Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Per Kirkeby på Museum Jorn

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 09, 2018 11:11:05

En hyldest i mursten

Trykt i NORDJYSKE den 7. november med fem ud af seks stjerner

Per Kirkeby: Maskiner for lys og skygge

Museum Jorn, Silkeborg

Indtil den 9. december

En hyldest i mursten er, hvad man kunne kalde denne udstilling. 40.000 mestendels røde mursten, der svarer til 4-5 almindelige parcelhuse, er der brugt. Og imponerende er det at gå rundt mellem disse varder og bygninger, der med deres højde og flader skaber både skygger og rum.

Og manden der hyldes er selvsagt Per Kirkeby, der døde kort før sin 80 års fødselsdag i år, og som måske er bedst kendt for sine store abstrakte malerier, der er præget af motiver fra naturen og især af geologien. I Danmark har han efterladt markante kunstneriske aftryk med bl.a. loftsmaleriet i Den Sorte Diamant og vægudsmykningerne på Geologisk Museum og Sø-auditoriet på Aarhus Universitet. Hans bronzerelieffer dekorerer Operaen i København.


I det nørrejyske er vi forkælet med hans murstensværker, ikke mindst i Aars, men også her senest i denne sommer på Læsø, hvor hans sidste murstensværk, ”Vinduestårnet” i Østerbyhavn blev rejst. Udstillingen sammenstiller for første gang ikke mindre end 18 af Per Kirkebys murstensskulpturer, der i perioden 1966 til 2017 blev realiseret i forbindelse med udstillinger i flere europæiske storbyer, bl.a. Paris, Nantes, London, Essen og København. Derudover præsenteres en række arkitekturprojekter og et hidtil ukendt materiale, såsom tegninger og arkivalier, der giver et omfattende indblik i Kirkebys eksperimenterende kunstneriske praksis og komplekse værkudvikling gennem 50 år. Og udstillingen er dermed en murstensvarde over en af landets internationalt mest indflydelsesrige kunstner, der på det seneste har været udstillet i London, Paris og New York og dermed understreget hans murstensskulpturers store internationale indflydelse. De 18 større og mindre murstensværker vækker associationer til både det klassiske danske parcelhus, mellemamerikanske pyramider, middelalderens borge og himmelstræbende katedraler. Den største skulptur i udstillingen består af ca. 10.000 mursten og er over tre og en halv meter høj og seks meter bred. Og de mange murer og flader og rum, der skabes midt i rummene er som en rejse rundt i en ubeboet by, men alligevel en levende by, med alle dens kroge, detaljer og stemninger, som disse murstensmure skaber.



De er næsten en slags stopklodser, der gør at man må flytte sig og tage en anden vej rundt end den der tilsyneladende er nemmest, og skaber derved nye rum foran beskueren, så ikke bare ”bygningen” eller skulpturen ses. Men i høj grad også pladsen omkring dem. Og det var her at Kirkeby kunne lave byrum og kunst til byrummet, der både er arkitektur og kunst på en og samme tid. Han har selv kaldt dem for maskiner af lys og skygger, og deraf udstillingens kryptiske titel, for der er ikke noget maskinagtigt over værkerne, udover de næsten monumentane størrelser, men skygger er der og dermed også lys, da det ene jo ikke findes uden det andet. Og deres bestandighed stiller ens egen endelighed i kontrast. Værkerne er venlige i deres næsten organiske materiale, mens de alligevel er fremmede i deres størrelse. Der er noget fortid over dem, som var de fra en for længst forsvunden by, hvor man regnede menneskene ind i byplanlægningen, så propositionerne var lavet til netop mennesket. For man befinder sig godt i mellem alle mange mursten. I sidefløjene på museet vises projekter, i over tres tegninger og skitser, som Kirkeby var involveret i. Både dem, der er blevet til noget og dem, der ikke blev. Og foran hans ide om Aarhus Kunstmuseum, som ikke blev, kunne man drømme om, hvor flot denne borg af et museum, ville have ligget på den lille top i byen, i stedet for den klods, der nu udgør ARoS.



Og heldigvis blev nogen, at hans ideer, da også til noget, ikke mindst Vesthimmerlands Museum og Vesthimmerlands Musikhus ALFA, begge i Aars og kan nydes i fuld størrelse. Og her på udstilling, kan skitserne og modellerne ses, så kan opdager, hvad der kan komme ud af Torshammer, der har et skaft til kulturhistorien og et hoved for kunsten, og kan blive til et lokalt museum med slagkraft, eller en redekam, alle kan spille på, kan blive til et helt musikhus.



En sanselig udstilling mellem mure, hvor man selv bliver en del af både skyggerne, lyset og rummene, og er dermed en meget flot hyldest og hommage for en stor kunstner, der ikke er mere, men netop disse teglstensværker vil bestå, og museet giver os hermed en fornem mulighed for at få et omfattende indblik i Per Kirkebys kunstneriske skabelsesproces, hvor historie, materialer, og tradition giver nye perspektiver og indsigter.

