Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Kunst og Kærlighed

AnmeldelserPosted by Troels Fri, February 22, 2019 12:55:23

Kunst og Kærlighed

Trykt i NORDJYSKE den 19. februar med fire ud af seks stjerner

Kunst & Kærlighed

Om Carl-Henning Pedersen og Sidsel Ramsons kunstneriske samliv

af Sidsel Ramson

350, - kr,

376 s med mange ill.

Dansk-engelsk tekst

Lindhardt og Ringhof

”At rejse er at leve” skrev H.C. Andersen. Og at rejse var også en essentiel inspirationskilde for maleren Carl-Henning Pedersen (1913 - 2007) og fotografen Sidsel Ramson gennem deres 30 år sammen. Og hans akvareller og hendes fotografier fortæller i denne bog, om deres rejser på en næsten dagsborgagtigmåde. I 1975 mødtes de under et ophold i Jerusalem og få år efter giftede de sig, og mødet med hende markerede et vendepunkt i hans liv, værkerne blev i kunstnerens modne år blevet stadig friere og mere glødende i farven.


I deres samliv, der var baseret på kærlighed og kunstnerisk samspil, foretog de også mange rejser til fremmede himmelstrøg og andre kulturer, hvor hun med sin kameralinse kommer helt tæt på mennesker i situationer fra dagligdag, fest, krig og fattigdom, mens han gengiver lyset, varmen, fremmedheden og eventyret i sine farvemættede akvareller i hans originale lyriske univers med masker, dyr og mennesker. For ham var rejser forbundet med at male akvarel hans form for dagbog. Ramson er født i Norge i 1937 og har beskæftiget sig med arkitektur og fotografi, og har en lang række udstillinger og bogudgivelser bag sig. Hendes særegne evne til hurtigt at komme tæt på folk har gjort det muligt for hende at fotografere i situationer, hvor andre ville blive nægtet adgang. Ramson tilhører traditionen for ”engageret fotografi”, hvor det handler om at glide ind i andres hverdagsliv uden at forstyrre. Kameraets lukketid og dens hurtighed til at fange bevægelsen eller situationen i øjeblikke minder om akvarellens hurtige streg, der ikke kan ændres, men som stå fast, trods dens lethed og transparens. Samspillet træder tydeligt frem i bogen, som er i et flot layout. Og vi ser hvorledes det at flytte sig, fysisk, også bliver til en mental rejse, der giver nye indtryk, der bliver til nye udtryk i kunstens verden, hvad enten det er fotografi eller billedkunst. I 1970 skrev Carl-Henning Pedersen: "Tid er det eneste, vi ikke har nok af. Tiden tabes, men gennem kunstens værker erobres den tilbage (…) kunsten holder os levende". Denne bog er med til at gøre både fortid og nutid levende. Og det hele er pakket ind i en lækker kunstbog.
Troels Laursen





Gobeliner i Hjørring

AnmeldelserPosted by Troels Fri, February 15, 2019 19:49:18

Kunsttråde

Trykt i NORDJYSKE den 13. februar med fire stjerner ud af seks

Dansk Gobelinkunst

- En jubilæumsudstilling

Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil den 28. april

Det begyndte med et opgør for tyve år siden. Og opgøret kom af, at Dronningens Gobeliner af Bjørn Nørgaard i 90’erne skulle laves i Frankrig og ikke her hjemme. Det satte det hele i gang. Et opgør både mod den almindelige opfattelse af hvad vævekunsten var og ikke mindst hvad man selv måtte se sig som. Og målsætningen dengang var og er her tyve år efter, til stadighed at styrke og synliggøre gobelinerne som et væsentligt aspekt inden for samtidskunsten. I 1998 henvendte en kreds af vævere sig til Kunstindustrimuseet (i dag Designmuseum Danmark) med et ønske om at udstille deres værker. Ønsket blev indfriet med en gruppeudstilling, som skulle vise sig at blive startskuddet til en genrejsning af vævekunstens position i Danmark. Siden har fulgt en hel række udstillinger i ind- og udland, senest på Vinterpaladset i Sankt Petersborg i 2015. Og det sker altså lige nu på Vendsyssel Kunstmuseum. En gobelin er oprindelig et vævet billedtæppe og opkaldt efter den franske farverfamilie Gobelin og knyttet til kvarteret les Gobelins i Paris. Da vævningen er en meget langsommelig proces, var gobeliner meget kostbare. Teknikkerne er mange og altid i en samklang med de materialer, der bliver brugt. Og andet end tråde kan bruges. Og en grundregel for gruppen er, at de udstillede værker skal udfylde et areal på minimum tre kvadratmeter. Og det vi kan se, at de udtrykker sig akkurat så forskelligt som billedkunstnere i øvrigt, fra det abstrakte til det naturalistiske og mellem det grafiske til det fabulerende, og for det essentielt for gruppen, at det kunstneriske udtryk er i samklang med udførelsen og de tekstile materialer. Håndværk og det kunstneriske udtryk er i samspil. Alle i gruppen, kan deres håndværk. Og det hele findes i detaljen, hvorledes trådene er sat op, og væven rigget til, måske det ikke er det man først ser, men det er det der bærer, også motiverne, som oftest er natur eller fortællinger med dyr. Og egentlig meget traditionelt, og selvom man ikke skal nævne det, så er der ingen i gruppen, der er under 55 og ingen mænd. Det kan der være gode grunde til, men måske der er der fornyelsen og kunne komme fra.



