Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Power Plant i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Fri, May 18, 2018 08:45:34

Kraft værker

Trykt i NORDJYSKE den 15. maj med fem ud af seks stjerner

Power Plant

Stella Geppert, Antonia Low og Tina Maria Nielsen

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 17. juni

Udstillingens titel fortæller, at det handler om kraftværk, og inden i titlen ligger der også ordet for plante. Det er et møde mellem industri og natur, og mennesket derind imellem. Udstillingen er et dansk-tysk fælles projekt af Stella Geppert, Antonia Low, og Tina Maria Nielsen. Og dette samarbejde lykkes sjælden godt, da deres værker spiller godt sammen og hænger sammen i et ensartet udtryk, trods deres individuelle tilgangsvinkler. Omdrejningspunktet er det plastiske ord stedspecifik og de gør det ganske konsekvent. Og det sker uden, at det ”blot” bliver en kulturhistorisk undersøgelse eller til et mindesmærke af stedet, men er også en poetisk leg med lige netop dette sted og dens funktion. Deres værker er analoge og meget fysiske.


Geppert’s store ler-skulpturer miner menneskekroppens mønstrer og bliver til en form for kommunikation, så kulminearbejdernes bevægelser fra den gang under jorden, af deres bevægelser, der blev til energi, nu står som spor af noget der var. Arbejderens bevægelse, på en meget lille plads i minerne, og arbejde bliver fysisk tilstedeværende og skildrer på sin vis også menneskets (magt)kamp med naturen om at gøre den til sit instrument. Udstillingens vægtigste værk er hendes video, ”Busk”, hvor en buskklædt kunstner, trodsigt som en teenager, går rundt i et forladt Nordjyllandsværket, som var det naturen der genbesøgte sit sted, men nu enten var blevet hjemløs eller så sig om for en mulighed for at generobre sin plads, ikke bare som menneskenes objekt til mere energi, men i egen ret. Det er klimadebat på den barske måde, men også en meget morsomme måde. Videoværkets 11 minutter hiver udstillingen op på de fem stjerner.


Low viser en række insektynde og lette stålfigurer, der i rummene har deres eget grafiske kraft. De er skjulte konstruktioner, som hermed gøres synlige. Værkerne miner både kraftværkets historie og bygning, men også det der nu sker inden ved siden af udstillingslokalerne, hvor energien ikke handler om kul og varm vand, men om de maskiner, hvor mennesker nu daglig sveder for bedre kroppe. Og værkerne er menneske-lignede, omend forvredne og tilsat artdeco-håndtag og andre forfinede naturefterlignende genstande, så det hårde og det bløde mødes i kunsten, i kulturen.

Nielsen viser tre værker, der fylder både i omfang og udtryk. De er på sin vis minimalistiske, men også voldsomme i deres fremtræden. ”Kraft Værk” er hel enkel to lange stålrør, påsat et stykke kul og en sommerfugl, så kaosteoriens tale om at et sommerfuglevingeslag på den ene side af kloden, kan starte en storm på den anden side er tydeligt. Og hvor et vingeslag fra den lille sommerfugl teoretisk kan igangsætte en påvirkning, der fortsætter og forstørres. Og således også her i den store uro, der maner til ro. Hendes værk ”Mind and Matter” er smuk med sine forgyldte hjelme, der ligger i flyveasken. Antallet er syv, som i Skabelsens dage og ligger nu som var det hviledagen, som tomme skaller, der vidner om noget der var. Frugten er plukket og udnyttet og slagger ligger tilbage. Værket udfordrer kritisk og vedkommende vore store forventninger, der knytter sig til industrisamfundets uhæmmede ide om stadig vækst.


Udstillingen indbyder til fordybelse og indsigt. Man kunne håbe at de tre kunstnere snart kom forbi igen.

Troels Laursen

Faktaboks:

Stella Geppert er uddannet fra École des Beaux Arts of Paris og Fine Art at the University of the Arts, Berlin. Hun bor og arbejder i Berlin og Halle, hvor hun siden 2010 har været professor i Experimental Sculpture ved the University of Art and Design.

Antonia Low bor i Berlin. Hun har studeret på Kunstakademie Münster og på Goldsmiths College, London. Hun har udstillet solo på Palazzo Altemps, Museo Nationale Romano (2016); Kunstmuseum Bonn (2014) og i 2017 ved Eigen&Art Lab, Berlin: Deutsches Haus at NYU, New York; og Gingko Space, Beijing.