Troels Laursen



Tino Sehgal This Succes/This failure

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 02, 2018 15:54:48

Ingen Ting

Trykt i NORDJYSKE den 31. oktober med fem ud af seks stjerner

Tino Sehgal

This success/This failure

Kunsten, Museum of modern art, Aalborg

Indtil 25. oktober

” Caroline Wosniaki har fået gigt”. Den nyhed fik jeg lige da jeg trådte hen til skanken på Kunsten. Og ja. Så ved man det. Og med et servees er jeg allerede rykket fra baglinjen til midt på banen, ind midt i et kunstværk. Går det op for mig, da jeg har fået hængt jakken. Og nu vi er ved tøjet. En hel tom sal uden noget. Skal det nu være kunst? Eller er det Kejserens Nye Klæder om igen? For her er jo ingen verdens ting. Og tænk jer. Det har Kunsten nu indkøbt til samlingen. Ingen Ting, har de købt. Værket bærer titlen: This Succes/This Failure (og er fra 2006). Og netop der i stedet imellem ingen og ting drejer denne udstilling sig. Der er ingenting i salen, men der er børn, en hel flok glade piger, der leger ”Simone siger”, de hygger sig, helt uden ting endsige skærme, deres kinder er røde og de er fyldt med energi, og straks de ser en voksen, er de henne for pænt, at præsenterer sig og fortælle om værket, som de og du, lige om lidt, er, for du inviteres med. De fleste voksne er lidt luren ved det. De føler vist, at deres urørlighedszone er overtrådt. Og pludselig er man røget ud af oberservationsrollen til deltager. Værkerne, som består af tanken bag, fungerer som møder, der udfolder sig i tid og rum, og inddrager beskueren som deltager og medskaber af værket. Det hele opstår i øjeblikket. Ud af ingen ting. Det sidste er vigtigt for kunstneren, der således aktivt ønsker, at beskueren, træder ud af publikumsrollen, og interagere med kunstværket. Og måske er det, det der afgør om værket er en succes eller en fiasko. Det er op til dig, vil du lege med eller blot se på?

For at sikre, at værket er oplevet i henhold til kunstnerens intentioner, i øjeblikket, med erindringen og udelukkende som en slags mundtlig legende, har kunstneren krævet, at hans værker ikke dokumenteres i nogen form og der er heller ikke nogen folder til information. Og på den måde er værkerne bæredygtige, der ingen ophobninger af materialer eller kunstværker, der så kan omsættes i penge og der kommer, ifølge kunstneren, en usund vekselvirkning i gang. Kunsten er mere end en genstand. Kunstneren konstruerer netop sine værker for at gøre bevaring unødvendig selvom de kan opføres igen og igen. De er nærmest CO2-neutralt. Og implicit en underfundig kritik af vores overforbrug af ting.

Det gælder også de tre andre værker, der finder sted rundt i rummene: ”Kiss” (2002), ”This is Propaganda” (2002) og ”This is new” (2003). Titlerne har ”dette er” i sig, og det er med tryk på er, som i lige nu og her. Det handler om tilstedeværelse og møder, uden forstyrrende ting imellem os. I værket ”Kiss”, hvor to dygtige performere leger og kæler for hinanden midt i udstillingen, er intimt og flere krymper sig ved at se på det. De to er uforstyrrede i deres og man bliver involvereret i en møde, man måske ikke vil være vidne til, men man drages med. Man bliver usikker på, hvor grænsen mellem en selv og værket er. Værkerne har denne flygtighed i sig som et kys, der væk i samme øjeblik, men som kan smages i evigheder efter, hvad enten det var et Judaskys eller et af din elskede. Vi ejer ikke ting, for kun det flygtige og tabte ejes evigt.

Efter en intens tur rundt i Kunsten, både stavet med stort K og lille k, melder spørgsmålet sig på vejen hjem: Mon Miss Sunshine har fået gigt og så kommer tanken: Kan man egentlig anmelde ingen ting? Og i morgen, når du kommer, så er det hele nok anderledes end lige før? Jo da, for her sker der en masse. Også selvom der ingenting er. Til gengæld er der masser af energi, bevægelser og intime møder. Alt det livet består af og som er ikke-ting. Ingen Verdens Ting, men rene følelser og fuldt nærvær. Se denne udstilling med dine børn, eller din nabo, der altid kalder kunsten for Kejserens Nye Klæder. Du risikerer du får og møder en ”ny” nabo.

Troels Laursen


Foto: Tino Sehgal (f. 1976) bor og arbejder i Berlin. Han har studeret politisk økonomi, koreografi og dans ved Humboldt Universitet i Berlin og Folkwang Universität der Künste i Essen. Som den yngste kunstner nogensinde repræsenterede Tino Sehgal Tyskland ved Venedig Biennalen i 2005, og han har siden haft soloudstillinger på markante museer og udstillingssteder verden over, heriblandt Palais de Tokyo og Stedelijk Museum i Amsterdam, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt, Institute of Contemporary Arts i London, Tate Modern i London og Guggenheim Museum i New York. Sidstnævnte erhvervede som det første museum værket This Progress i 2010.



