Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe

AnmeldelserPosted by Troels Sun, September 16, 2018 11:04:04

Lyset ud af mørket

Trykt den 12. september i NOTJYSKE med fire ud af seks stjerner

TRANSMISSION FROM DARK SPACES

Nynne Livbjerg og Pernille Priergaard Worsøe

Kunsthal Nord, Aalborg

Indtil den 28. oktober

Det er ikke første gang, at kunstnere, der udstiller i kunsthallen, lader sig inspirerer af stedets historie og tidligere brug. Mere sjælden er det at rummene og deres egen råhed eller uenshed der kommer i spil, og selvom også denne udstilling i byens kunsthal, lykkes langt hen ad vejen, så kunne man ønske sig at rummene blev udnyttet mere. Men derudover lykkes det meste her for Nynne Livbjerg (f. 1967) og Pernille Priergaard Worsøe (f. 1969). De springer mellem materialer og medier, men de gør det meget konsekvent. Og selvom de viser hver deres værker, så er der en god sammenhæng i udtrykket. Fra installation til video. Installationerne, ofte udført af Livbjerg, er rummelige værker, der med flere materialer fortæller om gangen fra mørke til lys, både op ad jorden og ud i rummet. Som det store ”The nights boils”, hvor man fornemmer kraften i energien, der får vandet til at koge, og at den energi kommer fra det sorte uigennemsigtige dyb, inden det springer ud i gennemsigtigt blåt.


Udstillingens titel er ”Transmission from dark Spaces” og de to kunstnere vil lade mørke og lys mødes i en form for erkendelsesrum, der peger i retning af altings iboende dualitet. Det hele handler om tilværelsens kontraster og modsætninger, som skønhed og forråelse, samfund og natur, drøm og virkelighed; alle velkendte fænomener, som vi er fælles om, ved at være mennesker lige nu og her.

Der skal meget mørke til før end selv det mindste lys bliver slukket, sådan kunne man sammenfatte denne udstilling, der leger med det mørke stof fra sorte huller til kul, og det lette lyse fra humor til drømme. Det er tungt og det er vægtløst. Man kan blive bange og lettet. Det er der kommet en inspirerende udstilling ud af, der, som nævnt, forholder sig til stedets historie, hvor det sorte kul blev transformeret til hvidt, elektrisk lys. Det handler om en overfølelse af energi fra et til noget andet. Fra et gammelt dødt fossil til noget levende i bevægelse. Fra død til liv. Den knap 6 minutters lange video, skabt af Worsøe, med musik af hende selv og Lasse Smed, er et meget enkelt og smukt udtryk for netop dette. Vi kører baglæns gennem en tummel, der svinger, så man aldrig kan se hverken udgangspunktet eller endemålet. Det er som livet selv, uoverskueligt og i fart. Den flotte musik skaber en optimistisk stemning, trods mørket. Teksten låner lidt fra Leonard Cohen om at der er sprækker i alting og det er der lyset kommer ind. Et værk, man kan se mere end en gang. Worsøe står også for en lille videolup på tre minutter med svævende måger foran et kirketårnet i diset lys. Det lette og det tunge i et udtryk, og er det som disen letter, eller er det bare ens egen stemning, der sætter ind? Mange sådanne spørgsmål dukker op rundt i rummene. Og hvad er det for et stativ, til en stor kjole uden skørter, der hænger der på slagterkroge sammen med det lille servitriceforklæde af gummi med fjerkost i, og et gummihjerte med vener, er det forbudt erotik, hvor det mørke i menneskets udfoldelser, kommer frem i lyset eller er det..? Det store værk, ”Unknow transmission”, er den ukendte forbindelse mellem det underjordiske og det overjordiske på vores klode eller det indre og ydre i os selv.


Ligesom de to rumdragter, et i hvidt og et i sort, der hænger mennesketomme, opfordrer og udfordrer til en indre og ydre rejse. Et er værkerne, af Worsøe, er et tag-med-hjem-værk, nemlig en plakat, som publikum kan tage med sig hjem og derved sørge for at alle disse spørgsmål ikke bare får lov at blive hængende, men kan arbejder videre der hjemme, når man går forbi plakaten i sit eget køkken. Så tag bare fra. Der er nok, at hente i denne drøm af og om en kraftoverføring.

Troels Laursen


Faktaboks:
Nynne Livbjerg (1967) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1987-94. Hun har udstillet på en række udstillingssteder i både ind- og udland, og har haft soloudstillinger på bl.a. Tranen, Overgaden og Huset i Asnæs. Hun er optaget i Kunstnersamfundet, medlem af BKF og har solgt til Statens Kunstfond.Nynne Livbjerg bor og arbejder i København.

Pernille Priergaard Worsøe (1969) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 1990-1996. Hun har udstillet på en række udstillingssteder i både ind- og udland, som bl.a. tæller Charlottenborg, Esbjerg Kunstmuseum, Brandts, Centro Lauroro Arte (Milano) og Aros. Hun er optaget i Kunstnersamfundet og medlem af både BKF og UKK.

