Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

BLIXA #7 en mulepose og dada

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 16:59:29

En mulepose med dada

Trykt i NORDJYKSE den 18. april med fem ud af seks stjerner.

BLIXA #7:

Med: Asger Schnack, Mogens Otto Nielsen, Karla Sachse, Lars Nørgård, Ulla Hvejsel, Jesper Fabricius , Henrik Broch-Lips , Boog Highberger (USA), Jakob Højholt, Charlotte & Amalie (Skt. Thomas), og redaktionen: Niels Fabæk og Nils Sloth.

Oplag: 60, heraf 46 i handel, 14 i Hors Commerce

Pris: 200

Artbreak Hotel, Aalborg

Slår man det op, så får man i flere varianter af hvad Dada betyder, og det er noget i retning af at det kommer fra fransk og betyder enten kæphest, barnepludren, eller en fiks idé.

Artzinr Blixa syvende udgivelse er det samme. De rider en kæphest, og de pludrer og de har en fiks ide.

Kæpheste er der flere af, og i den efterhånden gennemgående kunstnerduoen fra Skt. Thomas Charlotte og Amalie’s lille (My Little Pony) film ser vi, hvad der sker når kæpheste trækkes af stalden og får endnu tur på løbebanen. Det bliver til hele og halve heste og ditto sandheder.

Og som altid er der originalt kunst med. Denne gang er det lagt i hænderne på Mogens Otto Nielsen, og som den konceptkunstner han er, så er det et såkaldt readymade, en colakapsel, der næsten, er en ridderorden til poetisk gadedans. Og Ulla Hvejsel, skriver encyklopædisk om sandheden, som har lidt en vandskade. Asger Schnack digter om begyndelsen og fortsættelsen af Dada. Lars Nørgaard, laver sine kendte billedrebusser, der både giver mening og er uden mening. Kunsthal Nords leder Henrik Broch-Lips giver et fin kunsthistorisk overblik over da Dada blev til konceptkunst og lort på dåse.

Hugo Ball (1886-1926), den tyske grundlægger af Dada bedrager med manifestet for Dada og om ord, som første prioritet. Jesper Fabricius leverer varen med et flot digt, med tre linjer gange flere, der på bedste dadaistiskvis og lige på kornet, kan læse i flere lag og med mange meninger. Mere skal ikke afsløres her, for muleposen rummer meget mere dada. Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog. Det ligger også under denne muleposeudgivelser. Der er ikke noget entydigt, udover, at det er der netop ikke. Mistro til autoriteter og det herskende meningsfulde sprog, ligger lige under det hele, for det er ikke kun gøgl og slapstick det hele. Der er en mening i galskaben, på linje med barnet, der forsøger sig med sproget og dermed prøver at forstå det liv, der ligger foran og som ikke lige lade sig tyde, endsige styre og forstå. På rumænsk betyder ”dada” "ja", og denne udgivelse er en hel pose fuld af ja. Ja til legen, kæphestene og livet i al dens pludrende uforståelighed. Og således markerer gruppen, bag de interessante og lystige udgivelser, 102-året for Dada’s fødsel, for at marker 100 året ville være for u-dadask. Og sikke en markering. Artzine-blixafolkene leger og de pludrer, og det hele synes som ingenting, men man føler en tyngde i galskaben, så den fikse ide, ikke blot er fiks, men også god. Tillykke til dadaismen med de 102 og til folkene bag muleposen med at vise os, at dadaismen lever og har det godt.

Troels Laursen



William Kentridge på Kunsten i Aalborg

AnmeldelserPosted by Troels Sat, April 21, 2018 12:06:39

Nedslag i Tiden

Trykt i NORDJYSKE den 17. april med seks stjerner ud af seks!

William Kentridge – The Refusal of Time

Kunsten, Aalborg

Indtil 19. august

Lige nu på ”Kunsten” slår den sydafrikanske kunstner William Kentridge (f. 1955) ned i tiden, bryder den op og vender den rundt. Han stopper den og fylder den ud. Han vrider tiden, i sine værker, der her består af både kultegninger og videoklip på små smarte skærme til et stort femfløjet skærmværk. Han bruger Tiden, med stort t.

