Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Vandring på Glyptotektet

AnmeldelserPosted by Troels Sun, October 15, 2017 15:15:37

LYSTTUR

Tour de Force – lystvandringer i Glyptoteket

Flemming Friborg

196 sider, 150 kr.

En tour de force er en kraftanstrengelse, hvor man når meget på kort tid på en lystvandring, der er mere end en slentrende gåtur, det får man her og mere: man får hvad en tour de force også kan betyde, nemlig et kunststykke. Og et kunststykke er hvad Glyptotekets direktør, Flemming Fribog, har begået med denne lille bog. Den er en slags afskedshilsen til den arbejdsplads han har haft i 25 år. Og at det er en kender, der viser rundt i samlingen, er der ingen tvivl om. Det er formidlet kort og præcist med mange indsigter, samtidig med at det giver læseren lyst og nysgerrighed på selv at se efter og måske endda se og opleve mere end der her er lagt frem.

Friborg kommer rundt på hele museet, forbi de egyptiske, assyriske, græske og romerske antikke samlinger, men også rundt om dansk kunst, som Constatin Hansen og H.E. Freund. Den største del er taget fra den franske samling, fra Gaugain til Degas og Auguste Rodin, (som man lige nu i Paris storfejrer 100 året for hans død)som vises med to værker, skulpturen ”Skyggen”, en del af Helvedsporten, det store omstridte værk ”Borgerne fra Calais”.

Der findes et par datofejl i bogen hist og pist, som når Rodin kun var fem år, da han lavede førnævnte mesterværk, men de er til at leve med, når resten er velskrevet og underholdende og i et letlæst og forståeligt sprog, som når han giver sig i kast med at ikke blot se på et kunstværk, men også spekulerer over manden der skildres, som i busten af Caligula (12-41), der var antikkens udgave af Hitler og Stalin, og hvor han spørger om et ansigt kan være ondt og om det er eftertiden, der mere havde brug for at skildre en ond fortid for at vise sig bedre? Og når han spørger, i forbindelse med en gennemgang af Henri Matisses figur ”Dekorativ figur” (1908) om en skulptur må være morsomt. Selv svarer han ja. Han bruger overskrifter som ”Fotosyntese” om museet og behandler hår og puslespil andre steder. Og ved den slags opløftende vidensdeling sprænges de kolde fakta til at være levende formidling. Nærværende og vedkommende. Og det er ret fornøjeligt.

Troels Laursen



Blixa #6

AnmeldelserPosted by Troels Sun, October 15, 2017 09:41:53

Et Kunstværk, som kunsthal og katalog

BLIXA Artzine #6

På hvor mange måder kan et magasin med kunst udkomme? Ja, et svar er i hvert fald mindst seks. Det lokale Artzine Blixa, der er både handler om kunst og er et kunstværk i sig selv, er nu foreløbig blandt andet udkommet som både kassettebånd, som flydende grønt væske og med insekter. Og nu denne sjette gang, og endnu engang redigeret af Niels Fabæk og Nils Sloth, som en kunsthal på kunstfestivalen KN1-15 i Aalborg nogle dage i august. KN1-15 Femten Kunsthaller bestod af en række udstillinger i femten hvide kuber, der blev placeret centralt på pladser og torve i Aalborg. Med Kunsthal Nord, som arranger ør. Femten kunstnere eller kunstnergrupper fra hhv. Berlin, København og Jylland var udvalgt til at skabe nye grænsesøgende installationer og eksperimenter med kritisk kant samt til at indgå i inspirerende dialoger på tværs af regionale, nationale og internationale skel.


Blixas kube stod på Gabels Torv. Og dertil er så kommet en tryksag, der både er katalog for udstillingen og et værk i sig selv. Heri blandt andet et værk af Thomas Plauborg, en ispind i gips. Genkendelig og noget andet end den giver sig ud for. Et tvivlsomt sted mellemspiseligt og appetitligt. Temaet, for et sådan er der hver gang, er og var Thomas. Alle kunstnere, der er med, bærer af navnet Thomas. Næsten.


