdt op mod hinanden.

Effekten er virkeligfyldt uden at den virker som effektmageri.

Den tykke farve er nogen gange nærmest modeleret op på lærredet, så den står ud i rummet.

Hun er ofte blevet sammenlignet med Edward Weie fra den danske kunsthistorie, der var opdaget af farvens klang og af at trænge dybere i forståelsen af farvernes udtryksmuligheder, og derfor ligger sidestillingen også lige for, med den farve og kraft, der ses hos Camila West.


Anna Ancher

Men man kun kunne også inddrage skagensmalerne, måske især Anna Ancher, og dennes greb om lyset, som også Camilla West magter og mestrer. Og lys i maleriet var netop, hvad Émile Zola, naturalismens teoretiker og Skagens malernes inspirationskilde, fordrede i en personlig gengivelse af naturen udført i en moderne teknik. Lyset, hos Ancher og Camilla West, er oftest blot en antydning, som står flimrende og stille på engang. Lige nu viser Skagens Museerne en udstilling af glemte og gemte værker af både Michael og Anna Ancher. Og lige nop deres lej med lyset i en række akvareller, der både er skystudier og landskabsskitser, viser denne umiddelbarhed og samtidig naturens, og menneskene i den, skrøbelighed samtidig med at det både storslået og melankolsk.


Camilla West er både klassisk, men også hypermoderne, fanget som de er i et splitsekund. Og vi lærer at se, det hun har set. Man kunne vove at kalde det for moderne ekspressionistisk impressionisme.

Stederne, som Camilla West skildrer er ganske vist lavet og set på Fyn, og man genkender dem, selvom man aldrig har været der på stedet, hvor hendes værker bliver til. Man er fortrolig med dem, som med en gammel ven, man ikke har set længe.

Man føler sig hjemme i dem.


Landskabet, hos Camilla West er altid mere end stedspecifikke steder. De findes også som steder inde i sindet. De er som landskabsmalerier af et menneskesind. Som et kort over sindet og dens bevægelser. Og ofte er det, det melankolske sind, med de dybe og rene farver, hun viser os. Den nordiske melankoli, der elsker lyset, mens det sidder i skumringen. Hendes værker er sindbilleder eller stemningsbilleder, der i deres farvekraft viser os et landskabeligt idyl og ro, men samtidig også viser naturens stærke kræfter, der luer lige under det hele.

I sommeren 2016 afleverede Camilla West en større udsmykning af den nye retsbygning, nævningesalen i Svendborg. I et helt moderne lyst rum, uden egentlig sin hel egen karakter og meget neutralt, virker hendes malerier af årstidernes skiften i landskabet markante uden at forstyrre. Rummet har fået karakter og vil sikker være beroligende for både den anklagende og den anklagede.



Ole Tersløse - lost in the Clouds

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Mon, January 02, 2017 16:26:32

Ole Tersløse - lost in the Clouds

Soloudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil den 5. marts 2017

(Tidligere trykt i Kunstmagasinet Janus, nr. 4 december 2016)

"Lost in the Clouds" er en engelsksproget, død metafor for at være forvirret, rundt på gulvet eller at have mistet orienteringen i forhold til en problemstilling.

Det er samtidig titlen på Ole Tersløses (f.1971) kommende soloudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor han udstiller en række nye billeder, der viser børn, som er endt i situationer, de ikke magter, og som resulterer i en form for eksistentiel forvirring hos dem. Desuden indgår der også en enkelt skulptur i serien.

Billeder med skymotiver.

Billederne er udført som store lambdaprint monteret bag ellipseformede glas. Langt de fleste af disse arbejder skildrer en konflikt i et barns møde med en skyformation. Titlen "Lost in the Clouds" kan derfor også forstås helt bogstaveligt, og det er typisk for kunstnerens leg med konventionerne, at han på denne måde gør den døde metafor levende igen.