Tina Maria Nielsen er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi (1991-99). Bor og arbejder i København. Seneste soloudstillinger: Esbjerg Kunstmuseum (2017), Den Frie i København (2016), Charlotte Fogh Gallery i Aarhus (2014), Galleri Thomas Wallner, Simrishamn (2014) og Brandts i Odense (2013).



Stor bog om Tommerup Keramiske Værksted

AnmeldelserPosted by Troels Wed, May 09, 2018 21:20:48

Hånd og Ånd

Trykt den 8. maj i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Tommerup Keramiske Værksted I-II

Forlaget Wunderbuch

624 sider og rigt illustreret

Pris: 490,-kr

30 år som vigtig spiller på kunstscenen bør fejres. Og det bliver det med denne udgivelse i lækkert boghåndværk i hele to store bind og med knap 500 fotos af tiden der er gået. Og det, der fejres er ikke blot et firma, men et sted med engagerede mennesker, der tror på leret og dets muligheder, og viser at hånd og ånd kan arbejde sammen. Stedet er Tommerup Keramiske Værksted, og folkene er keramikerparret Esben Lyngsaa Madsen og Gunhild Rudjord.

Bjørn Nørgaard skriver i sin artikel om stedet og menneskene og ikke mindst det at arbejde med leret: ”Vi er af kød og blod, som keramikken er af jord og ild, der er levende. Som leret kan vi formes, men det skal ske på menneskets vilkår, ikke algoritmernes, så vi må træne hele vores sanseapparat, og her kan kunsten og håndværket, ånd og hånd, noget særligt”.

Det tidligere teglværk på Fyn er netop stedet for den levende ild og jorden, der skabes i hånden med ånden.


Første bind er lagt i hænderne på kunsthistoriker Lise Seisbøll Mikkelsen, der er tidligere leder af Keramikmuseet Clay. Og med sin viden, fortæller hun indlevende om værkstedets historie og sætter de keramiske værker ind i en kunsthistorisk sammenhæng. Og samtidigt fortæller hun om de kunstnere, der i tidens løb har arbejdet på stedet nogen gange anekdotisk og andre gange meget intensiv og andre gange lidt lettere. Det drejer sig om markante kunstnere som før nævnte Bjørn Nørgaard, og Peter Brandes, der kom med den, dengang, største udfordring for stedet og dets medarbejder: ”Sevilla krukken” fra 1992, der skulle stå uden for den Danske Pavillon ved Verdenstillingen i Spanien 1992, med en højde på mere end 4,5 meter. Værkerne skulle senere vokse i størrelserne. Andre kunstnere gennemgås, som Tal R, Michael Kvium, Peter Carlsen, Kirsten Justesen, Jens Birkemose, Knud Odde, Erik Nyholm, Maja Lisa Engelhardt, Arne Haugen Sørensen. Flere norske kunstnere har også benyttet af stedet, måske på grund Gunhild Rudjords norske baggrund, så både Dronning Sonja og Magne Furuholmen, som nogen måske mest kender som keyboardspiller i succesgruppen AHA, men som i dag er en stor og vigtig billedkunstner i Norge. Hans mentor og læremester Kjell Nupen, har også flere gange besøg stedet og lavet sine markante krukker. Mangfoldigheden handler ikke bare om forskellige kunstnere, men omfatter alt lige fra mindre fade og vaser til vægstore relieffer, og som det eneste sted i verden kan man i Tommerup brænde monumentale krukker på tæt ved 6 meters højde. Dette kræver en enestående ekspertise og fornemmelse for ler. Det er Esben Lyngsaa Madsen, der er stedets troldmand, angående de tekniske løsninger på kunstnernes drømme og Gundhild Rudjord, der står for farvemagien med sin store viden og kunnen med hensyn til glasurerne og samtidigt formået at opretholde en fin karrierer selv som keramiker.


Bibliograf Gunnar Jakobsen har i bind II udarbejdet en omfattende værkfortegnelse og litteraturoversigt. Her er mange flotte fotos af processerne og det endelige resultat af alle anstrengelserne. Og her findes også en række kunstneres personlige oplevelser, og især interessant er Asger Jorns overvejelser, der ganske vist ikke selv har været på stedet, men hans syn på kunst og traditionel håndværk er stadig valid. Esben Lyngssa Madsen, og Peter Brandes sammen med Kirsten Justesen kommer til orde og fortæller om at arbejde på det specielle magiske sted af ånd og hånd. Bogen er en gave til folk, der interesser sig for keramik og udsmykninger i det offentlige rum. Og den, er en kulturhistorisk fin dokumentation, udgivet af det lille Skiveforlag, Wunderbuch, grundlagt af Klaus Gjørup som et con amore projekt og ud fra devisen: Skal det gøres, lad det da blive gjort med kærlighed til bogen. Bogen her flugter ganske godt den intention. Bogen er en fornem hyldest.