Thomas er et kendt og almindeligt drengenavn i Danmark, der betyder "tvilling". Thomas Tvivleren fra Bibelen, ham, der ikke ville tro på Kristi opstandelse, førend han selv fik lov at stikke fingrene i sårene. Han var tvivleren, som det moderne menneske, men samtidig også den første der bekendte at Jesus var Kristus og dermed på engang både tvivleren og den troende. De forskellige Thomas’er i denne udgivelse er også på mange måder nogen, der tror på det de ser og som alligevel sætter spørgsmålstegn ved det de så (ind)ser. Måske mest synlig i Tomas Lagermand Lundmes digt, der opremser hvad han kommer af, eller kan tvivle på at han kommer ud fra. Thomas Wolsing viser sin store mælkekarton ”Spildt mælk”, med foto af et mejeri, der for længst er væk og tvivlen om man skal græder derover kan snige sig ind. Minderne står tilbage som en fatamorgana-tvilling, der viser det der var.


Blixa #6 er fra udstillingen og en del af udstillingen, der ikke længere kan ses, er en slags tvilling ligesom navnebrødrene og søstrene (sic) er det igennem værket. Det er humoristisk gjort. Farverig og varierende, mellem digte, tryk og fotos fra udstillingskuben, er den, uden at den mister fokus. Værkerne, spejler og betvivler hinanden og er hver for sig, tvillinger, der supplerer og udfordrer hinanden og sig selv.

Gad vide i hvilken form #7 udkommer i, man kan kun glæde sig.

Troels Laursen



Atrium Det Ny Kastet, Thisted

AnmeldelserPosted by Troels Tue, September 12, 2017 07:21:52

En bolig til planten

Trykt den 10. september i NORDJYSKE med fire stjerner.

ATRIUM

Gruppeudstilling med keramik

Det Ny Kastet, Thisted

Denne udstilling vil, noget så utraditionelt, som at udfordre og genfortolke den traditionelle plantekrukke. Udstillingens gruppen, der tog sit udgangspunkt i 2015, arbejder med at genforhandle plantekrukken og skabe opmærksomhed på synergien mellem keramiske beholdere og planter. Noget der ved første tanke kunne virke pussenuttet og en anelse ensformigt, for hvor mange former kommer en plantekrukke egentlig i?


Ja, udstillingen viser at mulighederne er mange, når tolv keramikere sætter ikke blot planterne i vand, men også deres hoveder og leger med leret, som de kender ud og ind og får en hel ny kontekst frem, så plantekrukken er alt fra en beholder med funktion, til en genstand, der blot er en ide, for en bolig til planten. Og de vil udfordre os, der kigger på, med nye og eksperimenterende indfaldsvinkler.


Atrium, er en gårdhave, hvis ide kommer helt tilbage fra romertiden og den arabiske verden, hvor en have var omkranset af mure, der beskyttede væksterne og som gav hvile og ro, og ikke mindst rum til at reflekterer. Og denne ”gårdhave” i de Ny Kastets flotte udstillingsrum, som de mange værker står flot i, uden at virke klemte, giver anledning til at tænke efter, blandt andet, hvorfor vi skjuler potter i potteskjulere, og ikke i stedet lader potterne være synlige, samtidigt med de har en funktion. Flere af værkerne er design, smukt og brugbart, som hos Helle Rittig, hvor er en mulighed for den dovne, der glemmer at vande, alligevel at have krydderurter derhjemme. Lis Biggas formgiver sine plantepotter, der kunne minde om dele af thepotter, til hænge i loftet, så planterne også er over en og skaber nye rum, et sandt atrium. Smukt. Anne-Katrine von Bülow leger med trekanterne, som feminine geometriske former, så det bliver Karyatiden, der bærer væksten med styrke og ynde. Det er både stærkt og sart på en gang. Tina Secher er brugbare løsninger på plantekrukken til indendørsbrug. Overfladen og farver i fokus, så der spilles mellem planternes organiske former og lerets enkle geometriske former. Vibeke Buciek viser habitater, som fine voksesteder for planterne, der udnytter formgivningen til at vokse. Vibeke Borresen Krog har udviklet sine bådformede krukker, så de nu bliver transportører af planter i forskellige rum, med eller uden låg. Det frodige sættes op mod den kantede og stramme form, på en fin kontrastfuld måde. Det konstrastfyldte er også på spil hos Lena Mi Engholm, hvis små modellerede rødt stentøj, er organiske, så de selv kunne være fra planteriget, så det ikke kun er planten der er levende, men også krukken.