Pernille Priergaard Worsøe bor og arbejder i København.

Foto: Niels Fabæk,



Anna Anchers rum

AnmeldelserPosted by Troels Sun, September 16, 2018 10:47:05

At se med Anna Ancher

Trykt i NORDJYSKE den 11. spetember med fire ud af seks stjerner

Anna Anckers Rum

af Lilian Munk Rösing

256 sider, mange illustrationer

Pris: 350,-kr

Gyldendal


Kunst handler om at se og at se på kunst handler mest om at iagttage. Med streg under agt, i den forstand både at agte og men også at tage sig i agt. I billedkunsten ser vi verden gennem et andet menneskes øjne. Bogstaveligt talt. Værkerne er et andet menneskes måde at se og opleve verden på. I billedkunsten bliver vores eget syn på verden hele tiden udfordret af den kunstner, hvis øjne vi låner. Og det gælder også for Anna Ancher, hvis syn ser så meget mere og så meget mere anderledes end de fleste af os andre. Så vi også selv ses. Og det formår Lilian Munk Rösing i sin bog om den kunstner i Skagen, der efterhånden får mest opmærksomhed, og ligesom er ved at overhale mændene, derude fra grenen.

Forfatteren er lektor i litteraturvidenskab, og nogen vil kende hende fra både DR og Radio24syv. Det litterær spejler sig igennem bogen, med blandt andre citarer af Klaus Rifbjerg og Tove Ditlevsen og i mere filosofiske tilgange til værkerne gennem tænkere som Heidegger, men aldrig hel på bekostning af billedkunsten, og både billedkunstneren Kasper Heiberg’s, farvelære inddrages, og kendte danske kunsthistorikere som Mikkel Bogh, og Skagenkendere som Lise Svanholm og Elisabeth Fabritius. Men, formår alligevel, at få sat ind i en meget personlig læsning af Anna Anchers liv og værker.

I begyndelsen, som kan virke, i sin meget personlige stil, en anelse trættende, er der en del gentagelser, om håndens arbejde, som dog får lov at folde sig ud i det meget spændende kapitel: ”De (hånd)arbejdende”, hvor både iagttagelser af Anna Ancher’s rum og de mennesker, oftest kvinder, der er i dem, altid arbejder med hænderne. Det sættes ind i et perspektiv til vores egen tids forhold til arbejdet som noget der blot skal overstås, men der peges på den tids arbejde, som nok kunne tynge, men også sætte fri, da det ikke kun handlede om vor tids krav om effektivitet og præstation, men at arbejdet også kunne velsigne, som den gode protestant Anna Ancher var, selvom hun ikke hel fulgte mormorens indre missionske syn på livet hele vejen. Det hele er inddelt efter malerens skiftende rum fra barndommens rum over de håndarbejdendes rum til moderbilleder og mennesketomme rum. Og ind imellem dette krydsklippes der til forfatterens egne rum i både nutid, mens bogen skrives, og tidligere rum hun har færdes i i forhold til hendes emne. Det objektive er befriende lagt på hylden, som når hun, med overbevisning, giver sig i kast med at tyde flere Anna Ancher’s kvindeportrætter som bebudelsesmotiver med ærkeenglen Gabriel og Jomfru Maria. Ved sådanne læsninger sker der noget og noget er på spil.


Anna Ancher beskrives i øvrigt, som den fødte billedkunstner med sin egen iboende autoritet. Og selvom hendes atelier lå ved siden af gemalens, så forblev hun sin egen. Han beskæftigede sig med de store fortællende figurkompositioner, mens hun skildrede det nære liv i hjemme, og som oftest kvinderne og børnenes liv. Bogens udstyr er ikke optimal i forhold til layoutet, en anelse kedeligt på gulligt papir, der ikke gør så meget godt for illustrationerne og så det irriterende at tekst og værket, der skrives om ikke følges ad. Det giver en masse unødige stop i læsningen for at finde frem og tilbage.


Og selvom man med lethed kan syntes, at der er bøger nok om Anna Anchers liv og værk, ja om alle Skagen kunstnerne, så er denne bog et godt bud på, at det endnu ikke er et udtømt emne. Der sker noget i Munk Rösings læsning og iagttagelser, fordi hun på ikke er bange for at bryde det akademiske dogme med at sætte forbindelse mellem kunstnerens værk og kunstneren som menneske. Og hun sætter også sig selv spil i det hele, og får derved skabt noget intens og øjenåbnende for at se på Anna Anchers værker på en ny måde, så vi både ser og ses. Læs bogen og bliv selv en bedre iagttager.

Troels Laursen



Moderne glaskunst i Danske Kirker

AnmeldelserPosted by Troels Mon, September 03, 2018 09:09:01

Lyset gennem glas

Trykt den 2. september i NORDJYSKE med 4 ud af seks stjerner.