Troels Laursen



JCE Biennalen i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Sun, April 29, 2018 14:25:14

De unge i Vrå

Trykt i NORDJYSKE den 25. april med 4 ud af 6 stjerner

JCE Biennalen 2017-19

International biennale for ung samtidskunst

Kunstbygningen i Vrå

Indtil den 3. juni

Det begynder hvert andet år i, Paris, med en fernisering og derfra tager udstillingen på en turne. Biennalen består af 7 europæiske lande, som hver repræsenterer 8 nationale kunstnere. Og ligesom for to år siden, da udstillingen først gang besøgte Danmark og Vrå, er det en sammensat udstilling, der på sin vis stritter og samtidig meget flot viser, hvor den unge samtidskunst i Europa er på vej hen. De, der nævnes her er dem, der set herfra, definerer udstilling. Og de danske bidrag står faktisk godt i denne sammenhæng. De otte danske bidrag er Ahmad Siyar Qasimi, Lars Worm, Anna Bak, Alexander Marchuk, Johannes Sivertsen, Mette Juul, Rasmus Søndergaard Johannsen og Berit Dröse. Det er dog som oftest svært at gætte hvilke lande værkerne og kunstnerne er fra og mange af kunstnere er da også uddannet i andre lande end der de kommer fra. Fælles er de om at kredse om de samme temaer omend, de er udført i alt fra maleri til installationer, over video og skulpturer. De alle optaget af rodløshed og længsel. En rodløshed i det moderne liv og en længsel efter ægthed, gerne fundet i naturen eller en renhed i livet, der var sand. Renheden, så det næsten er sygeligt, ses i spanske Àlex Palacín’s samling af grydesvampe og andre farverige rengøringssvampe i mange former, hængende fra loftet. Svampene er taget ud af deres kontekst og bliver i deres egenart kunst. Et værk, der er smukt i sine farver, humoristisk i sin brug af dagligdagen og skarp i sin underlæggende kritiske tone af tidens besathed af at være rene og uskyldige. I sin video vasker Métra Saberova, fra Estland, heftig og voldsom en barnevogn og sætter fokus på moderskabet, eller det ikke at kunne blive mor.


I det stærke videoværk ”The Death Call” af danske Mette Juul, er det døden der i centrum og en bedemand gør et lig i stand, klinisk og professionelt, så virkeligheden næsten bliver hel uvirkeligt. Videoerne står stærkt på biennalen. Og Letlands Golf Clayderman’s ”Morning TV-show” viser det, vi gerne vil vaske væk og glemme af pinligheder fra fortiden. Det er meget morsomt lavet.


Hver gang biennalen afholdes uddeles der tre priser. En vinderne var danske Rasmus Søndergaard Johannsen, som deltager med værket ”Pivot”, der en samling af maskindele eller tapper af stål, forstørret og hevet ud af deres oprindelige sammenhæng, så de nu fremstår blanke og kolde, og kan være alt fra redskaber, der ligger godt i hånden, til selvskade eller selvglæde. Et voldsomt værk i al sin enkelhed og som man ikke lige forlader, eller som ikke lige forlader en igen.


Maleriet har også sin plads. Blandt andet i Mário Vitória, fra Portugal, der viser en jagtscene med hunde og hjort, som var det i gamle dage, men samtidigt er det en kritik af samtidens hyldest til den stærke, for den lidende hjort, bærer lyset, som er det eneste, der kan skræmme kapitalen og magten. Eller i spanske Francesc Ruiz Abad, der med humor ikke begrænser sig af hvad et maleri er og kan. Det er ganske tegneserieagtigt og handler om at tage en slapper, både overfor mad og sex. Mere klassisk maleri er der i italienske Andrea Fontanari’s morgenbillede af et interiør med kurvestole. Fraværet er helt nærværende og mærkbart. Skulpturen med i er Kokou Ferdinand Makouvia’s, Frankrig, værk, af en musetrappe af foldet kobber, der er hel spirituel i sin gentagende form. Lorenzo Guzzini’s, fra Italien, viser to kuber i beton, hvor horisonten forvrides i udsynet, hvor virkeligheden (kun) er det, der ses. Flere burde nævnes, men se selv efter. Fælles er de om at splitte virkeligheden ad og genskabe nye konstruktioner, så alt ses i en ny sammenhæng. Biennalen, giver en fin fornemmelse af Europas forskelligheder, men også vores fælles arvegods, kan ses i den unge samtidskunsts værker. De unge i Vrå, forholder sig til tiden vi lever i, hvad enten det handler om længsler om renhed eller rodløshed og identitet i en verden er der større end landegrænser.