Inger Heebøll fortæller med teglstenen, så denne urbane grønne bølge vokser ind over den industritid, der er forgangen. Hendes små maskiner og skorstene, giver mindelser om ens gamle dampmaskine, der nu belejres af planterne, så det bliver grøn røg i stedte for den fossilesorte. Fliser med riste, der bliver til grosteder har hun også med. Det er både klimadebat og genkendelige fortællinger. Det samme gør Mette Marie Ørsted, når hun arbejder med den røde ler, og skaber fine rum for efeuen, som overtager selve krukken, som ikke er en krukke, men et rum, som man gerne så realiseret i stor skala på et bytorv. Funktionen er næsten ophævet, og hos Vinnie Frederiksen der har blokke af ler, er den hel væk. Det er råt, nøjsomt mod alle odds og meget skulpturelt. Det samme gælder hos Lise Seier Petersen, her er funktionen helt væk. Hendes ler er iblandet korn, der så spirer i den fugtige ler. De små glaskuber er væksthuse, hvor en planteudvikling sker, samtidig med at der er en afvikling i gang. Det er keramisk konceptkunst, når det virker.



Ud- og afviklingen er også synligt hos Ann Linnemann, der med sine vilde kopper af porcelænsskår, skaber nye grosteder for planterne, og ophæver plantekrukkens funktion, men skaber til gengæld mere end det vi først så. Fornemt er det lavet, på en meget stilfuld og samtidigt skødesløs måde.


De tolv keramikere kommer langt omkring og rummene udnyttes fornemt med fine opstillinger og luftige podier, så man får en fin oplevelse af hvad en genforhandling af en plantekrukke er og kan. Og ikke mindst hvad det kan blive til.

Udstillingen er på vandring rundt i landet og i november udstilles den i Korsør. I efteråret 2018 afslutter ATRIUM sin udstillingsrække på CLAY - Keramikmuseum Danmark i Middelfart. Men lige nu kan udstillingen ses i Thisted indtil den 24. september. Så se og nyd den, mens den er heromkring.

Troels Laursen

Alle fotos af: Ole Akhøj.



Ung kunst fra Schweiz og Danmark

AnmeldelserPosted by Troels Wed, September 06, 2017 15:15:45

Ung kunst fra Schweiz og Danmark

Trykt i NORDJYSKE den 3. september med tre stjerner ud af seks

What’s wrong – ung kunst fra Schweitz og Danmark.

Kunsthal Nord, Aalborg

Det såkaldte stedsspecifikke, er noget som Kunsthal Nord de seneste år virkelig har slået fast, som et interessant og udviklende sted at være med den moderne kunst. Og ofte er Kunsthal Nord sluppet mere end godt fra det.

Det stedsspecifikke ligger i at værket, der udstilles, er lavet til og ofte endda på stedet, og det ikke kan laves igen eller i det mindste ville miste sin værdi og betydning, hvis man flyttede det andre steder hen.

Med denne schweiziske og danske udstilling, må man anholde, den beskrivelse i foromtalen af udstillingen, for her er det langt fra sandt, for de fleste værker her, ville ikke være eller blive anderledes ved at blive flyttet. De ville kunne stå, hvor som helst.


Der er ganske vist noget, der peger på den gamle industrielle varmekraftværk, som stedet jo ligger i, men intet, der spiller videre med det og som altså ikke kunne være i så mange andre kunsthaller med den baggrund, endsige i moderne museer.

