Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Traditionsbrud - tekstil samtidskunst i Hobro

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 07, 2018 18:48:42

Bløde brud

Trykt i NORDJYSKE den 6. juni med fem stjerner ud af seks

Traditionsbrud – Tekstil samtidskunst

Kunstetagerne, Hobro

Indtil den 1. september


Udstillinger med tekstiler er i vælten lige nu her i det nordjyske. Kunsten i Aalborg viser tøj og Himmerlands Kunstmuseum i Aars viser blandt andet filt-arbejde og nu går Kunstetagerne hel ind med en stor udstilling, der viser tekstiler. Og det er ikke i traditionel forstand med strikketøj og syning. Det er det selvsagt også, men det er meget mere end det. Der er mere på spil. Kunsthåndværket og design er der brudt med. Og selvom de 10 kunstnere tager fat på store emner som krig, identitet, udkantsdanmark og migration op, så gør materialerne, at det er et meget blødt brud med traditionen. Og ofte trækker man på smilebåndet. Og trods de mange forskellige bud, hele 36 værker i alle størrelser, på dette, så er udstillingen alligevel sammenhængende og godt arrangeret. Man går nysgerrig rundt i rummene og mellem etagerne.


Det begynder med en stor grøn skulptur lavet Isabel Berglund, ud af nylon fiskerigran, og minder om alt mellem en mellemøstligt klædningsdragt til et monument for forliste fiskere. Blomster, tandhjul, eller er det skibsror, er sat på og giver genskin af gamle broderiapplikationer. Den er både en uhyggelig og dragene tidsmaskine og fortælling. Endnu en klædedragt viser hun ovenpå. Det er en stor hvid trøje med mange ærmer, som er lige til at gå ind i og blive en del af. Et socialt strikket samvær. Den i Thybosiddende, Thomas Wolsing, er en mester i, at tviste og på ny vise det landlige forfald i korsstingsbroderier. Det er udkantsdanmark, når det er allerværst og alligevel ser man i hans værker både skønheden og forfaldet, så forfaldets ufærdighed også kan ses som en mulighed for en ny begyndelse. Lone Bank og Tanja Rau arbejder med de tekstiler vi bærer, og som bliver os. Det er en kædedans for slipsedrenge, der både vil bryde ud i individualitets hellig navn, men som alligevel hænger sammen. Det samme gælder kernefamilien i sengen. Det handler om identitetsøgning. Anders Bonnesen viser sine sjove og tankevækkende hæklede og strikkede ordsprog, der med ironi og bid fordrejer det velkendte. Gudrun Hasle broderer om køn og kvindeliv til alle tider. Karen Havskov Jensen viser en fantastisk smuk hæklet installation af et spisebord dække op til seksten. Det handler om fra jord til bord, dengang og nu og en masse flere lag af historie om fællesskaber og højtider og det at spise det daglige brød sammen. Det er både velkendt og meget fremmed. Realistisk og surrealistisk på en og samme tid. Et værk, man kan fordybe sig i meget længe. Karina Meedom broderer abstrakte ornamenter, der giver mindelse om landskaber i horisonten og naturen mikroskopisk tæt på. Smukke malerier er de, som de står farverige i deres skitseagtige hurtighed, om end broderierne sikkert er langsommelige udført. Randi Samsonsen viser strikkerier, med indlagte fejl, og får en til at tænke på underlige organismer fra andre steder eller dybt i havet, ja nogen er ganske uhyggelig svulstagtige væsner. Og alligevel ser de venlige ud og man smiler med dem. Andreas Schulenburg arbejder har to store lamper, der er paddehatteskyer, så den hyggelig og hjemlige standerlampe pludselig er en atombombe i sprængning. Vores brug af energi er både til nytte og ødelæggelse, som altid i Schulenbergs værker.


Det hverdagsagtige og velkendte og hyggelige får en ny vinkel på denne udstilling, så hvad enten man er til samtidskunst eller kunsthåndværk, eller bare glad for at strikke og nøkle med tråd og nål, så er der her noget godt for enhver. Ung som gammel.

