Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Arne Haugen Sørensens erindringer

AnmeldelserPosted by Troels Mon, March 25, 2019 12:00:26

Med næsen på slibestenen

Trykt i NORDJYSKE den 23. marts med fire stjerner ud af seks

Tiden grebet i halen

Arne Haugen Sørensen

300,-kr

256 sider, illustreret

Gyldendal

Tiden og ikke mindst den levede tid, er en svær størrelse, der aldrig lader sig gribe hverken i datid eller i nu’et. Arne Haugen Sørensens erindringer, er som var det en brønd, hvor vandet løb til fra alle sider og som der nu kan øses af. Den nu 85 årige kunstner er en af dansk kunsts sværvægtere og bogen fører os helt tilbage fra det fattige barndomshjem til de andalusiske bjerge langt væk fra Danmark, hvor han har boet siden 1981. Meget af tiden var det med næsen på slibestenen for at tjene til dagen og vejen. At male kom før alt andet. Det kostede og på familielivet og kærlighedslivet.

Og man fornemmer at der fortælles hudløst ærligt om et liv med en hårdtarbejdende enlig mor og den fjerne far, og om brud, her i blandt med broren, et forhold, der beskrives som et sår, der omsider er lægt, uden man sådan hel får færden af, hvad bruddet skyldes om end man over et par sider får indblik i en samtale, hvor de to har en samtale og den en sammenligner sig med moren, mens den anden er far og det dumt svin. Og måske, som der noteres, handler det om at skabe sig selv, som individ og kunstner.

Der fortælles om opbrud fra hjemlandet, som sker flere gange, og som siden 1981 har været permanent i Spanien. Og mange af skiftende i Haugen Sørensens liv, har handlet om kvinderne og brud og forelskelserne fra han var atten og til han var 35. Og han giver et stort indblik i hans egen kamp med kunsten og kunstnerisk udtryk og stillet op imod det etablerede kunstmiljø, hvor han måske betragtes som outsider, en rolle som man fornemmer han er stolt over og dog en anelse bitter over, og alligevel er næppe nogen tvivl om, at han er en central figur i dansk kunst, med en karriere, der tæller store udsmykningsopgaver i flere af landets kirker og andre offentlige steder. Og i 2017 blev der etableret et museum for hans kunst i Videbæk i Vestjylland, ved siden af den kunstpavillon, der var tegnet af Henning Larsen, som en gave til arkitektens hjemby.

Det er en del anekdoter om kunstformidlere og kunsthandlere, der lærte maleren, på den hårde måde, hvordan galleriverden og kunstlivet også kan være og hvorledes det kunne slide på venskaber og økonomien. Der bliver givet små stikpiller til navngivne kollegaer og tidligere venner, der ifølge maleren, gik efter magten og pengene, i stedet for venskabet og kunsten.

Bogen er illustreret med værker fra kunstnerens lange virke og med private fotos fra hans eget arkiv. Bogen er en god fortælling fra et langt liv, men også med spændende overvejelser om hvad livet og herunder hvad troen og kunsten er for størrelser. Hvad gør et maleri til kunst og han fortæller om, hvorledes han arbejder på op mod tyve værker af gangen og hver morgen mødes han og dem ligesom to cowboys på gaden klar til duel, og så trækkes der fra hoften. Maleriet trækker ligesom først, så der må svares af kunstneren. Arbejdet er med næsen på slibestenen, som han skriver flere gange. Sådan er det at være den forfulgte, der forfølger, som en har beskrevet ham som. Det handler om at skabe daglig brød ud af kunsten, med alderen er det også blevet muligt engang imellem at løfte næsen fra slibestenen og verden kan ligesom åbne sig for ham. Bogen er et godt selskab.