Det her er minimalisme, som er hel ovre i det simple og rene. Uden dog for alvor at blive skarpt. Det stedsspecifikke bliver en påstand, der svært at se og føle på stedet.

Udstilling viser værker af de tre schweiziske kunstnere Manon Bellet, Manuel Burgener og Luc Mattenberger samt de to danske kunstnere Mo Maja Moesgaard og Stine Marie Jacobsen. Og samarbejde er altid både godt og vigtigt.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Pro Helvetia og Den Schweiziske Ambassade i København. Men det klinger ligesom ikke rigtigt det samarbejder. De er sammen om at være minimalistiske, men de optræder hver for sig.


Manon Bellet (1979) bidrager med et meget poetisk og sart værk. Det er skabt af afbrændte silkepapir stykker, og det er meningen at lokale musikere skal sætte bevægelse og dermed forgængelighed i værket, men selv på en dag uden musikken er det et værk, der både fryder med sin sarthed, men også skrækker med det brændte og at det ligeså stille ødelægges af tiden. Kontekstuelt og kunstnerisk relaterer værket sig til Nordkrafts tidligere kulforbrænding og hastige transformation fra industribygning til kulturelt kraftværk. Det værk er udstillingens største, men også klart vægtigste og det eneste der virkelig for alvor hænger sammen med stedet.

Manuel Burgener (1978) arbejder med rummets fysiske tomhed ved at udfordre fraværet. Selvom der både er farver og lyd på, så er fraværet det væsentligste. Det samme gælder, for så vidt, Luc Mattenberger (1980) der tager udgangspunkt i den hastige transformation fra beskidt kuldrevet kraftvarmeværk til poleret sted for kunst og kultur. Han viser det med hvide fliser og en slange. Men for begge kunstneres værker, gælder det, at de kunne hænge og være så mange andre steder, og taler ikke direkte til nogen, da her er mere tanke end sansning bag. I en særlig bygget-til-lejligheden-biograf, viser Mo Maja Moesgaard (1980) en kapitalismekritisk film ”Slowly but Suddenly”, i en billedstil med en hverdags realisme, som minder om 70’ernes TV, der vinkler og vender klimaforandringerne og er en slags dommedagsfortællinger, som jo desværre er globalt. Stine Marie Jacobsen (1977) arbejder med tekst, på tysk, blæst op på plakater, som er meget humoristiske, og sætter tingene på spidsen, hvor ting og personer sættes sammen og et udtryk opstår til videre tænkning. Om end de fremstår som løsrevne statements.


Udstillingen kunne med fordel have haft flere værker, så udfoldelsen af stedet og sammenhængen mellem de fem unge kunstnere, havde været mere synligt og ikke kun tænkt. Men da kun to-tredjedele er i brug af Kunsthallens rum, så bliver det til lidt for lidt. Udstillingens titel og ramme er: ”Hvad er der galt?”. Et svar kunne være, at der mangler noget mere sansning og noget mere stedsspecifikt.

Troels Laursen

Alle fotos: Niels Fabæk/ Kunsthal Nord, Aalborg

Maleren fra Rold

AnmeldelserPosted by Troels Thu, August 31, 2017 07:22:57

Maler af Skovens Elegier

Trykt den 30. august i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Josva -Rolds Skovs maler

Sven Erik Østergaard

180 sider, Mange illustrationer

Pris: 248,-kr.

Forlaget Rebild

Det er den lokale kunstkender Sven Erik Østergård, der stod portrætbogen “Josva – Rold Skovs maler”. De sidste 20 år har han samlet på malerier af Josva.

Forfatterens forhold til den lokale maler var ikke kærlighed ved første blik. Men efterhånden kunne han via Josvas malerier genkende det sted han nu boede og med malerens øjne selv få øje på herligheder. Og nu er der så kommet en fin portrætbog, med mange af hans kunstværker og private fotografier, her i 125 året for hans fødsel.

Og hvem var han så?