Troels Laursen


Faktaboks:

Udstillingen består af 36 værker og er udført af: Bank & Rau, Isabel Berglund, Anders Bonnesen, Gudrun Hasle, Karen Havskov Jensen, Karina Meedom, Randi Samsonsen, Andreas Schulenburg og Thomas Wolsing. Der er flere rundvisninger og artisttalk undervejs indtil udstillingen slutter, se mere angående tidspunkter her: www.kunstetagerne.dk. Og skulle man få lyst til selv at kaste sig over tekstil kreativitet, kan man i udstillingsperioden være med til at skabe verdens første HOBROderi – et broderet fællesværk, som alle inviteres til at bidrage til. Kunstetagerne stiller materiale til rådighed, mønster og forlæg bruges ikke, så enhver kan brodere lige det, de synes. Efter udstillingen vil HOBROderiet blive udstillet.





Safari På Himmerlands Kunstmuseum i Ars

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 30, 2018 13:43:24

Naturen flytter ind

Trykt i NORDJYSKE den 28. maj fire ud af seks stjerner

Safari

Anne Sofie Meldgaard og Andreas Schulenburg

Himmerlands Kunstmuseum, Aars

Indtil den 5. august

Safari kan være så mange ting: Man kan gå på safari mellem dyr, enten med riffel eller fotoudstyr. Eller man kan gå på safari og søge på webbrowseren af samme navn. Eller det kan foregå på et kunstmuseum, som nu med denne udstilling, hvor naturen er flyttet ind. Det sker som keramiske figurer, akvareller, filtskulpturer og andre objekter og malerier med blomsterbilleder. Det kunne måske lyde en anelse gammeldags og støvet, men det er det ingenlunde. Det er både moderne og samtidsorienteret. Det handler om vores forhold til naturen, vores brug af den som et objekt og ikke som en med-skabning eller en forudsætning for vores egen eksistens.


Det gælder især Andreas Schulenburg (f.1975 i Hamborg) for i hans værker møder vi det politisk ukorrekte, det provokerende, det eftertænksomme og altid tilsat et tvist af afvæbnende humor. Ikke mindre en 50 værker i alle størrelser fremvises af ham. Uden det bliver for meget. Der er straks i den lidt overfyldte mellemgang, som også er garderobe, en chokoladepastil forklædte som bombe og indenfor er knuste flasker, som man kan skære sig på, hvis de ikke var af filt, men alligevel er der mulighed for at skære sig på værkerne. Som når et naturfolk står midt i junglen og kan vælge mellem vejskilte til Asylcenteret, Fængslet eller Randers Regnskov.



Eller når en megakagerulle i filt viser sin fangst af en knust hveps. Naturen er objekt for mennesket og vi er ved at save en gren over som vi selv sidder på. Det er tænkevækkende og morsomt, og den moralske pegefinger er væk, om end man ikke undgår at føle sig udpeget, når et fly til naturferien ødelægger selvsamme natur med co2, så to isbjørne, i keramik, er faret vild på kloden, og selvom de to afslappede isbjørne ser meget tilfredse ud i skyggen af savannetræet, så er det jo også deres undergang. De ligner os, der på ferieturen. Schulenberg har et klart ærinde, men hans tekniske kunnen og materiale bevidsthed får også løftet værkerne ud over det politiske, og ind i kunsten. Elegant gjort.


Overfor Schulenbergs spidse univers, så er Anne Sofie Meldgaard’s værker ”pænere”, men med de kradse farver i næsten psykedeliske mønstrer og hurtige strøg er der også en voldsomhed og energi, især i de store værker, og deres kompleksitet er det, der bærer mest i Meldgaards del af udstillingen. Vi ser seks store oliemalerier og 24 papir-arbejder, olie på papir og grafiske tryk i form af monotypi. De er 20 i olie på papir arbejder, hvor Meldgaard river sider ud af blade og magasiner som hun derefter maler på. De er egentlig meget fine, men ufarlige om end de handler naturen fra en bestemt vinkel, som seksualisering af kvinden og sikkert også #metoo. Men det er i de store blomstermalerier man bliver for alvor inviteret ind. Hun har arbejdet med blomstermotivet i flere år. Hun har arbejdet med i flere år. De er gavmilde og fantasifulde i deres grolyst. Og selvom der er tale om kradse farver og mønstre, så er der en balance, som var det klassiske stilleben og blomsters forgængelighed. Hun viser at skønhed også rummer det sammensatte og ikke altid går op. Det er kraftfuld.


En sammensat, men alligevel harmonisk udstilling, og en udfordrende og tankevækkende safari til Aars, er hermed anbefalet.