Troels Laursen



Jorn og musikken

AnmeldelserPosted by Troels Sat, March 02, 2019 08:42:45

Jorn og musikken

Trykt i NORDJYSKE den 27. februar med fire ud af seks stjerner

Asger Jorn og musikken

Tekster samlet af Preben Klitgaard

80 sider, gennem illustreret

165, kr

Købes på Museum Jorn, Silkeborg

Denne lille bog består af en række citater, samlet af Preben Klitgaard, fra Sejlflod, af Jorn og om Jorn og hans forhold til musikken. Og selvom det ikke sættes ind i en større sammenhæng med Jorns kunst som sådan, så får man alligevel et fint lille indkig i hvad og især hvor meget musikken betød for den store internationale kendte maler. Jorn var en amatør i ordet bedste forstand, når det gjalt musikken. Han lyttede ikke til så meget musik, men til gengæld var han aktiv med musikken hele livet. Han spillede, og det var selvlært, på så forskellige instrumenter som violin, guitar, trompet, banjo og sousafon. Det var med hjertet der blev spillet og efter hans hoved, så både kunne og brude alle spille løs på, hvad de nu kunne få greb i. For Jorn, kan man se ned gennem alle hans udtalelser, handler musikken om noget der ligger næsten urdybt i mennesket. Det kom først, både før ord og billeder. Jorn lyttede ikke til så meget musik, men til gengæld var han aktiv med musikken hele livet.



Med vennen Jean Dubuffet udgav han fire grammofonplader: ”Musique Phénoménale” i 1960, der udkom i 50 eksemplar. Numrene havde titler som ” Brækket Næse”, ”Blod” ”Tænderklapren”, og efter James Joyes handlede det om ”kaosmusik”. Det handlede om skabelsesprocessen af de ”uhørte” klangbilleder og det spontane. Det var legen, og altid en leg, der inddrog andre. Musikken er fællesskabs skabende og for Jorn gik traditionen ned til vikingernes flere stemmer, der kunne skræmme fjenden og så den specielle nordiske melankoli. Musikken kunne lyde gal, men der var mening i galskaben. Og når andre, der spillede sammen med Jorn, anholdte ham i at spille falsk, så svarede han: ” Det betyder ikke noget, for det jeg spiller er sandt”. Mange af Jorns tanker om musikken ses i hans andre værker. Det er al kunstens enhed, det indeholder rytmen, dansen og musikken.

Manden, bag bogen, er selv udøvende musiker og det fornemmes i den smittende glæde, der formidles i stoffet, og layoutet viser tydeligt, at det er en grafiker, der står bag, da den er flot sat op, trods små skønhedsfejl, når anførelses tegn mangler sine steder og man kan have lidt svært ved at se hvor citatet begynder eller slutter. Og der til kommer en lille fejl i tiden, hvor der nævnes, at ved en festlig lejlighed, hvor Jorn spillede violin med en sagfører Petri, og dennes datter, Michala Petri på blokfløjte i 1943, men den kendte blokfløjtenist er først født femten år senere. Men den slags mindre skønhedsfejl skal ikke afholde en fra at få fat i bogen, både hvis man er til musik og ikke mindst til Jorn og hans billedunivers, der i sig selv er meget musikalsk.

Troels Laursen



Bárður Jákupsson på Himmerlands Kunstmuseum

AnmeldelserPosted by Troels Mon, February 25, 2019 12:01:29

Fjeldvisioner

Trykt i NORDJYSKE den 24. februar med tre ud af seks stjerner

Bárður Jákupsson

Himmerlands Kunstmuseum

Vesthimmerland Museum, Aars

Indtil den 22. april

65 værker i flere størrelser fylder lige nu Himmerlands Kunstmuseum og det er som at stå foran et stort ubestigeligt fjeld.

Det er den færøske kunstner Bárður Jákupsson (f.1943), der viser sine værker fra de seneste 10-12 år. Han er, både i de viste små og store værker, optaget af at indfange det flygtige og især den foranderlige natur, hvor vind og vejr bestandig skifter. Og man fornemmer det tydeligt.

Det er kraftfuld lagt op i de lodretrette og vandrette linjer med klare spektralfarver og i havkølige blå og med jordens brunlige farver, som de oftest består af, sammen med næste gådefulde tegn, der kunne tydes om runeskrift eller helleristninger, der fortæller om mennesker og dyr, der har trodset det ubestandige og slået sig ned mellem disse store naturkræfter.