Et værk, som det Ane Henriksen (f. 1951) viser, med indvævede vanter, der er tabt ved vejene i København, og som nu svæver i et nyt liv mellem trådene, og viser en fornyelse, der peger nye steder hen og som giver håb, om at den gamle teknik ikke stivner og dør ud. Det er levende og smukt. Og smukt er det i rummene. Et stort værk, som ”Spejlinger”, af Jenny Hansen (f. 1951), viser med al ønskelig tydelighed, at hun mestrer både materialerne, lyset og skyggerne, og man svømmer ganske væk i det isblå skyggeunivers af en sø.



Og det gode håndværk fryder også der vævebegrebet udfordres, som hos Anne Bjørn (f.1954) dyrker den rene form, så fladen får en 3d dybde og bevægelighed med sine mange lag og forbindelser af væv og laserskåret hørlærred.



En gobelin, af den mere traditionelle slags med et fabulerende kort over Europa, knytter Randi Studsgaard (f.1938) traditionen og fortællingen, om Pavens næsehorn, der var en gave fra Indien til Paven i 1515, om gav inspiration til Albert Dürers berømte træsnit af næsehornet, og et moderne farverigt udtryk tæt sammen.



Charlotte Schrøder (.1946) viser et næsten grafisk s/h- udtryk af Palmyra, og ruinerne efter bombernes hærden, så smuk, man næsten glemmer baggrunden for dem. De 22 kunstnere i gruppen er forskellige, men fremstår i denne ophængning stærke og sammenhængene. En udstilling man bør bruge god tid til, få at få øje på det alt det der ligger gemt mellem og i trådene og ikke mindst på fladen, som trådene skaber lige foran en. Til fordybelsen og forundring.

Troels Laursen

Faktaboks:

Dansk Gobelinkunst består af:

Ane Henriksen, Anet Brusgaard, Anette Blæsbjerg Ørom, Ann Sloth, Anne Bjørn, Anne Marie Egemose, Annette Graae, Berthe Forchhammer, Charlotte Schrøder, Elisabeth Ryde, Hanne Skyum, Helle Baslund, Jenny Hansen, Jette Thyssen, Kari Guddal, Margrethe Agger, Nanna Hertoft, Randi Studsgarth og Sanne Ransby. Gæsteudstillere: Inka Kivalo, Jette Hartvig og Mette Clausen.



Entré i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Sun, February 10, 2019 20:38:48

Ud over rammen

Trykt i NORDJYSKE den 8. februar med fem ud af seks stjerner

Entré

Kunsthal Nord, Aalborg

Eva Louise Buus

Astrid Marie Christiansen

Krista Rosenkilde

Indtil den 31. marts

Der er altid, hel fornemt, gratis entré til Kunsthal Nords udstillinger og for en gangs skyld hedder en udstilling: Entré. Og det nu tæppebelagte betongulv kunne da godt minde om en hal på et hotel eller hjemme i en entre. Og straks mærker man, trods de små blå overtræksfutter, at her mødes det rå og hårde med det bløde og organiske. Og turde man nu om dage sige det, så mødes det feminine i farverne med det maskuline i rummene. Eva Louise Buus, Astrid Marie Christiansen og Krista Rosenkilde skaber rammer i de gamle industrirum, så deres værker kommer ud af rammen og skaber en samtale mellem det brugbare og det skulpturelle. Værkerne er iscenesatte, så de ikke bare når ud over rammen, men også ud over rampen. De både rører og bevæger, i de ords bredeste betydninger.


Buus har flere ætsninger med, en unge pige over for et spejl, så hun trænger ind i din egen selfi, som hun står der og reder sit hår. I det høje rum, har Buus lavet et alterlignede tableau, hvor en krukke, med øjne, på et kobberbelagt bord, står og drypper med vand ned over det saftige grønne mos. Man kan gå rundt om bordet og en lille trappe gør det hele sakralt, mens bagvæggen viser ansigter, der er som potter for efeuen. Ni er det hellige tal, mens efeuen minder om ruinens, der langsomt dækkes til af tiden, alt imens en fontæne lader vandet løbe oppe over publikums hoveder. Det er smukt og bevægende, sammen med de syv, endnu et helligt tal, oxiderede kobberplader, der viser at kobberet bærer mange farver i sig. Det er frodigt og håbefuldt.