Moderne glaskunst i Danske Kirke

af Ole Villadsen

Forlaget Frydenlund

464 sider, pris 399,-

Ole Villadsen, der er tidligere lektor i billedkunst og kunsthistorie, har med denne bog lavet lidt af en kræftpræstation. Bogen er et opslagsværk og en billedguide over 195 kirker i Danmark, der siden 1960’erne er blevet dekorerede med nye og meget forskellige glasudsmykninger, og der er tale om alt lige fra kirkevinduer over altertavler til egentlige kunstinstallationer. Og det med guide skal forstås ret bogstaveligt. Bogen er lavet i et fiks og slidstærkt udstyr, der gør at den ville kunne holde til at være en del af bilens handskerumsbibliotekt eller for pilgrimsvandreren i rygsækken, så den altid er ved hånden, når man farer forbi en kirke og lige vil tjekke om den har noget spændende i glas. Det er en kort indførende tekst om kirken og dens arkitektur og interiør og så værkerne og mange fine fotos, over 11oo styks, som ofte viser glasværkerne både udefra og indefra Og det spændende og sjove ved glas er netop dens gennemsigtighed og dens brydninger af lyset i alle regnbuens farver. Det fascinerende spil i lyset gennem glasset. Kirkekunsten i glas står ikke stille, der udforskes og udvikles stadig nye metoder og et nutidigt formsprog, så det både respekterer det, ofte, gamle kirkerum og alligevel er tilpasset et moderne kirkeliv. Værkerne er udført af mere end 60 kunstnere gennem de seneste godt halvtreds år og fra hele landet og fra det nordjyske er der skildringer fra Abildgaard i nord til Aars i syd. Forfatteren har skrevet en kortfattet indledning om glas, både kunsthistorisk og kirke historisk set både herhjemme og ude i Europa. Og han fortæller kort og præcist om de forskellige teknikker ud fra kendte kunstneres arbejder, som Per Kirkeby og Tróndur Patursson. Bogen er en decideret rejseguide, men kan sagtens nydes som en indre rejse derhjemme sofaen samtidig med at ens horisont udvides. Bogen anbefales hermed til alle, der elsker glas og de danske kirkers mangfoldighed af kultur og kunsthistorie.

Troels Laursen

kultur@nordjyske.dk

Den unge kirkekunstner Simon Aaen, med nordjyske rødder, og lige nu udstillingsaktuel på Dronninglund Kunstcenter, er repræsenteret med sin totaludsmykning af Iskov Kirke ved Ikast, hvor både altervindue og døbefont er udført i glas. Her altervinduerne.



Øjenlyd - poesi og billeder

AnmeldelserPosted by Troels Thu, August 09, 2018 10:20:14

Øjenlyd - islandsk poesi og billeder

Trykt den 8. august i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Foto: Iben West og Else Ploug Isaksen

Ord: Sigurbjörg Þrastardóttir; Kristín Ómarsdóttir; Hallgrímur Helgason og Einar Már Guðmundsson

Sider: 152

Pris: 250,-

Forlaget ARKhest

Alle kender til ørenlyd, især når man ikke kan få det, men øjenlyd, hvad mon det er? Ja, det er i hvert fald titlen på denne fine lille udgivelse med fotos og små digte på både dansk, engelsk og islandsk. Så der er masser af lyd, i form af ord, og digtene bør faktisk læses højt, mens kan kigger billederne. Ud over bogen vises fotografierne lige nu på en stor udstilling på National Museet i Reykjavik, "The Photo Gallery”.

Fotograferne Iben West (f.1967) og Else Ploug Isaksen (f.1959) står bag kunstbogen ”Augnhljóð / Øjenlyd" som kan ses om en hel “brevveksling" mellem de to fotografer og fire Islandske digtere: Sigurbjörg Þrastardóttir (f.1972), Kristín Ómarsdóttir (f.1962), Hallgrímur Helgason (f.1959), Einar Már Guðmundsson (f.1954), sidst nævnte er nok mest kendt herhjemme med romanerne: ”Universets engle” (1993) og Beatles Manifestet” (2005).


Bogprojektet begyndte med at de to fotografer sendte digterne hver et forskelligt sæt med to foto, og så svarede de med en tekst, som fotograferne så responderede på med to nye billeder og så videre. Ordene er ikke illustreret som sådan, de var mere en kommentar på en finurlig og poetisk facon som gav mening sammen med teksten. Billeder avler ord, ord avler billeder, der avler nye ord, der avler nye billeder. Og brevvekslingen foregik over en måned hvor de to opholdt sig i Island, og hvor billederne er taget.


Iben West er tidligere, sammen med forfatter Mette Østgaard Henriksen, her i NORDJYSKE blevet anmeldt for bogen ”inderst inde troede vi ikke på husene” (2017), der også var en række fortællende fotos af ting og rum, hvor de umiddelbart var ude af brug eller uden for sammenhæng. Menneskene var væk, men fortalte alligevel en masse om de der lige havde været der før billedet blev taget. Stedet og tingen optrådte i egen ret og det med en stor poesi. I denne fotobog kommer poesien så med i lyden, i ordene.