Han slår ned, i en lektion kaldet 47, på kunstkritikere og kunsthistorikere, men i et sjældent forsøg på storsind og selvironi, vil denne anmelder lade det passér, for uanset: nedslagene er fabelagtige og med masser af humor og med den store alvor, som kun humoren kan bære. Værkerne, tager deres udgangspunkt i kunstnerens egen opvækst i Apartheidstiden i Sydafrika. Han bærer i alle film-værkerne selv altid kun hvid skjorte og sorte benklæder. Som var han delt i to. I en hviddel, der må bære skylden for europæernes ødelæggelse af Afrika og dens befolkning, og sort, som den, det hele står på og er grundlaget for hans virke og hans værker.


Værkerne er holdt meget i sort/hvid, men paradoksalt nok, så er det farverigt og en sjælden intens øjenåbner, så de to s/h blander sig så intet kun er s/h, men masser af skygger i gråt.

I nævnte lektion 47 fortæller han at han, 6 år ser en række fotos af den voldsomme massakre i Sharpeville, hvor 69 sorte blev dræbt, tæt på hjemmet. De billeder brænder sig fast i drengen og har sat sig som en følelse af medskyldighed i kunstneren. Denne private oplevelse gøres i hans kunst til en almen menneskelig fortælling og bliver til stor kunst. Og det handler om vores forhold til tiden, både som fortid, nutid og fremtid, ja vores eget forhold til historien, og vores egen del deri.


Filmværket ”The Refusal of Time”, (fra 2012) og som også er udstillingens titel, er stor totalinstallation, med en underlig maskine, der intet udretter, og fem skærme folder et fascinerende univers ud, hvor fortid, nutid og fremtid samles i et magisk fortættet nu. Her er flere sekvenser af fortællinger klippet sammen på kryds og tværs, som et indisk skyggespil, så noget religiøst og rituelt også spiller med. Det handler om tidens begyndelse, som et hulkort, og endeligt, da det ender med at alle tidsmålingers moder: ”Royal Greenwich Obervatory”, sprænges i luften og dermed også den vesterlandske civilisation og herredømme. Tiden er fysisk, ikke mindst på grund af den medrivende musik, der indhyller publikum total, som man mærker tiden, og nerven i fortællingen, der absurd, men som alligevel leder til sandhed. Det er storslået på alle måder og overblikket er umuligt, ligesom det er med den følelse vi kalder for tid.

Både billeder og lyd sidder i én længe efter de 30 minutter, som værket varer, er gået.


Værket er en kulmination på kunstnerens udvikling i de seneste år, hvor han krydsbestøver sit primære medie kultegningen med elementer fra filmens verden, musik, dans, opera, teater, litteratur såvel som performance. Og der vises også fine kultegninger, hvor den hvide mand repræsenteres af to, Soho, der er mineejer og så Felix, der er personificeringen af skyldfølelsen over udnyttelsen, om end navnet Felix jo betyder den lykkelige. Flere små skærme viser flere udgaver af Kendridge, der fortæller om sine værker og syn på kunsten. Det flot lavet og oftest meget morsomt. I tegnlektionen nr. 37 blander musik sig med vædderhornene, der væltede Jerikos mure, sammen med hebræisk recitation om Moses og den Tiende Plage, hvor alle førstefødte i Egypten skulle dræbes af dødsenglen. Det handler om kunstnerens rolle og en hyldest til skyggerne, som er der hvor kunsten finder (sit) sted.

Triptykonet ”Breathe, Dissole, Return” fra 2008, er en poetisk samling, på tre vægge, af fragmenter af åndedrættet i sangen, og tidernes genkomst, samt dens opløsning, hvor tingene ofte er mere end det først sete.

Udstillingen, der er første del af et 3-årigt samarbejde mellem Kunsten og Louisiana, er et must see. Og der er virkelig meget at se og sanse.