Det kan tage pusten fra en hver og det er både udstillingens store styrke, men også dens svaghed.


Styrken er voldsomheden og det kraftfulde. Udstillingen bærer titlen: Eruptiv Genese” og hentyder til skabelse der er afbrudt og det abrupte og en skabelse der er gået i stå fornemmes i voldsomheden.


Det er både dramatisk og lyrisk på en gang. Og det er især de store værker, der har plads til dette udtryk. I den mindste sal er det et stort sammenhængende værk, der består af et centralt billede med to fløjbilleder, men også med et billede lige nedenunder. Det giver mindelser af middelalderens alterbilleder og triptykoner, hvor de tre øverste fortæller storslået, og her ikke-religiøst, om det jordiske liv i al dens dramatik, og det nederste på langs ligner, også i dens jordfarver og med stenlignende genstande, graven, der venter. Et meget fortællende værk. Og som man kan fordybe sig i længe.

Svagheden ved udstillingen, er de mange værker på et forholdsvis lille sted og at de hænger forholdsvis tæt, så det bliver en meget massiv oplevelse og næsten uigennemtrængeligt i sin voldsomhed og derfor kan det føles vanskeligt at trænge ind i værkerne og de bliver fjerne.

Især i de mindre værker, hvor det store formsprog kan have svært ved at være og folde sig helt ud. Det er kunstnerens sansninger, der kan være svære at dele, som nu bliver omsat i det, han så dengang, han sansede og så. Det er abstrakte syner og det kan være svært selv at finde rundt i disse sindbilleder af naturen. Det er fjeldvisioner.

Men uden man selv får den helt store gibbende fornemmelse af de store højder og svimmelheden udebliver for det meste. Desværre.

Troels Laursen



Faktaboks:

Bárður Jákupsson, f. 23. dec. 1943 i Tórshavn, Færøerne. Tegner og maler. Udd: Hjørring Seminarium og Kunstakademiets Malerskole, Kbh. Lærer på Færøernes folkehøjskole 1972-78. Museumspædagog på Færøernes historiske museum 1974-89. Leder for udstillingsbygningen Listaskálin i Tórshavn 1978-89. Direktør for Færøernes kunstmuseum 1989-2003. Siden billedkunstner på heltid.



Bog om Jens Chr. Jensen

Bogudgivelser & KatalogteksterPosted by Troels Sat, February 23, 2019 09:55:27


"Fra en ny kant" er titlen på en ny bog, som kunstneren Jens Chr. Jensen, der i år flyder 70 år, har arbejdet på sammen med sognepræst og kunstanmelder, Troels Laursen, der gennem flere år skrevet om kunst i NORDJYSKE MEDIER og i magasiner, som MAGASINET KUNST og KUNSTMAGASINET JANUS.

Han gennemgår Jens Chr. Jensens værker gennem tiden og peger på centrale temaer i kunstnerens billedunivers.

Jens Chr. Jensen, er opvokset på landet, og det har lagt grundlaget for hans interesse for naturen og senere har haft afgørende indflydelse på hans kunstneriske virke. Han begyndte med maleriet, senere blev det til assemblager, som igen blev til skulpturer, som blev større og større, og senest kom så land arten til.

Det er ofte en stor mængde af det samme materiale, som samles til en helhed, hvorefter materialerne bliver delvis ukendelige ved første øjekast. Bor og arbejder i Ikast. Han har udsmykket pladser og kirker og deltaget i udstillinger over hele landet og udlandet.

Bogen blev præsenteret ved en mindre sammenkomst onsdag d. 20. februar i Kunstpakhuset, Ikast.


Udover Troels Laursens tekst om kunstnerens billedunivers, indeholder bogen et kapitel af tidl. redaktør Steen Hebsgaard, om Kunstpakhuset i Ikast, som kunstneren har været involveret i og som gennem tretten år er forvandlet fra et pakhus på stationen i Ikast, til et levende kunstbygning med udstillinger af anerkendte kunstnere.