Skyen er et gammelkendt billedelement i dansk kunst. Kunstnere som Thomas Lundbye, Svend Engelund og Poul Anker Bech har gjort flittigt brug af skyen som stemningsskabende element i deres værker. Skønt indbyrdes vidt forskellige har disse malere dog det tilfælles, at billedelementet indgår i en naturskildring.

Sådan er det ikke med Ole Tersløses skyer. De optræder isoleret i et neutralt, gråt rum med barnet som eneste med- eller snarere modspiller. Skønt barnet og skyen hver især er realistisk gengivet, er de endt som brikker i et visuelt spil med ganske få aktører. Skyen spilles ud mod barnet, konflikten opstår, og herefter overlades alt til beskuerens egen fantasi og dømmekraft.

Når man har bemærket hvor enkle grebene i billederne er, er det så meget desto mærkeligere, at vi aldrig forstår spillets formål eller "meningen med det hele". Her er nogle eksempler på Tersløses fornuftsstridige scenerier:


Et barn kigger op på sin storebror, som er halvt tildækket af en skyformation, et mediterende barn har mistet hovedet og fået en paddehattesky som erstatning, og et tredje barn kigger betuttet ud mod beskueren efter at have fanget en sky, som var den en fodbold.

Ole Tersløse har med sine arbejder nærmet sig en form for "minimal surrealisme", der ligesom den klassiske surrealisme udstiller absurditeten som grundvilkår for vores tilværelse, men i stærk kontrast til f.eks. Dali skærer Tersløse virkemidlerne ned til det aller mest nødvendige, så værkerne virker klinisk rensede og paradoksalt nok nærmest afklarede alle deres gåder til trods.

Tvetydig skulptur.

Som noget nyt viser kunstneren nu som sagt også en enkelt skulptur, der danner tvetydige kommentarer til billederne, idet den genbruger elementer fra disse, men på en måde, der vender op og ned på deres betydningsdannelser.


Skulpturen forestiller en menneskelignende, halvtopløst organisme, der flyder ud af et æg. Æggeformen danner associationer til det eneste billede, der ikke viser skyer, men derimod en lille spurv, der bliver skudt af et suicidalt barn. Specielt for dette billede er det ellipseformede format "presset sammen" i den ene ende, så det minder om omridset af et æg.

Dødssymbolikken i form af fuglen, der bliver skudt, er nu erstattet af en frugtbarheds- eller måske snarere fødsels- eller skabelsestematik, da livet i bogstaveligste forstand flyder ud af ægget. Den ejendommelige organisme synes imidlertid ikke at være ufarlig, idet den retter en pistol mod beskueren. Pistolen er magen til det våben, det suicidale barn i billedet skød fuglen med, og man spørger derfor uvilkårligt sig selv, om den nyfødte vil hævne drabet på sin mor.

Man må undre sig, over hvad det er for en organisme, skulpturen forestiller, og spørge, om den overhovedet er livsduelig. Og hvordan kan den finde ud af at bruge pistolen, for den har ingen øjne, der kan registrere en eventuel modstander? Objektet er både formelt og indholdsmæssigt "Lost in the Clouds", og samler således udstillingens tematik i et enkelt greb.

Et spil med uklare regler.

Hvad enten Tersløse arbejder med billeder eller som nu til dels også i skulpturer, griber han arbejdsprocessen særdeles atypisk an. Som én ud af ganske få kunstnere på verdensplan skaber Ole Tersløse sit billedunivers i avancerede computerprogrammer, der også bruges til computerspil og animationsfilm.

De færdige værker printes i fotografisk teknik, når der er tale om billeder, og skulpturen er fremstillet som et kæmpemæssigt 3d-print.

Billederne og skulpturen er lavet i de samme computerprogrammer, og ved at bruge den samme pistol både som et element i billedet og som en del af objektet, skaber Tersløse et ejendommeligt flow fra det ene medie til det andet. MEN hver gang noget genbruges i Tersløses univers, danner det nye betydninger. "Det samme" bliver altid til noget andet.

Ole Tersløse spiller konsekvent på beskuerens tvivl og usikkerhed. Hver gang, man tror, at man forstår pointen i hans billedkunstneriske spil, udfordrer spillet os på en ny måde. "Reglerne" bliver hele tiden omformuleret til trods for kunstnerens enkle og afklarede billedsprog.