Og det skyldes ikke mindst, dem, der har sat alle herlighederne op. Stor anerkendelse til dem. Den nye sal i Kunstens kælder, er med denne fremragende udstilling, udnyttet til fulde. Herligt.

Troels Laursen



Pairkunst i Hune

AnmeldelserPosted by Troels Fri, April 13, 2018 15:12:44

.... saks, papir

Trykt i NORDJYSKE den 11. april med fem ud af seks stjerner

Karen Bit Vejle: ”Bulldog Ballet” og ”Med saksen som pensel”

Dansk Center for Papir

Hune, Blokhus

www.centerforpapirkunst.dk

Papir er, trods digitaliseringen, noget af det vi bruger hverdag. Lige fra avispapir til bagepapir over indpakningspapir til kopipapir. På ”Center for Papir” folder papiret sig ud, som det sjælden er set. Det er psaligrafi, som kunsten, at klippe i papir, hedder. Vi kender den fra H.C. Andersens finurlige klipperier og fra Sonja Brandes skrøbelige genfortællinger af eventyr og salmer til Peter Callesens store skulpturagtige værker, der er fælles om at bruge papiret til at fortælle en historie. Og ofte er psaligrafi brugt som illustration til bøger og lignende. Her i Hune, er der sat en tyk streg under kunst, med værker af den dansk-norske Karen Bit Vejles fascinerende og forunderlige verden af papir. Hun er også bagkvinden bag centerets udformning og drift. Det hele folder sig ud i en gammel ALDI-butik ved rundkørslen. Men glem alt om discount. Det hele er smagfuld og stemningsmættet indenfor, hvor den verdensberømte psaligraf har samlet et bredt udvalg af sine mange imponerende værker, som hun har skabt med sin broderisaks igennem de sidste 30 år. Udstillingen består af to dele. En med en sværm af ballerinaer og en såkaldt kerneudstilling.



Første delen er 22 figurer: ”Ballerina Buldog”, er en sammensætning af det lette og det tunge. De tå dansende piger har alle et power toll som attribut, fra håndmikser til boremaskiner og handler om deres inderste styrker, som bulldog’en, der bider sig fast. Alt sammen sat sammen med Søren Kierkegaards tale om valget. En lille balletfilm, med ballerina og papirklip, fortæller om saksen, der kan klippe snærende og bindende bånd over, og det kierkegaardske spring på de 70.000 favne kan tages. Poetisk med indhold er det. Og indenfor i selve kerneudstillingen ”Med saksen som pensel”, der folder papiret endnu mere poesi ud. Uden at det forbliver ved blomster og fugle og tam skønhed, for der er både samfundskritik og moraler i værkerne. Værkerne er klippet i store almindelige stykker papir og sat op mellem glas, så de svæver og kan nydes fra begge sider. En fabelagtig lyssætning af engelske Steven Laffoley-Edwards, leder beskueren let rundt mellem værkerne og deres skygger på gulv og loft og som udfolder værkerne endnu mere. Det er en totalinstallation. Og detaljerne i klipperierne myldrer frem, sætninger og fortællinger klippes ud foran en. Og inspirationen fra Historien og historierne, samt norsk folklore i strikkekunst og i Nationaldragterne (en såkaldt Bunad) og fra Stavkirkerne, fornemmes.



Det store værk, der viser musikken i Sjostakovitsj,1 piano trio opus 8, er en sand vandring i vellyd med cello, violiner og klaver. Og en femte årstid, musikkens tid er foldet ud stilsikkert ud i papiret. Det er fermt, fingernemt og fingersnildt. Værkerne inviterer til at reflektere og fortolke. De rører ved det banale, men som alligevel er det grundlæggende i livet: glæden i de små ting. Og det sker aldrig uden humor. Turen rundt i papirets huller og deres skyggerne og lyset slutter med en den kendte begravelsessalme: ”Altid frejdig”, fra syngespillet om Tornerose, som prinsen synger, inden han begiver sig ind i tornekrattet og kysser kærligheden til live igen. Detalje på detalje springer frem for den, der bruger tiden. Papirklip er Slow art på alle måder. Og 14.4 er centeret da også med i International Slow Art Day, med specielle omvisninger med fokus på fordybelse. Det er kunst og mindfullness på en gang. Sanseligt og magisk er det og det er kunst og poesi med kant. Og med centeret og deres høje kunstneriske ambitioner er der nu, endnu en god grund til at tage til Hune.

