Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Laier i Skagen Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Sat, July 21, 2018 15:21:07

Skandaløs god kunst i Skagen

Seks stjerner ud af seks i NORDJYSKE den 20. juli

Anton Christensen Laier m. m. flere

Skagen Kunsthal

Værftsvej 2, Skagen

Åben hver dag 10 -13 og 16 -19

Indtil den 10. august

Entusiastiske mennesker med en anelse nørderi til den gode side, skaber steder og rum, til det der ellers ofte ikke er plads til andre steder. Gorm Spaabæk er en sådan og hans sted, Skagen Kunsthal, er stedet, hvor den kunst der ellers ikke vises andre steder, ofte fordi der ikke skal skabes skandaler, men ofte også fordi kunstneren og kunsten ikke lige rammer tidsånden og derfor sættes udenfor. At det ikke er retfærdigt viser udstillingen med mere end 40 værker, malerier og skulptur af den skandaleramte præst Anton Christensen Laier (1883-1969), der blev smidt ud af Hjallerup Præstegård, i december 1937 af Kogens Foged. Forud var gået, den kendte historie, om Laier, der fik embede som 44 årig i Hjallerup i 1927.



I 1935 ser Laier et stort krucifiks på en krigskirkegård fra 1. Verdenskrig, og året efter laver han sin første skulptur i cement, Korsfæstelsen, som han sætter op i præstegårdshaven. Han får konflikter med menighedsrådet og den kirkelige øvrighed, og der rejses krav om, at han mentalundersøges og skal have en irettesættelse i kirken, men han møder ikke op og vil ikke undersøges og han blev fyret for lydighedsnægtelse. Den første præst der fyres siden Reformationen. Familien bygger et lille hus lidt uden for byen og han går fra af være folkekirke præst til kunstner.


Han beskriver sin egen historie i selvbiografien, ”min Kamp” en noget vovet og kontroversiel titel i de tider, og bogen kom da også først ud sidste år på det lille forlag ”ARK”. Men den historie er kun en sidefortælling på udstillingen, for her får værkerne lov til at vise sig i al deres enestående udtryk. En væg, over for en masse fine møbler af Bindesbøll, som man må sidde i og nyde det hele fra, er helliget Laiers malerier. Andres værker findes rundt om mellem andre kunstnere, fra Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, Inge Tranter, Yoko Ono og til Aage Sikker Hansen, Povl Christensen. Der er mange tegnere og ikke mindst satiretegninger. I en køn blanding, så tiden smutter fra den besøgende. Alle disse andre kunstneres værker viser, ved kontrasterne, på fineste vis, at Laier kan selv: at hans værker kan måle sig i kunstnerisk kvalitet med de andre og mange gange mere anerkendte kunstnere som Heerup, Aksel Jørgensen, Jais Nielsen og Joakim Skovgaard. Det handler om kontrasterne, om at få stillet noget op mod hinanden, så ikke bare handler om, om man kan lide farven, men om fag, kontrast og billedkunstnerisk diskussion. For smag og behag er ganske vist forskelligt, men derfor kan det godt diskuteres. Og det er Spaabæks hensigt med denne udstilling. Og det lykkes til fulde.



Dette er den største udstilling af Laiers værker siden udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten i Aalborg) i 1995. Det var i øvrigt også Spaabæk, der stod bag den udstilling. Et par af Laiers værker viser hans forbillede, J.F. Willumsen. Et cement portræt og et meget spændende billede, der hænger i kunsthallens køkken, viser Willumsens hoved, der svæver hen over en ubestemmelig baggrund, men farver er dæmpet, men ed en hel eksplosion af intensitet af farver. Laier var ikke en der brugte kradse farver, men hans palet, der altid bestod af den billigste maling farvehandleren havde, udstråler en lysende farvekraft med få vel anbragte strøg. Han var en kolorist med få farver. Broby-Johansen, der lavede kortfilmen ”Cementkrucifikset” i 1967, hvor Laiers skulpturer fjernes fra familiens have, for at gøre plads til en omfartsvej, siger deri, at Laier låner Willumsens palet. Portrættet viser hvorfor, den er som taget ud af Willumsen eget selvportræt som Tizian, i tre dele. Og sådan finder man den ene lækkerbisken efter den anden i kunsthallen.


I et rum vises Carsten Schmidt-Olsen’s portræt af faren, der var læge og dennes venteværelse er sat op, med de oprindelige stole og så konsultationens mange ugeblade fra flere årtier, og der kan man sidde og kigge på kontrasternes kunst eller læse Tove Ditlevsens brevkassesvar til ”den ulykkelige”. Det er kunstinstallation, der inddrager beskueren uden at beskuerne opdager de er en del af et værk. Også sådan er Kunsthallen hele vejen rundt. Den er til brug og man bliver brugt, på den gode måde.