Søren Josva Christensen (1892-1948) blev kun 55 år, for en af de første forårsdage i 1948 omkom han ved en cykelulykke, på vej for, at fortælle et lokalt ægtepar, at deres bestilte maleri var færdigt og kunne afhentes. Han efterlod ægtefællen, Else og datteren Lise på 16 år. Ulykken blev bragt i de nordjyske aviser dagen efter. Et sted hedder det: ”Josva var en meget vennesæl mand, som kunstner beskeden i sin selvvurdering og trofast mod sin kunstneriske indstilling”. En anden avis skrev bl.a.: ”Han kunne nok være med i et festligt lag og nyde det, men et stykke fedtemad til kaffen og en gang grød var herreretter for ham”. Efterårsudstillingen 1948 på Aalborg Museum havde mindeophæng af Josva på museets bedste udstillingsvæg. Bogen har flere af Josva egne breve gengivet og her kan få det indtryk at manden var en anelse misantropisk og lod sig gifte fordi det var ved at være koldt om natten. God en tør humor ligger der altid lige mellem linjerne. Han interesserede sig ikke som sådan for verden. Nazisterne og tyskerne havde han ikke noget tilovers for, heller ikke da de var efter krigens som flygtninge, han mente faktisk de burde kvæles. Men ellers var en mand, der så naturen og årets gang helt skarpt. Og som kunne både male det og beskrive det i brevene. Skovskildringer er elegier, en slags klagesange med dyb melankoli og alligevel med oplivende strejf af lysglimt, som er meget dygtigt håndværk. Foråret var hans yndlingstid, mens han hadede sne så meget, at han kunne længes efter at få myggestik igen. Og især de menneskeforlagte steder, mellem de mørke graner, hvor sollyset pludselig kan spille i skovbunden, er skildret fint og stemningsmættede.


Josva blev født i Aalborg og her voksende han op og blev et så kendt ansigt i bybilledet, at Jacob Paludan i sin lille bog ”Aalborg i min Ungdoms Vaar” (1955), beskriver Josva som en tateragtigt person, med kunstnerattitude i sort og med rødt slips, der altid stod midt i projektørlyset. Og sådan er bogen fuld af gode beskrivelser og anekdoter om maleren. De mange illustrationer viser et flot layout Josvas værker og kunnen, fra landskaber, også fra Skagen, og portrætterne, som var hans udkomme i begyndelsen og som står stærkest i dag med inspiration til både hjemlige Gjessing og den franske impressionisme, til skitser og tegninger. Han beundrede Edv. Munch efter et besøg i Oslo. Man savner en mere kunsthistorisk sammenligning og udblik på værker. Bogen er derfor mere en lokalhistorisk beretning og et portræt af en glemt maler, som nu hives frem i lyset igen. Men, det er ikke hel nok at undre sig over, at manden ikke blev anerkendt og dertil et umotiveret udfald mod Kunsten i Aalborg, vi andre skal også overbevises om at han ikke ”bare” skal være en håndværksmæssigt god lokalmaler med blik for Rebild skoven, der havde et, som der står til slut: ”stilfærdigt budskab: Her er jeres egn. Pas godt på den”. Men det kan jo komme. Nu er der med denne bog lagt en solid grundsten.


En udstilling med 54 af Søren Josva Christensens værker kan i øvrigt opleves på Rebildcentret frem til 31. september i år.

Troels Laursen



Ny bog om Anchers kunstnerhjem

AnmeldelserPosted by Troels Mon, August 28, 2017 09:13:45

Kig ind hos Anchers

Trykt i NORDJYSKE den 23. august med 5 stjerner ud af 6

Et Kunstnerhjem. Michael og Anna Anchers hus

Inge Meyer Antonsen m.fl

Skagens Kunstmuseer 2017

Hardback 250 sider, illustreret

Pris: 298,-kroner

Et kig ind i andre hjem og boliger har været et yndet emne i mange år. Skagens malere var måske med til at åbne op for den mulighed, ved at male så mange værker, der skildrer deres hjem og ikke mindst dem selv og andre kollegaer midt i det. Meget er en slags selviscenesættelse, før noget hed sådan. Og måske man kan spørge om det var den eneste dagsorden de havde? Eller der også lå et menneskesyn og ikke mindst et æstetisk syn og dermed også et kunstnerisk udtryk til grund for alle disse værker, hvor hjemme også vises frem, som var det et af nutidens magasiner som ”Bo Bedre” og ”Kender du typen” på tv.


