Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Plesner og Bindesbøll i Skagen

AnmeldelserPosted by Troels Fri, August 16, 2019 10:26:43

Skagens arkitekter

¤¤¤¤-- (fire stjerner ud af seks)

Plesner og Bindesbøll – 2 arkitekter i Skagen

Skagen Odde Naturcenter

Indtil den 18.oktober

Selvom der står to navne i titlen på denne udstilling, så er fokus næsten fuldstændigt udelukkende på Plesner. Bindesbøll er mest med som det tynde øl i denne sammenhæng. Til gengæld får vi noget at vide og se om denne arkitekt Ulrik Adolph Plesner, der var født i en vestjysk præstegård i 1861 og han er således en del af den generation af arkitekter, der kom fra kirkelige miljøer, som Københavns Rådhusarkitekt Martin Nyrop, hvor den enkle byggeskik var fremherskende, med tætte, sluttede bygningskroppe i røde kulbrændte mursten, hvidtede gesimser og bånd, blev en stærk inspirationskilde for den unge arkitekt. Plesner dør i 1933 i Skagen.



Og det er da også ham, der sætter sit mest markante præg på byen, og som de fleste nok forbinder med byens æstetik og stemning. Og det begyndte egentlig bare med et besøg og et tilsyn, for i 1891 skulle man igen bygge et fyr i Skagen, nemlig Højen fyr. For at føre tilsyn med byggeriet sendte Farvandsvæsenet en 30 årig, knapt nok færdiguddannede arkitekt Plesner. Han boede på Brøndums Hotel, og så var der kontakt til kunstnerkolonien via værten. Og det gav den unge arkitekt opgaver. Og det tog om sig, selvom han også senere satte sit præg andre steder, som på både København og Esbjerg. Byfogedgården ombyggede han, så Krøyer og Marie kunne bo og arbejde der. Han bistod Krøyer med at få styr på perspektivet i det store Børsbillede i 1895, det gigantiske maleri, som man helt sensationelt vil kunne se på lige nu på Skagens Museum, og så tegnede han også Krøyers luksuøse palæ i København.


Thorvald Bindesbøll var femten år ældre end Plesner, og Plesner benyttede ved flere lejligheder Bindesbøll, når der skulle laves facadeornamentik eller indendørs dekorationer. Og da Skagen havn blev projekteret, indgik der også planer om opførelse af en havnemesterbolig og et antal fiskepakhuse. Plesner bearbejdede selv skitserne til havnemesterboligen og skabte her et af sine mesterværker. De ikoniske Fiskepakhusene overgik til Bindesbøll, der også gav vennen interessen for jugendstilen.

Og de to samarbejdede om ombygningen af Skagen kirke i 1909-1910, hvor Bindesbøll især satte sit præg på interiøret. ”Bølle”, som han blev kaldt af vennerne, døde dog inden arbejdet var helt afsluttet.

Skagensbanen blev hans gennemgående arbejdsgiver, for hvem han tegnede stationsbygninger, remiser, pakhuse og værksteder. Tre markante trefløjede bygningsanlæg blev det også til. Klitgaarden som sommerbolig for Chr. X og Alexandrine, Skagen sygehus og Brøndums anneks Admiralgården.


Plesner kunne umuligt selv klare alle opgaverne. Han havde stærkt betroede medarbejdere som f.eks. Kristian Jensen. Den nye generation af arkitekter med rod i Skagen, repræsenteret af Christen Justesen senior og Julius Berg, arbejdede på Plesners tegnestue, inden de selv fik luft under vingerne, og byens håndværksmestre var raske til at lure nogle af Plesners fiduser. Direkte eller ad omveje har Plesner derfor haft en uvurderlig indflydelse på, hvordan Skagen kom til at se ud, og hvordan den stadig fremtræder. Ulrik Plesner var ugift og ligger begravet på kirkegården i Skagen.


Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem Lokalhistorisk Arkiv Skagen, Kystmuseet og så udstillingsstedet Skagen Odde Naturcenter hvor det hele kan se indtil efterårsferien. Hans Nielsen har samlet dokumentarisk fotomateriale af Plesner og Bindesbølls lokale bygningsværker og de samme bygninger er blevet fotograferet i år, så der nu foreligger et mindre fotografisk arkiv af den arkitektoniske udvikling i Skagen før og ikke mindst hvorledes bygninger nu tager sig ud. Som introduktion til udstillingen har Emil Bandholm Hansen filmet Skagen fra oven, og bygningerne med sin drone. Udstillingen er meget teksttung med plancher og lille skrift og ofte med sjove anekdoter, men man kunne godt ønske sig flere modeller og skitser fra arkitektens hånd, men næste år udkommer der et to-bind bogværk, af arkitekt Viktoria Holst Eriksen, om Plesner og den er nok værd at vente på. Imens kan udstillingen anbefales.

Troels Laursen




Spændende styrkeprøve i Sæby

AnmeldelserPosted by Troels Mon, July 22, 2019 09:57:20

Styrkeprøve

Trykt i NORDJYSKE den 21. juli med fire stjerner ud af seks

Marionette / 2D Trees / Rise and Fall

Antti Laitinen

Efter et nyt Minut

Vestergade 30, Sæby

www.efteretnytminut.dk

Indtil den 31. juli

Naturen er et varm varmt emne lige nu, ikke mindst i kunsten. Og ikke mindst er mennesket forhold til miljøet, klimaet og omgivelserne i centrum, som sjældent set før i kunsthistorien.

Og det nystartede udstillingssted midt i gågaden i Sæby vises der nu lige nu en kunstner, finske Antti Laitinen, der kredser om forholdet mellem menneske og natur, om landskab og menneskets spor i dette landskab. Antti Laitinen er uddannet billedkunstner fra Det Finske Kunstakademi samt Turku Kunstakademi. Og han arbejder med og mod naturen og dens kræfter, og dokumenterer dette møde med video og fotograf.

Han udstiller internationalt, senest i Guang’an Field Art Biennale i Kina, men bor og arbejder primært i Finland. Det er lidt af et scoop for stedet at lokke en så anerkendt kunstner til byen. Hans måske mest kendte værk er en lille kunstig øde ø med en lille palmetræ, som han har roet rundt med forskellige steder i verden, som for eksempel på Themsen ved London Bridge.

Billedresultat for antti laitinen london

Udstillingen i butikslokalerne, der også rummer et antikvarboghandel, viser fire værker at finnen. Et krydsfinerplade med et piletræ påhæftet og to videoværker.


På gulvet er et stykke af et piletræ sømmet op på et en plade med hundredevis af hæfteklammer, så det bliver et nydeligt træ, som vi kan blive enige om et træ bør se ud, ideelt set, om end den ved denne behandling er ved at visne væk og dø. Et dobbelt syn er til stede, både naturens egne former og så de menneskeskabte. Og samtidigt stritter træet i mod alle hæfteklammerne. Og man ser begge dele, som i et dobbeltsyn. Og det bliver en styrkeprøve, mellem menneskeskabt natur og naturen i sig selv. Og går man rundt om træet, bliver dens top til et rod netop og synet skifter igen. Og denne styrkeprøve går igen i de to videoer, der vises. I værket Marionette vises et fuglekirsebærtræ uden blade der i stedet har tråde knyttet til grenene. Trådene rækker ud over billedets ramme og vi kan som beskuer ikke se hvad eller hvem der, som en dukkefører står og får træet til at bevæge sig som om vinden hiver i dets grene.




Menneskets magt i styrkeprøven er ikke synlig, men viser at alt vor gøren og laden, har sine virkninger på naturen, som tråde, der trækker som var naturen en marionetdukke, vi styrede. Eller styrkeprøven kan vendes og man ser i et dobbeltsyn, at det måske er træet, og altså naturen, der trækker i os, så vi ikke virkeligheden ikke styrer noget. Naturen ender med at vinde den styrkeprøve, og menneskeheden taber. Det afhænger af øjnene der ser. Det samme er på færde i galleriets lille biografrum, hvor det andet værk af Laitinen vises. Her er vi ude i skoven og det er nat, med et skarpt projektørlys på et stort træ, der er skåret op, og nu hænger i en snor, som vi ikke kan se, hvor ender. Træet rives op, og det falder ned i en uendelig cirkelbevægelse.