Christiansen viser genkendelige genstande, der i denne sammenhæng er ganske ubrugelige, men virkningsfulde. Intet er som det giver sig ud for. Og flisegulvet kan ikke betrædes for de er af maling og lærred, og lærreder på væggene illuderer betonfliser i farveskalaer, men er synsbedrag, som man nysgerrig drives rundt i rummene, mens en elevator knap, i stor størrelse i en tapetklædt niche, giver dig muligheden for at tage turen op eller ned. Du bestemmer selv.


Rosenkilde viser også selfier, men disse er oldtidsagtige og både velkendte og fjerne, som skriften på væggen. Og en bænk, der vil give buler i bagen af at sidde på, og flere vaser på små hylder på væggen, bringer Lundstrøm i hukommelsen, og de er mest form og ikke til dagligbrug. De er nok i dem selv. Men alligevel nærværende og indbydende. Farverne er afstemte og med stor kraft.


Der er en afvæbnede charme og humor hen over den seriøse undersøgelse mellem kunst og design, mellem det anvendelige og det ikke brugbare. De 52 værker er forskellige i udtryk, og i materialer, men det hele fletter sig sammen til en total installation, der fungerer godt og overrasker undervejs, som når handicaptoilettet også er inddraget til værker. Man undres, forføres og bliver lettere i sindet.


Udstillingens titel, henviser til det første vi møder hjemme hos os selv, eller når vi besøger andre og derved får en forestilling om, hvad resten af huset gemmer på. Her er dog flere gode overraskelser jo længere man kommer ind i rummene. Så træd blot indenfor og nærmere, og du behøver ikke træde varsomt, det vil de små blå futter sørge for. Og hvis man nu lod være med at tage de blå futter over skoene, og i stedet smed skoene, så kunne man mærke kunsten, hel ud i tæerne. Velkommen indenfor.

Troels Laursen

Faktaboks:

Eva Louise Buus (f. 1979) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009. Hun har herhjemme og i udlandet. Bor og arbejder i København.

Astrid Marie Christiansen (f. 1981) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2012. Har bl.a. udsmykket Bispebjerg Hospital (2017), Retsbygningen i Svendborg (2016) og Kulturministeriet (2012). Bor og arbejder i Kbh.

Krista Rosenkilde er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009. Har bl.a. udsmykket Vestre Landsret, Viborg (2014) og CDF Center For Døve, Rødovre (2013). Bor og arbejder i Nordsjælland.

Fotos – frigivne fra Kunsthallen – fotografen: Niels Fabæk

Nordisk Modernisme på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sun, February 10, 2019 20:28:05

At få billederne til at knalde sammen

Trykt i NORDJYSKE den 6. februar med seks stjerner ud af seks

Nordisk modernisme – Inventing the Future

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Indtil den 1. juni

På en af plancherne i udstilling er maleren Harald Giersing (1881-1927) citeret for at sige: det handler om at få billederne til at knalde sammen. Forstået, så linjerne og farverne og kompositionen i værkerne spiller og viser livet i bevægelse og i dens mange brudstykker, der støder sammen og viser nye vinkler på tilværelsen. Og det er det der sker her på denne flotte udstilling, hvor Kunsten atter engang viser stor kunst i en flot ramme. Linjer, tider og farver knalder op mod i hinanden, så er det er ren lyst i sammenstød.

166 værker af 45 forskellige nordiske kunstner hænger på hessianvæggene, som det læseværdige katalog, også er beklædt med, så den ikke bare fortæller om udstillingen, men også miner den visuelt. De mange værker er som en prismen af retninger og bevægelser igennem de 50 år værkerne er blevet til i. Flere gensyn er at finde, da en del af udstillingen består af Kunstens egen samling, og andre vil nok for de fleste være nye navne og værker, som kommer fra den store norske samling, Canica Kunstsamling. Man kan undre sig over at norske Edv. Munch (1863-1944) ikke er repræsenteret, nu fokus er sat på tiden mellem 1910 og 1960, med hele to verdenskrige, hvor meget ændrer sig og netop forandringen, opbruddet og nedbruddene, kommer til udtryk i disse moderne nordiske malers værker, som Vilhelm Lundstrøm (1883-1945, Harald Giersing(1881-1927), Asger Jorn (1914-73) og andre, der nu kan ses sammen med samtdiige norske og svenske kolleger. Og tilsammen giver det et flot og overskueligt billede af det nordiske fællesskab, der dengang, var med til at forandre kunsten, men også samfundet radikalt. Og historisk var det storbyen Paris, der var epicenteret hvor disse kunstnere hentede deres inspiration. Og det de bragte med hjem, og senere udvekslede sammen, da krigene i perioden umuliggjorde rejser, fik både kritikere og publikum til at spærre øjne op, eller vende ryggen til, til det der mod tidligere tiders naturalistiske og idealiserede kunstsyn, gik ind i hver enkel kunstners følelser. Kunstneren var nu selv i centrum som aldrig før. Og som i dag er grundlaget for det meste af den kunst vi ser i vor egen tid. Der var uro og frygt, der skulle skildres, men og forsøg på, at skabe ro og fange det spirende håb med referencer til den teknologiske udvikling. Og maskinerne er med overalt. Med mennesket, som en del af de opbrudte linjer og maskindele og menneskelige legemsdele.