Troels Laursen

Faktaboks:

Karen Bit Vejle udstillede for første gang på Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum i Trondheim i 2008, og siden er hendes værker vist på førende museer som Nationalmuseum i Stockholm, ’Victoria & Albert’ i London, Nordic Heritage Museum i Seattle, Today Art Museum i Beijing og H.C. Andersens Hus i Odense. Foruden sine udstillinger, har Bit Vejle samarbejdet med en lang række eksklusive brands. Hun har udført bestillingsopgaver for bl.a. det franske modehus Hermés, Hilton Hotel, Porsgrund Porcelænsfabrik, Nidarosdomen, Røros Tweed og Georg Jensen.





Leif Sylvester og Danmark

AnmeldelserPosted by Troels Sat, March 31, 2018 09:26:04

Sylvesters Danmark

Trykt i NORDJYSKE den 30. marts med fire stjerner ud af seks

Danmark & mig

Af Leif Sylvester

Rigt ill.

Forlag: Galleri Python

S.102, pris. 200,-kr

I 2011 udgav multikunstneren Leif Sylvester (f.1940) bogen mig og de andre. Og også denne gang er det med udgangspunkt i ham selv, at han skildrer det Danmark, som han elsker højt og sommetider må undre sig over. Det er naturen, som han oplever fra cyklen, der spiller den største rolle i bogen. Fra egetræer til plovfuren, og gravhøjen til månen. Det lyder romantisk og det er også mange steder. Men det er altid iblandet et skævt blik og med et tvist af bevidsthed om at naturen er til låns, hvad enten det er barndommens flade land på Amager, hvor der kunne fiskes i en mudderdam med et bøjet søm, og som nu er en hel Ørestad på flere niveauer. Fortiden blander sig altid med både nutiden og fremtiden. Og her er klimaændringerne ofte i fokus og en vision om at dyrke bananer hertil lands ligger lige for.

Bogen er med sine 44 billeder og rimede digte en stemningsrejse rundt i Danmark der er og ikke mindst, der var. Det er stemninger, der er grebet i øjeblikket.


Træerne, både i skove og ved hulveje, spiller en central rolle for forfatteren, som dem, der med deres rødder, kan fortælle om engang, da stenaldermanden gik samme vej og træerne er håbet for en fremtid. En fremtid som kan bekymre digteren. Dannebrog, kommer man vel næppe uden om, når man fortæller om Danmark, og hos Sylvester er nationalsymbolet fuldstændigt renset for symboler, og er bare enkel, som en hvid dug med røde felter, og uden de mange dikkedarer, ligesom hans livssyn. Det fineste erindringsglimt, set herfra, er nr. 15: Min følgesvend Knud. En herlig gengivelse af en tur med faren til grønlandsfareren Knud Rasmussens hus i Kikhavn, hvor bedstefaren var født og derfor følte den unge Leif sig i familie med denne mytiske mand. Erindringerne står i kø og det handler om at have en horisont foran sig, samtidig med at horisonten også rækker langt bagud. Det handler om at se ud og indad.


Leif Sylvester er måske ikke landets største digter, men en habil rimsmed er ham og hans ligefremhed i erindringsglimtene og det han ser og sanser lige nu på cyklen, gør at man mærker ham og hans meget personlige danmarksbillede. Og bogen derfor en flot inspiration til din egen cykeltur i dit Danmark, hvis du da tør regne med vejret.