Det handler om vekselvirkningen mellem mennesket og naturen, som ses som en styreprøve mellem modstand og kraft. Og det virker stærkt. Det er en tankevækkende udstilling, af det nye sted i Sæby, som man bør unde sig selv at kigge inden for hos og så glæde sig til hvad der kommer derefter.

Troels Laursen



Krøyers Mesterværker

AnmeldelserPosted by Troels Mon, July 22, 2019 09:52:28

Bestillingsarbejder

Trykt i NORDJYSKE den 17. juli medfire ud af seks stjerner

Mesterværker på bestilling

P.S. Krøyer

Skagens Museum

8. september 2019

Bestillingsarbejde er ofte et negativt udtryk, og sammenlignes med venstrehåndsarbejder (også selvom mange er venstrehåndede og altid arbejder med den hånd!) og altså mindre vigtigt eller fint end andet og mere fritstillet arbejde.

For en kunstner kan bestillingsarbejde være æg til saltet og livsvigtigt, men også ofte en udfordring. For Krøyer var der ganske gode og mange penge i det, men også en udfordring som han, der var en af de absolut mest eftertragtede portrætmalere blandt det bedre borgerskab og skildrede utallige personligheder inden for Danmarks kultur- og erhvervselite.

Det kulminerede i perioden 1888-1904, hvor Krøyer producerede nogle af de mest monumentale og personrige gruppeportrætter i danmarkshistorien. Det er dem vi nu har fuld adgang til.


Og selvom det er dejligt at se de fem store værker, der betragtes, som mesterværker, og som ellers ikke er offentligt tilgængelige, så er udstillingen også tør. Tør, forstået, at der ligesom mangler en friskhed og måske også en større vedkommenhed ved alle disse mennesker og hvad de skal fortælle os i dag. Det forekommer, at et vejrbidt fiskeransigt fra dengang, rykker mere, set herfra, end sortklædte herrer med sjove høje hatte fra datidens magtelite, og selvom man kan betragte værkerne for Danmarks historie, så bliver aldrig hel interessant på den led. Men malerteknisk og et godt kig over mesterens skuldrer bliver det til gengæld til. Og det er her udstillingen har sin berettigelse og bliver interessant. Krøyers arbejdede med disse kæmpestore opstillinger kompositioner, der ofte blev udført om vinteren i København, mens sommeren, i Skagen, var tiden for hans til friluftsmalerier.


Krøyer kunne sit håndværk, og hans leg med lyset og dens kilder i værkerne er uforlignelige. De fem værker, plus en del skitser og fotos, som Krøyer benyttede sig af i arbejderne, er: ”Selskab i Glyptoteket på Ny Carlsberg” fra 1888, ”Komiteen for den franske udstilling” fra samme år, ”Industriens mænd” fra årene 1903 til 04 og ”Fra Københavns børs” fra 1895 og ”Et møde i videnskabernes selskab” fra 1896-97.

Værkerne er sat op efter hinanden, men adskilte, og med en fin trappe, over fro værkerne, til at side på, så man kan overskue de mange kvadratmeter, som disse lærreder spænder over. Det er fint lavet og giver mulighed for at sidde og mediterer over for værkerne. Fordybe sig og finde og se det interessante.


Værkerne er lavet i omgange, da ikke alle personerne var tilstede på engang, mens værkerne blev til, ja, foredragsholderen i værket, fra ”Videnskabernes selskab”, var endog afgået ved døden, inden værket var færdigt. Krøyer samplede dem så at sige, han lavede skitser og satte så det hele op i kompositionen, ofte så de der betalte mest for at være med, fik sig en god plads i forgrunden. Og status var der også i det, ikke mindst når maleren var Krøyer. Og værkerne fik dengang, da også store roser af kritikken.