Nogen vil kalde Laier for naivist, da han ikke sådan arbejder med perspektiv og de store naturalistiske ligheder, men han er snarere i slægt med en voldsom kunstner som Jens Søndergaard. Det fortællende er i centrum, både i landskaberne og i de mere bibelske skildringer. Det er som om livet hele tiden er på spil og sat på spidsen i værkerne, lige fra ”Den sidste husmand” (i cement) til dommedagsbilledet og de sidste dage, der helt aktuelt også er en kamp mellem land og byen.


Man kan undre sig over at Hjallerup ikke få samlet alle Laiers værker og fundet et sted til dem, inden det er for sent og dermed sikret sig en enestående kunstsamling. Mit bud er, at det ville trække flere tusinde til, flere end dem der i sin tid besøgte haven, da Laier selv viste rundt og fortalte om høj og lav i cementen. For det, der nu vises i Skagen Kunsthal er mere end skandale. Det er god kunst, der både udtrykker sig og som giver en masse indtryk, så man ikke er hel den samme efter, som før, man gik derind. Hip hip hurra for det.

Troels Laursen



Stor bog om billedkunstneren William Heinesen

AnmeldelserPosted by Troels Mon, July 02, 2018 16:45:07

Færøsk billedmagi

Trykt i NORDJYSKE den 1. juli med fem ud af seks stjerner

William Heinesen, Billedmageren

af Bárður Jákupsson

304 sider med 250 illustrationer

Pris: 400,-kroner

Forlaget Torgard

Færøernes kendteste forfatter, William Heinsen (1900-1991), var også en meget produktiv billedkunstner. Og denne flotte billedbog viser et omfattende udvalg af hans varierede billedproduktion, fra 1920’erne til midten af 80’erne, i så forskellige medier, som oliemalerier, pastel- og tuschtegninger, akvareller og ikke mindst papirklip. Bogen er tilrettelagt og veloplagt skrevet af Bárður Jákupsson (f. 1943), der en af de største kendere af færøsk kunst. Jákupsson er selv billedkunstner og var leder af Færøernes Kunstmuseum 1975-2003.


Man ser at Heinesen har ladet sig inspirerer fra forskellig side, bl.a i sine motiver af trolde anes der spor af norske Kittelsen og svenske Arosenius og alligevel ses der tydelig en special Heinesen streg i de underjordiske væsener, som man altid får en anelse medlidenhed med og man tilgiver den straks alle deres ulykker.



I landskabsskildringer ses der Van Gogh-inspirerede flimrende huse og personer på landet, der ligesom får blæst liv i sig. Og portrætter af landsmænd m/k, der både er sarkastiske og kærlige, er genkendelige fra romanerne som ”Den sorte gryde” (1949), ” De fortabte Spillemænd” (1950) hvor drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere omgås i små isolerede øsamfund.



Og hans optagethed af sagn og myter, i hans billedkunst, ses også i de bøger, som en form for magisk realisme. Hans bøger er på den ene side jordnær, realistisk og satirisk og på den anden side samtidig præget af forholdet til myten og til kosmos. Det mærkes også i hans billedkunst. De bedste værker, set herfra, er dem han lavede som flademalerier, to dimensionale værker, der med træk fra middelalderen fortæller både sagn og myter, herunder bibelhistorie, men som med tiden ender som papirklip, der når den gamle Matisses arbejder.



I alle billederne ser vi Heinesens tanker om, at mennesket grundlæggende er myteskabende, og han ser myterne som noget, der afspejler dybe, uudforskede aspekter af den menneskelige natur. Det han viser i sin billedkunst og som bogen får overbevisende lagt frem.Udover de mange billeder giver bogen et biografisk rids af William Heinsens virke som billedkunstner og hans rolle som central kulturperson på Færøerne og belyser emner og motiver i hans billedkunst og sætter den ind i en dansk/europæisk sammenhæng og viser det særegne ved det færøske i hans virke.



Det gullige, og den lidt grove papirtype, gør at illustrationer ikke giver genskin og selvom teksten er en anelse småt, så giver det en god læseoplevelse. Det er en stor bog, men ikke uhåndterligt. Og værkerne får den plads de behøver, og gerne sammen med teksten der omhandler værket, så der både kan læses og ses uden al for megen bladenrundt. Både forlag og forfatter bør roses for at hive denne store forfatter ud af glemslen og vise en samlet præsentation af hans billedkunst. Det er en fin bedrift.