Og det er ikke fordi denne flotte bog, som Museet i Skagen har udgivet denne sommer om netop dette, stiller disse spørgsmål, men de dukker op, mens man lystlæser den. Her er det kunstnerhjemmet for Anna Ancher og Michael Ancher og det liv, de levede der. Alt sammen sjælden flot fotograferet af Robert Fortuna. Og det i et lækkert layout, som er meget indbydende, og gør at bogen også er en stor billedmæssig oplevelse.

Teksten, som er grundig og sine steder hel arkæologiske i sit kæmpe arbejde med at registrerer ting og kunsten, ikke mindst hvor, hvad er fra og hvem, der er med hvor og har lavet hvad. Og det er fra kunstværkerne og møblerne og dørene og keramikken, der daglig blev brugt. Alt denne grundighed skyldes Inge Mejer Antonsen og hendes resultater af den forskning i kunstnerhjemmet og familiens andre boliger i Skagen, som hun påbegyndte i 1964 og først for nylig har færdiggjort. Det giver en masse nye vinkler på huset og ikke mindst dens beboer og deres gæster.


Familien Ancher flyttede ind i huset på Markvej i 1884, året efter datteren Helga blev født. Her indrettede de sig med en meget personlig stil, der var langt forud for deres tid. Den herskende indretningsmode var klunketidens pomponer, tæpper og tunge gardiner, men parret skabte et meget personligt hjem med møbler fra mange forskellige tidsaldre og miljøer. Både med lokalt håndværk, souvenirs fra udenlandsrejser og gaver fra lokalsamfundet, fra kongefamilien og internationale berømtheder. Der er ikke meget IKEA over det, men alligevel er der et nordiske præg og en linje, som det store varehus dygtigt har masseproduceret.


Bogen guider læseren rundt i huset, der indeholder op imod 5000 kunstværker fra næsten 100 danske, svenske, norske, tyske, engelske og hollandske kunstnere. Blandt de mange kulturhistoriske genstande er også kunstnermøbler og japanske genstande. Og det japanske har et særligt fint kapitel, nu hvor vi fejrer 150 året for kontakten mellem Danmark og Japan, hvor netop den japanske kunst og kunsthåndværk er i fokus, og med udblik på, hvad der skete i den nordiske kunst, da landet blev åbnet op. Her udfoldes den skagenske udgave deraf. Der gås i dybden med haven og dens bænke, i virkeligheden og som genstande i kunsten. Bogen folder hele tiden genstandene og historien, menneskene og tiden, både ind og ud. Bogen er faktisk en kraftpræstation. Og ikke mindst, så giver det flotte fotoarbejde, appetit på mere, og det inkluderer så et eller flere besøg i det fine kunstnerhjem.