"Lost in the Clouds" refererer derfor ikke blot til den aktuelle billedserie, men kan bruges som en forståelsesramme for hele Tersløses produktion, idet han opsøger forvirringen, usikkerheden og tvetydigheden. Hans kunst er en bestræbelse på at indfange det gådefulde og magisk uforklarlige, som opstår, når tilsyneladende enkle kunstneriske greb og motiver åbner op for en verden, der viser sig at være langt mere kompleks, end vi troede.

Troels Laursen


Ole Tersløse er uddannet fra Kunstakademiet i København i 2000. Han er bosiddende i Hjørring, og har haft talrige gruppe- og soloudstillinger i Danmark, Paris, Norge, Sverige, Berlin og USA. Han har solgt til og modtaget legater fra Statens Kunsfond. Skive Kunstmuseum, Vendsyssel kunstmuseum, og Viborg Katedralskole har hans værker i deres samling.



Enkelhedens Storhed - om Jens Chr. Jensens kunst

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Mon, January 02, 2017 16:20:31

Enkelhedens Storhed

- om Jens Chr. Jensens kunst

(Tidligere trykt i Kunstmagasinet Janus nr. 4 december 2016)

Det fundne og det nye

Jens Chr. Jensens materialer er aldrig nye.

De, er derimod mærket af tidens slid og han bruger det, der ellers var lagt til side eller direkte smidt ud, af andre, som værdiløst, så det atter får nyt liv, i en ny og ofte overraskende sammenhæng.

Det er i spændingen mellem den gamle form, som materialerne oprindelige havde og som dengang gav dem en værdi og det han skaber dem om til, der gør hans værker uhyrer interessante og vedkommende. De indeholder på en og samme tid en stor enkelhed og udviser en enkel storhed.

Det, der før var skrammel for de fleste bliver transformeret om til kunst med stor forfinet skønhed. Det handler om at han skaber en orden ud af kaos, uden at kaos forlader hverken beskueren eller værket.

I Jensens hænder og med sin skarpe formsans, forvandler, alt det han får samlet sammen og fundet, sig til skulptur, relieffer og billeder med fortællinger. Tilsat, ikke mindst, en meget fin fornemmelse for farver, skaber han, en hel verden af orden, hvor enkelheden og gentagelsen rykker værkerne ud i endnu en dimension, som er tidløst og hvor der hersker en æstetisk og arkitektonisk ro i små og større huse og templer.

Cirklen

Cirklen eller kuglen er en af de helt centrale figurer i hans værker.

Cirklen er at finde i de små værker, af flintspåner, små grønne glasstykker, der er slebne af havvandet og strandsandet, til de store vægrelieffer af krøllet bly eller malkemaskineslanger.

Cirklen er også til stede i et kæmpe værk, der ligger skåret ind i hinanden, så de bølger rundt i en evig cirkel, man aldrig bliver træt af at kigge ind i. Tiltrækkende, som en kilde, der risler. Og netop en kilde – Arnakke Kilden, er inspirationen for Jensen til denne installation med de mange metalskiver.

Kildens høje jernindhold skaber en masse flotte farvenuancer, af orangebrune, sorte, brune og blå okker ved dens udløb i Ørnsø.


Kunstinstallationer består af ca. 600 metalskiver på 25 cm i diameter, der alle har været udsat for vand, som har givet de samme farvenuancer, som kilden skaber i sin rislen.

Metalskiverne er forsynet med en lille udskæring i siden, således de kan sammenflettes på kryds og tværs og derved kommer de til at ligge i en kontrolleret tilfældighed således, at når man bevæger sig omkring installationen, vil man opleve en form for bevægelse i ”kilden”. I midten har han placeret en kobberbeholder med et vandspejl. Endvidere er der i udkanten af cirklen udgravet en lille grøft og overskudsjorden herfra bruges til en lille forhøjning i midten, hvorpå metalskiverne placeres og vandspejlet placeret i toppen af denne forhøjning. Klingerne danner et kildespring eller er det en vulkan, der ulmer med store kræfter i det skjulte? Værket er sidst været vist ved Silkeborg Bad og har der været en ”kilde” til kurbadet.