Udstillingen er delt op efter genre og tider og kunstskolerne, så den er overskueligt og utrolig informativ. Det store rum er afskilt af lette gardiner af tynde snore, så det ikke forstyrrer det andet, men alligevel giver en sammenhæng på tværs af de grupperinger der er i fokus.


Der er flere kvinder med, heri blandt danske Franciska Clausen(1899-1986), men også svenske Vera Meyerson (1903-81) og norske Ragnhild Keyser (1889-1943) og de står meget stærkt i billedet. Deres værker er væsentlige bidrag til forståelse af det moderne og ganske ofte af større kvalitet end deres mandlige kollegaer. De havde alle været omkring Legér malerskole i Paris. De havde en maskinæstestik, hvor menneskets krop indgår i maskinens dele, det er abstrakt og figurativt, og Meyerson mente at man skulle kende teknikken bag maskinerne før man kunne skildre dem. Clausen er flot repræsenteret med værker der både er sarte og voldsom virkningsfulde, trods de små formater. Senere bemærker man, udstillingsaktuelle på Statens Museum for Kunst, Sonja Ferlov Mancoba’s (1911-84) skulpturer, hvor masken og Cobra har gjort sit indtog. Surrealisterne, der kom med Freud i rygvinden, er godt repræsenteret med gode kendinge som Vilhelm Bjerke Petersen (1909-57)) og Richard Mortensen (1910-93), fra før han blev til MortenZen, og Wilhelm Freddie (1909-95), og måske mindre kendte på vore breddegrader, som norske Thorvald Hellesen (188-1937) er et godt bekendtskab. Og apropos skabe, så findes der flere af dem rundt om i udstillingen, men de må gerne åbne og bag lågerne gemmer der sig lysfølsomme arbejder, som kan nærstuderes inde i mørket. En fin detalje, der skærper sanserne til den videre tur rundt. I et sådan skab hænger der et værk af Gösta Adrian-Nilsson, forkortet GAN, (1884-1965), en fra Halmstadsgruppen, her ses den franske inspiration fra kubismen, men også med en speciel ren nordisk tone i farverne. Der vises hele tolv værker af GAN og man ser bevægelsen i hans kunst gennem ismerne og gennem tidens og dens fordring. En fornem lille udstilling inde i udstillingen. Og sådan er udstillingen, sammensat og delt i flere, men altid sammenhængende og meningsgivende. En udstilling, der knalder igennem, så liv genfødes. Det er kunsthistorie til tanken, om dengang, men sandelig også til sanserne, i dag.

Troels Laursen



Faktaboks:

Canica Kunstsamling, består af mere end 2.000 værker, primært af nordiske kunstnere og med absolut hovedvægt på perioden 1890-1960.

Det er forretningsmanden Stein Erik Hagen, der har opbygget den private samling gennem 1980’erne og 1990’erne med henblik på at udsmykke sin private bolig. I starten samlede Hagen især ældre malerier af centrale, norske kunstnere som J.C. Dahl, Erik Werenskiold og Christian Skredsvig. Senere blev samlingen langt mere fokuseret med hovedvægt på nordisk modernisme. Og ønsket var, at samlingen skulle have tilstrækkelig fylde og kvalitet til at få national betydning. Og er i dag Skandinaviens største privatsamling og er med sin kunsthistoriske dybde og sit skarpe fokus særdeles egnet til museer.