Troels Laursen

Fakta:

Anne Sofie Meldgaard, f. 1974 i Seoul, Syd Korea, men opvokset i Randers og bor og arbejder nu på Bornholm. Udstillet på Bornholm Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum i 2014. Uddannet 1994–2000: Det Kongelige Danske Kunstakademi og 1998: Kungliga Konsthögskolan, Stockholm, 1994: Krabbesholm Højskole for Art, Architecture and Design, Skive.

Andreas Schulenburg, f. 1975 i Tyskland, er uddannet billedkunstner og skulptør fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1999-2005) og Det Jyske Kunstakademi (1997-99). Han bor og arbejder i København. Schulenburg er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger, heriblandt ARoS Aarhus Kunstmuseum, Ny Carlsberg fondet og Nykredit. Modtog i 2010 Niels Wessel Bagges Kunst-fond. Han er lige vendt hjem til Danmark efter en stor soloudstilling i Bangkok



Automattegninger af Claus Ejner

AnmeldelserPosted by Troels Fri, May 25, 2018 12:07:47

Automattegninger

Trykt i NORDJYSKE den 24. ma med fire ud af seks stjerner

Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver

Claus Ejner

Forlag: Gladiator

Sider: 108

Pris: 225 kr.

Automattegningerne har deres baggrund i at CoBrA-kunstnerne ville male spontane billeder, hvor deres underbevidsthed kom frem. I automattegningen lader man blyanten tegne frit hen over papiret. Man skal ikke tænke over noget særligt motiv, men bare slippe fantasien løs. Asger Jorn lavede mange sådanne automattegninger.


Det er i det fodspor digteren, maleren og performancekunstneren Claus Ejner træder ind i, når han nu udgive sin samling af automattegninger i denne udgivelse: ”Jeg tænker ikke over, hvad jeg laver”. Bogen indeholder 92 udvalgte automattegninger, der er lavet i perioden fra den 8. september 2016 til den 23. maj 2017. Mange har ligget på kunstneres instagram allerede. Udover traditionen fra CoBrA, så benytter Claus Ejner også parafrasen og han citerer flittig og gerne fra litteraturen, som en Samuel Beckett og dennes optagethed af det absurde. Og han refererer til historiske og ikoniske malerier fra Munch til Magritte. Og en linje til Storm P. er også nærlæggende, da værkerne skal læses, både som en tegneserie og en tekst. Ord er der ikke mange af, udover et kort forord af Hans Otto Jørgensen. Men værkernes egne indhold gør at man læser sig ind i værket og finder derved en underlig logik, mellem de ting, der optræder i værkerne, og som ikke rettelig hører sammen, men som her alligevel får noget til at gå op. På en bagvendt måde.



Det handler om det absurde i vore daglige liv med hinanden, ting vi ser og gør, om her er fremstillet som både hule og tomme. Det er samfundskritik og kritik af menneskets dumhed og dovenskab og den såkaldte gode smag, samtidig med, at det netop også er en hyldest til både verden og menneskene i verden. Kunstneren sætter sin særlige hverdagskurs med den gamle dadakæmpe Francis Picabias ord som motto: ”god smag burde være det modsatte af kedsomhed”. Det er paradoksalt, men livgivende i Claus Ejner’s streg, som aldrig er uden en stor humor. Den dadaistiske og surrealistiske tradition, har med denne billedbog en fornem arvtager i Claus Ejner.

Troels Laursen


Faktaboks:

Claus Ejner, født 1967, arbejder i mange medier fra Facebook til Instagram og ikke mindst på hjemmesiden: www.dada-invest.dk. Har sammen med fire andre startet udstillingsstedet: performanceRUm, i Århus. Og har gået på Det Jyske Kunstakademi 2001-200. Cand. mag. i nordisk litteratur og kunsthistorie fra Århus og Odense universitet. Medlem af BKF og Danske Skønlitterære forfatter. Han fik i 2013 et 3-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, med begrundelsen: ”Vi giver ham det treårige arbejdsstipendium, fordi han ikke kan holde sin mund, og vi aldrig ved, hvad der kommer ud af den”. Deltog i begyndelsen af året på Kunstetagerne i Hobro i udstillingen: ”Streger”.