I mødet mellem de to udtryk opstår en tankestrøm, et poetisk flow og et samtalerum, som har sin egen logik og åbner for nye fortællinger og associationer. Teksterne er korte digte, ofte med stor præcision rulles en tanke eller et billede op, ofte også ganske humoristiske små anekdotelignende fortælling, som når Þrastardóttir fortæller om en filmmand, der kløjs i en metafor om fugle og deres vinger som film med teknik og handling. Eller når små digte bliver tankevækkere: ”Øjets musik – ses kun med de bare ører” som Helgason udtrykker det. Eller når han skriver: ” Digtning er for livet – hvad lamper er for mørke”. Guðmundsson skriver også om lyset, både som det religiøse og det faktiske på himlen. Ja, det hele handler om lys, som han har forstået det. Og lys er netop det fotografiet handler om. Og disse mange fotos er så godt som alle menneskeforladte, men beretter en masse om netop mennesket, både dens væsen og dens handlingen og dermed indvirkning på dens omgivelser. Billederne har en stille karakter, der åbne for endnu flere billeder. Læs, se, og gør det langsomt og nydelsen af denne fine kunstbog vil du bære med dig i lang tid frem over. Se det er øjenlyd, der bør give ørenlyd.

Troels Laursen



Skulptur-biennalen 2018

AnmeldelserPosted by Troels Fri, August 03, 2018 08:58:30

Lækre skulpturer og blandende bolsjer

Trykt i NORDJYSKE den 1. august med fire ud af seks stjerner

Skulptur Biennale 2018

Dronninglund Kunstcenter

Indtil 26. august

De billedhugger, der udstiller i og omkring Dronninglund Kunstcenter, kommer fra hele Danmark. Og biennalen er en tilbagevendende begivenhed, hvert andet år, og finder sted rundt om i landet, dog mest i København, men denne gang er det hele rykket til Dronninglund. Og det er velgørende. Det handler om at vise hvor Dansk Billedhuggerkunst er lige nu. Og man må erkende, at der ikke er så meget nyt under solen i det fine landskab og indenfor i kunstcenteret i Dronning. Det meste er set før og viser måske nok, hvor billedhuggerkunsten er lige nu, men ikke rigtig hvor den er på vej hen. Materialerne er mest klassiske i sten, bronze, jern og til keramik, glasfiber og træ. Eksperimenterne, er der langt imellem. Og det trods det, at der er over 250 værker udstillet af 63 forskellige kunstnere. Alle værkerne er til salg. Det er meget klassisk, og hvad man kunne kalde for klassisk moderne. Det er genkendeligt, og med glædelige gensyn, for som altid i en pose blandende bolsjer er der lækkerbiskner imellem. Indenfor er der de fleste værker udstillet og det sker i en tæt sammenhæng og det kan være svært at få øje på de bedste mellem det hele. Men de er der, for den der har øjne at se med. Poul Cederdorffs stilsikre figurer er en nydelse for øjet og hånden, der følger deres fine linjer, og Bodil Dams værker, der lader en se arbejdet med leret, før de står i bronze er ligeledes indbydende og fortællende. Gudrun Steen-Andersens flyvende mand ”Satellite” er i akryl, og transparent og bliver et eksistentielt og dramatisk svævende spørgsmål.


Jan Agerbo er et højdepunkt i udstillingen, indenfor er det små vandrende mænd, der med tunge rygsække fuld af livserfaringer, kommer én i møde, som kollosser på lerfødder, eller i en replik til Rodins ” Borgerne i Galais”. De er fortællende og man fortæller straks selv videre med dem.

Vibeke Nørgaard Rønsbo’s viser en rød kuffert, der både i farve og titel: ”Attention” bærer en advarsel i sig. Og de røde tasker, både skoletasker og rejsetasker forsætter udenfor. Det er godt tænkt, ligesom når Ida Guldhammers smukke ”Wisteria”, en Blåregn, af papir og lak, også lader sig se udenfor. Det skulpturelle kommer her til sin ret. Udenfor, i terrænet, kan man få både afstand og overblik, og bliver overrasket ved at kigge både op og ned. Så man ser både Henrik Voldmesters søheste og enøjede dialogmænd og Jytte Høegs sovende ”Stjerneflagremus” i træerne, og hører Bo Karberg’s sol-klokke kalde med jævne mellemrum. En kilometer rute rund i terrænet om kunstcenteret er der. Det håndværksmæssige, i udførelsen af værkerne, svinger en del i kvaliteten, som i Jerry Adder’s ”Forløsning” lige uden for indgangsdøren, der mangler en finis i detaljernes hjørner, der skræmmer det store værk, af en kvinde, der lige har født.