Fra en anden kant - Jens Chr. Jensen

af Troels Laursen

117 sider, med mange illustrationer

Dansk/engelsk tekst

Pris: 180,- kr

Bogen vil kunne ses og købes i en række galleri fordelt over landet: Galleri Progres v. Horsens, Galleri Pi, København, Galleri Salshus, Nors, Kunstpakhuset Ikast, og kunstmuseer som, Janus Vestjyllands Kunstmuseum, Tistrup og Kunstetagerne, Hobro.



Rita Kernn-Larsen på Kunsten

AnmeldelserPosted by Troels Sat, February 23, 2019 09:50:55

Dragende drømme

Trykt i NORDJYSKE den 20. februar med seks stjerner ud af seks

SOLO: Rita Kernn-Larsen

Kunsten Museum of moderne Art, Aalborg

Indtil den 5. maj

Man vover næppe for meget ved at forudsige, at 2019 bliver kvindernes store år på museerne. Og når det er lagt an som Kunsten her gør det, i et samarbejde med Gl. Holtegaard, så året godt begyndt. For her får vi trukket en interessant kunstner ud af den store glemmebog og lige ind i 2019. Udstillingen Solo: Rita Kernn-Larsen viser på fornemt vis en kunstner, der i sin samtid var internationalt anerkendt, men aldrig fik et bredt gennembrud herhjemme. Og nu er der ingen undskyldninger længere for ikke at kende hende, endsige anerkende hende. Kernn-Larsen (1904-98) udstillede side om side med Salvador Dali, Max Ernst og blandt mange andre også danske Wilhelm Freddie og hun blev endda kaldt for en kvindelige dansk Picasso.


Hun drager, ganske usædvanligt, til Paris som hel ung og er på denne måde både kvindefrigørelsen og en del af den. Den korte frisure og modetøjet der både viser kroppen og dens bevægelser er med til at disse ”drengepiger” skubber til grænsen mellem kønnene. En bevægelse, som jo stadig sker. Og det kommer ind i kunsten som replikker til mændenes kunst, der gik forud. Og den seksuelle frigørelse buldrede med. Hun kom i mesterlære hos den berømte franske maler Fernand Legérs Académie Moderne og får sit gennembrud med værker, der er befolket af dragene drømmescenarier, der skildrer frigørelse, erotik og kvindekøn. Hun gik uden om den skandinaviske bevægelse der var i Paris netop på det tidspunkt, og som museet så flot viser lige inden ved siden af. Hun gik sine egne veje og hendes aktualitet, ligger netop i at disse dragene drømme giver os mulighed at drømme os væk fra nytteværdi og præstationssamfund. Hendes værker virker stadig frigørende.


Og med de 116 værker vil man i udstillingen således kunne følge Kernn-Larsens virke gennem alle årene; fra 1930’ernes drømmende og dragende scenarier og mystiske figurer til hendes senere års naturalistiske landskaber, finurlige collager og keramiske værker. Og disse keramiske værker, skønt de ikke kan regnes for hendes hovedværker, er et scoop i udstillingen, da man her ser inspirationen fra Picasso, især i en høne-kande og i et fad, hvor en kvinde ligger henover med et figenblad, det er både fint udført og humoristisk erotisk. En halskæde af lerkugler, er et meget selvstændigt værk, der virker ganske nutidigt. En række collager vises og viser en let tilgang til at skabe disse små universer af billeder, der er både med og uden mening. Men man fordyber sig i dem. Udstillingen viser en række fine skitser, der senere i udstilling kan se som færdige værker på lærred. Og det er svært at karakterisere hendes kunst, fordi den er meget forskelligartet. Men hun er konstant frihedssøgende og eksperimenterende.