To små bøger om store fund og lange rejser

AnmeldelserPosted by Troels Fri, November 02, 2018 15:51:04

To små bøger om store fund og lange rejser

Trykt i NORDJYSKE den 28. oktober med fem ud af seks stjerner

Terra

Gitte Broeng:

80 s. ill. s/h,

Kr. 100,-

Forlaget *[asterisk]

¤¤¤¤¤- (fem ud af seks stjerner)

En rejses begyndelse

Bruno Kjær

136 s, med 63 træsnit i sort/hvid

100,- kr

Forlaget Nørregade

I en hel del år efterhånden, er bogen blevet dømt ude, død og begravet. Det er heldigvis ikke sandt. Hele tiden dukker, der små nye forlag op og hele tiden med nytænkende og spændende bud på, hvad en bog er og kan. Og de bider dermed hele tiden de større og mere etablerede forlag i haserne. Disse to udgivelser har det tilfælles, at de udfordrer begge bogen som genre og rykker samtidigt med hvad kunst er og hvorledes den skal formidles, da de begge er et led i en udstilling. Det handler om at finde og tage på rejse med det fundne.


Gitte Broeng (f.1973 i Aalborg), der er arbejder i spændingsfeltet mellem litteratur og billedkunst, fortæller om et fund i Aarhus for mere end tres år siden, og Bruno Kjær (f.1953), fra Svenstrup, der er uddannet bibliotekar, arbejder også i det krydsfelt, der er mellem billedkunst og udgivne skrifter, samt registreringen af genstande og objekter, der kan fortælle videre om tider og steder og den rejse, det kan være.


Terra fortæller den spændende historie om skoleeleven Edmund, der i forbindelse med at han gravede en hule, i Aarhus Nord, fandt et lille hoved af terracotta. Den vidste sig at være fra Ægypten og fra omkring 712-332 f.Kr. Men, hvordan var det havnet der i en forstand til Aarhus og hvor mon kroppen er blevet af? Hovedet indgår lige nu i udstillingen Guirlandens 50-års jubilæumsudstilling, som Antikmuseet i Aarhus, viser indtil 14. december. Med inspiration i arkæologens metodiske og detaljerede dagbogsoptegnelser under udgravninger giver appendikset et indblik i processen bag tilblivelsen af Terra. Bogen indeholder også et link til et lydværk, man kan klikke sig ind på og høre. Det er en fin rejse og ens nysgerrighed pirres og da spørgsmålene er flere end svarene, så udvider fortællingen sig af sig selv og bliver et levende kunstværk i lyd og bogform.

Et levende kunstværk er også hvad Kjærs bog er: ”En rejses begyndelse” og alle lange rejser begynder, som bekendt ved det første skridt og ofte uden at nå hel hjem igen. Og denne bog er da heller ikke færdigt resultat til en udstilling, om end den indgår i en sådan, men den er til stadighed ufuldendt på den måde, at den vokser og udvider sig. Bogen er en proces og levende. Og udstillingens titel er da også ” Moving Archive”, det mobile arkiv, der nu vises i Haderslev indtil 21.oktober. Bogen har en fint indførende artikel af kunsthistoriker Anders Kjær Rasmussen, der beskriver baggrunden for træsnittenes rejsebeskrivelse. Og bogen er en billedbog. Tilbage i 1966 druknede kunstnerens fætter, der var sømand. En tragedie der gjorde stort indtryk på teenageren, men i Kjærs fantasiverden døde fætteren ikke, han fortsatte blot sin rejse rundt i verden til eksotiske lande og ved historiske begivenheder som 9.11 og har været forbi italienske ø Lampedusa, hvor flygtninge fornyelig strømmede til. Fortællingen om fætteren lever hermed videre og fastholdes i disse træ- og linoliumssnit og alle i samme mål, som gammeldags kartotekskort på 7,5 x 12,5 cm.


Bogen kan ses som et imaginært arkiv i den betydning, at der er skabt et helt anderledes univers i arkivets billede, et univers, der er personligt reflekteret og et kunstnerisk univers. Og noget personligt bliver her alment gyldigt. Bogen har 63 tryk, ud af en samling 204 og serien er langt fra færdig. Fortællingen fortsætter. Så rejsen har kun lige fundet sin begyndelse. Disse to bøger eller kunstværker er forskellige, men begge, er optaget af hvad kunst er og kan, mens det hele dokumenteres på spændende og vedkommende måder. Og de beviser, at bogen som medie, lang fra er død.

Troels Laursen

Fakta:

Gitte Broeng er forfatter og arbejder i feltet mellem litteratur og billedkunst - ofte stedsspecifikt og med tidslige lag, der udvider erfaringen af nutidens rum til også at omfatte et før og et muligt efter. Hun modtog Bukdahls Bet - Den Smalle Litteraturpris 2018 for bogen Oliekrisen - Et hørespil. Desuden har hun bl.a. udgivet romanen Frøken Klokken (2015), der blev indstillet til Weekendavisens Litteraturpris.