Troels Laursen


Faktaboks:

Den internationale biennale er blevet vist hvert andet år siden 2000. JCE Biennalen 2017-19 turnerer i ni europæiske lande og kommer denne gang forbi anerkendte museer og kunsthaller i Frankrig, Danmark, Polen, Letland, Rumænien, Tjekkiet, Italien, Spanien og Portugal. Hvert af de ni lande er repræsenteret med otte kunstnere, som det enkelte land udvælger. En international jury udvælger herefter kunstnere fra de ni lande til en særudstilling, som bliver vist på udstillingsstedet Hangar 18 i Bruxelles.

Kunstbygningen i Vrå har stået for udvælgelsen af de danske repræsentanter ved hjælp af en kunstfaglig jury. Juryen modtog 66 ansøgninger, hvoraf otte kunstnere nu er udvalgt til at repræsentere Danmark med et værk.

Medlemmerne af den kunstfaglige jury er Anna Krogh, museumsinspektør på Brandts, Judith Schwarzbart, rektor for Det Jyske Kunstakademi, Torben Zenth, redaktør og ejer af Kopenhagen Art Institute, Amalie Jakobsen, billedkunstner, Søren Elgaard, billedkunstner og formand for Vrå-udstillingen, og Henrik Godsk, billedkunstner og kunstnerisk leder hos Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen.




BLIXA #7 en mulepose og dada

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 16:59:29

En mulepose med dada

Trykt i NORDJYKSE den 18. april med fem ud af seks stjerner.

BLIXA #7:

Med: Asger Schnack, Mogens Otto Nielsen, Karla Sachse, Lars Nørgård, Ulla Hvejsel, Jesper Fabricius , Henrik Broch-Lips , Boog Highberger (USA), Jakob Højholt, Charlotte & Amalie (Skt. Thomas), og redaktionen: Niels Fabæk og Nils Sloth.

Oplag: 60, heraf 46 i handel, 14 i Hors Commerce

Pris: 200

Artbreak Hotel, Aalborg

Slår man det op, så får man i flere varianter af hvad Dada betyder, og det er noget i retning af at det kommer fra fransk og betyder enten kæphest, barnepludren, eller en fiks idé.

Artzinr Blixa syvende udgivelse er det samme. De rider en kæphest, og de pludrer og de har en fiks ide.

Kæpheste er der flere af, og i den efterhånden gennemgående kunstnerduoen fra Skt. Thomas Charlotte og Amalie’s lille (My Little Pony) film ser vi, hvad der sker når kæpheste trækkes af stalden og får endnu tur på løbebanen. Det bliver til hele og halve heste og ditto sandheder.

Og som altid er der originalt kunst med. Denne gang er det lagt i hænderne på Mogens Otto Nielsen, og som den konceptkunstner han er, så er det et såkaldt readymade, en colakapsel, der næsten, er en ridderorden til poetisk gadedans. Og Ulla Hvejsel, skriver encyklopædisk om sandheden, som har lidt en vandskade. Asger Schnack digter om begyndelsen og fortsættelsen af Dada. Lars Nørgaard, laver sine kendte billedrebusser, der både giver mening og er uden mening. Kunsthal Nords leder Henrik Broch-Lips giver et fin kunsthistorisk overblik over da Dada blev til konceptkunst og lort på dåse.