Ring og Brendekilde i Randers

AnmeldelserPosted by Troels Fri, January 18, 2019 15:44:20

KUNSTNERBRØDRE

Trykt i NORJYSKE den 15. januar med fem ud af seks stjerner

Kunstnerbrødre – L.A. Ring og H.A. Brendekilde

Randers Kunstmuseum

Indtil den 31. marts 2019

At man i Randers samler en stor udstilling med de to malere, hvis værker har mere end hundrede år på bagen er ikke tilfældigt, da de fortæller om en brydningstid, der også er vores egen. Og ikke mindst hvad er kunstens rolle i verden og virkeligheden. Denne udstilling er den første store samlet udstilling om H.A. Brendekilde (1857-1942) og L.A. Ring (1854-1933) der var brødre i ånden. Og for dem handlede det om menneskets plads i verden og om hvad der egentlig var virkeligheden. Hvad der var realisme. Og dermed hvad er kunstens opgave i verden. De ville have det så realistisk som muligt og så langt væk fra tidligere tiders romantiske kunst, der var idealiseret og idylliseret, og her var de i modvind i forhold til tiden og især den politiske situation, hvor konseilspræsident Estrup (1825-1913), der som næsten diktator, havde tilsidesat demokratiet og styrede landet med provisorielove, og derved kom også kunstens situation og udvikling under pres og forandring, som et spejl af nutiden, hvor politikerne gerne ser større indflydelse på kulturen og kunsten. Der var, lige som nu, heftige debatter om kunstens rolle og udtryk. I samtidens kunstkritik blev de to ofte omtalt under ét i anmeldelserne, men Brendekilde gik senere en hel anden vej end vennen, og som sendte ham på det nærmeste hel ud af den danske autoriserede kunsthistorie.


Udstillingen udforsker og fortæller den ufortalte historie om de tos nære venskab og fælles kunstneriske idealer, men også om vejene, hvor de skiltes. Det er meget flot sat op og undervejs kan man miste overblikket af hvem der egentlig har malet hvad, men udstillingens rum er sammensat, så man hele tiden kan se forskellene og ikke mindst lighederne, især i motivvalget og kompositionerne. Det er ganske inspirerende lavet. De to mødte hinanden på Kunstakademiet omkring 1877, og i en periode delte de både atelier og værelse. De brugte hinanden som modeller og to portrætter i udstillingen, er portrætter af de to, malet af hinanden, og man ser to unge mænd, medstålsatte, men også med drømme blikke, der skuer ud i vidde horisonter. I 1881 tog de begge navneforandring, som deres fælles efternavn Andersen for fremtiden blev et A. De henviser med deres nye efternavne til deres hjemstavn og deres udgangspunkt også i deres kunst, ligesom Jeppe Jensen, der blev til Jeppe Aakjær. De ville skildre landlivet, som det var, og de blev da også (nedsættende) kaldt for bondemalere. Fælles for dem var også en række nøglemotiver og det sociale engagement for landbefolkningen.

Og i alle værkerne er der en stor udlængsel, fortalt med veje og stier, der er smalle eller sølede og med en lang horisont. Det kan være pigen, der står ved tagvinduet og kigger ud eller drengen der sidder bøjet over katekismuslæren og længes ud, eller skomageren der sidder en sen nattetime og drømmer sig væk. Længslen efter forandring i tilværelsen og livet er store i værkerne. Og hel bogstaveligt længslen efter et politisk systemskifte. Og der vises glitrende landskaber dækket af sne, skovbilleder med spirende anemoner, sommerens blomster og høstens gyldne aks, altid noget der i udvikling og måske afvikling, årstiden er tid en uden vækst, men forandringen (ofte fra liv til død) ligger lige under det hele, så der bygges bro mellem det nære private, livet, arbejdet og døden i den verden, de kendte fra deres opvækst, og så det akademisk ophøjede, malerkunsten.



Kendte eksempler er Rings monumentale arbejderskildring ”I Høst” (1885), og Brendekildes berømte ”Udslidt” (1889), der skildrer det dramatiske øjeblik på marken, hvor en ældre landarbejder har givet op og er udåndet under byrden af det tunge arbejde.



Efter 1900 fik Brendekildes malerier gradvist en mere sentimental karakter, som hans kritikere gav betegnelsen ”stokroseidyller”. Han lavede da blomstrende skildringer af anekdotiske optrin i landsbyerne til en stadigt stigende køberskare. Ring gik sine egne veje. Han kanaliserede sine eksistentielle overvejelser og konstruktive blik over i mere fortolkningsmæssigt åbne landskaber og nøgternt aftegnede skildringer af landsbyernes huse og menneskeskæbner på tærsklen til den moderne verden. Han gik fra at være realist til at blive symbolist.



Når denne udstillinger er en stor oplevelse og værd at besøge, så er det fordi den viser over firs værker, herunder keramik, der fortæller om forholdet til Kählerfamilien, der både er kendte og ukendte for de fleste, også stiller nogle hel nutidige spørgsmål til kunsten og vores vurdering af den.


Måske kan vi i dag se en lignende kamp mellem at skildre mellem virkelighedens virkelighed og dens forskønnede udgave. Og er der en konflikt mellem det og det mere folkeligt populære? Det er en udstilling, der bevæger og berører.

Troels Laursen



Laurits Tuxen Hofmaleren

AnmeldelserPosted by Troels Wed, January 16, 2019 10:47:39

Hofmaleren

Trykt i NORDJYSKE den 14. januar med tre stjerner ud af seks

Tuxen - De kongelige billeder

af Lise Svanholm og Thyge Christian Fønss-Lundberg

384 sider Illustreret i farver

Pris 299 kr.