Finsk Poesi på Kunsten

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 23, 2018 15:15:52

At efterlade sig spor i hinanden

Trykt i NORDJYSKE den 21. maj med fem stjerner ud af seks

You Remain In Me

Kaarina Kaikkonen

Kunsten, Aalborg

Indtil 16. september

Kaarina Kaikkonens værker består typisk af f.eks. brugte skjorter, ski eller dansesko som sættes sammen i kæmpemæssige installationer, der både dækker gulvet, væggene i store sammensatte værker og andre mindre enestående værker, der hænger, rundt over hovedet på en, så man bør ikke kigge ned hele tiden. Der er masser at se på, alle vegne. Fugle, spiraler der minder om naturens spiren og sågar en lille hvid jolle. Disse bløde materiale af genbrugstøj, som Kaikkonen bliver ren skulptur. Og flere kender sikkert allerede den finske kunstner fra Kunstens egen samling med værket ”Queen of the Night”, der transformer sko til noget på én gang smukt, foruroligende og dragende i form af insekter eller blomster. Skoene, her moderens dansesko, er også med på denne udstilling, hvor det ellers er Kaikkonens poetiske leg med jakker og skjorter og andre beklædningsgenstande, der er mest i fokus.


At hun begyndte som maler ses i flere af værkerne, som det store landskab, med foldede jakker og skjorter, der er bredt ud over gulvet og væggen, så man står midt i en stor nordisk landskab, hvor blikket kan forsvinde sig langt inde i en horisont, og man næsten kan høre bølgernes rullen. Den er som skabt, til gæsterne på museet, for selfies.


Man siger, at klæder skaber folk, men de folk, der har gået i klæderne skaber også tøjet. Former det. De sætter spor, i herrejakkernes folder og de krøllende bluser. Vi sætter spor i tøjet, som igen sætter spor i os og hinanden som erindret tekstil, der som et liv bærer folder og krøller. Erindringen er vores identitet og det er det vi tror er os. Kaikkonen har skabt to stedspecifikke værker til der miner landsmanden Aalto’s arkitektur: Det kæmpemæssige værk monteret fra Aalborgtårnet og ned til museets park, samt et selvportræt i finsk toiletpapir i museets Store Sal. Det hele er lagt ind under den personlige titel ”You Remain In Me”. Erindringen er som vævet ind i de gamle stoffer, der nu vidner om historier og relationer, der har sat sine spor i hende. Skjorten spiller en stor rolle i hendes kunst. Hun mistede sin far som ti årig og gik derefter ofte i hans skjorter og bar dermed hans liv med sig. Det folder hun ud, hel bogstaveligt talt, nu så han og moderen, er i danseskoene, begge meget levende tilstede. Det er meget personligt, men som al stor kunst også almengjort, så andre sagtens kan krybe ind i folderne og der mærke livets skrøbelighed, og dens skønhed, midt i sorgen.



Det store værk udført i finsk toiletpapir, hænger som lameller ned i det store rum og kan passerer, en ad gangen, så man oplever dette usædvanlige selvportræt, som en lysfanger, der trods sit skrøbelige materiale, er en stærk manifestation af kraft og lys. Af håb. De mange skjorter på wiren fra Aalborgtårnet ned i museumshaven blaffer i vinden og der skabes et fint rum, hvor man får kigget op og set mange fortællinger, og om man føler man står i en napolitanske baggård med vasketøj, eller ser de gamle skibes signalflag for sig, så er de lige til at tage ned og på. I alt er der tale om en meget livsbekræftende og ikke mindst en spektakulær udstilling, som i ordets oprindelige betydning, der rummer både skue-spil og det at se, her det skønne og store i det ellers oversete.

Troels Laursen

Faktaboks:

Kaarina Kaikkonen (f. 1952) kommer fra Idensalmi i Finland. Og er uddannet på Academy af Fine Arts i Helsinki. Hun har udstillet på store museer såsom MAXXI i Rom, Kiasma i Helsinki, Eremitage museet i Skt. Petersborg, samt på flere større museer i Norden, USA og Tyskland, og hendes værker findes i samlinger over hele verden.

Alle foto fra museet af Anders Sune Berg

Power Plant i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Fri, May 18, 2018 08:45:34

Kraft værker

Trykt i NORDJYSKE den 15. maj med fem ud af seks stjerner

Power Plant

Stella Geppert, Antonia Low og Tina Maria Nielsen

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 17. juni

Udstillingens titel fortæller, at det handler om kraftværk, og inden i titlen ligger der også ordet for plante. Det er et møde mellem industri og natur, og mennesket derind imellem. Udstillingen er et dansk-tysk fælles projekt af Stella Geppert, Antonia Low, og Tina Maria Nielsen. Og dette samarbejde lykkes sjælden godt, da deres værker spiller godt sammen og hænger sammen i et ensartet udtryk, trods deres individuelle tilgangsvinkler. Omdrejningspunktet er det plastiske ord stedspecifik og de gør det ganske konsekvent. Og det sker uden, at det ”blot” bliver en kulturhistorisk undersøgelse eller til et mindesmærke af stedet, men er også en poetisk leg med lige netop dette sted og dens funktion. Deres værker er analoge og meget fysiske.