Der er kun kvinder og børn med i værket fra Brygger Jacobsens aftenselskab, og dermed flere farver, mens resten er lutter sortklædte mænd, og derfor bliver det hele hurtigt meget sort og paradeagtigt, og når man mister interessen i at finde kendte ansigter, så får man til gengæld fokus på malerens store kunnen. Hans ansigter, som er sande studier i fysiognomier og ikke sjælden grænsende til det satiriske, som når den lille mand i front på børsbilledet, ikke engang med sin høje hat når de andre til skuldrene. Få strøg og en karakter og et genkendeligt ansigt lyser frem, i de forskellige lyssætninger af levende og kunstigt belysning, ofte i spil med dagens lys udefra og skyggerne der til, er i sandhed mesterligt gjort.

Motivet opløser sig næsten og bliver til et stort impressionist, ja næsten abstrakt værk, med kun form og farver. Og det ellers stive i opstillingerne og kompositionen, som ellers ofte er spændende spændt op i diagonaler, der skaber stor dybe og rum i værker, bliver levende på en hel moderne måde. De bliver atter vedkommende som kunstværker, med streg under kunst, og alt andet end venstrehåndsarbejder.


Og da værkerne ikke ellers er tilgængelige, så bør man se dem nu de er, og så kan man jo bagefter gå ind ved siden af og se alle de værker, som Krøyer ikke lavede som bestillingsarbejder.

Troels Laursen



Bonnesens ordsprog

AnmeldelserPosted by Troels Tue, July 02, 2019 20:16:55

Rod i sproget

Trykt i NORDJYSKE fem stjerner ud af seks den 30. juli

Anders Bonnesen, red

Ordsprog

592 sider

Pris: 300,00kr

Forlaget * Asterisk


Det lille aktive forlag *Asterisk lancerer med denne udgivelse begyndelsen på en serie opslagsværker, der til forveksling ligner Gyldendals klassiske Røde Ordbøger, der med sine knap 15.00 ordsprog, er det største værk om ordsprog herhjemme, og spørger samtidigt: ”Hvad nyttede det, at én kunne skide, hvis én ikke vandt alverdens visdom?”, og viser at der rod i ordene og sproget på en ganske morsomt og vis måde.

Og det handler om ordsprog, med rod i almen visdom, der så rodes rundt, så sproget både er rodet og selve roden til det hele.

Forvirret, ja, det er faktisk meningen med al galskaben i billedkunstneren Anders Bonnesens nyeste udgivelse. Han har tidligere arbejdet med ord, som det billedskabende, enten som hæklede bonmoter eller bogstaver på terninger og altid gerne tvistet det, så det oprindelige og selvindlysende, pludselig lyser fra en ny og indsigtsfuld måde, som når der står, ”nok er nok nok”, så relativitetsteorien udfoldes som levet liv, hvor grænserne og standpunkterne rykker sig, som livet leves.




Ordsprog hører i Bibelen til genren af visdomslitteratur. Det er en form for levet erfaring, der gøres til leveregler, som anonymt er givet videre op gennem slægterne, som sandheder, og udtrykker sig i mindre og faste billedrige vendinger, som ” Når en blind leder en blind, falder de begge i graven”. I denne udgivelse flyttes der rundt på ordene, i et ordspil, som vi kender så godt og har et fast billede af, som ”når det regner på præsten, drypper det degnen”, så vendes sig til: ”Når det drypper på degnen, regner det på præsten” og som drejes igen til: ”Når det drypper på præsten regner det på degnen”. Billedet skifter. Subjekt og objekt skiftes ud og sjove ordbilleder opstår. Man ser det for sig. På ny, mens poesien folder sig ud.

Et indeks gør det muligt at finde ordsprog og se hvor galt det kan gå med det kendte, når det vendes og drejes til det (næsten) ukendelige og nye.