Bruno Kjær, er uddannet bibliotekar i Aalborg, og har udover at lavet flere udsmykninger i det offentlige lokale rum som Aalborg Hallens Scenetårn, var han i 2008 -14 kunstnerisk leder af Kunsthal Nord, Nordkraft. Har derud lavet installationer: The Ducks Army”(fra 2013 og frem) og medvirket ved Kunst ved Kanalen i 2015. Bor i Svenstrup.



Kurt Trampedach - Møder i Mørket

AnmeldelserPosted by Troels Sat, October 20, 2018 12:19:41

Længslernes skyggesider

Trykt den 19. oktober i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner

Kurt Trampedach – Møder i mørket

Kunsten, Museum of Modern Art, Aalborg

Indtil 6. januar 2019

I 2014, året efter Kurt Trampedachs død, viste Randers Kunstmuseum og Brandt i Odense i fællesskab en stor retrospektiv udstilling med ham, men Kunsten sætter lige nu fuld fokus på hans værker fra 60’ og 70’erne.

Udstillingskataloget, som faktisk er en hel bog, har et omslag, der bringer én lige lukt ned i 70’erne hessians-tapeter, og det er der i de dunkle og halvmørke år udstillingen befinder sig. Endda i en mørk kælder. Det kunne lyde deprimerende og det er da også, men ikke kun. Der er noget håbefuld i de længsler og det mørke, som Kunsten nu viser. Det handler om at genfortælle fortiden, så den, og her altså via Kurt Trampedachs (1943-2013) kunst, aktualiseres på ny. Og det sker hovedsageligt i portrættet, i ansigtet. Og det er kunstnerens eget ansigt og portræt det handler om, og om at se, indse og derved få indsigt. Det er ikke bare datidens selfies, der er på tale, eller ren selvindsigt, hvilket det nok også er, men det er først og fremmest, en søgen efter indsigt i mennesket og dens tilværelse til alle tider. Det er et selv, der forholder sig til ét selv, for nu at tale Kierkegaardsk og dermed altså hans eksistensfilosofiske definitionen på, hvad et menneske er, for et menneske ikke er noget, man er, det er derimod en opgave, man gennem hele livet søger efter en løsning på at være. Mennesket skal være sig selv, eller mennesket skal være et selv, og vigtigst kan mennesket vælge sig selv og hermed blive sig selv. Den søgen ses tydelig i alle disse værker, hvor eksistentiel ensomhed og en længsel efter noget andet og ikke mindst den anden, er bemærkelsesværdigt aktuelt. En tur ned i kælderen og længslernes skyggeside brænder sig fast i sindet. Og det er til tider smertefuld at være vidne til. Selvom der også er noget håbefuld i de længsler og det mørke. Der er noget Rembrandtsk over mørket og lyset i hans værker, der vises. Noget, der både fremhæver skyggerne, men også lysets helende virkning midt i alt det hele. Trampedach sagde selv: ”Jeg maler altid, som jeg har det. Og jeg har det ikke altid lige godt”. Det mærkes.



Trampedach skildrede i de år livet og den moderne tilværelse i både malerier og skulpturer, der umiddelbart spejler dagligdagssituationer og almengyldige, eksistentielle vilkår og følelser, alle kender til: Hvor kommer vi fra? Hvem er vi? Og hvor skal vi hen? Og her syntes det, at skulpturerne virkelig er dem der rykker mest. De er så meget deres tid, især i kraft at hår og beklædning, men alligevel så familiære og nutidstilsvarende, at de fysisk mærkes, når man står over for dem 1:1. Værkerne er på deres måde meget solidariske med mennesket.

Opsætningen af værkerne er en scenografi, så man ledes rundt i halvmørket og man står ansigt til ansigt med ham i værkerne, eller nogen der ligner en selv ved busstoppestedet, eller når man er tretten til bords. Eller som i skulpturen ”Morgen” (fra 72-73), hvor den manden er ved at rejse sig fra lejet, hvor den rygvendte kvinde stadig ligger. Er det romantisk eller er det dagen derpå? Med Edv. Munchs værk af samme navn, (fra 1884) og værket: ”Marats død" (1907) (og som måtte have været Trampedach bekendt), in mente, nok mest det sidste. Og med hukommelsen om, at han selv i 2013, stod op af sengen og i færd med at tøjet på, og døde, så er det værk en virkelig fantasirejse for beskueren. De viste skulpturer, er sat i en intens scene, og er udstillingens største aktiv. Og de står, som en næsten forklarende kommentar til malerierne, som de nu kan ses sammen med. Der er udstillingens store force.

En række buster eller ansigter i bronze er også med. Deres form og fragmentariske opbygning giver mindelse om oldtidens egyptiske kunst og Giacometti. De er elegante. Udstillingen er også omkring rockmusikken og dens betydning i de år og dens betydning for Trampedachs kunst, men også for hans selvforståelse. Udstillingen kommer i det hele taget meget rundt og i dybden med denne periode og kunstneren. Og viser at han var og er et vigtigt navn i moderne dansk kunst. På flere måder står han som inkarnationen af den egensindige og originale kunstner, der gennem hele sin karriere skabte sin egen vej uden om konventionerne og tidens smag. Han opnåede efterfølgende stor succes i en tid, hvor det endnu var det abstrakte og nonfigurative maleri, der dominerede kunstscenen. Han fastholdt et figurativt billedsprog, hvad enten det kom til udtryk gennem ekspressive selvportrætter eller hyperrealistiske skulpturer, der i farten ligner almindelige mennesker. Dig og mig. Udstillingen viser det hele, længslernes skyggesider, men også deres livgivende sider, fornemt og prisværdigt.