Geppert’s store ler-skulpturer miner menneskekroppens mønstrer og bliver til en form for kommunikation, så kulminearbejdernes bevægelser fra den gang under jorden, af deres bevægelser, der blev til energi, nu står som spor af noget der var. Arbejderens bevægelse, på en meget lille plads i minerne, og arbejde bliver fysisk tilstedeværende og skildrer på sin vis også menneskets (magt)kamp med naturen om at gøre den til sit instrument. Udstillingens vægtigste værk er hendes video, ”Busk”, hvor en buskklædt kunstner, trodsigt som en teenager, går rundt i et forladt Nordjyllandsværket, som var det naturen der genbesøgte sit sted, men nu enten var blevet hjemløs eller så sig om for en mulighed for at generobre sin plads, ikke bare som menneskenes objekt til mere energi, men i egen ret. Det er klimadebat på den barske måde, men også en meget morsomme måde. Videoværkets 11 minutter hiver udstillingen op på de fem stjerner.


Low viser en række insektynde og lette stålfigurer, der i rummene har deres eget grafiske kraft. De er skjulte konstruktioner, som hermed gøres synlige. Værkerne miner både kraftværkets historie og bygning, men også det der nu sker inden ved siden af udstillingslokalerne, hvor energien ikke handler om kul og varm vand, men om de maskiner, hvor mennesker nu daglig sveder for bedre kroppe. Og værkerne er menneske-lignede, omend forvredne og tilsat artdeco-håndtag og andre forfinede naturefterlignende genstande, så det hårde og det bløde mødes i kunsten, i kulturen.

Nielsen viser tre værker, der fylder både i omfang og udtryk. De er på sin vis minimalistiske, men også voldsomme i deres fremtræden. ”Kraft Værk” er hel enkel to lange stålrør, påsat et stykke kul og en sommerfugl, så kaosteoriens tale om at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en storm på den anden side er tydeligt. Og hvor et vingeslag fra den lille sommerfugl teoretisk kan igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres. Og således også her i den store uro, der maner til ro. Hendes værk ”Mind and Matter” er smuk med sine forgyldte hjelme, der ligger i flyveasken. Antallet er syv, som i Skabelsens dage og ligger nu som var det hviledagen, som tomme skaller, der vidner om noget der var. Frugten er plukket og udnyttet og slagger ligger tilbage. Værket udfordrer kritisk og vedkommende vore store forventninger, der knytter sig til industrisamfundets uhæmmede ide om stadig vækst.


Udstillingen indbyder til fordybelse og indsigt. Man kunne håbe at de tre kunstnere snart kom forbi igen.

Troels Laursen

Faktaboks:

Stella Geppert er uddannet fra École des Beaux Arts of Paris og Fine Art at the University of the Arts, Berlin. Hun bor og arbejder i Berlin og Halle, hvor hun siden 2010 har været professor i Experimental Sculpture ved the University of Art and Design.

Antonia Low bor i Berlin. Hun har studeret på Kunstakademie Münster og på Goldsmiths College, London. Hun har udstillet solo på Palazzo Altemps, Museo Nationale Romano (2016); Kunstmuseum Bonn (2014) og i 2017 ved Eigen&Art Lab, Berlin: Deutsches Haus at NYU, New York; og Gingko Space, Beijing.

Tina Maria Nielsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (1991-99). Bor og arbejder i København. Seneste soloudstillinger: Esbjerg Kunstmuseum (2017), Den Frie i København (2016), Charlotte Fogh Gallery i Aarhus (2014), Galleri Thomas Wallner, Simrishamn (2014) og Brandts i Odense (2013).



Stor bog om Tommerup Keramiske Værksted

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 09, 2018 21:20:48

Hånd og Ånd

Trykt den 8. maj i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Tommerup Keramiske Værksted I-II

Forlaget Wunderbuch

624 sider og rigt illustreret

Pris: 490,-kr

30 år som vigtig spiller på kunstscenen bør fejres. Og det bliver det med denne udgivelse i lækkert boghåndværk i hele to store bind og med knap 500 fotos af tiden der er gået. Og det, der fejres er ikke blot et firma, men et sted med engagerede mennesker, der tror på leret og dets muligheder, og viser at hånd og ånd kan arbejde sammen. Stedet er Tommerup Keramiske Værksted, og folkene er keramikerparret Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord.