Troels Laursen

Faktaboks:

Leif Sylvester Petersen (1940-) er både skuespiller, sanger, musiker, billedkunstner, komponist og forfatter. Han har medvirket i over 20 film, og flere tv-serier, som ”Taxa”, komponeret musik til film og cirkus og ikke mindst kreeret kunst i keramik og på lærredet. I 1988 fik han gennembrud som kunstmaler og åbnede i 1996 sit eget galleri Python i København. Som 76 årig fik han musikalsk comeback med sit nye orkester: Family and Friends”.



Life-boats ny bog

AnmeldelserPosted by Troels Thu, March 29, 2018 15:22:51

Den sejlende drøm

Trykt i NORDJYSKE den 28. marts med fire ud af seks stjerner

Life-boats – from dream to dream

Vendsyssel Kunstmuseum og Støtteforeningen Life-Boats

Rigt illustreret

Engelsk tekst

172 sider, pris 250,-kr

Kan købes på museet og hos kunstneren

I 2016-17 var disse tre 12 meter lange skulpturskibe, der er støbt i beton og skabt af den norske kunstner Marit Benthe Norheim (f.1960), ambassadører for den Europæiske Kulturby Aarhus2017. Og sommeren over kunne man se og opleve Life-boats i en række havnebyer langs den jyske østkyst og Fyn og ved Papirøen i København.

Skibene repræsenterer tre stadier af et kvindeliv og symboliserer: Længsel, Liv og Minder. På skibenes rejse kan publikum komme ombord og opleve de indre installationer, der blandt andet byder på musik af den norske komponist Geir Johnson.


Skibende er fortællinger, med 19 galionsfigurer, der symbolsk portrætterer nulevende kvinder over 70 år. Der er tale om markante kvindeskikkelser og mere anonyme repræsentanter for historierne. Og deres livsfortællinger er præget af dét at have rejst og levet i andre kulturer end sine egne, af forskellige årsager, både som flygtninge, af kærlighed eller arbejde og som på denne måde overleverer deres fortællinger til de kommende generationer.

Denne bog, med engelsk tekst, er en slags fotodokumentation over det store skulpturelle og flydende installation som disse kvindeskibe er. Udover en masse lækre fotos af processen med de mange frivillige i kunstnerens værksted og til de flyder på vandene, er der forskellige tekster, der kredser hvorledes denne drøm blev til en drøm, af et sejlende håb. Skibene, viser bogen, er både kunst, kulturformidling og kulturhuse, som publikum gå ombord i der blandt andet byder på musik af den norske komponist Geir Johnson. Bogen beskriver denne folkelige kunstpraksis, hvor mange frivillige har bygget med på drømmen og en grænseoverskridende og grænsenedbrydende samtidskunstværk, der i alle dens processer er et resultat af et samarbejde mellem kunstneren, som idemagersken, sponsorer, fagfolk, som ingeniører og leverandører, der har medvirket til denne virkeliggørelsen af en drøm.


Og nu skal denne drøm sejle videre og derfor er bogen udkommet på engelsk. For det gælder nu de Europæiske floder og kanaler og ind hjertet af mange storbyer, hvor budskabet om fællesskab, kunst og liv, skal sættes på en mellemfolkelig dagsorden. Denne bog kommer langt omkring i tekster, af både skippere, der har sejlet kvindeskibene rundt i det det hjemlige farvand, og kunsthistorikeren Else Marie Bukdahl og Elsebeth Gerner Nielsen fra Kolling Design Skole og en masse andre, der sætter ord og perspektiver på sejladsen, både kunsthistorisk og som en social og fællesskabsskabende projekt. Og tilsæt der udover en masse meget smukke fotos, så har du en fin bog, og et godt redskab til at få det fine og beundringsværdige projektet længere ud på drømmene floder, så den ikke blot forbliver en drøm.

Troels Laursen

Faktaboks:

Marit Benthe Norheim, f. 1960 i Norge, bosat i Danmark siden 1996.

Hun studerede på Vestlandets Kunstakademi, Bergen, 1980-84. Derefter blev det Royal Academy of Art, London, 1984-87 (MA).

I Danmark er hun mest kendt for ”Fruen fra havet”, en 7 meter høj to-sidig skulptur i beton, placeret yderst på molen i Sæby.