Heinesen døde i 1991, noget han dog ikke selv så som en slutning. Hans gravsten blev prydet af hans selvvalgte gravskrift: ”Alt er endnu i vorden”. Denne gravskrift indfanger essensen af hans kunst, både ordene og billederne, som noget der ikke kommer med svar, men derimod er evigt søgende og dermed evigt begyndende. Det er bogen hermed med til og noget nyt kan begynde. Og så giver bogen, ikke mindst, en voldsom lyst til at få genlæst denne forfatter, der er oversat til 20 sprog, og er, efter Karen Blixen, den mest oversatte danske forfatter med debut i perioden 1900-1940. Så både denne fine bog og forfatterskabet i øvrigt, er hermed, på det kraftigste, anbefalet som sommerens læsning. God fornøjelse.

Troels Laursen

Fotocredits: Alan Brockie





Ondskab på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 28, 2018 16:30:38

Alverdens ondskab udstillet

Trykt i NORDJYSKE den 27. juni med fire ud af seks stjerner

March of the banal

Jake og Dinos Chapman

ARoS, Aarhus

Indtil den 21. oktober

Ondskaben er aldrig banal, og aldrig for den, den rammer. Men at den findes, i et hvert menneskes liv, er banal. Både den ondskab, der rammer os udefra, og så den vi selv skaber og indeholder. Den sidste, ondskaben i os selv, er den, der især er i fokus, når de engelske brødre Jake (f.1966) og Dinos (f.1962) Chapman indgår i ARoS’s udstillingsserie ”Intermezzo”, der gerne vil åbne horisonter og udvide sanser i værker, og sætte fokus på en anden form for sanselig rumlighed end normalt. Først var det Isaac Juliens videoudstilling og efter denne engelske udstilling, er det den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh’s farverige installationsskulpturer der skal udfylde rummet.


Brødrene Chapman brød igennem i starten af 90’erne som en del af kunstnergrupperingen, der er kendt under fællesbetegnelsen Young British Artists (med bla Damien Hirst). Og lige fra begyndelsen har de kredset om ondskaben og en forkærlighed for det eksplicit groteske, så publikum ledes ind i et dystert univers. De bruger provokation som æstetisk virkemiddel for at opnå en konfrontation med beskueren og tvinge vedkommende til at tage stilling. Under overfladen beskæftiger deres værker sig med komplekse emner, der når ned til grundessensen i den menneskelige erfaring og som gemmer på dybdegående analyser af samfundets forhold til tro, vold, seksualitet og moral. Og om ondskaben, der bor i os og lige mellem os. Det er det banale og er til ligeså stor forundring som at det gode overhovedet findes. I de engelske brødres verden er mennesket ikke født ond, så de er optimistiske, men samtidig bekymrede, for menneskene nemt, blive både onde og tankeløse, hvis vi ikke standser op og ser, hvad der sker omkring os og tænke os om.



De sætter et spejl op af verdens tilstand og vil få os til at åbne øjnene for alle de problemstillinger der er, der hvor det onde får lov, at være. Og deres værker er en lang række af advarselsskilte, hvor Ku Klux Klan-dukker ser video, krigens gru set gennem Goyas skildringer af det franske overgreb af Madrid i 1805, og 11 værker malet af Hitler og overmalet af brødrene, så de idylliske vandfarver af Føreren, fra tiden under 1. verdenskrig, får en anden klang og man må tænke, hvordan havde verden set ud, hvis han var kommet ind på kunstakademiet dengang.