Troels Laursen



Papirarbejder i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 19, 2018 09:55:20

På papiret

Trykt den 17. oktober i NORDJYSKE med fire ud af seks stjerner

Papirarbejder

Kunstbygningen i Vrå

med Svend Engelund / Johannes Sivertsen / Fie Norsker / Karin Birgitte Lund / René Holm / Poul Anker Bech / Rasmus Albertsen / Berit Heggenhougen-Jensen / Kirsa Andreasen / Frederik Næblerød / Kristian Devantier / Farshad Farzankia

Indtil den 11. november

Med udgangspunkt i nogle af Svend Engelunds fine og sarte skitser til store værker, viser Kunstbygningen i Vrå, at de yngre generationer ikke kun tænker og bruger papiret til skitse og studier, men ligeså meget som et selvstændigt værk. Midt i kunstbygningens lille sal står et bord, hvor Engelunds værker kan ses. De er tænkt som foreløbige værker, der skal ”vokse” og blive til andet og mere. Det er udgangspunkt. De andre værker af de andre 11 kunstnere handler det om, at de er det færdige produkt. Der vises værker fra Kunstbygningens samling såvel som helt nye værker til denne udstilling. Papiret er sart og en enkel forkert bevægelse med vandfarven eller kuglepennen på det hvide ark og der må begyndes forfra. Det skaber både en intensitet og spontanitet i værker.


Og de går løs på papiret med forskellige tekniker, som blyant, kuglepen, oliekridt, tusch og akvarel. Sidst nævnte er sådan den mest gense og brugte gennem tiden. Kirsa Andreasen viser ti akvareller, der næsten kan læses som en tegneserie om de mellemmenneskelige relationer. Papirets blødhed og de sarte farver fortæller løs. Kristian Devantier viser en serie af pin-ups, hvor den farvede baggrund er ens, som en kulisse, men modellen er vist i forskellige positioner, så baggrunden ligesom skifter med. Det er en ny udgave af de klassiske tegninger efter gipsfigurer eller levende modeller, fra de gamle akademitider, hvor de skulle tænkes som skitser til andre værker. Men er her selve værket. Berit Heggehougen-Jensen, viser også en serie af værker. Der er tale om selvportrætter med Minnie Mouse-sløjfer og ditto-ører af singleplader i vinyl, og hår under armene, så der sker et sammenstød i det feministiske udtryk og handler om retten til at afvise. Stregerne er bløde, men udtrykket er hård. Det kvindelige er også på spil i Fie Norskers værker, der som taget ud af pigeværelset med drømmende farveblyanter, der frembringer heste og landskaber, hvor en flamme, eller bølge hele tiden dramatisk leder tænkerne hen på kvindekønnet.


René Holm viser en pige der sidder forsigtigt indadvendt på et gelænder og skoven smyger sig tættere på. Et kraftfuld værk, enkelt som det er.

Der er også en heftighed i spil hen over papiret. Især hos Rasmus Albertsen, der med blå kuglepen viser boksere, der er på vej til knock-out, der hvor slaget er sat ind og bokseren enten vælter helt eller klarer den. De beder om at man får tænkt et før og et efter dette øjeblik, hvor de er fanget. De gamle fotorammer skaber et helt drømmende og historisk rum omkring de nye friske tegninger.


Frederik Næblerød og Farshad Frazankia’s værker er ekspressive og hurtige. Næblerød er kendt for sine saftige og vanvittige små fortællinger af syrede optrin. Han er hurtigt, men sikker med sine vandfarver. Det er næsten et mord på det hvide uskyldige papir. Frazankia er et spændende nyere bekendtskab. Han styrer farverne i de mange udtryk, der blander collagen og notesbogssiden med oliekridt og akvarel. Her er papiret ikke bare et materiale, der males eller tegnes på, det indgår meget præcist i værket selv. Det er stærkt. Udstillingen er en lille udstilling og man kunne have ønsket sig flere værker, så man kom længere omkring papiret som medie og værk. Men det vidste er en fin skitse til mere.