Det er underholdende, men tag ikke fejl. Det er kunst, god kunst, der skaber store billeder hos læseren, der inddrages til både latter, modsigelse og forundring.

Ordsprog er en slags livsfilosofisk belæring og giver ofte praktiske anvisninger på hvordan man skal handle i konkrete sociale situationer og dermed blive vis og lykkelig

og det handler det også her, på underfundig vis, med både rod i ordene og rod i det danske sprog og dejlig uhøjtideligt legende med vores selvopfattelse og med vores kultur.

Troels Laursen



Pontus Kjerrman og håndværket

AnmeldelserPosted by Troels Tue, July 02, 2019 20:14:53

Professor - om håndværk og kunst

Trykt i NORDJYSKE med fem ud af seks stjerner den 30. juni

Pontus Kjerrman.

Formning og Støbning, stuk- og skulpturteknikker

Forord ved Sanne Kofod Olsen,

136 sider. Gennemillustreret

Pris: 200 kr

Billedkunstskolernes forlag (Gyldendal)


Måske du lige står og mangler et godt tip til at renoverer din stuk der hjemme, eller måske du lige står og vil lave en to meter høj gipsfigur, så er det denne bog du skal have fat i.

Og skal du overhovedet ikke have noget med gips, støbning eller andet af den slags at gøre, så er det alligevel denne bog du skal have fat i. For den er smuk, spændende og godt fortalt. Bogen er udkommet i forbindelse med Pontus Kjerrman’s afgang som lektor ved Det kongelige danske Kunstakademis billedhuggerafdeling.

Han, der er født i 1954, begyndte selv som elev ved Kunstakademiet i 1979, og har gennem de sidste 35 år undervist samme sted. Han arbejder i et figurativt formsprog, hvor mennesker og dyr smelter sammen til eventyrlige væsener; særlig hestemennesket er en figur man møder på stræder og torve rundt om i landet. Han er inspireret af oldtidens egyptiske og græske kunst, og han benytter den kunsts frontalstilling i sin figurkomposition. Og meget sprudlende i deres fortællinger.

Bogen ”Formning og støbning, stuk og skulpturteknikker” er en viderebearbejdning af det gipskompendium, som han har arbejdet på i alle årene på Kunstakademiet og kan læses, som en praktisk manual, til disse teknikker og processer.


Dertil kommer beretninger fra hans undervisning på gipslaboratoriet og personlige historier fra den tid, samt en række andre anekdoter og historier, han har hørt om undervisningen i billedhuggerhåndværket på Kunstakademiet de sidste 100 år, som da Utzon Frank (1888-1955) kom til og arbejdede sammen med Joakim Skovgaard (1856-1933), der udvirkede, at der kom en masse håndværk ind i arbejdet med mosaik, gips- og bronzestøbning og fresko på akademiet. Og traditioner handler jo netop om at give videre og overleverer. Og denne fornemme tradition er det nu, at Kjerrman på fornemmeste vis videre giver til os og fremtiden. Bogens layout og de mange fotos og illustrationer er prikken over i’et og er en sand guldgrubbe at sidde at kigge i. Bogen er både fin kunsthistorie og oplysende håndværkshistorie. Den er personlige betragtninger og fortællinger. Kjerrmans videre giver her en arv til kommende kunstnere om teknikker med mange hundrede år bag sig, til evig arv og eje, men bogen kan også læses som et inspirerende dokument for alle andre, der interesser sig for kunsten og hvorledes den bliver skabt.

Troels Laursen




Blixa no 8

AnmeldelserPosted by Troels Fri, June 28, 2019 09:18:05

Soja i rullen

Tryk i Nordjyske den 26. juni med fem stjerner ud af seks

Blixa Artzine no.8, papirrulle

Oplag 62 eksemplarer – deraf 20 eks. Hors Commerce, 42 eks. i handel

Pris: kr. 250,-

Mål: 5 meter lang og 78 centimeter høj

Bidragydere: Claus Carstensen, Jonas Okholm, Klaus Høeck, Anders Brinch, Kamilla Mez,

Peter H. Olesen, Mie Olise Kjærgaard (originalgrafik), Astrid Winsløw Hammer,

Lisbeth Eugenie Christensen, Iben Toft Nørgaard, og redaktørerne Niels Fabæk og Nils Sloth.