Den ene væg i rummet er malet i regnbuens farver, hvilket står i stærk kontrast til resten af den ellers dystre opsætning. Alle kender til at tegne fra prik til prik og skabe et fint billede, her er titlen ”Not to Dot”, så her følges prikkerne ikke kronologisk, men tilfældigt. Ting opstår, som det onde, der kan fremkomme ved tilfældigheder, hvis vi ikke holder øje. En inspirerende væg, der bringer en form for optimisme ind i det hele. Optimismen, eller tro på fremtiden, ses (måske) også i de regnbuefarvede sokker, som KKK-medlemmerne bærer under den hvide kutte, så de ligesom står på håbet i stedet for tomheden. Overfor regnbuen står redningsveste, i bronze, der også er bombebælter foran store sorte bannere med elitesmilyer på, skaber straks en anden stemning. Udklip af Goyas raderinger, er uhyggelige, men med nye udklip påmonteret, lægges et lag af humor og kærlighed, eller er det blot vores ligegyldighed, der gør at vi ser væk og ser noget andet end det disse gamle raderinger af Goya viser, som var de, de første fotoreportager fra et krigshærdet område. Vi zapper videre. Og hele tiden er man tvunget til at kigge væk rundt i udstillingen, der har god plads og alligevel er skarp opsat. Og man tvinges til at kigge med og sætte sig ved siden af KKK-medlemmer, der ser en underlig video med fødsel og kunstforståelse. Fire store glasmontre, som er brødrenes varemærke og i det hele taget er der ikke mange værker, der ikke har er vist andre steder, senest i Odense 2015. Men er de set før, så er de dog stadig meget virkningsfulde og tankevækkende. Disse horrible glasmontrer indeholder scener af frygteligheder af, hvad der burde være en anden verden, men som er vores. Både i fortid og nutid. Og hvad med fremtiden? Hitler og MacDonalds-klovnen side om side med soldater, skeletter, lemlæstede nøgne mennesker i store bunker, i et ødelagt og sønderbombet landskab. Det er summen af al ondskab, som også er titlen på værkerne. Et tableau, udført i det der kunne være harmløs legetøj. Disse montre, er så skræmmende og mange kan man se går hurtig videre, mens andre må blive stående, stille og kigger, som pillede de i et sår, så det både pinte og lindrede. Det er en opstilling af det onde, i al sin virkningsfulde banalitet.

Men træd nu bare ind i rækken og tag din egen stilling.

Troels Laursen




Sommer hos Kirsten Kjær

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 28, 2018 16:22:15

Sommerudstilling hos Kirsten Kjær

Trykt den 26. juli i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Malte Fisker; Paule Ducourtial og Parul Modha

Kirsten Kjærs Museum, Frøslev

Indtil 5. august

Kirsten Kjærs Museum er altid god for flere udstillinger på engang rundt om i de mange huse og rum. Også denne sommer. Tre udmærker sig. Og lad os bare begynde med den mest bemærkelsesværdige først: Det rum, der er et meditativt rum, med røde jordfarver af Malte Fisker (f.1988) er uddannet fra Den Kongelige Danske Kunstakademi i 2013. Og han arbejder konsekvent med maleriet. Den gennemgående røde jordfarve, og deraf udstillingens navn: “Red Oxides”, han benytter, er som skabt til rummets træværk og polstring på bænken i midten af rummet. De hvide vægge og de firkantede værker, med lige linjer og striber på kryds og tværs, samt prikker, er som var de hinandens lys og skygge, og spiller på både matematik og religiøse symbolske temaer. Den røde jernoxid i farven, kan spores helt tilbage til den tidligste kunst, i Lascaux hulerne i Frankrig og som den hyppigste brugte farve i kalkmalerier i danske kirker. Rummet og værkernes gentagne motiver i flere størrelser og former, bliver til et indadvendt blik, mens værkerne breder sig ud for an en. Det interessante ligger i det indholdsmæssige, og i høj grad i det hel konkrete.

Detaljer man måske ikke lægger mærke til ved første øjekast, men som er altafgørende for helheden. Tæt på fornemmer man at malerierne har tekstur og er håndmalede, og til tider ændrer farverne sig, afhængigt af hvor man står og kigger fra. Det er såre simpelt, og alligevel virkningsfuldt i de små variationer, der dukker op jo længere man ser efter. Og smukt. Det er maleri i sit grundvæsen og kroppen finder sin plads i rummet.


Rummet, ved siden af Fiskers 24 værker, viser 36 værker fordelt mellem Paule Ducourtial (f.1968 i Frankrig) og Parul Modha (f. 1970 i Uganda). To meget forskellige kunstnere i udtryk fra det abstrakte til det figurative, men fin sat sammen i farverne, så begge får deres plads.


Ducourtial, der medlem af BKF, er uddannet i arkitektur, men finder sin inspiration i den organiske verden og viser en serie af organiske værker på papir, udført i en mættet olie. De kunne ligne bælgfrugter, men det handler mere om formerne, som er taget ud af deres sammenhæng, og bliver derved hel abstrakte og minimalistiske bevægelser. En slags undersøgelser af naturens eget formsprog.


Modha, der er uddannet i Fine Arts, England, og medlem af BKF viser værker, der både er to-og tredimensionelt med tegning og installationer, hvor hun med udgangspunkt i husholdnings- og hverdagsobjekter undersøger stemninger og situationer. Det handler alt sammen om kommunikation mellem kulturer og steder. Det handler om at lytte og tale. 2d-værkerne, billeder af interiør, er 3d-agtige, som var det dukkerum, man kunne gå ind og lege videre i med tanke på hvad der gik forud og hvad man kunne drømme om, skulle ske herefter. Humoren spiller en rolle, som i en række remote-controls’, naturtro støbt i beton, der ikke skifter nogen skærm uanset hvor meget der trykkes. Man bliver hvor man er. Udsigten er den samme. Der er ingen adgang, som en af titlerne er.