Mens Steen Christensens ”Bænk med bøger” og ”Tingstedet” er fuldførte, så man både får lyst til at sidde og blade i bøgernes bløde blade. Christensens ”Tingstedet” er en af de få værker, der kunne gå under udtrykket samfundskritiske, da de taburetter er lavet af bøger stilfærdigt handler, om dannelse, som en magt. Klimakrisen undgår ikke en kommentar i Per Sommers ”Global opvarmning”, hvor en bølgespids er knækket og ved at falde af skulpturen. Paul Ranslets ”Fuglemanden” er en uhyggelig fætter på en hyggelig og eventyrlig måde, der både er dragende og inddragende og vældig flot udført.


Jan Agerbos vandrede mænd, kommer en i møde på ruten. Det er storslået og tankevækkende. Udstillingens højdepunkt set herfra.


I det hele taget så ville det være skønt om man kunne få nogen af værkerne til at blive stående omkring Kunstcenteret. Man kunne passende begynde med Jan Agerbos store vandrede mænd, der ”Hen over tid” både går sammen og hver for sig og så Jørn Hansens store keramiske værk, af teglsten, der ligger som en lige linjer og en cirkel, og er en rytmisk flod af farver, på plænen.

Udstillingen er, som en helhed, en pose blandende bolsjer med blandende fornøjelser i blandet godbidder imellem. Det er dog en fin tur rundt i naturen, hvor det sine steder, kan blive en hel lille opdagelsesrejse. Og tag bare børnene med.

Troels Laursen

Fakta: Udstillingerne:

De 63 deltagende kunstnere er: Lars Abrahamsen, Jerry Adder, Jan Agerbo, Malene Bjelke, Erik Brandt, Ole Bunton, Lilli Byrum, Paul Cederdorff, Steen Christensen, Elna Christiansen, Helle Rask Crawford, Bodil Dam, Henning Elving, Kirsten Ernst, Frank Fenriz, Benny Forsberg Jensen, Poul Frederiksen, Gert Daa Funder, Anders Gjerding Geertsen, Ida Guldhammer, Jens Ingvard Hansen, Jørn Hansen, Steffen Harder, Henning Tais Hedin, Stefan Herrik, Peter Hesk, Flemming Holm, Jytte Høeg, Carsten Fun Jensen, Lene Stevns Jensen, Bo Karberg, Asger Kristensen, Erik Lemke, Palle Lindau, Steffen Lund, Bodil Arbjerg Lundby, Børge Chr. Meibom, Frodo Mikkelsen, Marianne Miller, Jørgen Minor, Lisbeth Krag Olsen, Bente Polano, Poul Ranslet, Misja Rasmussen, Tine Rinds, Vivian Rose, Vibeke Nørgaard Rønsbo, Joseph Salamon, Ole Schjører-Hansen, Søren Schaarup, Matthew Simmonds, Per Sommer, Gudrun Steen-Andersen, Jørgen Svenstrup, Stinne Teglhus, Lotte Thorsøe, Erling Tingkær, Henrik Troelsen, Helle Vinter, Henrik Voldmester, Lars Waldemar, Edel Hartvig Willerup og Jørgen Willerup.

Fakta: Dansk Billedhuggersamfund blev stiftet 6.maj 1905 og er en af de ældste foreninger for udøvende billedhuggere i verden. Stifterne var en række af datidens fremtrædende billedhuggere bl.a. Carl Mortensen, Einar Utzon Frank, Johannes Bjerg og Anne Marie Carl-Nielsen, der var gift med komponisten Carl Nielsen.

Dansk Billedhuggersamfund optager professionelt arbejdende billedhuggere og arbejder for medlemmernes synliggørelse og deltagelse i kulturlivet i ind- og udland. Foreningen 80 medlemmer, der udtrykker sig i mange kunstneriske genrer: Naturalistisk, abstrakt, konkret, konceptuelt, eksperimenterende og installationspræget. Hovedparten vælger at udtrykke sig gennem materialer som sten, metal, gips, træ, ler, glas eller kunststof.

Alle fotos er taget af Jørgen Ingvartsen.



Laier i Skagen Kunsthal

AnmeldelserPosted by Troels Sat, July 21, 2018 15:21:07

Skandaløs god kunst i Skagen

Seks stjerner ud af seks i NORDJYSKE den 20. juli

Anton Christensen Laier m. m. flere

Skagen Kunsthal

Værftsvej 2, Skagen

Åben hver dag 10 -13 og 16 -19

Indtil den 10. august

Entusiastiske mennesker med en anelse nørderi til den gode side, skaber steder og rum, til det der ellers ofte ikke er plads til andre steder. Gorm Spaabæk er en sådan og hans sted, Skagen Kunsthal, er stedet, hvor den kunst der ellers ikke vises andre steder, ofte fordi der ikke skal skabes skandaler, men ofte også fordi kunstneren og kunsten ikke lige rammer tidsånden og derfor sættes udenfor. At det ikke er retfærdigt viser udstillingen med mere end 40 værker, malerier og skulptur af den skandaleramte præst Anton Christensen Laier (1883-1969), der blev smidt ud af Hjallerup Præstegård, i december 1937 af Kogens Foged. Forud var gået, den kendte historie, om Laier, der fik embede som 44 årig i Hjallerup i 1927.