Kan købes her:

KUNSTEN, Museum of Modern Art, Aalborg

Artbreak Hotel Værkstedsgalleri, Aalborg

Bladr, København




Holdet bag det aalborgensiske artzine, Blixa, Niels Fabæk og Nils Sloth, der altid udkommer som et kunstværk i sig selv, udgiver nu deres ottende udgave.

Og endnu engang bryder de formatet for et magasin. Tidligere har vi oplevet den som et destillat og som kassettebånd og en mulepose og meget andet. Denne gang er det som en fem meter lang rulle på to kæppe.

Og man kan stå med det som var man en rabbiner i synagogen og læser op at Toraenrullen. Dog kan det anbefales, ligesom så meget andet i livet, at være to om det. For som i toraen, så handler det om at lære. Og det gennem nysgerrig undersøgelser, som alle bidrag sprudler af. Og det er kras soja i rullen.

Rammen for rullen er ”utopi/dystopi”, om det gode harmoniske sted, og det lige modsatte, det dårlige og forkerte sted. Det samlede værk er et sted, der mellem idealdrømmene og frygtens mareridt. Niels Fabæks foto fra den gamle lufthavnsvej i Lindholm, med en gammel træport, sat sammen med fotos, af den nye og skræmmende arkitektur fra Eternit-grunden, er det, der sætter gang i temaet.

Digtet, af Jonas Okholm, er rullens bort, på 500 ord og mere end 10 m langt, som det går rundt og bider sig selv i halen, som et never-ending fortællende digt om en moderne Thomas More, der kan læses rundt og rundt og man kan begynde hvor man vil og opleve nye ting end gangen før man læste det. Astrid Winsløw Hammer kommenterer skarpt på et aktuelt politisk emne angående en vis ø, som er langt fra Thomas Moore’s bog: Utopia (fra 1516), som skildrede drømmen om et idealsamfund, hvor alle var lige.



Endnu et digt, af Klaus Høeck, er med. Og Claus Carstensen bidrager med tre stærke og voldsomme s/h tegninger, der typisk for ham, hører med i dystopiske, så både litteraturens og billekunstens superliga er med.

Nils Sloths eget bidrag med Pia K. er som en balance, op imod Claus Carstensens bidske hund. Og leger med politisk dystopia. Et afslag, med begrundelse, fra en kunstner er også taget med.

Og som i al god kunst bliver man inddraget, som i lokale upcoming kunstner, Kamilla Mez’s værk, hvor man selv fylder værket ud på finurligvis og råber det ud af vinduet bagefter.

Mie Olise Kjærgaard, er den der bidrager med det originale kunstværk, som Blixa altid indeholder, et linoleumssnit, der trods sit s/h, kunne være et optimistisk langt ude i skoven vision.




Lisbeth Eugenie Christensen tegner, som altid fjerlet og poetisk med en fin streg. Iben Toft Nørgaard’s bidrag udspringer fra et kunstnerisk eksperiment, om hvad der kan siges med fraklippet, så lagene bliver skulpturelt og danner skygger, der ses som en flænge mellem de forskellige lag.

Anders Brinch to bidrage er fra en større serie tegninger, er lavet med vandopløselige farveblyanter, en blok med akvarelpapir og små forsyninger af vand og hvidvin og står som flotte organiske figurer i sort og rødt.

Blixa i 8.udgave er rullende sojastærk kunst, der aldrig får ende. Og man kun kan glæde sig til, at se hvilket format, det så bliver i næste gang.