Hugo Ball (1886-1926), den tyske grundlægger af Dada bedrager med manifestet for Dada og om ord, som første prioritet. Jesper Fabricius leverer varen med et flot digt, med tre linjer gange flere, der på bedste dadaistiskvis og lige på kornet, kan læse i flere lag og med mange meninger. Mere skal ikke afsløres her, for muleposen rummer meget mere dada. Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog. Det ligger også under denne muleposeudgivelser. Der er ikke noget entydigt, udover, at det er der netop ikke. Mistro til autoriteter og det herskende meningsfulde sprog, ligger lige under det hele, for det er ikke kun gøgl og slapstick det hele. Der er en mening i galskaben, på linje med barnet, der forsøger sig med sproget og dermed prøver at forstå det liv, der ligger foran og som ikke lige lade sig tyde, endsige styre og forstå. På rumænsk betyder ”dada” "ja", og denne udgivelse er en hel pose fuld af ja. Ja til legen, kæphestene og livet i al dens pludrende uforståelighed. Og således markerer gruppen, bag de interessante og lystige udgivelser, 102-året for Dada’s fødsel, for at marker 100 året ville være for u-dadask. Og sikke en markering. Artzine-blixafolkene leger og de pludrer, og det hele synes som ingenting, men man føler en tyngde i galskaben, så den fikse ide, ikke blot er fiks, men også god. Tillykke til dadaismen med de 102 og til folkene bag muleposen med at vise os, at dadaismen lever og har det godt.

Troels Laursen



William Kentridge på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 12:06:39

Nedslag i Tiden

Trykt i NORDJYSKE den 17. april med seks stjerner ud af seks!

William Kentridge – The Refusal of Time

Kunsten, Aalborg

Indtil 19. august

Lige nu på ”Kunsten” slår den sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955) ned i tiden, bryder den op og vender den rundt. Han stopper den og fylder den ud. Han vrider tiden, i sine værker, der her består af både kultegninger og videoklip på små smarte skærme til et stort femfløjet skærmværk. Han bruger Tiden, med stort t.

Han slår ned, i en lektion kaldet 47, på kunstkritikere og kunsthistorikere, men i et sjældent forsøg på storsind og selvironi, vil denne anmelder lade det passér, for uanset: nedslagene er fabelagtige og med masser af humor og med den store alvor, som kun humoren kan bære. Værkerne, tager deres udgangspunkt i kunstnerens egen opvækst i Apartheidstiden i Sydafrika. Han bærer i alle film-værkerne selv altid kun hvid skjorte og sorte benklæder. Som var han delt i to. I en hviddel, der må bære skylden for europæernes ødelæggelse af Afrika og dens befolkning, og sort, som den, det hele står på og er grundlaget for hans virke og hans værker.


Værkerne er holdt meget i sort/hvid, men paradoksalt nok, så er det farverigt og en sjælden intens øjenåbner, så de to s/h blander sig så intet kun er s/h, men masser af skygger i gråt.

I nævnte lektion 47 fortæller han at han, 6 år ser en række fotos af den voldsomme massakre i Sharpeville, hvor 69 sorte blev dræbt, tæt på hjemmet. De billeder brænder sig fast i drengen og har sat sig som en følelse af medskyldighed i kunstneren. Denne private oplevelse gøres i hans kunst til en almen menneskelig fortælling og bliver til stor kunst. Og det handler om vores forhold til tiden, både som fortid, nutid og fremtid, ja vores eget forhold til historien, og vores egen del deri.


Filmværket ”The Refusal of Time”, (fra 2012) og som også er udstillingens titel, er stor totalinstallation, med en underlig maskine, der intet udretter, og fem skærme folder et fascinerende univers ud, hvor fortid, nutid og fremtid samles i et magisk fortættet nu. Her er flere sekvenser af fortællinger klippet sammen på kryds og tværs, som et indisk skyggespil, så noget religiøst og rituelt også spiller med. Det handler om tidens begyndelse, som et hulkort, og endeligt, da det ender med at alle tidsmålingers moder: ”Royal Greenwich Obervatory”, sprænges i luften og dermed også den vesterlandske civilisation og herredømme. Tiden er fysisk, ikke mindst på grund af den medrivende musik, der indhyller publikum total, som man mærker tiden, og nerven i fortællingen, der absurd, men som alligevel leder til sandhed. Det er storslået på alle måder og overblikket er umuligt, ligesom det er med den følelse vi kalder for tid.

Både billeder og lyd sidder i én længe efter de 30 minutter, som værket varer, er gået.