Cirklen er også at finde i Jensens værk ”Vindkuglen”, eller som den også kaldes ”vindheks”. Vindkuglen har en diameter på ca. 2,5 meter. Energien fra en vind kan starte en lille kugle på en strand. Kuglen farer så af sted hen ad stranden og på dens færden samler den forskellige lette materialer op, som eksempelvis små træstykker, fjer, siv, tang og snor. Efterhånden ruller kuglen, som en snebold, og den bliver større og større og kan til sidst fortælle sin helt egen næsten arkæologiske historie, af hvad der er af lag af ting i den, når man ser nærmere på den. Sådanne vindkugler har kunstneren, på sine talrige vandreture langs den jyske vestkyst, ofte samlet op til inspiration og som et lille skatkammer af små ting, til nye værker af fundne ting, der får et nyt liv i en ny fortælling. Kunstnerens egen udgave af en sådan vindkugle, så første gang dagens lys på den hollandske ø Amerland på toppen af en sandklit i efteråret 2015. Senere er den blæst østpå af vestenvinden til Tyskland nær Elben ved byen Gartow mellem Berlin og Hamborg.

Herefter blæste den nordpå til Sverige og placerede sig 20 meter oppe på en klippeafsats på fjeldvæggen i byen Hunnebostrand ca. 100 km nord for Gøteborg. Der har den en fin udsigt til skærgården og Kattegat, og mon ikke den falder til ro der?

Firkanten

Af andre grundlæggende geometriske figurer, der ofte ses i Jensens værker, er også firkanten og rektangel repræsenteret, ofte i form af frimærker og rationeringsmærker.

Disse mærker, kan få tankerne til at cirkle, for ordet ”mærker” kan stå for mange ting. Eksempelvis kan man, hvis man falder og slår sig, få mærker, som man virkelig kan mærke.


Vejen kan også få nogle grimme mærker efter vinterens frost, og vi afholder mærkedage, der kan mærkes, for hinanden flere gange om året. Og sådan findes mange andre eksempler i det danske vidunderlige sprog, som er med til at sætte Jens Chr. Jensens fantasi i gang.

Der er også nogle mærker, som vi har brugt i rigtig mange år, som nu tilsyneladende er på vej retur, nemlig frimærkerne, som har været en stor del af den grafisk kunst i mange år og mange kunstnere har med stor grafisk kvalitet, sat sit aftryk på disse mærker med stort held.

Jens Chr. Jensen bruger disse mærker på en lidt anden måde. For det første er det afgørende for ham, at mærkerne er brugte, det vil sige stemplede, da det, giver mærkerne en levende og stoflig overflade, som det var malet. Farven og formen, som blev skabt med mærkerne, er selvfølgelig afgørende. Og nogen gange, bliver disse frimærker, sat sammen, på søm tre og tre, så de danner en cirkel. Det hele bliver en søgen efter det umulige i at forene firkanten med cirklen, eller måske endda selve en søgen på løsningen af cirklens kvadratur.


Kunstneren har også arbejdet med en anden form for mærker, nemlig rationeringsmærker fra den kolde krigs tid og som heldigvis aldrig kom i anvendelse, så hvad kunne være mere fredeligt end at anvende dem til kunst? Disse farvede rektangler af gamle rationeringsmærker fra Koldkrigstiden, på sæbe og rugbrød, sættes nu sammen, så deres oprindelige fortælling om frygt på mangel, bliver til en sanselig overdådighed. Det, der var en ren praktisk foranstaltning, bliver i Jensens værker ren æstetik.

Poesien

Værkerne, udgør for beskueren, ung som gammel, en sand skattejagt, for man vil så gerne finde ud af, hvor den dims oprindelig kom fra og sad, inden den endte som det selvfølgeligste af alt i disse værker.