Af andre projekter kan nævnes ”Rullende engle”, 16 skulpturer i beton, modelleret over skraldespandstativer på hjul. Og projektet ”Campingkvinder” har kørt på egne hjul i store dele af Norge, Danmark og Island. Skulpturerne er bygget over gamle campingvogne og blev skabt i forbindelse med Europæiske Kulturhovedstad, Stavanger 2008.



Angry Boys på Det Ny Kastet i Thisted

AnmeldelserPosted by Troels Thu, March 22, 2018 09:04:53

De sure drenge

Trykt den 20. marts i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Angry Boys

Det Ny Kastet, Thisted

Indtil den 2. april

Udstillinger med 23 forskellige internationale samtidskunstnere, er vi ikke så van til på vore kanter, og heri blandt en som tyskeren Jonathan Meese, der er repræsenteret på mange af de største museer i Europa. Hans værker gør nu ikke meget væsen af sig i denne sammenhæng. Kunstnerne og udstillingen er sat sammen af Claudia Cosmo fra Køln og alle er de begyndt at markere sig i deres respektive hjemlande såvel som internationalt og er forholdsvis unge mellem 40 og først i 50’erne og i hvert fald unge nok til fortsat at kunne blive kaldt "drenge" i en kunsthistorisk kontekst. Udstillingen har tidligere været vist i Køln og planen er, at den senere skal vises på et museum i Italien.


Og det spændende ved disse besøg udefra er jo at se, hvor den danske kunst og de danske kunstnere er henne i forhold til de udenlandske. Og lad det være sagt med det samme, på denne fine udstilling i Det Ny Kastet, midt Thisted, der er der ikke den store forskel. Det skulle lige være på priserne, de udenlandske er langt dyrere end vi er van til. De to danske og nordjyske bidragsydere, Henrik Godsk og Ole Tersløse, står flot repræsenteret. Tersløses lille drengehovedet, med en grimasse, og en orm stikkende ud af hovedet kunne være et logo for hele udstillingen. Et Medusahoved med drenge-testosteron, der udviser sin vrede og tilpasningsbesvær, samtidig med en stor skrøbelighed. Værkerne har alle et meget ekspressiv og til dels et meget aggressiv udtryk. Deraf det sure, eller vrede. Og netop det vrede, eller rettere det forvredne er det gennemgående i værkerne, samt en fælles baggrund i det klassiske og kunsthistorien, som Godsk er flot eksempel på og som alligevel forsøger at træde ud af traditionen.



Det bibelskhistoriske spiller med i et af Michele Bubacco’s værker, hvor Onan spilder sæden, eller gemmer til natten og katten. Og Tom Prayers ”San Sebastiano”, der gennembores af pile, og bliver helgen for hudlidelser, og i vor tid for blandt andre AIDS-patienter. Fælles er de også i det figurative. Og så går den ovale-form igennem flere af værkerne, lige fra ægget til menneskehovedet, men også i formatet. Tersløses skulpturer i computeranimeret 3d print, står i den klassiske Byrådssal og her er ægget, det nye, der kan spire frem og samtidig det skrøbelige, og det ses også i Godsk’ ovale og næsten renæssance kvindeportræt, hvor hun sidder med en syl. Det herskabelige, ja næsten guddommelige i mandolaen, og det ødelæggende står side om side.




Det forvredne ses meget tydeligt og spændende i de italienske medvirkende, som er nogle af de bedste, som i Giuliano Sale’s værker, der minder om Francis Bacon sine steder. Det aggressive står hel fremme i de små værker ”Tomme hoveder” af Daniele Galliano, her er de gamle portrætters ansigter nærmest kradset ud og fyldt med maling. Det vildt og vredt, men med en skønhed midt i al gruen.