I 1935 ser Laier et stort krucifiks på en krigskirkegård fra 1. Verdenskrig, og året efter laver han sin første skulptur i cement, Korsfæstelsen, som han sætter op i præstegårdshaven. Han får konflikter med menighedsrådet og den kirkelige øvrighed, og der rejses krav om, at han mentalundersøges og skal have en irettesættelse i kirken, men han møder ikke op og vil ikke undersøges og han blev fyret for lydighedsnægtelse. Den første præst der fyres siden Reformationen. Familien bygger et lille hus lidt uden for byen og han går fra af være folkekirke præst til kunstner.


Han beskriver sin egen historie i selvbiografien, ”min Kamp” en noget vovet og kontroversiel titel i de tider, og bogen kom da også først ud sidste år på det lille forlag ”ARK”. Men den historie er kun en sidefortælling på udstillingen, for her får værkerne lov til at vise sig i al deres enestående udtryk. En væg, over for en masse fine møbler af Bindesbøll, som man må sidde i og nyde det hele fra, er helliget Laiers malerier. Andres værker findes rundt om mellem andre kunstnere, fra Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen, Inge Tranter, Yoko Ono og til Aage Sikker Hansen, Povl Christensen. Der er mange tegnere og ikke mindst satiretegninger. I en køn blanding, så tiden smutter fra den besøgende. Alle disse andre kunstneres værker viser, ved kontrasterne, på fineste vis, at Laier kan selv: at hans værker kan måle sig i kunstnerisk kvalitet med de andre og mange gange mere anerkendte kunstnere som Heerup, Aksel Jørgensen, Jais Nielsen og Joakim Skovgaard. Det handler om kontrasterne, om at få stillet noget op mod hinanden, så ikke bare handler om, om man kan lide farven, men om fag, kontrast og billedkunstnerisk diskussion. For smag og behag er ganske vist forskelligt, men derfor kan det godt diskuteres. Og det er Spaabæks hensigt med denne udstilling. Og det lykkes til fulde.



Dette er den største udstilling af Laiers værker siden udstillingen på Nordjyllands Kunstmuseum (nu Kunsten i Aalborg) i 1995. Det var i øvrigt også Spaabæk, der stod bag den udstilling. Et par af Laiers værker viser hans forbillede, J.F. Willumsen. Et cement portræt og et meget spændende billede, der hænger i kunsthallens køkken, viser Willumsens hoved, der svæver hen over en ubestemmelig baggrund, men farver er dæmpet, men ed en hel eksplosion af intensitet af farver. Laier var ikke en der brugte kradse farver, men hans palet, der altid bestod af den billigste maling farvehandleren havde, udstråler en lysende farvekraft med få vel anbragte strøg. Han var en kolorist med få farver. Broby-Johansen der, speakede til Jørgen Vestergaards kortfilm”Cementkrucifikset” i 1967, hvor Laiers skulpturer fjernes fra familiens have, for at gøre plads til en omfartsvej, fortæller, at Laier låner Willumsens palet. (Filmen kan i øvrigt streames gratis på Filmstriben) Portrættet viser hvorfor, den er som taget ud af Willumsen eget selvportræt som Tizian, i tre dele. Og sådan finder man den ene lækkerbisken efter den anden i kunsthallen.


I et rum vises Carsten Schmidt-Olsen’s portræt af faren, der var læge og dennes venteværelse er sat op, med de oprindelige stole og så konsultationens mange ugeblade fra flere årtier, og der kan man sidde og kigge på kontrasternes kunst eller læse Tove Ditlevsens brevkassesvar til ”den ulykkelige”. Det er kunstinstallation, der inddrager beskueren uden at beskuerne opdager de er en del af et værk. Også sådan er Kunsthallen hele vejen rundt. Den er til brug og man bliver brugt, på den gode måde.



Nogen vil kalde Laier for naivist, da han ikke sådan arbejder med perspektiv og de store naturalistiske ligheder, men han er snarere i slægt med en voldsom kunstner som Jens Søndergaard. Det fortællende er i centrum, både i landskaberne og i de mere bibelske skildringer. Det er som om livet hele tiden er på spil og sat på spidsen i værkerne, lige fra ”Den sidste husmand” (i cement) til dommedagsbilledet og de sidste dage, der helt aktuelt også er en kamp mellem land og byen.