Troels Laursen






Kunst ved Hanstholm fyr

AnmeldelserPosted by Troels Wed, June 19, 2019 16:25:01

Kædereaktioner

Trykt i NORDJYSKE den 18. juni med 4 stjerner ud af seks

Menneskelig tilstedeværelse

Det Nordatlantiske Fyr

Hanstholm

Indtil den 10. august




At sætte spor er vigtigt og nogen gange farligt. Ikke mindst, når det gælder miljøet og klimaet, der har vore spor konsekvenser og er mærkbare. Og det er til debat: Hvor store spor har vi sat og kan de viskes ud eller bare jævnes en smule?

Og lige nu på det Nordatlantiske Fyr i Hanstholm vise fire samtidskunstnere fra områderne i det Nordatlantiske, deres værker som et visuelt indskud i debatten.

Og de forholder sig alle til samspillet mellem mennesker og natur. Det skrøbelig samspil, må man tilføje, for alle kunstnere sender advarsler, men også håb ud for netop mennesket, der presses i naturen og for naturen, der presses af mennesket. Og på den måde er der tale om samtidskunst, ud fra den enkle forståelse af genren, at de forholder sig til det, vi diskuterer lige nu og måske endda slås med og om. Det vi gør har konsekvenser, som i en kædereaktion.



Og kædereaktion er der på spil i norske Wenche Kvalstad, som viser udstillingens stærkeste værk, når hun spørger om, hvor blomsterne er henne, og viser at når de er væk, så er bierne væk, og så er der ingen honning og dermed heller ingen bamsebjørne. Værket er skræmmende og morsom i sin enkelhed. En budcykel pakket med papkasser, med de blomsterfrø, der er ved at forsvinde og så en grøn mark med en hær med mere end 100 honningsultne plysbamser, der bare vente. Det er sjovt, men også uhyggeligt, for de stirrer. Og spørgsmålet runger: Ingen blomster, ingen bjørne og hvordan skal I så lave plysbjørne til jeres børn, ja, hvad skal I i fremtiden trøste dem med? Nogen burde tage den cykel og så komme af sted og få sået nogle frø. Værket er er mærkbart og meget nærværende.



Den anden norske deltager, er Yngvild Nergaard, viser malerier. De er alle rumlige og handler om menneskets bygningsspor i naturen og søgen deri. Det er både arkitektur og natur. Farverne er for det meste nedtonede naturfarver og er smukke. De små figurtegninger der er hen over det der kunne være abstrakt er små fortællinger om, hvem der i agttager hvem i naturen og er som små teaterscener. Hun arbejder i øvrigt sammen med Hanne Ekkoren i værkstedet, som kan besøges, om hjemløse, skjulte steder som er lige midt i blandt os. Uden vi syntes de sætter sig spor. Deres fælles projekt, som er undervejs, er et spor, til minde og synliggørelse af det glemte.



Kaisu Koivisto, fra Finland, udstiller skulpturer, der letgenkendelige dyr, men som alligevel langt fra er naturlige. De er kloninger og vanskabninger i stål og pels eller læder. Og det er fra eventyrverden med Bambi, der er skud af en pil, og Snehvide, i hvidt kaninskind og dukker, der skræmmer og stiller spørgsmålet, hvor langt kan og må vi gå i vore avlsprogrammer. Udenfor i redningshuset, stritter et stort rødt dyr ud af porten. Det er lavet af skotten Steve Messam. Den var først ved åbningen i en bunker på stranden, og handler, med sine pigge, om forsvarsværker, naturens egne, så selv den hårde beton, ”overgroes” af naturen, som lige så stille overtager magten igen. Naturen søger balancen og værket er både, med sin røde farve til advarsel og imødekommende. Den ville have stået stærkere om den var blevet i sin bunkerskjul og derfra udvist et forsvarsværk. To andre værker, der også har været opsat i nærheden, kan ses om fotos, men er kun en afglans af det der havde været. Udstillingen er bredt over syv rum og alligevel hænger det sammen. Og så er stedet i selv et besøg værd, om end selve fyrtårnet ikke rigtig er i brug. Den kunne have været udnyttet langt bedre. Men alt i alt, en udstilling, der er for mennesker i alle aldre, og som sætter sine spor af kædereaktioner.