Adriano Annino, går en anden vej og har et billedet i sine billeder, ikke bare henover, men lige som et ekstra værk, der viser springlaget mellem det store og det mindre, som var det en termisk registrering af værket. De er ikke store i størrelse, men meget store i udtrykket. Wouter van Riessen, fra Holland, viser sin landsmand Van Goghs Solsikker i en ny koloristudgave, og portrætter af Elefantmanden, Joseph Merrick, hvor det forvredne ydre og det smukke indre skildres i få enkle streger og få farver. Udstillingen, hvor de to danskeres bidrag står meget stærkt, er et tiltrængt kig ud i verden. Det er kraftfuld, i sin underspillede ophængning og spids og stærk i sine opløsende skildring af identitet og personligheder.

Troels Laursen


Faktaboks: De 23 medvirkende

Adriano Annino (I), Manu Baeyens (NL), Timo Behn (D), Dario Carratta (I), Tom Duimstra (USA), Paolo Maggis (I), Arthur Grossbois (D), Tony Prayer (I), Leif Trenkler (D), Carsten Tabel (D), Daniele Galliano (I), Jonathan Meese (D), Michele Bubacco (I), Philip Grözinger (D), George Raftopoulos (AUS), Oliver Czarnetta (D), Bernd Hoffmann (D), Wouter van Riessen (NL), Paolo Dolzan (I), Jordy Kerwick (AUS), Giuliano Sale (I), Henrik Godsk (DK), Ole Tersløse (DK)



Henry Heerup og stenene

AnmeldelserPosted by Troels Mon, March 19, 2018 08:37:13

Stenvækkeren

Trykt i Nordjyske den 17. marts med fire stjerner ud af seks

Naturens hårdkogte

- Stenkunst af Henry Heerup

af Anni Lave Nielsen

224 sider, rigt ill.

300,-kroner

Henry Heerup (1907-93) kaldte selv stenene for ”Naturens Hårdkogte” og de var disse ”æg” han, som en troldmand, rugede ud til små dyr, mennesker og nisser. Det var figurer, der på en gang var jordnære og magiske.


Digteren Eske K. Mathiesen (f.1944) kaldte Heerup for ”Stenvækkeren” i sin digtsamling af samme navn fra 2005. Kunstneren er den, der vækker det til live, som allerede er i stenen. Han bringer det der anes, frem i lyset. Heerup var ikke en billedhugger i klassisk fortand, som Thorvaldsen og Michelangelo, der fjerner alt det udenom for at finde en kerne i stenen, han udrugede i stedet stenen med få mejselslag og nogen gange med en plat maling. Han vækkede, som digteren skrev det, blot det til live igen, der allerede er i og på stenen. Eller som kollegaen Bjørn Nørgaard skriver det i sin hyldest: ”Stenens rene form gøres tilgængelig, farven giver det hårde materiale en vis imødekommenhed”.


Heerup huggede gennem mere end fyrre år over 400 skulpturer i sten, hvoraf de fleste med stor ihærdighed først blev slæbt hjem på hans ikoniske ladcykel. Det kunne være en marksten eller stentromlen fra en vejtromle. For ham var der langt mere på spil end en forkærlighed for sten som materiale. Med stenen fulgte for Heerup et grundlæggende livssyn, der gav ham en samhørighed med urfjeldet og med fortidens kollegaer tilbage til klippehulemalerierne og stenaldermennesket. Jellingstenene har deres hel særegne plads i hans kunstneriske syn. Det gælder også bemalingen af den, som var en sag, der var meget oppe i diskussionerne i 1930’erne. Heerup var for en bemaling. Hans skulpturer var som oftest uden sokkel, men stod lige på jorden, for det var ikke kongernes og magtens monumenter, han var optaget af, men symboler for kærligheden til det levede liv. Heerup gik på Billedhuggerskolen, hvorefter han fik at vide, at han savnede forudsætninger for at blive billedhugger. Ikke desto mindre var det hans stenskulpturer, der gav ham den første berømmelse, og han har skabt et stort antal stenskulpturer i vidt forskellige størrelser og udformninger. Bogen folder det fornemt ud og er den første i en række publikationer, som videregiver Heerup Museums specialviden til Heerup-interesserede også ude i verden, da alle artikler har en engelsk version. Vi kommer vidt omkring, og er med i Heerups troldmandsværksted ude i kolonihaven og vi besøger de offentlige steder, fra Esbjerg til Louisiana i Nordsjælland, og ikke mindst haven omkring Heerups museum i Rødovre. Vi får historien bag både stedet og stenene.