Troels Laursen



BLOW i Vrå

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 12, 2018 08:49:30

Blæst op

Trykt i NORDJYSKE den 10. oktober med fire ud af seks stjerner

BLOW

med Lisbeth Eugenie Christensen / Per Ahlmann / Hartmut Stockter / Erland Knudssøn Madsen / Anders Brinch / Lise Nørholm / Christian Schmidt-Rasmussen / Lars Christensen

Kunstbygningen i Vraa

Indtil den 11. november

Der er forskel på, om man er opblæst eller blæst op. I Vraa handler det om at blæse det mindre op i stor skala: Blow. Og store er de. Værkerne. Og flere af dem kan sagtens blæse en omkuld, da de på flere måde sprænger rammerne. Da, der er noget på færde i disse store formater, der er både er i rummelige 3D på gulvet og i flad 2D på væggene. Hver kunstner er repræsenteret med et værk. Og det giver et varieret udtryk, der dog samles i rummene til en fin helhed, på grund af størrelserne. Flere af kunstnerne har en designmæssig baggrund og det mærkes, da størrelserne gør noget ved beskuerens egen krop, da man, uanset om værkerne hænger på væggen eller står på gulvet, næsten står 1:1 overfor og i værkerne. Værkerne, i kraft af disse formater, kræver tilstedeværelse.


Det sker især i billedhuggeren Erland Knudssøn Madsens (f.1942) værk, der både er ord af hans byfælle J.P. Jakobsen og to skulpturer, af stål og akrylplader, der er fræset i, der indbyder til at man lægger sig på dem, eller rettere i dem og oplever den gamle naturalists digters ord. Det er både hvile og tilstedeværelse på engang. Det over 8 meter lange værk af Anders Brinch (f.1971) er så stor at man ikke kan se det hele på engang og man må gå frem over tilbage og bagud i rummet for at fange alle detaljerne, der både er tegneserie, film. Det er både dyster og lattermildt. Det er skævt og pivfrækt. Lars Christensen (f. 1972) arbejder med nye metoder, og viser et værk, hvor akrylmalingen er presset ud gennem lærredet, så malerstrøgene her er små tråde i en stram farveholdning. Det giver en bevægelse i farven og værket, der er meget tiltrækkende. Lisbeth Eugenie Christensen (f.1969) er en dygtig tegner og leger virtuost med geometrien og linjerne, så der foran en skabes et rum i en bølge bevægelse. Det er stramt og meget poetisk. Og poesien er også i spil i Lise Nørholms (f.1961) værk, der bryder ord op i bogstaver og sætter den på en slags nodelinje, så der stadig kan læses, men i nye kombinationer, som var det en grafisk morsekode. Underfundigt og insisterende let er det.

Tyngden er så at finde i Per Ahlmans (f.1965) store keramiske skulpturer. De er både organiske, som blomster og geometriske, som konstruktioner og meget appetitlige i deres flotte glasuroverflader. Naturen er på spil i de to sidste store værker. På hver deres måde. Et meget flot og overvældende værk af Christian Schmidt-Rasmussen (f. 1963) skildrer overgangen mellem by og landskab, mellem kultur og natur og hvor er det det mødes. Værket er både konkret og genkendeligt og samtidig opløses skyerne i farvefelter, så det abstrakte er med til at skabe en flot stemning af står i et grænseland, mellem virkelighed og natur, uvirkelighed og kultur.


Hartmut Stockter (f.1973) leger også med naturen og viser den pædagogisk streget op på en stor papflade, ikke som natur, men mere tanker og indsigter om naturen. Det handler om vores forestillinger af landskabet og hvad vi egentlig ser, når vi ser ud i naturen. Er den i frøperspektiv eller ude i horisonten, eller er den mellem sprækkerne i fortovsfliserne? Han opfinder ofte underlige Storm P-agtige apparater, der skal hjælpe os til at få øje på naturen og ikke mindst, hvad vi selv gør ved den. Det er sjovt, men det er sjov med stor alvor. Og fælles for de store formater er netop, at de er med til at vi får øje på det, man ellers måske overser eller vælger at se bort fra. De udforsker hvad der sker, når noget bliver blæst op. Det er godt blæst op og det sætter sig i kroppen.

Troels Laursen



Færøsk kunst på Thy

AnmeldelserPosted by Troels Fri, October 05, 2018 20:01:26

Færøerne på thy’sk

Trykt den 4. oktober i NORDJYSKE med fire stjerner ud af seks

Færømalerne

Heltborg Museum, Thy.

Indtil d. 31. oktober

Det lille Heltborg Museum, der ligger så flot ved Limfjorden i Sydthy, lægger lige nu lokaler til en udstilling i samarbejde med Sydthy Kunstforening. I år er det færøske kunstnere der er indbudt og de otte er flotte og gode bud på, hvad der sker i det forholdsvis lille land, hvor en decideret færøsk billedkunst ikke har voldsomt mange år på bagen. Faktisk udvikledes den først i begyndelsen af det tyvende århundrede. Og på trods af landets relativt lave indbyggertal har den færøske kunst en usædvanlig høj kvalitet. Ofte er naturen og det vilde landskab drivkraften for den færøske kunstner. Således også nu i Thy. Heltborg Museum er landskendt for sin fine Jens Søndergaard samling og med den i ryggen ligger disse otte færøske kunstnere i en lige linje sammen med denne maler, der kunne det med naturen og de sjæle der bebor den. Mennesker er der ganske vist ikke mange af på de næsten 70 værker der er med, men landskabets sjæl bådes ses og mærkes. Og både i Thy og på Færøerne, er det horisonten og de klare farver, der ligger der ved havets og himlens blåkanter opløses, i en tågedis, sine steder i ren abstraktion og andre steder til lokaliserbare steder. Den vandfyldte luft trækker de få skarpe farver der hel frem, så selvom paletterne, hos de otte kunstnere, kan minde om hinanden, og ikke har mange skrappe kulører, så er det overraskende hvor koloristisk udstillingen er. Værkerne hænger siden om side, i tre rum og foyeren, i en næsten klassisk opstilling, så den ro der er der, giver værkerne god plads og rum til at folde sig ud, uanset om de er store værker i olie på lærred, mindre keramiske værker eller grafiske blade.