Materialerne er hårde, som rustenjern, kobber, bly eller glas, men værkerne fremstår både bløde og organiske, som de små grønne glasskår, som havet og sandet har slebet runde og bløde.

Værkerne, fra de små tempelbygninger til de store cirkler, er smukke, og de er anderledes, og til fordybelse.

Der er en poetisk storhed i al den enkelhed og dristighed, som Jensen, viser i sine værker, der i sig selv er stille og rolige, men som udstråler en meget kraftfuld virkning.

Der er tale om, at der skabes et kosmos ret ud af det kaos, som de forskellige materialer, som kunstneren bruger og sætter sammen, kommer fra, og det de så bliver dannet om til. De indeholder, på engang, en stor enkelhed og udviser en enkel storhed. Det er ren poesi.

Troels Laursen



Jacob Brostrup

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Sat, November 14, 2015 17:01:42

Tilstedeværelse - flere steder

- om Jacob Brostrups billedunivers

af Troels Laursen

Jacob Brostrup (født 1973) er kendt for sine striber og farvefelter, hvor en lysvirkning har haft en særlig og vigtig rolle i hans udtryk af det moderne byliv herhjemme og i storbyer som Milano, New York eller ude i naturen.

Det udtryk har forrykket sig i Jacob Brostrups nyeste værker, som præsentereres i dette katalog. Men lyset er der stadig. Lyset som det der siver ind og bryder ud i motiverne og som samler flere steder på et sted.

Lyset er i disse nyeste værker, som i værket ”The Mountain”, noget der, sammen med vandet, siver ud, som en sprække i billedet, og som åbner billedet og samtidig når ud til beskueren. Han skaber en effekt, hvor beskueren både suses ind af lyset og rammes af det. Byens konjunkturer er udviskede, men dog tydelige, og bjergets hvide tinder og himlens aftenrøde, virker hel sakralt. Billedet er lige til at træde ind i. Det er et sammenstød mellem naturens majestætiske og kantede bjerge mod den menneskeskabte bys lige linjer og dens høje bygninger. Begge steder, hvor mennesket synes små. Alt sammen skabt i lyset og dens virkning på Brostrups lærreder. Disse modstillinger af byen, det menneskeskabte og naturen og det organiske, skildret som uroen og freden, sat ind i samme kontekst, da det ene ikke fås uden det andet og de er til stede på samme tid og sted.

Motiverne i Brostrups univers, som i ”Up and Down” er sammensatte, og der er hentet elementer fra hver deres verden. Ofte inde og udefra. Motiverne er sat oveni hinanden og forskudt for hinanden. De er, med et musisk udtryk, samplede. Og de er sammenstillede virkeligheder, der som udgangspunkt ikke har noget med i hinanden at gøre.

Brostrup henter her en vigtig inspirationskilde i den amerikanske kunstner Robert Rauschenberg (1925 - 2008), hvis stil var netop kendetegnet ved at brugen af en sampling med forskellige elementer, fra forskellige steder fra, i sine værker.

I eksempelvis værket ”Up and Down” er det, et interiør med en klassisk vindeltrappe, der ændrer sig til en ruchebane og ender som en vippe til en svimningpool.

Disse sammenstillinger er vigtige og virkningsfulde elementer i Brostrups kunst.


Og det er skildret meget præcist i værket ”Between places”. Her er vi – og motivet - mellem to steder. Vi er både ude og inde. På en og samme gang. De to virkeligheder, foldes ind og ud af hinanden. Vi er i skovens dybe stille ro og byens hektiske og dynamiske dagligdag. Og derved sætter han spørgsmålstegn ved beskuerens opfattelse af hvad der virkeligt. Han rykker rundt på den. Han undersøger både den såkaldte ”virkelige virkelighed” og den konstruerede virkelighed, som sker i forestillingerne eller også i dagligdagen, hvor synretningen og fokus hele tiden ændres i det billedflimmer, som menneskets omverden består af.

Det er spejlinger på flere niveauer i lyset og med lyset.