Men der er masser af adgang på Kirsten Kjærs Museum, der byder på lidt af hvert. Også denne sommer. Og de to udstillingsrum, med sommerudstillingen, udmærker sig. Især Malte Fiskers meditative farvefigurer. Her kan der dvæles.

Troels Laursen



Ny bog Kirkebys collager

AnmeldelserPosted by Troels Mon, June 25, 2018 12:54:16

Kirkeby tæt på

Trykt i NORDJYSKE den 24. juni med fem stjerner ud af seks

Per Kirkeby/Close up

af Erik Steffensen

46 sider med 21 illustrationer

Pris 595,-

Oplag på 500 nummererede

Forlaget Bjerregaard

At det skulle blive en slags mindebog, da den udkom sidste efterår, var næppe planen, men efter Per Kirkebys død, er bogen, nu hvor den udgives til handel, blevet både en mindebog, en kunstudgivelse og et værk om nogle af kunstnerens sidste collage-arbejder. Og ikke mindst tale om en bog, der skaber et flot indkig i Kirkebys arbejde med de collager, som han skabte derhjemme i Hellerup i 2012, lige før hans dramatiske fald ned af trapperne, og som som satte både hans kunst og liv på standby i en længere periode.


Erik Steffensen kender kunstneren godt og sidste år udkom hans biografi om Kirkeby med titlen: ”At trække en streg - Per Kirkeby – liv og værk”. Biografien er ikke kun en bog om kunstneren Kirkeby og hans ouvre, men om mennesket bag kunstneren og ikke mindst hvorledes kunstneren er blevet menneske og mennesket er blevet den kunstner, som andre har kaldt for SuperPer. Og i dette værk, som ikke har ret meget tekst, kredser det mere om de 21 værker, som har fragtmenternes karakter, men som både kunstneren og forfatteren forsøger at samle til en form for orden. Collagerne viser scenarier med Franz Liszt (1811-86), og dennes fader Adam Liszt (1776-1827). Franz tog de fire af de syv grader, der skulle til for at blive katolsk præst, men skabte en musik med skalamæssige muligheder der indeholdt musikalsk flertydighed. Og denne flertydighed og de poetiske lag, der i Liszt musik også var religiøs, ses i collagerne, der viser, hvad der giver mindelse om hele kosmos og små algeagtige klatter. Det store i det små og det små i det store trækkes frem.


Collagen er fotografier, avisudklip, tegninger og andre objekter sat oven i hinanden, så det skaber dybde, en dybde, der kan ses om end bogen er et tryk. Og bogens kæmpe format, gør virkelig værkerne til selvstændige og stoflige tryk. Og med tråde bagud til Kirkebys arbejde i ex-skoletiden med blandt andre Poul Gernes (1925-96), der ses også hans brug af tegneserien, sammen med udklip fra gamle kunstbøger og illustrerede bogværker. Og dertil Kirkebys pensel eller blyantstreg, som tilsyneladende er skødesløst sat, så selvom det er fragmenter der ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre, så ser det meget naturligt ud. Og naturens orden er i det hele taget det der optager kunstneren, også når den fremstår mest rodet og ugenkendeligt. Men der skabes nye forbindelse mellem det der ikke tilsyneladende hænger sammen. Og derved er denne udgivelse blot endnu et fragment til det store arbejde Kirkeby har efterladt sig som en arv. Og bogen fremstiller dette forbilledligt og hel tæt på.

Troels Laursen



POP-art i Galerie Wolfsen i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 14, 2018 09:07:24

Kunsten at bedrage

Trykt i NORDJYSKE den 13. juni med fire ud af seks stjerner

POP EYE

Galerie Wolfsen, Aalborg

Indtil den 28. juli

Ordet "popkunst" kan på dansk være en nedsættende betegnelse for kunst, der betragtes som overfladisk. Her i galleriet bliver det taget meget alvorligt. Måske for meget?

Popart handler om at vise, at beskueren hele tiden bliver bedraget i massekulturen og forbrugssamfundet. Og tager man det for alvorligt, så ender man med, at være som det man kritiserer. Poparten er, om end den har en del år på bagen stadig interessant, for den leger med vores bevidsthed og vores opfattelse af ting og verden.