Forlaget Frydenlund

Laurits Tuxen (1853-1927) er vel den eneste af danske malere, der er blevet så stor en del af den europæiske kongelige ikonografi og selvforståelse og iscenesættelse. Bogen gennemgår Tuxens store og kendte værker, som maleriet af Christian 9. med hele den europæiske familie og svigerfamilie på Fredensborg Slot og dronning Victorias 60-års regeringsjubilæum ved St. Paul’s Cathedral. Men også hidtil upublicerede og mindre kendte billeder bliver omtalt og gennemgået historisk og kunstnerisk og har udblik til moderne kongelige portrætter. Bogen kommer vidt omkring ved at give en tæt indføring til hans kongelige værker. Maleren havde selv havde sine betænkeligheder ved at udføre arbejdet af disse iscenesættelser, men, så høflig, som man fornemmer han var, betragtede han det også som en lærerig tid. Tuxen var egentlig nærmest i glemmebogen indtil Lise Svanholm i 1990’erne skrev en bog om ham og ændrede det. Denne udgivelse er med til at cementerer dette. Tuxen boede også i Skagen og var drivkraften bag etableringen af Skagens Museum, men uden at få den opmærksomhed, som de øvrige skagensmalere fik og får. Men han fik altså opmærksomhed fra de europæiske konge og fyrstehuse, som jo næsten var i familie alle sammen på den tid. Og heldigvis var han, en mand, der kunne lide at rejse. Så da han fik bestillingen at portrættere Christian 9. og den samlede kongelige familie i havesalen på Fredensborg Slot, så måtte derfor også opsøge familierne hjemme på deres respektive slotte i både England, Rusland og Grækenland. Dette, hans første kongelige bestillingsværk, er velkendt og anses for en vigtig kilde til forståelsen af de internationale tråde, som knyttede sig til det danske kongehus. Og det var det ikke altid nemt at gøre alle tilfredse og sikre, at hierarkiet blev fastholdt på lærredet, så kompositionen og forståelsen for relationerne og rang, og derfor var placeringen af de enkelte medlemmer af de kongelige familier altafgørende. Noget han forstod sig på.

Men det er også nøglen til hans kompositionsmetode og dermed til de senere kongelige portrætopstillinger. Tuxen var flittig og han kom heller ikke nemt til det, men tegnede adskillige skitser, som ofte ejer mere liv end de færdige værker, der skulle vises udadtil. For sådan er det jo med officielle billeder. Og er man nu ikke hel stiv i kongerækkerne, så er der hjælp at få i bogens registrer. Og måske er det sådan at bogen egentlig mere handler om de kongelige sine steder end den handler om kunstneren og hans kunstforståelse og arbejder? Og det er heller ikke helt klart, hvordan han forholdt sig til disse store hofmalerier i sine andre værker og hvilken betydning og indflydelse, de to former for arbejder havde på hinanden. Billedsiden bærer det igennem. De mange gengivelser er meget flotte og fuld af detaljer. Og i øvrigt hedder det Skagen eller i Skagen? – herfra lyder det underligt at skrive på Skagen, som var det en ø eller på et bjerg. Bogen er konsekvent med brugen af . En anelse irriterende, da det bliver svært, om vi er i byen Skagen eller på landet omkring Skagen. Bogen er nok mest for folk, der er til gallaglimmer og kongerøgelse.


Faktaboks:
Thyge Christian Fønss-Lundberg er kunsthistoriker med ekspertise i hofkunst.
Han har skrevet flere bøger blandt andet om Prins Henriks skulpturer og kurateret flere udstillinger

Lise Svanholm er kunsthistoriker og ekspert i Skagensmalerne. Hun har skrevet flere bøger om kunstnerne i Skagen.