Lysets kilde er altid fra flere steder. Indefra lærredet eller ovenfra ned i motivet eller fra siden. Lyset reflekteres i vandet, der siver ind fra motivet i baggrunden, og ud i forgrunden og forbinder derved både forskellige rum og ofte også tidsaldre.


Værkerne fra Leak-serien, eksempelvis ”Leak III” og Leak V”, har dette vand, der ligesom lækker ind i motivet og som skaber en forbindelse mellem natur og menneskenes bygninger eller skibe. Naturen rækker, via det flydende og ustoppelige vand, ind i menneskenes verden. Det horisontale brydes i lyset og med vandets refleksioner af lyset, så det bagvedliggende træder frem. Og de transparente rum skabes og glider hen i og ind i hinanden, som vand, der løber og finder sin egen vej. Fra der til her. Og fra det andet sted til dette sted.

Ligesom værket ”Leak II”, der viser denne portal mellem nu og dengang. Mellem der og her. Der er noget, der lækker, som i at noget er utæt og det siver ind eller ud. Det presser sig på. Det siver ind. Det lækker. Fra det ene sted til det andet. Fra den ene tid til den anden.

Fotografiet er både Brostrups værktøj og hans kunstneriske udgangspunkt.

Og med fotografiet, som sampler, søger han efter indhold og vinkler, der kan skabe den vibrerende virkelighed mellem her og der.

Trods hans konsekvente brug af det centrale perspektiv, så er der uro i beskuerens fokus. Det er de kraftige farver, som også er genkendelige fra Rauchenburgs brug af paletten, også med til at underbygge.

Det er de røde lige varme farver sat over for de kølige blå farver. Også i farverne sampler Brostrup. Han farvesætter ”virkeligheden” i farver, der ikke ligner virkelighedens, men som får ”virkeligheden” til at fremstå mere virkelig. Det handler om tilstedeværelse her og nu. Og på flere steder. På engang. I en flydende verden.


De karakteristiske vibrerende streger i farverne, der med årene er blevet en del af Brostrups signatur, står kraftfyldte frem. Og giver et intens sitrende liv, hvor man fornemmer, at noget skal ske lige om et øjeblik. De skaber en dynamik og energi i værkerne, som trækker beskueren tæt på. Og i hans leg med lyset og farverne understreger Brostrup tydeligt, hvordan vi oplever et objekt eller en indstilling afhængigt af lyset og at både det vi se og stedet vi selv er på, flytter sig hele tiden. Vi og værket er i bevægelse og er til stede flere steder på engang. Ligesom, de få mennesker i Brostrups værker, der som oftest, er rygvendte eller anonymiserende. De er altid på vej. Fra et sted til et andet. De befinder sig både i samme verden som beskueren og er samtidig også langt væk og utilnærmelige.

I Brostrups værker, er der noget, på færde mellem der og her. Fra det ene sted til det andet. Fra den ene tid til den anden. Det handler om at være til stede flere steder. På en og samme gang.



Ole Tersløse - Flower Children

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Fri, October 23, 2015 21:12:55

Sweet Child of Mine

af Troels Laursen

Ole Tersløse Jensen’s nyeste computervitaliserede serie “Flower children”, der forsætter kunstnerens udforskning af den parallelle virkelighed.

Ole Tersløse Jensen er oprindelig uddannet maler på Kunstakademiet, men har de seneste år fortrinsvis arbejdet med computermanipuleret fotografi og visualisering i 3d-computerprogrammer.

“Creation is out of nothing: the unreal awakens us out of the sleep of reality. Imagination is a better artist than imitation”

Sådan skulle Flemming Johansen, (tidl. direktør for Ny Carlsberg Glyptotek) formentlig engang have sagt om kunstneren Richard Winthers (1926-2007) fotos. Og uden sammenligning i øvrigt, så det er også det der er på færde i Ole Tersløse Jensens arbejder.

Her skabes der, ud af intet og ikke mindst ud af det, der ligger lige ved siden af virkeligheden.