Man kan undre sig over at Hjallerup ikke få samlet alle Laiers værker og fundet et sted til dem, inden det er for sent og dermed sikret sig en enestående kunstsamling. Mit bud er, at det ville trække flere tusinde til, flere end dem der i sin tid besøgte haven, da Laier selv viste rundt og fortalte om høj og lav i cementen. For det, der nu vises i Skagen Kunsthal er mere end skandale. Det er god kunst, der både udtrykker sig og som giver en masse indtryk, så man ikke er hel den samme efter, som før, man gik derind. Hip hip hurra for det.

Troels Laursen







Stor bog om billedkunstneren William Heinesen

AnmeldelserPosted by Troels Mon, July 02, 2018 16:45:07

Færøsk billedmagi

Trykt i NORDJYSKE den 1. juli med fem ud af seks stjerner

William Heinesen, Billedmageren

af Bárður Jákupsson

304 sider med 250 illustrationer

Pris: 400,-kroner

Forlaget Torgard

Færøernes kendteste forfatter, William Heinsen (1900-1991), var også en meget produktiv billedkunstner. Og denne flotte billedbog viser et omfattende udvalg af hans varierede billedproduktion, fra 1920’erne til midten af 80’erne, i så forskellige medier, som oliemalerier, pastel- og tuschtegninger, akvareller og ikke mindst papirklip. Bogen er tilrettelagt og veloplagt skrevet af Bárður Jákupsson (f. 1943), der en af de største kendere af færøsk kunst. Jákupsson er selv billedkunstner og var leder af Færøernes Kunstmuseum 1975-2003.


Man ser at Heinesen har ladet sig inspirerer fra forskellig side, bl.a i sine motiver af trolde anes der spor af norske Kittelsen og svenske Arosenius og alligevel ses der tydelig en special Heinesen streg i de underjordiske væsener, som man altid får en anelse medlidenhed med og man tilgiver den straks alle deres ulykker.



I landskabsskildringer ses der Van Gogh-inspirerede flimrende huse og personer på landet, der ligesom får blæst liv i sig. Og portrætter af landsmænd m/k, der både er sarkastiske og kærlige, er genkendelige fra romanerne som ”Den sorte gryde” (1949), ” De fortabte Spillemænd” (1950) hvor drankerne, excentrikerne og de religiøse fanatikere omgås i små isolerede øsamfund.



Og hans optagethed af sagn og myter, i hans billedkunst, ses også i de bøger, som en form for magisk realisme. Hans bøger er på den ene side jordnær, realistisk og satirisk og på den anden side samtidig præget af forholdet til myten og til kosmos. Det mærkes også i hans billedkunst. De bedste værker, set herfra, er dem han lavede som flademalerier, to dimensionale værker, der med træk fra middelalderen fortæller både sagn og myter, herunder bibelhistorie, men som med tiden ender som papirklip, der når den gamle Matisses arbejder.



I alle billederne ser vi Heinesens tanker om, at mennesket grundlæggende er myteskabende, og han ser myterne som noget, der afspejler dybe, uudforskede aspekter af den menneskelige natur. Det han viser i sin billedkunst og som bogen får overbevisende lagt frem.Udover de mange billeder giver bogen et biografisk rids af William Heinsens virke som billedkunstner og hans rolle som central kulturperson på Færøerne og belyser emner og motiver i hans billedkunst og sætter den ind i en dansk/europæisk sammenhæng og viser det særegne ved det færøske i hans virke.



Det gullige, og den lidt grove papirtype, gør at illustrationer ikke giver genskin og selvom teksten er en anelse småt, så giver det en god læseoplevelse. Det er en stor bog, men ikke uhåndterligt. Og værkerne får den plads de behøver, og gerne sammen med teksten der omhandler værket, så der både kan læses og ses uden al for megen bladenrundt. Både forlag og forfatter bør roses for at hive denne store forfatter ud af glemslen og vise en samlet præsentation af hans billedkunst. Det er en fin bedrift.


Heinesen døde i 1991, noget han dog ikke selv så som en slutning. Hans gravsten blev prydet af hans selvvalgte gravskrift: ”Alt er endnu i vorden”. Denne gravskrift indfanger essensen af hans kunst, både ordene og billederne, som noget der ikke kommer med svar, men derimod er evigt søgende og dermed evigt begyndende. Det er bogen hermed med til og noget nyt kan begynde. Og så giver bogen, ikke mindst, en voldsom lyst til at få genlæst denne forfatter, der er oversat til 20 sprog, og er, efter Karen Blixen, den mest oversatte danske forfatter med debut i perioden 1900-1940. Så både denne fine bog og forfatterskabet i øvrigt, er hermed, på det kraftigste, anbefalet som sommerens læsning. God fornøjelse.