Bjørn Nørgaard skriver i sin artikel om stedet og menneskene og ikke mindst det at arbejde med leret: ”Vi er af kød og blod, som keramikken er af jord og ild, der er levende. Som leret kan vi formes, men det skal ske på menneskets vilkår, ikke algoritmernes, så vi må træne hele vores sanseapparat, og her kan kunsten og håndværket, ånd og hånd, noget særligt”.

Det tidligere teglværk på Fyn er netop stedet for den levende ild og jorden, der skabes i hånden med ånden.


Første bind er lagt i hænderne på kunsthistoriker Lise Seisbøll Mikkelsen, der er tidligere leder af Keramikmuseet Clay. Og med sin viden, fortæller hun indlevende om værkstedets historie og sætter de keramiske værker ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Og samtidigt fortæller hun om de kunstnere, der i tidens løb har arbejdet på stedet nogen gange anekdotisk og andre gange meget intensiv og andre gange lidt lettere. Det drejer sig om markante kunstnere som før nævnte Bjørn Nørgaard, og Peter Brandes, der kom med den, dengang, største udfordring for stedet og dets medarbejder: ”Sevilla krukken” fra 1992, der skulle stå uden for den Danske Pavillon ved Verdenstillingen i Spanien 1992, med en højde på mere end 4,5 meter. Værkerne skulle senere vokse i størrelserne. Andre kunstnere gennemgås, som Tal R, Michael Kvium, Peter Carlsen, Kirsten Justesen, Jens Birkemose, Knud Odde, Erik Nyholm, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen. Flere norske kunstnere har også benyttet af stedet, måske på grund Gunhild Rudjords norske baggrund, så både Dronning Sonja og Magne Furuholmen, som nogen måske mest kender som keyboardspiller i succesgruppen AHA, men som i dag er en stor og vigtig billedkunstner i Norge. Hans mentor og læremester Kjell Nupen, har også flere gange besøg stedet og lavet sine markante krukker. Mangfoldigheden handler ikke bare om forskellige kunstnere, men omfatter alt lige fra mindre fade og vaser til vægstore relieffer, og som det eneste sted i verden kan man i Tommerup brænde monumentale krukker på tæt ved 6 meters højde. Dette kræver en enestående ekspertise og fornemmelse for ler. Det er Esben Lyngsaa Madsen, der er stedets troldmand, angående de tekniske løsninger på kunstnernes drømme og Gundhild Rudjord, der står for farvemagien med sin store viden og kunnen med hensyn til glasurerne og samtidigt formået at opretholde en fin karrierer selv som keramiker.


Bibliograf Gunnar Jakobsen har i bind II udarbejdet en omfattende værkfortegnelse og litteraturoversigt. Her er mange flotte fotos af processerne og det endelige resultat af alle anstrengelserne. Og her findes også en række kunstneres personlige oplevelser, og især interessant er Asger Jorns overvejelser, der ganske vist ikke selv har været på stedet, men hans syn på kunst og traditionel håndværk er stadig valid. Esben Lyngssa Madsen, og Peter Brandes sammen med Kirsten Justesen kommer til orde og fortæller om at arbejde på det specielle magiske sted af ånd og hånd. Bogen er en gave til folk, der interesser sig for keramik og udsmykninger i det offentlige rum. Og den, er en kulturhistorisk fin dokumentation, udgivet af det lille Skiveforlag, Wunderbuch, grundlagt af Klaus Gjørup som et con amore projekt og ud fra devisen: Skal det gøres, lad det da blive gjort med kærlighed til bogen. Bogen her flugter ganske godt den intention. Bogen er en fornem hyldest.