Troels Laursen



Leonardos Univers

AnmeldelserPosted by Troels Sat, June 15, 2019 09:06:09

En mand, der ville studere alt

Bragt i NORDJYSKE den 14. juni med fem stjerner ud af seks

Leonardos univers

Carl Henrik Koch

352 sider, illustreret

500,-kr

Lindhardt og Ringhof


Selv om det er femhundrede år siden, at Leonardo fra byen Vinci (1452 – 1519) er død,

så lever han stadig. Og forleden kunne man læse at en professor i psykologi på King’s College i London har diagnosticeret ham til at have ADHD, og vigtigere, så har Carl Henrik Koch udgivet et gennemarbejdet og smukt udstyret værk. Interessen for maleren, der også var billedhugger, arkitekt, videnskabsmand og opfinder vil ingen ende tage.

Det er over 80 år siden, at der er udkommet en dansk biografi om da Vinci, men med denne store bog kastes, der et nyt lys over en af den vestlige kulturs mest fascinerende skikkelser. I én og samme person forenede han et virke som kunstner, videnskabsmand, ingeniør og filosof. Han efterlod sig værker som Mona Lisa og Den sidste nadver, banebrydende studier i den menneskelige anatomi og skitser til de mest forunderlige maskiner bl.a. flyvemaskinens og helikopterens forgængere.

En mand med mange jern i ilden og det er også derfor og som historiske optegnelser viser, at Leonardo brugte overdrevet meget tid på at planlægge projekter, men manglede vedholdenhed, at hans ADHD skulle kunne forklare aspekter af hans temperament og hans underlige, lunefulde geni, der drev han til at ville studere det hele. Det kan man så mene om hvad man vil.



Bogen her er meget mere videnskabelig og vederhæftigt i sit portræt af dette renæssancemenneske, forstået bogstaveligt. Og i bogen føres vi let og elegant tilbage til renæssancens Italien og den samtid, Leonardo levede i. Det er en opbruds- og omvæltningstid. Og vi får den dramtiske historie om Firenze som renæssancens centrum for al det nye og de nye tanker. Koch har Giorgio Vasari som vigtig kilde og denne grundlægger af faget kunsthistorie tildeler Leonardo et omfattende kapitel i sin bog med kunstner biografier fra 1550 og har kendt mennesker fra kunstnerens egen kreds. Man får for eksempel den herlige historie om Leonardos første ”bestillingsværk” og man ser han levende for sig som en ung mand, med sans for dagliglivets udfordringer. Billedet ”Mona Lisa” kender alle og Koch formår alligevel at hive detaljer frem, så det berømte kvindeportræt, med eller uden smil, får disse ord med på vejen: ”Mange af tidens kvindeportrætter har træk fælles med de talrige fremstillinger af den ydmygt smilende Maria” hedder det. Han antyder dermed, at portrættet skal ses, som var det Jomfru Maria, uden barn.


Bogens gennemgang af Leonardos mange ”opfindelser”, der forudser en masse moderne teknik, men som den gang ikke kunne lade sig gøre, ikke bare forbi teknologien manglede, men også fordi skitserne ikke var hel gennemtænkte, og slet ikke så detaljerigt og indsigtsfulde, som hans anatomi.Hans tegninger af menneskekroppen og dyr er uforlignelige og en hel skat i sig selv i bogen.

Koch slutter bogen af med et bud på, hvordan vi skal forstå dette sammensatte menneske i dag og gør dermed bogen til mere end en hyldestbog om en afdød stor kunstner, men også til en bog, der taler ind i vores egen nytid og fremad. Bogen er smukt udstyret med et stort udvalg af Leonardos malerier, skitser og tegninger.

Ja, så selvom det er et halvt årtusinde siden Leonardo døde, så lever han. I bedste velgående, ikke mindst på grund af denne flotte bog om manden, der ville studerer alt.

Troels Laursen






Next »