Det begyndte i USA. Og de fleste kunstnere bag disse 140 værker er da også derovre fra. Og mange af dem kan virkelig deres håndværk, som nu Antonio de Felipe, der også trækker på kunsthistorien og hiver Klimt ind i sin opdatering af den ”Kvinden i guld”. Tegneseriefigurer fra Skipper Skræk til Mickey Mouse optræder flere steder. Sean Sullivan rækker tilbage til collagen fra kubismens yngre dage, ved at rykke tykke lag af plakater ud, så lagende både ses og mærkes. Flertydigheden står frem. En Legofigur optræder i Leon Keers værker, der viser legens barnlige uskyld, der kan blive skyld i mange ting.

Glimmeret er med flere steder, enten på oksekranier af Mark Krijer eller diamantstøv i serigrafier, af Bob Gruen. Der er en udpensling af det glamourøse og en distance til netop den del af popkulturen. Musik og film optræder med både John Lennon, Freddie Mercury og Audrey Hepburn og Amy Winehouse portrætter. Stilikoner, der selv, på sin vis levede popartens liv helt ud. Der er mange referencer mellem værker og deres forgængere i stilen. Og nutidens store navne som Jeff Koon ligger lige bag skulpturer som William Sweetloves hunde med sko og pingvin med egen vandflaske. Og vel også bag Paco Rafaels gule Bambi, mens Damien Hirst anes bag Joans Leriche’s sommerfuglevinger og glitrende kranier. Også Stephane Gautier små bamser indeholder små forskellige kunsthistoriske kontekster og svæver lige mellem kunst og design. Popartens yngre slægtning, streetarten, er poetisk repræsenteret med Dom Pattionsson’s værker, der tydelig er inspirerede af graffiti-kongens Banksy’s stencil og spraydåseteknikker.


Andy Warhol er selvsagt en af de store i Poparten. Og han optræder da også på flere måder. Rigtig morsomt i Edgar Askelovic’s finurlige skulptur af en lille og synlig gammel Warhol. Det er flot lavet og en intelligent replik ind i Popartens selvkredsen. Og som en replik skal man også se Antonio de Filipe’s farverige bananer, som vi kender fra Warhols gule banan, der var designet til coveret til Velvet Undergrounds berømte lp-udgivelse i 1967. Et ikon, som kunstneren foreslår vi skræller og kigger nærmere på. De gamle ikoner afklædes og iføres nyt. Gennem de mange rum i galleriet går man gennem et par rum, der er meget uorganiserede i opstillingen, hvor værker står lidt hutler til bulter, måske, bevidst, for at læne sig op af stilen, der ikke tager sig selv for seriøst, men det hele ender dog med et helt museumsagtigt helligt rum, og designerbænk foran Warhols serigrafier af et alterbillede med flere kulørte Marilyn Monroe’r. Og han er jo ophavsmanden og guruen bag det hele. Og historisk set er han sammen med James Rosenquist, der lige nu er meget aktuel på ARoS i Aarhus, og Roy Lichtenstein de fremmeste eksponenter for genren.


Danskeren Ole Ahlberg, der har succes i USA, er også med og endnu engang med nogle af sine talrige Tintin-værker, hvor den spinkle helt optræder i erotiske situationer, tilsyneladende altid lige forbavset. Det er en gentagelse, der strækker sig til et nå. Det der engang, måske, var farligt, virker nu harmløs og uinteressant. Harmløs er til gengæld, ikke det første man tænker, foran Phillipe Huart’s værker, der lækkert viser appetitlig slik sammen med medicinkapsler og stoffer på så smuk og glansfuld en måde, at det er ganske uhyggeligt, at se bolcher og medicinkapsler side om side. Og man må komme i tvivl om hvad der er hvad. Et skræmmende billede af medicinalindustrien og forbrugersamfundet, der er gået i spin sammen. Skinnet bedrager. Det er pop-artens fornemmeste opgave og her serveret lige i øjet.


Efter en tur rundt i pop-land, så kan man få tanken at Poparten er blevet det, den engang opstod op i mod: bevidstløs mainstream. Og måske er den endt som sin egen modstander på denne udstilling, der dog får hele fire stjerner, og det selvom kunsten kun er til tre, for den ene stjerne går til galleriet for at hive en stump af USA hertil og vove det ene pop-øje.