Værket er en kulmination på kunstnerens udvikling i de seneste år, hvor han krydsbestøver sit primære medie kultegningen med elementer fra filmens verden, musik, dans, opera, teater, litteratur såvel som performance. Og der vises også fine kultegninger, hvor den hvide mand repræsenteres af to, Soho, der er mineejer og så Felix, der er personificeringen af skyldfølelsen over udnyttelsen, om end navnet Felix jo betyder den lykkelige. Flere små skærme viser flere udgaver af Kendridge, der fortæller om sine værker og syn på kunsten. Det flot lavet og oftest meget morsomt. I tegnlektionen nr. 37 blander musik sig med vædderhornene, der væltede Jerikos mure, sammen med hebræisk recitation om Moses og den Tiende Plage, hvor alle førstefødte i Egypten skulle dræbes af dødsenglen. Det handler om kunstnerens rolle og en hyldest til skyggerne, som er der hvor kunsten finder (sit) sted.

Triptykonet ”Breathe, Dissole, Return” fra 2008, er en poetisk samling, på tre vægge, af fragmenter af åndedrættet i sangen, og tidernes genkomst, samt dens opløsning, hvor tingene ofte er mere end det først sete.

Udstillingen, der er første del af et 3-årigt samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, er et must see. Og der er virkelig meget at se og sanse.


Og det skyldes ikke mindst, dem, der har sat alle herlighederne op. Stor anerkendelse til dem. Den nye sal i Kunstens kælder, er med denne fremragende udstilling, udnyttet til fulde. Herligt.

Troels Laursen



Pairkunst i Hune

AnmeldelserPosted by Troels Fri, April 13, 2018 15:12:44

.... saks, papir

Trykt i NORDJYSKE den 11. april med fem ud af seks stjerner

Karen Bit Vejle: ”Bulldog Ballet” og ”Med saksen som pensel”

Dansk Center for Papir

Hune, Blokhus

www.centerforpapirkunst.dk

Papir er, trods digitaliseringen, noget af det vi bruger hverdag. Lige fra avispapir til bagepapir over indpakningspapir til kopipapir. På ”Center for Papir” folder papiret sig ud, som det sjælden er set. Det er psaligrafi, som kunsten, at klippe i papir, hedder. Vi kender den fra H.C. Andersens finurlige klipperier og fra Sonja Brandes skrøbelige genfortællinger af eventyr og salmer til Peter Callesens store skulpturagtige værker, der er fælles om at bruge papiret til at fortælle en historie. Og ofte er psaligrafi brugt som illustration til bøger og lignende. Her i Hune, er der sat en tyk streg under kunst, med værker af den dansk-norske Karen Bit Vejles fascinerende og forunderlige verden af papir. Hun er også bagkvinden bag centerets udformning og drift. Det hele folder sig ud i en gammel ALDI-butik ved rundkørslen. Men glem alt om discount. Det hele er smagfuld og stemningsmættet indenfor, hvor den verdensberømte psaligraf har samlet et bredt udvalg af sine mange imponerende værker, som hun har skabt med sin broderisaks igennem de sidste 30 år. Udstillingen består af to dele. En med en sværm af ballerinaer og en såkaldt kerneudstilling.



Første delen er 22 figurer: ”Ballerina Buldog”, er en sammensætning af det lette og det tunge. De tå dansende piger har alle et power toll som attribut, fra håndmikser til boremaskiner og handler om deres inderste styrker, som bulldog’en, der bider sig fast. Alt sammen sat sammen med Søren Kierkegaards tale om valget. En lille balletfilm, med ballerina og papirklip, fortæller om saksen, der kan klippe snærende og bindende bånd over, og det kierkegaardske spring på de 70.000 favne kan tages. Poetisk med indhold er det. Og indenfor i selve kerneudstillingen ”Med saksen som pensel”, der folder papiret endnu mere poesi ud. Uden at det forbliver ved blomster og fugle og tam skønhed, for der er både samfundskritik og moraler i værkerne. Værkerne er klippet i store almindelige stykker papir og sat op mellem glas, så de svæver og kan nydes fra begge sider. En fabelagtig lyssætning af engelske Steven Laffoley-Edwards, leder beskueren let rundt mellem værkerne og deres skygger på gulv og loft og som udfolder værkerne endnu mere. Det er en totalinstallation. Og detaljerne i klipperierne myldrer frem, sætninger og fortællinger klippes ud foran en. Og inspirationen fra Historien og historierne, samt norsk folklore i strikkekunst og i Nationaldragterne (en såkaldt Bunad) og fra Stavkirkerne, fornemmes.