Troels Laursen



JCE Biennalen i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Sun, April 29, 2018 14:25:14

De unge i Vrå

Trykt i NORDJYSKE den 25. april med 4 ud af 6 stjerner

JCE Biennalen 2017-19

International biennale for ung samtidskunst

Kunstbygningen i Vrå

Indtil den 3. juni

Det begynder hvert andet år i, Paris, med en fernisering og derfra tager udstillingen på en turne. Biennalen består af 7 europæiske lande, som hver repræsenterer 8 nationale kunstnere. Og ligesom for to år siden, da udstillingen først gang besøgte Danmark og Vrå, er det en sammensat udstilling, der på sin vis stritter og samtidig meget flot viser, hvor den unge samtidskunst i Europa er på vej hen. De, der nævnes her er dem, der set herfra, definerer udstilling. Og de danske bidrag står faktisk godt i denne sammenhæng. De otte danske bidrag er Ahmad Siyar Qasimi, Lars Worm, Anna Bak, Alexander Marchuk, Johannes Sivertsen, Mette Juul, Rasmus Søndergaard Johannsen og Berit Dröse. Det er dog som oftest svært at gætte hvilke lande værkerne og kunstnerne er fra og mange af kunstnere er da også uddannet i andre lande end der de kommer fra. Fælles er de om at kredse om de samme temaer omend, de er udført i alt fra maleri til installationer, over video og skulpturer. De alle optaget af rodløshed og længsel. En rodløshed i det moderne liv og en længsel efter ægthed, gerne fundet i naturen eller en renhed i livet, der var sand. Renheden, så det næsten er sygeligt, ses i spanske Àlex Palacín’s samling af grydesvampe og andre farverige rengøringssvampe i mange former, hængende fra loftet. Svampene er taget ud af deres kontekst og bliver i deres egenart kunst. Et værk, der er smukt i sine farver, humoristisk i sin brug af dagligdagen og skarp i sin underlæggende kritiske tone af tidens besathed af at være rene og uskyldige. I sin video vasker Métra Saberova, fra Estland, heftig og voldsom en barnevogn og sætter fokus på moderskabet, eller det ikke at kunne blive mor.


I det stærke videoværk ”The Death Call” af danske Mette Juul, er det døden der i centrum og en bedemand gør et lig i stand, klinisk og professionelt, så virkeligheden næsten bliver hel uvirkeligt. Videoerne står stærkt på biennalen. Og Letlands Golf Clayderman’s ”Morning TV-show” viser det, vi gerne vil vaske væk og glemme af pinligheder fra fortiden. Det er meget morsomt lavet.


Hver gang biennalen afholdes uddeles der tre priser. En vinderne var danske Rasmus Søndergaard Johannsen, som deltager med værket ”Pivot”, der en samling af maskindele eller tapper af stål, forstørret og hevet ud af deres oprindelige sammenhæng, så de nu fremstår blanke og kolde, og kan være alt fra redskaber, der ligger godt i hånden, til selvskade eller selvglæde. Et voldsomt værk i al sin enkelhed og som man ikke lige forlader, eller som ikke lige forlader en igen.


Maleriet har også sin plads. Blandt andet i Mário Vitória, fra Portugal, der viser en jagtscene med hunde og hjort, som var det i gamle dage, men samtidigt er det en kritik af samtidens hyldest til den stærke, for den lidende hjort, bærer lyset, som er det eneste, der kan skræmme kapitalen og magten. Eller i spanske Francesc Ruiz Abad, der med humor ikke begrænser sig af hvad et maleri er og kan. Det er ganske tegneserieagtigt og handler om at tage en slapper, både overfor mad og sex. Mere klassisk maleri er der i italienske Andrea Fontanari’s morgenbillede af et interiør med kurvestole. Fraværet er helt nærværende og mærkbart. Skulpturen med i er Kokou Ferdinand Makouvia’s, Frankrig, værk, af en musetrappe af foldet kobber, der er hel spirituel i sin gentagende form. Lorenzo Guzzini’s, fra Italien, viser to kuber i beton, hvor horisonten forvrides i udsynet, hvor virkeligheden (kun) er det, der ses. Flere burde nævnes, men se selv efter. Fælles er de om at splitte virkeligheden ad og genskabe nye konstruktioner, så alt ses i en ny sammenhæng. Biennalen, giver en fin fornemmelse af Europas forskelligheder, men også vores fælles arvegods, kan ses i den unge samtidskunsts værker. De unge i Vrå, forholder sig til tiden vi lever i, hvad enten det handler om længsler om renhed eller rodløshed og identitet i en verden er der større end landegrænser.

Troels Laursen


Faktaboks:

Den internationale biennale er blevet vist hvert andet år siden 2000. JCE Biennalen 2017-19 turnerer i ni europæiske lande og kommer denne gang forbi anerkendte museer og kunsthaller i Frankrig, Danmark, Polen, Letland, Rumænien, Tjekkiet, Italien, Spanien og Portugal. Hvert af de ni lande er repræsenteret med otte kunstnere, som det enkelte land udvælger. En international jury udvælger herefter kunstnere fra de ni lande til en særudstilling, som bliver vist på udstillingsstedet Hangar 18 i Bruxelles.