Det grafiske står Marius Olsen (f. 1963) for. Naturen og mennesket er hans foretrukne motiver og et værk, hvor mennesket, bliver til en lille profil, synlig som en spejling i en rude. Hans værker er rørende. Keramikken står de to kvinder i udstillingen for. Vigdis Petersen (f. 1966), arbejder overvejende frit skabende med keramik, beton, glas og andre materialer i billedkunstens og designets grænseland. Hun er eksperimenterende og nyskabende i sit virke, hvor hun tilstræber det enkle og klare udtryk. Og Gurid Poulsen (f. 1961), er den første professionel keramiker på Færøerne, og er en pioner inden for feltet. Her viser hun keramikskulpturer, der abstrakte, men titlerne peger hen på menneskekroppe eller organiske abstrakte former, ofte med et arkitektonisk præg. Værkerne er sanselige og skjuler hemmeligheder, man gerne ville afsløre.



Det er malerierne der står stærkest og som også udgør den største del af udstillingen. Og måske også her det færøske brænder mest igennem, så det også kan mærkes i det Thyske landskab lige udenfor. Og de samlede malere er vigtige kunstnere i den færøske kunst og selvforståelse. Og Zacharias Heinesen (f. 1936), der er en central skikkelse i færøsk billedkunst, og har sat sig dybe spor i færøsk kunsthistorie. I sine landskabsmalerier koncentrerer han sig om farvens udtrykskraft og intense styrke og motivmæssigt kredser han sig især om temaet: bygden ved havet. Og man kender landet uanset om man har været der eller ej. Bardur Jakupsson (f. 1943), er som maler ekspressiv med store pensels strøg, på kryds og tværs hen over lærredet, der hele tiden forvandler fladen fra fladt til dyb, hvor man fornemmer en direkte samtale mellem landskabet og maleren. Torbjørn Olsen (f. 1956), har mere end nogen anden færøsk maler dyrket portrætmaleriet og er meget anerkendt for det. Hans værker her er dog med landskabet i centrum, og hele tiden er motiverne et sted mellem det konkrete og det abstrakte. Og med en fabelagtig fornemmelse for farven, som både er afdæmpet og vild på en og samme tid. Dette gælder også Eydun av Reyni (f.1951). han har bygden ved havet under det store fjeld, havet og skyerne, som inspiration og motivverden, hvor landskabet opløses som et syn fra både fortiden og fremtiden.


Arnold Vegghamar (f. 1937), står et lidt andet sted end de andre, og nogen vil måske kalde hans formsprog for naivistisk og fælles for malerne her er måske en form for naivisme i det de leger med 2d flader og enkle figurer, men i hans maleri oplever man en egen magisk styrke, der på flere måder minder meget om Jens Søndergaards univers. Det er råt og samtidigt findes der noget meget sart poetisk i landskabet og ikke mindst i de sind, der lever i de landskaber. I nogle af hans værker svæver husene som var de små stykker lakridskonfekt på en grøn hylde. I hans værker har tågen næsten ikke fat i paletten, som hos de andre, der gør god brug af de nordatlantiske vandmættede blå, grønne og grå farver. Dette scoop af en fin samling af færøske malere har det til fælles, at klippernes sære formationer, stenblokkenes mylder og billedets øvrige elementer er i en stadig uro, som et kraftudtryk for menneskelivets kampe og menneskesindets sensibilitet. Det er fint følt færøsk kunst fornemmet på fornemt thy’sk.

Troels Laursen

Faktaboks:

Marius Olsen (f. 1963), er grafiker og som sådan eksperimenterer han med sammenblanding af forskellige grafiske teknikker, hvilket gør hans værker meget forfinede og raffinerede. Han er uddannet på kunstakademiet i Helsinki. Er bosiddende i Finland.

Vigdis Petersen (f. 1966), arbejder med keramik, beton, glas og andre materialer i billedkunstens og designets grænseland. Hun er bosiddende i København.

Gurid Poulsen (f. 1961), er keramiker. Hun laver brugskeramik, men en stor del af hendes produktion omfatter frit arbejde, som keramikskulpturer, præget af abstrakte former, ofte med arkitektoniske eller organiske undertoner. Hun er bosiddende i Torshavn, hvor hun også har sit værksted.

Eydun av Reyni (f.1951), har bygden ved havet under det store fjeld, havet og skyerne, som inspiration og motivverden. Er bosiddende i Torshavn, Færøerne.