Bog om Jeppe Hein - Når livet blomstrer

AnmeldelserPosted by Troels Sat, January 05, 2019 12:27:33

Nedenom og hjem

Trykt den 4. januar i NORDJYSKE med 4. stjerner ud af 6

Når livet blomstrer

Breathe with Jeppe Hein

Finn Janning

200 sider

Pris: 200,- kr

Strandberg Publishing

Højt at flyve og dybt at falde og flyve igen. Det er det denne bog handler om. For nogen gange er det faldet der skal til, før noget kan ske. I 09 sidder kunstneren Jeppe Hein i en flyver i 10.000 meters højde, da han får et angstanfald og ikke kan trække vejret. Efter et år med over 15 udstillinger og utallige rejser siger hans krop simpelthen stop. ”Jeg måtte lære at trække vejret igen,” fortæller han i bogen. Den historie og dens konsekvensen for kunstnerens værk og liv er tidligere fortalt i bogen: ”The happiness of burning out” (Red. anmeldt her). Den behandlede også Hein som en sag, en livshistorie, der var værd at få indsigt i for andre. Han var indbegrebet af succes, især også i sine egne øjne. Men hans burnout blev et vendepunkt. Krisen gav ham en mulighed for at lave en ny vurdering af sit liv. Det var nedenom og hjem. Og for at finde hjem til sig selv igen søgte han mod det spirituelle og det religiøse. Han gik i psykoanalyse, begyndte at dyrke yoga og meditation og satte sig ind i buddhismens og hinduismens sat sammen med kristendommens lære. Alt sammen i synkretistisk smeltedigel, hvor mange forskellige bestanddele fra alverdens religioner og spirituelle vejleder tilsættes. Ofte egentligt hel ukritisk, men kun med det for øje, om det virker eller ikke virker. For den enkelte. Også denne udgivelse, viser livet som, et casestudie, der kan rumme forskellige fortællinger, som andre kan finde spejlinger i. Måske endda sådant at livet kan blomstre, igen.

Bogen er en forlængelse af den franske filosofs Gilles Deleuzes ide om, at livet ikke er personligt. Han har i øvrigt en spændende monografi om Francis Bacon på samvittigheden og sagde: ”Skab selv” et liv mellem fødsel og død. Bogens metode handler om, at konfrontere Jeppe Hein med hans selvforståelse ud af succesen, uden at dømme ham og dermed vi andre, der skal genkende os selv i Heins flyve- og nedtur. Bogen er samtidig en fremstilling af tidens tendenser fra 70erne og frem til i dag, der så inddrages til at vise hvorledes Heins kunst i høj grad er formet af tiden, herunder især den øgede konkurrencementalitet og teknologiske acceleration, der for mange, fører til stress og angst. Det er eksistensfilosofi i forlængelse af kunstnerens spiritualitet og kunst. Især hans arbejde med vejrtrækningen får stor indflydelse på hans værker. Selvom åndedrættet er en individuel og indadvendt handling, formår Hein netop gennem sit fokus på åndedrættet, at tilføje sit værk en mere udadvendt eller fællesmenneskelig dimension. Og denne forståelse af åndedrættet, som ånd, er baggrunden for Heins værker, som når et værk ”Breath” bestod af glaskugler med kunstnerens ånde, går værket ”Breathe with Me” ud på at inddrage tilskuerne og lade dem male hvert åndedrag med ét langt penselstrøg.

Det lette i akvarellen, som han flittig benytter som medie, handler om åndedrættet, der drages let og flydende. Det er åndedrættet, der bevæger os. Gør os levende, nærværende og tilstede. En bog man sagtens kan få noget ud af, især om Heins kunstforståelse, men som også skal ses i en kritisk sammenhæng, hvor alt nemt kan komme til at være lige gyldigt, bare det virker for mig.
For nogen vil det være inspirerende, som i be-åndet. Vi kommer omkring rigtig mange filosoffer fra Aristoteles til Kierkegaard og forfatterne Goethe, Albert Camus og Simone de Beauvoir og irriterende nok er de citeret på engelsk, hvorfor ikke bare på dansk eller originalsproget, hvis det endelig skal være. Og dermed bliver bogen en slags filosofisk selvhjælpsbog, i en juletid, hvor det ikke kun handler om at få pustet ud, men i højere grad om, at få åndet ind, så læseren kan overveje nogle af livets store spørgsmål om det, at være være-dygtig, på alle planer.

Troels Laursen

Faktaboks:

Jeppe Hein Født i 1974, udlært tømrer og uddannet på Kunstakademiet i København og Frankfurter Städelschule, og har de sidste 20 år haft utallige udstillinger og projekter verden over. Han bor med familien i Berlin, hvor han også har sit studio. Hans værker er blandt andet kendte i Aalborg med springvandet i Kunstens gårdhave og den store lysskulptur i Musikkens Hus.

Finn Janning har en grad i erhvervsøkonomi fra CBS og filosof med en ph.d. i praktisk filosofi, samt kandidat i Mindfulness fra Universidad de Zaragoza i Spanien 2017. Bor med sin familie i Barcelona.



Haiko til Høeck i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Wed, December 19, 2018 08:20:48