Kunstbygningen i Vrå har stået for udvælgelsen af de danske repræsentanter ved hjælp af en kunstfaglig jury. Juryen modtog 66 ansøgninger, hvoraf otte kunstnere nu er udvalgt til at repræsentere Danmark med et værk.

Medlemmerne af den kunstfaglige jury er Anna Krogh, museumsinspektør på Brandts, Judith Schwarzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi, Torben Zenth, redaktør og ejer af Kopenhagen Art Institute, Amalie Jakobsen, billedkunstner, Søren Elgaard, billedkunstner og formand for Vrå-udstillingen, og Henrik Godsk, billedkunstner og kunstnerisk leder hos Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.




BLIXA #7 en mulepose og dada

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 16:59:29

En mulepose med dada

Trykt i NORDJYKSE den 18. april med fem ud af seks stjerner.

BLIXA #7:

Med: Asger Schnack, Mogens Otto Nielsen, Karla Sachse, Lars Nørgård, Ulla Hvejsel, Jesper Fabricius , Henrik Broch-Lips , Boog Highberger (USA), Jakob Højholt, Charlotte & Amalie (Skt. Thomas), og redaktionen: Niels Fabæk og Nils Sloth.

Oplag: 60, heraf 46 i handel, 14 i Hors Commerce

Pris: 200

Artbreak Hotel, Aalborg

Slår man det op, så får man i flere varianter af hvad Dada betyder, og det er noget i retning af at det kommer fra fransk og betyder enten kæphest, barnepludren, eller en fiks idé.

Artzinr Blixa syvende udgivelse er det samme. De rider en kæphest, og de pludrer og de har en fiks ide.

Kæpheste er der flere af, og i den efterhånden gennemgående kunstnerduoen fra Skt. Thomas Charlotte og Amalie’s lille (My Little Pony) film ser vi, hvad der sker når kæpheste trækkes af stalden og får endnu tur på løbebanen. Det bliver til hele og halve heste og ditto sandheder.

Og som altid er der originalt kunst med. Denne gang er det lagt i hænderne på Mogens Otto Nielsen, og som den konceptkunstner han er, så er det et såkaldt readymade, en colakapsel, der næsten, er en ridderorden til poetisk gadedans. Og Ulla Hvejsel, skriver encyklopædisk om sandheden, som har lidt en vandskade. Asger Schnack digter om begyndelsen og fortsættelsen af Dada. Lars Nørgaard, laver sine kendte billedrebusser, der både giver mening og er uden mening. Kunsthal Nords leder Henrik Broch-Lips giver et fin kunsthistorisk overblik over da Dada blev til konceptkunst og lort på dåse.

Hugo Ball (1886-1926), den tyske grundlægger af Dada bedrager med manifestet for Dada og om ord, som første prioritet. Jesper Fabricius leverer varen med et flot digt, med tre linjer gange flere, der på bedste dadaistiskvis og lige på kornet, kan læse i flere lag og med mange meninger. Mere skal ikke afsløres her, for muleposen rummer meget mere dada. Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog. Det ligger også under denne muleposeudgivelser. Der er ikke noget entydigt, udover, at det er der netop ikke. Mistro til autoriteter og det herskende meningsfulde sprog, ligger lige under det hele, for det er ikke kun gøgl og slapstick det hele. Der er en mening i galskaben, på linje med barnet, der forsøger sig med sproget og dermed prøver at forstå det liv, der ligger foran og som ikke lige lade sig tyde, endsige styre og forstå. På rumænsk betyder ”dada” "ja", og denne udgivelse er en hel pose fuld af ja. Ja til legen, kæphestene og livet i al dens pludrende uforståelighed. Og således markerer gruppen, bag de interessante og lystige udgivelser, 102-året for Dada’s fødsel, for at marker 100 året ville være for u-dadask. Og sikke en markering. Artzine-blixafolkene leger og de pludrer, og det hele synes som ingenting, men man føler en tyngde i galskaben, så den fikse ide, ikke blot er fiks, men også god. Tillykke til dadaismen med de 102 og til folkene bag muleposen med at vise os, at dadaismen lever og har det godt.

Troels Laursen



« PreviousNext »