Troels Laursen



Traditionsbrud - tekstil samtidskunst i Hobro

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 07, 2018 18:48:42

Bløde brud

Trykt i NORDJYSKE den 6. juni med fem stjerner ud af seks

Traditionsbrud – Tekstil samtidskunst

Kunstetagerne, Hobro

Indtil den 1. september


Udstillinger med tekstiler er i vælten lige nu her i det nordjyske. Kunsten i Aalborg viser tøj og Himmerlands Kunstmuseum i Aars viser blandt andet filt-arbejde og nu går Kunstetagerne hel ind med en stor udstilling, der viser tekstiler. Og det er ikke i traditionel forstand med strikketøj og syning. Det er det selvsagt også, men det er meget mere end det. Der er mere på spil. Kunsthåndværket og design er der brudt med. Og selvom de 10 kunstnere tager fat på store emner som krig, identitet, udkantsdanmark og migration op, så gør materialerne, at det er et meget blødt brud med traditionen. Og ofte trækker man på smilebåndet. Og trods de mange forskellige bud, hele 36 værker i alle størrelser, på dette, så er udstillingen alligevel sammenhængende og godt arrangeret. Man går nysgerrig rundt i rummene og mellem etagerne.


Det begynder med en stor grøn skulptur lavet Isabel Berglund, ud af nylon fiskerigran, og minder om alt mellem en mellemøstligt klædningsdragt til et monument for forliste fiskere. Blomster, tandhjul, eller er det skibsror, er sat på og giver genskin af gamle broderiapplikationer. Den er både en uhyggelig og dragene tidsmaskine og fortælling. Endnu en klædedragt viser hun ovenpå. Det er en stor hvid trøje med mange ærmer, som er lige til at gå ind i og blive en del af. Et socialt strikket samvær. Den i Thybosiddende, Thomas Wolsing, er en mester i, at tviste og på ny vise det landlige forfald i korsstingsbroderier. Det er udkantsdanmark, når det er allerværst og alligevel ser man i hans værker både skønheden og forfaldet, så forfaldets ufærdighed også kan ses som en mulighed for en ny begyndelse. Lone Bank og Tanja Rau arbejder med de tekstiler vi bærer, og som bliver os. Det er en kædedans for slipsedrenge, der både vil bryde ud i individualitets hellig navn, men som alligevel hænger sammen. Det samme gælder kernefamilien i sengen. Det handler om identitetsøgning. Anders Bonnesen viser sine sjove og tankevækkende hæklede og strikkede ordsprog, der med ironi og bid fordrejer det velkendte. Gudrun Hasle broderer om køn og kvindeliv til alle tider. Karen Havskov Jensen viser en fantastisk smuk hæklet installation af et spisebord dække op til seksten. Det handler om fra jord til bord, dengang og nu og en masse flere lag af historie om fællesskaber og højtider og det at spise det daglige brød sammen. Det er både velkendt og meget fremmed. Realistisk og surrealistisk på en og samme tid. Et værk, man kan fordybe sig i meget længe. Karina Meedom broderer abstrakte ornamenter, der giver mindelse om landskaber i horisonten og naturen mikroskopisk tæt på. Smukke malerier er de, som de står farverige i deres skitseagtige hurtighed, om end broderierne sikkert er langsommelige udført. Randi Samsonsen viser strikkerier, med indlagte fejl, og får en til at tænke på underlige organismer fra andre steder eller dybt i havet, ja nogen er ganske uhyggelig svulstagtige væsner. Og alligevel ser de venlige ud og man smiler med dem. Andreas Schulenburg arbejder har to store lamper, der er paddehatteskyer, så den hyggelig og hjemlige standerlampe pludselig er en atombombe i sprængning. Vores brug af energi er både til nytte og ødelæggelse, som altid i Schulenbergs værker.


Det hverdagsagtige og velkendte og hyggelige får en ny vinkel på denne udstilling, så hvad enten man er til samtidskunst eller kunsthåndværk, eller bare glad for at strikke og nøkle med tråd og nål, så er der her noget godt for enhver. Ung som gammel.

Troels Laursen


Faktaboks:

Udstillingen består af 36 værker og er udført af: Bank & Rau, Isabel Berglund, Anders Bonnesen, Gudrun Hasle, Karen Havskov Jensen, Karina Meedom, Randi Samsonsen, Andreas Schulenburg og Thomas Wolsing. Der er flere rundvisninger og artisttalk undervejs indtil udstillingen slutter, se mere angående tidspunkter her: www.kunstetagerne.dk. Og skulle man få lyst til selv at kaste sig over tekstil kreativitet, kan man i udstillingsperioden være med til at skabe verdens første HOBROderi – et broderet fællesværk, som alle inviteres til at bidrage til. Kunstetagerne stiller materiale til rådighed, mønster og forlæg bruges ikke, så enhver kan brodere lige det, de synes. Efter udstillingen vil HOBROderiet blive udstillet.