Og det går fra det surreale til det mere figurative med landskaber, da krigens gru viser sig at være mere surrealistisk end virkeligheden, til abstrakte værker, hvor farven og formene er i centrum. Hun gik fra en indre dragene drømmescenarie til en mere ydre landskabsskildring. Men altid søgende og stærkt. Udstillingen har det hele med. Solo hedder den, men hel solo er udstillingen ikke. For til at for forstærke et nutidigt syn på denne glemte kunstner, har man fået kunstneren Kirstine Roepstorf til at iscenesætte udstillingen. Og scenografien er skabt så man ledes rundt i udstillingen og samtidig spiller op til værkerne, især de sanselige farver der er på væggene, spiller godt. Iscenesættelsen er dermed med til, på en god måde, at man oplever værkerne. Det gør udstillingen meget levende og sanseligt. Kernn-Larsen blev gift med journalisten og kunsthandleren Isak Grünberg, som hun fik en datter med. I nogle år boede de i London, men flyttede tilbage til Frankrig, nærmere bestemt i den sydfranske by St. Jeannet. I 1992 vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun døde som 94-årig.


Hun er blevet omtalt som ”den glemte maler”, fordi hun på trods af sin internationale betydning og anerkendelse aldrig fik det brede gennembrud i Danmark. Ej heller den store omtale eller ros i dansk kunsthistorie.

Udstillingen indgår i museets serie: ”Fortiden genfortalt”, hvor museet med rod i egen samling forsøger sig med et livtag på fortidens kunstnere for at forstå tendenserne i både nutiden og nutidens kunst. Og meget bedre kan det ikke gøres.

Troels Laursen



Kunst og Kærlighed

AnmeldelserPosted by Troels Fri, February 22, 2019 12:55:23

Kunst og Kærlighed

Trykt i NORDJYSKE den 19. februar med fire ud af seks stjerner

Kunst & Kærlighed

Om Carl-Henning Pedersen og Sidsel Ramsons kunstneriske samliv

af Sidsel Ramson

350, - kr,

376 s med mange ill.

Dansk-engelsk tekst

Lindhardt og Ringhof

”At rejse er at leve” skrev H.C. Andersen. Og at rejse var også en essentiel inspirationskilde for maleren Carl-Henning Pedersen (1913 - 2007) og fotografen Sidsel Ramson gennem deres 30 år sammen. Og hans akvareller og hendes fotografier fortæller i denne bog, om deres rejser på en næsten dagsborgagtigmåde. I 1975 mødtes de under et ophold i Jerusalem og få år efter giftede de sig, og mødet med hende markerede et vendepunkt i hans liv, værkerne blev i kunstnerens modne år blevet stadig friere og mere glødende i farven.


I deres samliv, der var baseret på kærlighed og kunstnerisk samspil, foretog de også mange rejser til fremmede himmelstrøg og andre kulturer, hvor hun med sin kameralinse kommer helt tæt på mennesker i situationer fra dagligdag, fest, krig og fattigdom, mens han gengiver lyset, varmen, fremmedheden og eventyret i sine farvemættede akvareller i hans originale lyriske univers med masker, dyr og mennesker. For ham var rejser forbundet med at male akvarel hans form for dagbog. Ramson er født i Norge i 1937 og har beskæftiget sig med arkitektur og fotografi, og har en lang række udstillinger og bogudgivelser bag sig. Hendes særegne evne til hurtigt at komme tæt på folk har gjort det muligt for hende at fotografere i situationer, hvor andre ville blive nægtet adgang. Ramson tilhører traditionen for ”engageret fotografi”, hvor det handler om at glide ind i andres hverdagsliv uden at forstyrre. Kameraets lukketid og dens hurtighed til at fange bevægelsen eller situationen i øjeblikke minder om akvarellens hurtige streg, der ikke kan ændres, men som stå fast, trods dens lethed og transparens. Samspillet træder tydeligt frem i bogen, som er i et flot layout. Og vi ser hvorledes det at flytte sig, fysisk, også bliver til en mental rejse, der giver nye indtryk, der bliver til nye udtryk i kunstens verden, hvad enten det er fotografi eller billedkunst. I 1970 skrev Carl-Henning Pedersen: "Tid er det eneste, vi ikke har nok af. Tiden tabes, men gennem kunstens værker erobres den tilbage (…) kunsten holder os levende". Denne bog er med til at gøre både fortid og nutid levende. Og det hele er pakket ind i en lækker kunstbog.
Troels Laursen