Zacharias Heinesen (f. 1936), er en central skikkelse i færøsk billedkunst, som han har præget i årtier. Hans kompositioner, med kantede fjelde og huse, i klare farver, har sat sig dybe spor i færøsk kunsthistorie. Er bosat i Thorshavn, Færøerne.

Bardur Jakupsson (f. 1943), er som maler ekspressionist med maleriske strøg under stadig forvandling. Efter en færdiggjort læreruddannelse fra Hjørring Seminariums musiklinje, i 1969, fortsatte han sin uddannelse på Kunstakademiet i København.

Han har været direktør på Færøernes nye kunstmuseum i en årrække men har også skrevet et væld af kunstbøger og artikler. Han er bosiddende på Færøerne.

Torbjørn Olsen (f. 1956), har mere end nogen anden færøsk maler dyrket portrætmaleriet. Hans hovedværk er den store altertavle i Haldersvik, der er en parafrase over Leonardo da Vincis ”Den Hellige Nadver”, hvortil 13 centrale, færøske kulturpersonligheder har siddet model. Han er bosiddende i Torshavn, Færøerne.

Arnold Vegghamar (f. 1937), er oprindelig uddannet guldsmed og har en visionær tolkning af det bjergrige, færøske fjeldlandskab, som han er så inspireret af og knyttet til. Han er bosiddende på den nordlige ø, Vidarø.



Ny bog om Bjørn Wiinblad og hans samtid

AnmeldelserPosted by Troels Wed, October 03, 2018 12:30:00

Wiinblads tid

Trykt i NORDJYSKE den 2.oktober med fire stjerner ud af seks

En bid af paradis - Bjørn Wiinblad og hans tid

Heidi Laura

330 sider, mange illustrationer

Pris: 350,- kr.
Gads Forlag


I sin tid, da jeg var ung var mine forældres platter og fade med dekorationer af Bjørn Wiinblad ikke i høj kurs hos mig. Det var et udtrykt for noget ufarligt og småborgerligt. Da mine forældre flyttede til et mindre sted, så sagde vores datter straks ”dips” for de selvsamme platter og fade. Noget er sket på de der 30-40 år. Men hvad? For det første er de unge ikke prop fordret med ham, som vi andre var, så vi ikke så skoven for bare træer, for han var jo overalt fra krus til Tivoliplakater til gavepapir. Og med Heidi Lauras store beretning om Bjørn Wiinblad og dennes tid, har vi nu en chance for at se, hvad det var vi (måske?) overså dengang. Men sin bog genindsætter hun, så at sige Wiinblad igen. Han var aktiv gennem flere generationer efter Anden Verdenskrig, men modsat andre kunstnere, der følte alvoren og al det tunge i verden efter den krigs uhørligheder, gik han i en anden retning. Det skønne skulle dyrkes frem igen. Det var der stadig, trods krigens rædsler og den skulle genfindes, som en bid af Paradis. Andre fulgte også dette spor, som den svenske kunstner Kamma Svensson (1908 - 1988), der virkede herhjemme i samme periode som Wiinblad. Krigens gru skulle ikke hæmme menneskenes udfoldelsesmuligheder, men skønheden skulle vises. Heidi Laura kalder han for et solskinsmenneske, der havde det bedst med at der var harmoni mellem hans venner og omkring ham. Det skulle helst ligne det univers han skabte på alle de mange ting. Men, det er ikke kun et overskudsagtigt indblik man får af manden, hans fejl, hans forfængelighed og nervøse følsomhed fortælles, der nuanceret om.


Manden var verdensberømt uden altid at være ligeså værdsat herhjemme. Han havde store kunder over det meste af verden, fra Texas til Persiens Shah, men selvom pengene strømmede ind, så var det ikke for deres skyld, men for den kunstneriske udfoldelsesmuligheds skyld. Og for de ansatte, der var familien for ham.

Bogens store kvalitet er, at den ikke kun fortæller om kunstnerens liv og virke, men også sætter den ind i en kulturhistorisk sammenhæng. Den fortæller om manden og hans tid. Den historiske baggrund og de mange internationale kunststrømninger fra Art Nouveau (eller herhjemme: Skønvirkestilen), over orientalisme til det japanske nuttethedsbegreb ”kawaii” og dertil store og små begivenheder i verden og hjemme hos ham selv, der kan have sat sit præg på hans kunstopfattelse, der var i en lige linje fra hans socialdemokratiske baggrund, så det også handlede om at få skønheden ind i hverdagen ude i folks egne trygge stuer. Masseproduceret eller ej. Heidi Laura byder også op til diskussion om kunst og pynt og hvad er forskellen. Hvorfor valgte så mange dengang hans ting og hvad betyder det for os, at vi har pyntegenstande derhjemme. Hvorfor bruger vi design? Er det et værn mod virkeligheden eller det også virkeligheden? Og måske endda en bid af Paradis? Bogen kommer vidt og flot omkring og de fleste vil sikkert blive klogere efter læsningen af den. Både på Wiinblad og ikke mindst hans tid. Og måske er det nu atter er hans tid?

troels laursen


Next »