Troels Laursen

Fotocredits: Alan Brockie





Ondskab på ARoS

AnmeldelserPosted by Troels Thu, June 28, 2018 16:30:38

Alverdens ondskab udstillet

Trykt i NORDJYSKE den 27. juni med fire ud af seks stjerner

March of the banal

Jake og Dinos Chapman

ARoS, Aarhus

Indtil den 21. oktober

Ondskaben er aldrig banal, og aldrig for den, den rammer. Men at den findes, i et hvert menneskes liv, er banal. Både den ondskab, der rammer os udefra, og så den vi selv skaber og indeholder. Den sidste, ondskaben i os selv, er den, der især er i fokus, når de engelske brødre Jake (f.1966) og Dinos (f.1962) Chapman indgår i ARoS’s udstillingsserie ”Intermezzo”, der gerne vil åbne horisonter og udvide sanser i værker, og sætte fokus på en anden form for sanselig rumlighed end normalt. Først var det Isaac Juliens videoudstilling og efter denne engelske udstilling, er det den sydkoreanske kunstner Do Ho Suh’s farverige installationsskulpturer der skal udfylde rummet.


Brødrene Chapman brød igennem i starten af 90’erne som en del af kunstnergrupperingen, der er kendt under fællesbetegnelsen Young British Artists (med bla Damien Hirst). Og lige fra begyndelsen har de kredset om ondskaben og en forkærlighed for det eksplicit groteske, så publikum ledes ind i et dystert univers. De bruger provokation som æstetisk virkemiddel for at opnå en konfrontation med beskueren og tvinge vedkommende til at tage stilling. Under overfladen beskæftiger deres værker sig med komplekse emner, der når ned til grundessensen i den menneskelige erfaring og som gemmer på dybdegående analyser af samfundets forhold til tro, vold, seksualitet og moral. Og om ondskaben, der bor i os og lige mellem os. Det er det banale og er til ligeså stor forundring som at det gode overhovedet findes. I de engelske brødres verden er mennesket ikke født ond, så de er optimistiske, men samtidig bekymrede, for menneskene nemt, blive både onde og tankeløse, hvis vi ikke standser op og ser, hvad der sker omkring os og tænke os om.



De sætter et spejl op af verdens tilstand og vil få os til at åbne øjnene for alle de problemstillinger der er, der hvor det onde får lov, at være. Og deres værker er en lang række af advarselsskilte, hvor Ku Klux Klan-dukker ser video, krigens gru set gennem Goyas skildringer af det franske overgreb af Madrid i 1805, og 11 værker malet af Hitler og overmalet af brødrene, så de idylliske vandfarver af Føreren, fra tiden under 1. verdenskrig, får en anden klang og man må tænke, hvordan havde verden set ud, hvis han var kommet ind på kunstakademiet dengang.


Den ene væg i rummet er malet i regnbuens farver, hvilket står i stærk kontrast til resten af den ellers dystre opsætning. Alle kender til at tegne fra prik til prik og skabe et fint billede, her er titlen ”Not to Dot”, så her følges prikkerne ikke kronologisk, men tilfældigt. Ting opstår, som det onde, der kan fremkomme ved tilfældigheder, hvis vi ikke holder øje. En inspirerende væg, der bringer en form for optimisme ind i det hele. Optimismen, eller tro på fremtiden, ses (måske) også i de regnbuefarvede sokker, som KKK-medlemmerne bærer under den hvide kutte, så de ligesom står på håbet i stedet for tomheden. Overfor regnbuen står redningsveste, i bronze, der også er bombebælter foran store sorte bannere med elitesmilyer på, skaber straks en anden stemning. Udklip af Goyas raderinger, er uhyggelige, men med nye udklip påmonteret, lægges et lag af humor og kærlighed, eller er det blot vores ligegyldighed, der gør at vi ser væk og ser noget andet end det disse gamle raderinger af Goya viser, som var de, de første fotoreportager fra et krigshærdet område. Vi zapper videre. Og hele tiden er man tvunget til at kigge væk rundt i udstillingen, der har god plads og alligevel er skarp opsat. Og man tvinges til at kigge med og sætte sig ved siden af KKK-medlemmer, der ser en underlig video med fødsel og kunstforståelse. Fire store glasmontre, som er brødrenes varemærke og i det hele taget er der ikke mange værker, der ikke har er vist andre steder, senest i Odense 2015. Men er de set før, så er de dog stadig meget virkningsfulde og tankevækkende. Disse horrible glasmontrer indeholder scener af frygteligheder af, hvad der burde være en anden verden, men som er vores. Både i fortid og nutid. Og hvad med fremtiden? Hitler og MacDonalds-klovnen side om side med soldater, skeletter, lemlæstede nøgne mennesker i store bunker, i et ødelagt og sønderbombet landskab. Det er summen af al ondskab, som også er titlen på værkerne. Et tableau, udført i det der kunne være harmløs legetøj. Disse montre, er så skræmmende og mange kan man se går hurtig videre, mens andre må blive stående, stille og kigger, som pillede de i et sår, så det både pinte og lindrede. Det er en opstilling af det onde, i al sin virkningsfulde banalitet.

Men træd nu bare ind i rækken og tag din egen stilling.

Troels Laursen




Next »