Gobeliner i Hjørring

AnmeldelserPosted by Troels Fri, February 15, 2019 19:49:18

Kunsttråde

Trykt i NORDJYSKE den 13. februar med fire stjerner ud af seks

Dansk Gobelinkunst

- En jubilæumsudstilling

Vendsyssel Kunstmuseum, Hjørring

Indtil den 28. april

Det begyndte med et opgør for tyve år siden. Og opgøret kom af, at Dronningens Gobeliner af Bjørn Nørgaard i 90’erne skulle laves i Frankrig og ikke her hjemme. Det satte det hele i gang. Et opgør både mod den almindelige opfattelse af hvad vævekunsten var og ikke mindst hvad man selv måtte se sig som. Og målsætningen dengang var og er her tyve år efter, til stadighed at styrke og synliggøre gobelinerne som et væsentligt aspekt inden for samtidskunsten. I 1998 henvendte en kreds af vævere sig til Kunstindustrimuseet (i dag Designmuseum Danmark) med et ønske om at udstille deres værker. Ønsket blev indfriet med en gruppeudstilling, som skulle vise sig at blive startskuddet til en genrejsning af vævekunstens position i Danmark. Siden har fulgt en hel række udstillinger i ind- og udland, senest på Vinterpaladset i Sankt Petersborg i 2015. Og det sker altså lige nu på Vendsyssel Kunstmuseum. En gobelin er oprindelig et vævet billedtæppe og opkaldt efter den franske farverfamilie Gobelin og knyttet til kvarteret les Gobelins i Paris. Da vævningen er en meget langsommelig proces, var gobeliner meget kostbare. Teknikkerne er mange og altid i en samklang med de materialer, der bliver brugt. Og andet end tråde kan bruges. Og en grundregel for gruppen er, at de udstillede værker skal udfylde et areal på minimum tre kvadratmeter. Og det vi kan se, at de udtrykker sig akkurat så forskelligt som billedkunstnere i øvrigt, fra det abstrakte til det naturalistiske og mellem det grafiske til det fabulerende, og for det essentielt for gruppen, at det kunstneriske udtryk er i samklang med udførelsen og de tekstile materialer. Håndværk og det kunstneriske udtryk er i samspil. Alle i gruppen, kan deres håndværk. Og det hele findes i detaljen, hvorledes trådene er sat op, og væven rigget til, måske det ikke er det man først ser, men det er det der bærer, også motiverne, som oftest er natur eller fortællinger med dyr. Og egentlig meget traditionelt, og selvom man ikke skal nævne det, så er der ingen i gruppen, der er under 55 og ingen mænd. Det kan der være gode grunde til, men måske der er der fornyelsen og kunne komme fra.



Et værk, som det Ane Henriksen (f. 1951) viser, med indvævede vanter, der er tabt ved vejene i København, og som nu svæver i et nyt liv mellem trådene, og viser en fornyelse, der peger nye steder hen og som giver håb, om at den gamle teknik ikke stivner og dør ud. Det er levende og smukt. Og smukt er det i rummene. Et stort værk, som ”Spejlinger”, af Jenny Hansen (f. 1951), viser med al ønskelig tydelighed, at hun mestrer både materialerne, lyset og skyggerne, og man svømmer ganske væk i det isblå skyggeunivers af en sø.



Og det gode håndværk fryder også der vævebegrebet udfordres, som hos Anne Bjørn (f.1954) dyrker den rene form, så fladen får en 3d dybde og bevægelighed med sine mange lag og forbindelser af væv og laserskåret hørlærred.