Det store værk, der viser musikken i Sjostakovitsj,1 piano trio opus 8, er en sand vandring i vellyd med cello, violiner og klaver. Og en femte årstid, musikkens tid er foldet ud stilsikkert ud i papiret. Det er fermt, fingernemt og fingersnildt. Værkerne inviterer til at reflektere og fortolke. De rører ved det banale, men som alligevel er det grundlæggende i livet: glæden i de små ting. Og det sker aldrig uden humor. Turen rundt i papirets huller og deres skyggerne og lyset slutter med en den kendte begravelsessalme: ”Altid frejdig”, fra syngespillet om Tornerose, som prinsen synger, inden han begiver sig ind i tornekrattet og kysser kærligheden til live igen. Detalje på detalje springer frem for den, der bruger tiden. Papirklip er Slow art på alle måder. Og 14.4 er centeret da også med i International Slow Art Day, med specielle omvisninger med fokus på fordybelse. Det er kunst og mindfullness på en gang. Sanseligt og magisk er det og det er kunst og poesi med kant. Og med centeret og deres høje kunstneriske ambitioner er der nu, endnu en god grund til at tage til Hune.

Troels Laursen

Faktaboks:

Karen Bit Vejle udstillede for første gang på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i Trondheim i 2008, og siden er hendes værker vist på førende museer som Nationalmuseum i Stockholm, ’Victoria & Albert’ i London, Nordic Heritage Museum i Seattle, Today Art Museum i Beijing og H.C. Andersens Hus i Odense. Foruden sine udstillinger, har Bit Vejle samarbejdet med en lang række eksklusive brands. Hun har udført bestillingsopgaver for bl.a. det franske modehus Hermés, Hilton Hotel, Porsgrund Porcelænsfabrik, Nidarosdomen, Røros Tweed og Georg Jensen.





Leif Sylvester og Danmark

AnmeldelserPosted by Troels Sat, March 31, 2018 09:26:04

Sylvesters Danmark

Trykt i NORDJYSKE den 30. marts med fire stjerner ud af seks

Danmark & mig

Af Leif Sylvester

Rigt ill.

Forlag: Galleri Python

S.102, pris. 200,-kr

I 2011 udgav multikunstneren Leif Sylvester (f.1940) bogen mig og de andre. Og også denne gang er det med udgangspunkt i ham selv, at han skildrer det Danmark, som han elsker højt og sommetider må undre sig over. Det er naturen, som han oplever fra cyklen, der spiller den største rolle i bogen. Fra egetræer til plovfuren, og gravhøjen til månen. Det lyder romantisk og det er også mange steder. Men det er altid iblandet et skævt blik og med et tvist af bevidsthed om at naturen er til låns, hvad enten det er barndommens flade land på Amager, hvor der kunne fiskes i en mudderdam med et bøjet søm, og som nu er en hel Ørestad på flere niveauer. Fortiden blander sig altid med både nutiden og fremtiden. Og her er klimaændringerne ofte i fokus og en vision om at dyrke bananer hertil lands ligger lige for.

Bogen er med sine 44 billeder og rimede digte en stemningsrejse rundt i Danmark der er og ikke mindst, der var. Det er stemninger, der er grebet i øjeblikket.


Træerne, både i skove og ved hulveje, spiller en central rolle for forfatteren, som dem, der med deres rødder, kan fortælle om engang, da stenaldermanden gik samme vej og træerne er håbet for en fremtid. En fremtid som kan bekymre digteren. Dannebrog, kommer man vel næppe uden om, når man fortæller om Danmark, og hos Sylvester er nationalsymbolet fuldstændigt renset for symboler, og er bare enkel, som en hvid dug med røde felter, og uden de mange dikkedarer, ligesom hans livssyn. Det fineste erindringsglimt, set herfra, er nr. 15: Min følgesvend Knud. En herlig gengivelse af en tur med faren til grønlandsfareren Knud Rasmussens hus i Kikhavn, hvor bedstefaren var født og derfor følte den unge Leif sig i familie med denne mytiske mand. Erindringerne står i kø og det handler om at have en horisont foran sig, samtidig med at horisonten også rækker langt bagud. Det handler om at se ud og indad.


Leif Sylvester er måske ikke landets største digter, men en habil rimsmed er ham og hans ligefremhed i erindringsglimtene og det han ser og sanser lige nu på cyklen, gør at man mærker ham og hans meget personlige danmarksbillede. Og bogen derfor en flot inspiration til din egen cykeltur i dit Danmark, hvis du da tør regne med vejret.