Et helte-kvad

Trykt i NORDJYSKE den 15.december med fem stjerner ud af seks

Haiku til Høeck

Morten Stræde og Frederik Stjernfelt

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 13. januar

Et japansk haikudigt består, som udgangspunkt af 17 stavelser fordelt på tre grupper med fem, syv og fem stavelser. Haiku skal indeholde natur og skal foregå i nutid. Og digtet bør altid ende, som en fisk, der slå med halen og bryder overfladen, så man er et nyt sted end der man begyndte. Og dette haiko-digt er et hyldestdigt til digteren Klaus Høeck, der lige er fyldt 80. Hans værker er gennemkomponerede digtsamlinger, der ofte tager udgangspunkt i den store litteraturs indholdskatalog, og bygger videre på det. Eller han tager fat i videnskaben, som når hans store værk ”Hjem” (fra 1985) er bygget op som tre dna-strenge, der snor sig ned gennem de mange hundrede sider, med natur, kultur og ånd, som temaer. Det samme er på spil her, hvor billedhuggeren Morten Stræde og filosoffen Frederik Stjernfelt viser dette hyldestdigt i 3d, der også er et slags helte-kvad, hvor (andre) helte dukker op i titler og tekster. Det kredser om natur, kultur og ånd. Fra Kirkegaard til Hölderlin og Yves Klein, og spørgsmålet er om man bør kende alle disse digtere og kunstnere for at få fuld udbytte af udstillingen? Skal man vide en masse om både billedhuggeren, filosoffen og digteren får at kunne forstå værkerne. Måske?




Men de kan ses og fornemmes. Sanses. De er meget fysiske disse knap 50 forskellige værker i en mosaik af skulpturer, litterære værker og tegninger. Stræde har skabt skulpturerne, og som Stjernfelt efterfølgende har skrevet tekster til. Teksterne har indlagte øjenspænd, for selvom bogstaverne er store, er orddelingen, ikke efter retskrivningsordbogen, men efter behov, og det gør man må læse dem mere end engang og de ligesom forvandler sig for en, mens man staver sig igennem dem. Der er underfundigt og med til at åbne et univers op, hvor disse skulpturer står midt i. Skulpturer, der ofte indeholder en menneskeskikkelse, så der opstår et møde mellem værket og beskuerens egen krop. En følelse, der er voldsom, når man står foran det store værk: ”S.K.’s Plunge” der refererer, eller også gør den ikke, hvis man læser skriften på væggen, til Kierkegaard’s spring ud på de 70.000 favne og den sorte plade under det røde filt, der nærmeste er som hud, flået af et menneske, giver en svimlende dybde og en anelse om højderne. Imponerende og effektfuld, hvad enten man kender sin Kierkegaard og tvivlens nådegave eller ej.



Det er en kropslig oplevelse, uden nogen egentlig praktisk, social eller anden funktion. De er komplekse, uforudsigelige og peger i mange retninger, som når den store tyske digter Hölderlin (1770-1843) inddrages. Han sad i et tårn og skrev digte efter et nervesammenbrud i et gulkalket tårn i Tübingen. Her er der tale om to kegler, en hvid og en sort, der vender spidsen hver sin vej, op eller ned, himmel er jord, eller? Der er plads til forundring, som ”Tatlins Moon”, der er inspireret af Vladimir Tatlins månefigur, der var med i scenografien til det avantgardistiske teaterstykke ”Sejr over Solen” fra 1913. Et andet er Walters Game, der er inspireret af Walter de Marias interaktive værker og sådan kan man blive ved. Den der søger, skal finde. Det gælder også i et fint moment, af en læselounge, hvor man kan lade hvile falde over sig midt i juleindkøbene og læse Høeck selv, eller om af og de to andre. Et sandt haiko-digt svirper med halen, og denne udstilling slår lystig med halen og skaber fine ringe, der fortsætter, som et heltekvad, ud i det uendelige.

Troels Laursen

Faktaboks:

Morten Stræde (f. 1956) blev uddannet billedhugger fra det Det Kgl. Danske Kunstakademi i 1985 og har været professor samme sted 1994 – 2003. Han er en af landets mest erfarne kunstnere i krydsfeltet mellem traditionel billedkunst og landskabsarkitektur/byudvikling. Han har skabt en række udsmykninger, udstillet i både ind- og udland og har modtaget talrige priser, som bl.a. tæller Thorvaldsen Medaljen, Eckersberg medaljen, og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

Frederik Stjernfelt (f. 1957) er forfatter og professor i videnskabsteori, idéhistorie og semiotik ved AAU København. Tilknyttet Weekendavisen siden 1994, redigerede KRITIK fra 1993-2013 og medlem af Det Danske Akademi siden 2001. Har skrevet talrige bøger og modtaget en række priser: Lærebogsprisen sammen med Vincent F. Hendricks i 2006, Dansk Magisterforenings forskningspris i 2010 og Blixenprisen for ’årets indsats for ytringsfriheden’ sammen med Jacob Mchangama i 2017.

Klaus Høeck (f. 27. nov. 1938) er en sværvægter i dansk lyrik med 30 udgivelser bag sig. Fik debut i 1966 med digtsamlingen Yggdrasil. Har siden modtaget en række litteraturpriser, der bl.a. omfatter Gyldendals Boglegat (1980), Beatrice-Prisen (1987), Søren Gyldendal Prisen (1989), Emil Aarestrup Medaillen (1989), Johannes Ewald Legatet (1999), og Kritikerprisen (2008).

Foto: Frigivne fra Kunsthal Nord



« PreviousNext »