Bogen er udover disse fine og korte indførende tekster en sand billedbog, hvor man komme tæt på alt det liv, som Heerup vækkede i disse af naturens hårdkogte. En fin hyldest til Hugga og naturens hårdkogte.

Troels Laursen



Ivan Andersen i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Sat, March 10, 2018 12:20:02

Sløringer og afsløringer

Trykt den 8. marts i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Camouflage – Ivan Andersen

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil 15. april.

Kunsthal Nord har hver år en dissideret maleriudstilling. De er sjælden dårlige, og i år skuffes man ikke det mindste. Ivan Andersen (f. 1968) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og han har boet en årrække i Berlin, men bor og arbejder nu i København. Han har dog tidligere besøgt det nørrejyske ved at arbejde på Grafisk Værksted i Hjørring med litografier, der sagtens kan genkendes i de værker han viser lige nu. Og alle værkerne handler om det dobbelttydige i at sløre og afsløre. Det er både flot og spændende udført, så både værkerne er rummene i den gamle industribygning og rummene er værker. Kunstneren udforsker rummene og observationerne er så værkerne. Og han gør brug af fotos fra tidligere udstilling, som man genkender i små bidder, men de er nu sløret og alligevel afsløre det stedet. Det er en hel cirkelbevægelse mellem rum og værker, som skaber en god næsten 3D oplevelse, selvom værker er i 2D.



Det handler om, hvorledes vi, aflæser omgivelserne og forstår former og afstande, og hvad der sker, det hele samles inde i hovedet på os igen. Det er camouflage. Og det begynder på en catwalk hvor værkerne, med titlen: ”Slitage” og hvor en camouflage-aftegning og en bananpalme blandt andet kan ses og anes, ligge nede i gulvet. De må dog desværre ikke betrædes, hvilket ellers kunne give en ekstra dimension med en slitage, der ren faktisk skete, mens det hele stod på. Det ændrer dog ikke på, at kunstneren både tænker og leverer alting i farver. En sand og ferm kolorist. Som, når en cykeltrikot, verdensmestertrøjen, ” Champ” ses lige inden for på væggen, et hvidt firkant med fire regnbuefarvede linjer af garn. Det er ikke meget, men effekten er stor.


I de andre rum er værkerne på væggen, bortset fra et, der ligesom løber gennem to rum med et camouflagetæppe mellem sig. På den ene side, ser man en nødudgangsskilt, camoufleret i junglegrønt, mens man sløret kan se sig selv på det andet værk bagved. Der leges med hvad vi ser og hvad vi opfatter. Det samme sker i en fin farvestribet bananpalme, med eget projektør lys. Det er legende og alligevel også meget styret. Det er både virkelighedstro og langt fra virkeligheden. Palmen er forklædt og scenen er sat. På væggen hænger et kæmpe, frodiggrønt værk, der ligner et landskab. Det er både genkendeligt og u-genkendeligt. Endnu et stort lærred hænger ud fra vinduet, så lyset kan bryde igennem billedet, og bærer titlen: ”Storbyens Havn”. Det er en næsten fotografisk gengivelse af en stor silo på en havn, men ikke en hvilken som helst havn, da det er den silo, der blev brugt til flyveasken fra det Kraftværket, hvor Kunsthal NORD som man så i udstillingen både befinder sig i og er sat uden for. Set bagfra er værket næsten hel abstrakt. Værket både afslører og slører.

Det er en udstilling, der rummer en masser lystindtryk til synet og tankesanserne. Det er en farvelyst, der fornemt og konsekvent vrider det, at være en del af et sted og et rum, samtidig med man står uden for og betragter det hele. Se den.

Troels Laursen


Foto: alle af Niels Fabæk

Next »