Troels Laursen

Faktaboks:

Leif Sylvester Petersen (1940-) er både skuespiller, sanger, musiker, billedkunstner, komponist og forfatter. Han har medvirket i over 20 film, og flere tv-serier, som ”Taxa”, komponeret musik til film og cirkus og ikke mindst kreeret kunst i keramik og på lærredet. I 1988 fik han gennembrud som kunstmaler og åbnede i 1996 sit eget galleri Python i København. Som 76 årig fik han musikalsk comeback med sit nye orkester: Family and Friends”.



Life-boats ny bog

AnmeldelserPosted by Troels Thu, March 29, 2018 15:22:51

Den sejlende drøm

Trykt i NORDJYSKE den 28. marts med fire ud af seks stjerner

Life-boats – from dream to dream

Vendsyssel Kunstmuseum og Støtteforeningen Life-Boats

Rigt illustreret

Engelsk tekst

172 sider, pris 250,-kr

Kan købes på museet og hos kunstneren

I 2016-17 var disse tre 12 meter lange skulpturskibe, der er støbt i beton og skabt af den norske kunstner Marit Benthe Norheim (f.1960), ambassadører for den Europæiske Kulturby Aarhus2017. Og sommeren over kunne man se og opleve Life-boats i en række havnebyer langs den jyske østkyst og Fyn og ved Papirøen i København.

Skibene repræsenterer tre stadier af et kvindeliv og symboliserer: Længsel, Liv og Minder. På skibenes rejse kan publikum komme ombord og opleve de indre installationer, der blandt andet byder på musik af den norske komponist Geir Johnson.


Skibende er fortællinger, med 19 galionsfigurer, der symbolsk portrætterer nulevende kvinder over 70 år. Der er tale om markante kvindeskikkelser og mere anonyme repræsentanter for historierne. Og deres livsfortællinger er præget af dét at have rejst og levet i andre kulturer end sine egne, af forskellige årsager, både som flygtninge, af kærlighed eller arbejde og som på denne måde overleverer deres fortællinger til de kommende generationer.

Denne bog, med engelsk tekst, er en slags fotodokumentation over det store skulpturelle og flydende installation som disse kvindeskibe er. Udover en masse lækre fotos af processen med de mange frivillige i kunstnerens værksted og til de flyder på vandene, er der forskellige tekster, der kredser hvorledes denne drøm blev til en drøm, af et sejlende håb. Skibene, viser bogen, er både kunst, kulturformidling og kulturhuse, som publikum gå ombord i der blandt andet byder på musik af den norske komponist Geir Johnson. Bogen beskriver denne folkelige kunstpraksis, hvor mange frivillige har bygget med på drømmen og en grænseoverskridende og grænsenedbrydende samtidskunstværk, der i alle dens processer er et resultat af et samarbejde mellem kunstneren, som idemagersken, sponsorer, fagfolk, som ingeniører og leverandører, der har medvirket til denne virkeliggørelsen af en drøm.


Og nu skal denne drøm sejle videre og derfor er bogen udkommet på engelsk. For det gælder nu de Europæiske floder og kanaler og ind hjertet af mange storbyer, hvor budskabet om fællesskab, kunst og liv, skal sættes på en mellemfolkelig dagsorden. Denne bog kommer langt omkring i tekster, af både skippere, der har sejlet kvindeskibene rundt i det det hjemlige farvand, og kunsthistorikeren Else Marie Bukdahl og Elsebeth Gerner Nielsen fra Kolling Design Skole og en masse andre, der sætter ord og perspektiver på sejladsen, både kunsthistorisk og som en social og fællesskabsskabende projekt. Og tilsæt der udover en masse meget smukke fotos, så har du en fin bog, og et godt redskab til at få det fine og beundringsværdige projektet længere ud på drømmene floder, så den ikke blot forbliver en drøm.

Troels Laursen

Faktaboks:

Marit Benthe Norheim, f. 1960 i Norge, bosat i Danmark siden 1996.

Hun studerede på Vestlandets Kunstakademi, Bergen, 1980-84. Derefter blev det Royal Academy of Art, London, 1984-87 (MA).

I Danmark er hun mest kendt for ”Fruen fra havet”, en 7 meter høj to-sidig skulptur i beton, placeret yderst på molen i Sæby.

Af andre projekter kan nævnes ”Rullende engle”, 16 skulpturer i beton, modelleret over skraldespandstativer på hjul. Og projektet ”Campingkvinder” har kørt på egne hjul i store dele af Norge, Danmark og Island. Skulpturerne er bygget over gamle campingvogne og blev skabt i forbindelse med Europæiske Kulturhovedstad, Stavanger 2008.



Next »