Fotografiet er på sin vis en fattig afspejling af verden og især af følelserne. Et foto kan højest angive en stemning og en stemninger jo kun en ubestemt følelse. En af fotografiets fordele er at den kan fastholde ellers flygtige billeder, som ellers ville forsvinde i erindringen og en anden fordel kunne være dens mangler sammenlignet med det menneskelige øje og det menneskeskabte billede. Det er ved at udnytte disse to fordel ved fotografiet at Tersløse formår at skabe mere end der ville være på et fotografi. Tersløse arbejder ikke med fotografiet i traditionel forstand, men hans ”animationer” og manipulationer med computerens pixels får fremskabt et ydre billede, der (mest) fremstiller et indre.

Tersløse ser sine værker som en reaktion mod, hvad han ser som myten om fotografering, og den ide der vil hævde, at fotografering repræsenterer virkeligheden og at fotografen er i stand til at konfrontere os med sandheden om verden. Hans billeder undersøger det der tilsyneladende kunne være realistiske situationer. Men han går ind i de symbolske betydninger, ind i mystikken, der ligger lige ved siden af den såkaldte virkelighed.

Og disse værker med blomsterbørnene, skabes der ud af intet og vi trækkes lige ind i virkeligheden med endnu større kraft, end den virkelighed vi stod med og foran lige før.

Tersløse skaber langt de fleste billedelementer fra grunden i 3d computerprogrammer. Programmer, der også bruges til computerspil og visuel-effects i filmindustrien. Hans arbejde kan sammenlignes med en klassisk skulpturs arbejde, hvor lag på lag bliver lagt på, ikke af gips eller ler, men af lys og skygge, farve og former af trekanter og firkanter, så det til sidst ligner, men i virkeligheden mest er en "gradbøjning" af virkeligheden.

Selvom hans værker altså kan minde om fotografier ved første øjekast, så bruger Tersløse aldrig fotografiet som en base for hans billedsprog; i stedet skaber han hvert billede fra bunden. De uendelige muligheder for computergrafik sætter Tersløse fri til at lave værker, omfortolke og rekonstruere verden med et strejf af poesi, humor og galskab.

Tersløses insisteren på at gøre det uvirkelige virkeligt kendes fra blandt andet fra det surrealistiske maleri, men i modsætning til den surrealistiske tradition forsøger Tersløse ikke at skabe den fuldkomne illusion. Der går altid noget skævt i virkelighedsgengivelsen.

Placering af hans værker mellem fotografi og maleri giver Tersløse en mulighed at spille med stilarter fra forskellige perioder i kunsthistorien.

Flower Children

Tersløse arbejder altid i serier, hvor ”emnet” endevendes og drejes, så det frembringer flere variationer over det samme tema.

Børnene i serien af ”Flower Children” er placeret i et ikke-landskab eller på en ikke-scene. De, børnene, der er som små tommeliden’er, er bare til i et rum, med en grønlig monokrom baggrund.

Det fortaber sig i tågerne, hvor vi er. Et sted uden for tid og sted.

Og det hele er som frosset omkring et ”før” og et ”efter” den scene, der udspiller sig foran os. Og man må spørge sig selv, hvad mon gik forud og hvad følger efter. Men der gives ikke et svar, fortællingen i værket er stoppet. I et øjeblik. Noget er gået forud, og noget vil følge, men hvad er også uden for rækkevidde for beskueren, med mindre denne selv bygger til med fantasien. Børnene er ikke et bestemt genkendeligt barn. De er ingen børn, de er alle børn. De er tæt på, og samtidig fjerne og uopnåelige. Trods deres realistiske fremtoning er der en distance.

Børnene har alle en relation til en plante, en blomst en vækst.

Begrebet med ”Blomster Børn” dukkede op i 1960’erne, da blandt andre den amerikanske beatnikdigter Alan Ginsberg (1926-97) foreslog uddeling af blomster som en form for fredshandling. Her i Tersløses værker skal dette tilsyneladende forstås helt bogstaveligt.