Troels Laursen



Elisabeth-freskerne

AnmeldelserPosted by Troels Sun, August 20, 2017 11:15:23

Elisabeth-freskerne – et rosenunder

Elisabeth-freskerne

Af Dorthe Aagesen, Synne Garff

160 sider, gennem illustreret

Pris: 250,-

Forlaget: Strandberg Publishing A/S

En af de smukkeste legender om Den Hellige Elisabeth af Thüringen (1207-1231) er historien om det såkaldte ”rosenunder”. Elisabeth blev opdraget og gift fyrsteligt ved hoffet på slottet Wartburg. Men hun ønskede at frasige sig sine privilegerer og leve et liv i barmhjertighed og godhed mod de fattige og syge. Og deri lignede hendes skæbne på mange måde Frans af Assisi, og tro mod sit kald åbnede hus slottets forrådskamre til fordel for de fattige, og opførte et hospital til de spedalske i byen. Elisabeths gavmildhed forargede hoffet, og de forbød hende at dele ud af slottets rigdomme. En dag, da Elisabeth forlod slottet med en stor kurv med brød, blev nogle af hoffets soldater sendt efter hende for at gribe hende på fersk gerning under hendes barmhjertige forsøg på at lindre de fattige og syges kår. Og uden for byporten standsede en af soldaterne hende midt i klyngen af fattige og syge og pegede på kurven, som hun skjulte under sin kåbe, og spurgte hende, hvad hun havde i den. Elisabeth svarede med en lysende skytsengel svævende over sit hoved: ”Roser, Herre!”, hvorefter hun slog kåben til side, og et flor af skønne roser vældede ud.


I årene 1928-1935 udsmykkede kunstneren Jais Nielsen forhallen og alle murflader i det tre etager høje trappeløb på Sankt Elisabeth Hospital på Amager. Et murmaleri, der skildrer den hellige Elisabeths liv, og som skulle blive Danmarks næststørste fresko, kun overgået af Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke. Udsmykningens 350 kvadratmeter strækker sig over en stor forhal i hospitalet og et trappeareal, der gennem tre etager.



Hospitalet blev bygget i 1904-05 i såkaldt national romantisk stil, og Ny Carlsbergfondet afholdt udgifterne til udsmykningen. Den blev til gengæld alt andet end nationalromantisk. For kunstneren Jais Nielsen havde været i Paris og lært kubismens ideer at kende, og han havde også ladet sig begejstre af Giottos fresker, der skildrer Frans af Assisi’s liv i Italien. Nielsens største dekorative arbejde blev derfor en moderne genfortælling af legenden om en af de mest populære helgener i den katolske kirke. Han fik dog ikke helt frie tøjler, for hans arbejdsgiver var nonnerne, og de betingede sig, at udsmykningen ikke bredte sig så meget, at de ikke kunne vaske væggene af op til en meters højde fra gulvet, så derfor rækker historien om Elisabeths gode gerninger ikke helt ned til gulvet. Til gengæld rækker denne bogudgivelse fra den ene ende til den anden. Detaljerigt og indsigtsfuld. I forordet, der er skrevet af formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt introduceres vi til baggrunden for restaureringen og fondens hensigt med endnu engang at sætte penge i værket. Dorthe Aagesen, overinspektør og seniorforsker ved Statens Museum for Kunst, fortæller om freskernes tilblivelse og om Jais Nielsens udvikling ”fra kubist til kirkemaler” og om, hvordan den store rumfortælling hænger sammen med Jais Nielsens øvrige kunstneriske virke. Det er alt sammen forbilledligt fortalt med et stort overblik.



Forfatteren Synne Garff formidler i interviewform konservatorernes overvejelser i forbindelse med restaureringen, og det er både nørdet og spændende. Garff genfortæller også legenden om Elisabeth, der nu igen kan ses, sådan som kunstneren havde tænk det for 80 år siden. Både bogen og restaureringen er både storartet bevaring og formidling af vores kulturarv. Lidt af et rosenunder i sig selv.

Troels Laursen



Jørgen Haugen Sørensen i Læsø Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Mon, August 07, 2017 10:21:51

Moduleret af livet

Trykt den 3. august i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

De skar benene af de hvide heste

Jørgen Haugen Sørensen og det kunstneriske fællesskab

Læsø Kunsthal, Østerø

Indtil den 22. oktober

Læsø Kunsthal præsenterer henover sommeren en udstilling Jørgen Haugen Sørensen.

Han er berømt for sine skulpturer i ler, bronze og granit, og har fået stort set alle de priser, der er værd at tale om for sin kunst, der ofte forestiller mennesker og dyr, især bidske hunde, i voldsomme situationer.

Under titlen “De skar benene af de hvide heste” undersøges gennem skulptur, installation, tekstil og keramik kunstnerens udveksling og samarbejde med kollegaer i samtiden. Mange af disse møder fandt sted på øen, som han selv kalder for ”det bedste ved Danmark”. og som han havde en fast tilknytning til i 60´erne og 70´erne.