Safari På Himmerlands Kunstmuseum i Ars

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 30, 2018 13:43:24

Naturen flytter ind

Trykt i NORDJYSKE den 28. maj fire ud af seks stjerner

Safari

Anne Sofie Meldgaard og Andreas Schulenburg

Himmerlands Kunstmuseum, Aars

Indtil den 5. august

Safari kan være så mange ting: Man kan gå på safari mellem dyr, enten med riffel eller fotoudstyr. Eller man kan gå på safari og søge på webbrowseren af samme navn. Eller det kan foregå på et kunstmuseum, som nu med denne udstilling, hvor naturen er flyttet ind. Det sker som keramiske figurer, akvareller, filtskulpturer og andre objekter og malerier med blomsterbilleder. Det kunne måske lyde en anelse gammeldags og støvet, men det er det ingenlunde. Det er både moderne og samtidsorienteret. Det handler om vores forhold til naturen, vores brug af den som et objekt og ikke som en med-skabning eller en forudsætning for vores egen eksistens.


Det gælder især Andreas Schulenburg (f.1975 i Hamborg) for i hans værker møder vi det politisk ukorrekte, det provokerende, det eftertænksomme og altid tilsat et tvist af afvæbnende humor. Ikke mindre en 50 værker i alle størrelser fremvises af ham. Uden det bliver for meget. Der er straks i den lidt overfyldte mellemgang, som også er garderobe, en chokoladepastil forklædte som bombe og indenfor er knuste flasker, som man kan skære sig på, hvis de ikke var af filt, men alligevel er der mulighed for at skære sig på værkerne. Som når et naturfolk står midt i junglen og kan vælge mellem vejskilte til Asylcenteret, Fængslet eller Randers Regnskov.



Eller når en megakagerulle i filt viser sin fangst af en knust hveps. Naturen er objekt for mennesket og vi er ved at save en gren over som vi selv sidder på. Det er tænkevækkende og morsomt, og den moralske pegefinger er væk, om end man ikke undgår at føle sig udpeget, når et fly til naturferien ødelægger selvsamme natur med co2, så to isbjørne, i keramik, er faret vild på kloden, og selvom de to afslappede isbjørne ser meget tilfredse ud i skyggen af savannetræet, så er det jo også deres undergang. De ligner os, der på ferieturen. Schulenberg har et klart ærinde, men hans tekniske kunnen og materiale bevidsthed får også løftet værkerne ud over det politiske, og ind i kunsten. Elegant gjort.


Overfor Schulenbergs spidse univers, så er Anne Sofie Meldgaard’s værker ”pænere”, men med de kradse farver i næsten psykedeliske mønstrer og hurtige strøg er der også en voldsomhed og energi, især i de store værker, og deres kompleksitet er det, der bærer mest i Meldgaards del af udstillingen. Vi ser seks store oliemalerier og 24 papir-arbejder, olie på papir og grafiske tryk i form af monotypi. De er 20 i olie på papir arbejder, hvor Meldgaard river sider ud af blade og magasiner som hun derefter maler på. De er egentlig meget fine, men ufarlige om end de handler naturen fra en bestemt vinkel, som seksualisering af kvinden og sikkert også #metoo. Men det er i de store blomstermalerier man bliver for alvor inviteret ind. Hun har arbejdet med blomstermotivet i flere år. Hun har arbejdet med i flere år. De er gavmilde og fantasifulde i deres grolyst. Og selvom der er tale om kradse farver og mønstre, så er der en balance, som var det klassiske stilleben og blomsters forgængelighed. Hun viser at skønhed også rummer det sammensatte og ikke altid går op. Det er kraftfuld.


En sammensat, men alligevel harmonisk udstilling, og en udfordrende og tankevækkende safari til Aars, er hermed anbefalet.

Troels Laursen

Fakta:

Anne Sofie Meldgaard, f. 1974 i Seoul, Syd Korea, men opvokset i Randers og bor og arbejder nu på Bornholm. Udstillet på Bornholm Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum i 2014. Uddannet 1994–2000: Det Kongelige Danske Kunstakademi og 1998: Kungliga Konsthögskolan, Stockholm, 1994: Krabbesholm Højskole for Art, Architecture and Design, Skive.

Andreas Schulenburg, f. 1975 i Tyskland, er uddannet billedkunstner og skulptør fra Det Kongelige Danske Kunstakademi (1999-2005) og Det Jyske Kunstakademi (1997-99). Han bor og arbejder i København. Schulenburg er repræsenteret i flere væsentlige kunstsamlinger, heriblandt ARoS Aarhus Kunstmuseum, Ny Carlsberg fondet og Nykredit. Modtog i 2010 Niels Wessel Bagges Kunst-fond. Han er lige vendt hjem til Danmark efter en stor soloudstilling i Bangkok



Next »