Billedserien, der består af seks computervisualiseringer, udført som store lampda-prints, viser som det gennemgående motiv en række meget tilsyneladende harmoniske opstillinger af børn, der er tæt med overdimensionerede vækster. Men noget forstyrrer.

Forestillingen om fred og fordragelighed mellem uskyldige børn og naturen holder ikke. For børnene er i færd med at ødelægge. En er ved at klippe en blomst i stykker med en stor hækkesaks, og to af børnene gemmer sig bag eller i væksterne, som var de strudse, der ikke vil opdages. Eller afsløres.

“Slangen i paradiset” er til stede i talrige afskygninger.

Det er imidlertid ikke kun på det ikonografiske plan, at idyllen forstyrres. Også hvad det formelle angår, arbejder Ole Tersløse med en række fremmedgørende og uroskabende greb.


Selv om børnene i en vis forstand virker naturlige i kraft af deres nøgenhed, afsløres de ved nærmere eftersyn som en form for uhyggelige, artificielle fetishobjekter. Og her kunne ordet ”fetich” defineres som noget, der ”refererer til genstande, som har evnen til at kondensere begær, absorbere frygt, koncentrere drømme og opfange fantasier”. Således også i disse børnebilleder. Børnene er mere en uskyldsrene og frie. De er mere. De er for perfekte til at kunne være virkelige, og hele set-up’et med den neutrale baggrund og den bløde belysning, giver associationer til kommercielle billeder af diverse forbrugsgoder (fjernsyn, computere etc.), hvor det afbillede genstand tit får en udstråling af noget sakralt og uopnåeligt, men samtidig forbliver kold og utilnærmelig.

Pointen i billederne træder for alvor i relief, når deres tematik sammenholdes med kunstnerens teknik. Tersløse har netop ikke fotograferet virkelige børn og planter, men skabt dem som digitale artefakter, og det alt for perfekte og alt for forenklede, til at man tror på illusionen.

Der er egentlig ikke længere noget naturligt og oprindeligt tilstede i hans “flower-children-paradis”, for det hele er konstrueret i avancerede computerprogrammer, der også bruges til at skabe de kunstige landskaber og karakterer, vi kender fra computerspil og film som Ringenes Herre og Avatar.

Børnene og planterne har aldrig været virkelige, men er et produkt af vores egen forestillingsverden bragt til live med avanceret, moderne computerteknik.

Ved at skabe et kunstigt paradis afslører Tersløse vores forestilling om en oprindelig, naturlig uskyldstilstand som en kulturel konstruktion. Det uspolerede menneske, som levede i pagt med naturen, har næppe på noget tidspunkt eksisteret reelt. Ikke desto mindre bliver forskellige udgaver af paradis-myten ved med at spille en central rolle for vores civilisation, der gerne vil dyrke det oprindelige og det naturlige som en form for modpol til vores moderne tilværelse som kulturelle (eller snare kulturlige) mennesker. Hans værker handler om den virkelighed, der ligger lige ved siden af den såkaldte virkelighed. Han stiller skarp på vores virkelighedsforståelse, eller måske mere mangel på samme….?

Fakta:

Ole Tersløse er født i Hjørring i 1971, er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1990-1993 og bor og arbejder nu i Danmark.

Tersløse har tidligere haft soloudstillinger på bl.a:

2013 "Human - nature", Lacda, Los Angeles, USA

2012 "The black box project", Nbex, Viborg

2009 Hå gamle Prestegaard, Norge

2007 NBex, Viborg,

2007 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig

2003 Galerie Maria Lund, Paris, Frankrig

2001 "Virgin Runway", La Galerie Danoise, Paris, Frankrig

Ole Tersløse er aktuel følgende steder i ind og udland de kommende måneder:

  • Bastard Art festival til september i Berlin, hvor han viser animationsfilm

Se mere på www.bastardart.org eller på www.terslose.dk/videos

  • "Flower children", Oxholm Gallery, København (oktober)

  • "Isotop", november, Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

  • "Trans-figuration", Galleri NB i Viborg, efteråret (en udstilling, der viser markante kunstnere, der arbejder med figurationer)