Og ud over mesteren selv, så er det folk, som, Giovanni Meloni, Peter Lautrop, Eli Benveniste, Gregers Nielsen, Morten Søndergaard, Henrik Nordbrandt og Jette Mühlendorf, der er med i det kunstneriske fællesskab.


Man kan med fordel begynde ovenpå, og forfra så at sige, med en lille film af Gregers Nielsen fra 69, hvor ting skyder op og bliver til, og ikke mindst en tur langs en middelalderlig italiensk murs rustikke og arrede overfalde, peger frem til de værker Haugen Sørensen laver lige nu i stentøj. Det begyndte med leret og det er foreløbig endt tilbage ved leret for ham. Og tak for det.


Stentøjsværkerne er, set her fra, de allerstærkeste arbejder på denne udstilling, der er retrospektivt, om end man kunne have ønsket sig mange flere værker. Stentøjet er voldsom og nærgående. De følger i sporet på hans arbejder til Københavns Domhus med de fem ler-relieffer, der bærer fællestitlen “Alt imens” til de flade nicher på langsiden af Domhusets retssal 60’s vægge, der var færdige i 11.

Udover disse senere værker, af stentøj, er der titelværket: ”De skar benene af de hvide heste” der stammer fra en mareridtsagtig drøm, kunstneren havde efter et besøg i et slagterhus og mens der var stor politisk uro i Norditalien. Mindelser om Bjørn Nørgaards slagtning af Røde Stjerne dukker op, men her er hestene malet og indvolde og andet er lagt op på lærredet i syede syntetisk ”stof-puder” og bemalet. Det er meget abstrakt, men voldsom i både værkets størrelse og dets effektfuldhed. Det store værk er skabt på Læsø sammen med Giovanni Meloni i 1975.


Andre skulpturer, viser en kunstner, der bruger materialerne fra sin tid og sætter dem sammen på nye måder, som de to værker, der bærer titlen: ”Souvenir” (fra 1967) og som publikum i øvrigt er inviteret til at flytte rundt på genstandene og skabe en ny skulptur, nye minder og udtryk fra erindringen. Genstandene er de samme, men sammenhæng brydes og nyt dukker op.

Det groteske er skræmmende nærværende i de fleste værker og det påvirker i høj grad beskueren, men det bærer på sig egen underlige måde i sig, et håb og en længsel. For, hvem siger at mennesker behøver stå i kø ved ”Dumhedens Port” eller vi som lemminger skal tage turen udover kanten? Det er det spørgsmål der på rystende måde vises frem lige foran os og det spørgsmål, kan kun besvares af os selv.


Et stort stentøjsværk, med titlen: ”Tæppefald”, fra sidste år, er stort teatertæppe, hvor kranier, knogler og masker lige titter frem under kanten. Det er teater og helt Hamletsk, når tæppet går og resten er tavshed. Døden som det store tæppefald, afslører alt, maskerne og de sminkede læber, falder af og den rene hvide knogle står tilbage. Livets forgængelighed rimer her, på forfængelighed og et stort absurd teaterstykke, hvor alle flygter fra det uundgåelige. Det er klassisk Memento Mori om, at livet koster livet og det er hammer moderne og eviggyldigt, eller som Thomas Boberg digter, i det fine lille hæfte, man ikke bør snyde sig selv for, ”derfor modellerer han livet – fordi døden hugger ham”.

Det er stor kunst. Og lige nu kan man se det på Læsø, takket være ihærdige og dygtige mennesker, der vil noget med øen, ud fra det der allerede er og har været. Næste år gælder det Asger Jorn og Læsø. Der er noget at se frem til, men lige nu gælder det en af Danmarks mest betydningsfulde nulevende billedhuggere: Jørgen Haugen Sørensen. Så af sted til Læsø, få et hak i ø-passet og bliv en stor oplevelse rigere på dig selv og din nabo.


Troels Laursen





« PreviousNext »