En gobelin, af den mere traditionelle slags med et fabulerende kort over Europa, knytter Randi Studsgaard (f.1938) traditionen og fortællingen, om Pavens næsehorn, der var en gave fra Indien til Paven i 1515, om gav inspiration til Albert Dürers berømte træsnit af næsehornet, og et moderne farverigt udtryk tæt sammen.



Charlotte Schrøder (.1946) viser et næsten grafisk s/h- udtryk af Palmyra, og ruinerne efter bombernes hærden, så smuk, man næsten glemmer baggrunden for dem. De 22 kunstnere i gruppen er forskellige, men fremstår i denne ophængning stærke og sammenhængene. En udstilling man bør bruge god tid til, få at få øje på det alt det der ligger gemt mellem og i trådene og ikke mindst på fladen, som trådene skaber lige foran en. Til fordybelsen og forundring.

Troels Laursen

Faktaboks:

Dansk Gobelinkunst består af:

Ane Henriksen, Anet Brusgaard, Anette Blæsbjerg Ørom, Ann Sloth, Anne Bjørn, Anne Marie Egemose, Annette Graae, Berthe Forchhammer, Charlotte Schrøder, Elisabeth Ryde, Hanne Skyum, Helle Baslund, Jenny Hansen, Jette Thyssen, Kari Guddal, Margrethe Agger, Nanna Hertoft, Randi Studsgarth og Sanne Ransby. Gæsteudstillere: Inka Kivalo, Jette Hartvig og Mette Clausen.



Entré i Kunsthal Nord

AnmeldelserPosted by Troels Sun, February 10, 2019 20:38:48

Ud over rammen

Trykt i NORDJYSKE den 8. februar med fem ud af seks stjerner

Entré

Kunsthal Nord, Aalborg

Eva Louise Buus

Astrid Marie Christiansen

Krista Rosenkilde

Indtil den 31. marts

Der er altid, hel fornemt, gratis entré til Kunsthal Nords udstillinger og for en gangs skyld hedder en udstilling: Entré. Og det nu tæppebelagte betongulv kunne da godt minde om en hal på et hotel eller hjemme i en entre. Og straks mærker man, trods de små blå overtræksfutter, at her mødes det rå og hårde med det bløde og organiske. Og turde man nu om dage sige det, så mødes det feminine i farverne med det maskuline i rummene. Eva Louise Buus, Astrid Marie Christiansen og Krista Rosenkilde skaber rammer i de gamle industrirum, så deres værker kommer ud af rammen og skaber en samtale mellem det brugbare og det skulpturelle. Værkerne er iscenesatte, så de ikke bare når ud over rammen, men også ud over rampen. De både rører og bevæger, i de ords bredeste betydninger.


Buus har flere ætsninger med, en unge pige over for et spejl, så hun trænger ind i din egen selfi, som hun står der og reder sit hår. I det høje rum, har Buus lavet et alterlignede tableau, hvor en krukke, med øjne, på et kobberbelagt bord, står og drypper med vand ned over det saftige grønne mos. Man kan gå rundt om bordet og en lille trappe gør det hele sakralt, mens bagvæggen viser ansigter, der er som potter for efeuen. Ni er det hellige tal, mens efeuen minder om ruinens, der langsomt dækkes til af tiden, alt imens en fontæne lader vandet løbe oppe over publikums hoveder. Det er smukt og bevægende, sammen med de syv, endnu et helligt tal, oxiderede kobberplader, der viser at kobberet bærer mange farver i sig. Det er frodigt og håbefuldt.



Christiansen viser genkendelige genstande, der i denne sammenhæng er ganske ubrugelige, men virkningsfulde. Intet er som det giver sig ud for. Og flisegulvet kan ikke betrædes for de er af maling og lærred, og lærreder på væggene illuderer betonfliser i farveskalaer, men er synsbedrag, som man nysgerrig drives rundt i rummene, mens en elevator knap, i stor størrelse i en tapetklædt niche, giver dig muligheden for at tage turen op eller ned. Du bestemmer selv.


Rosenkilde viser også selfier, men disse er oldtidsagtige og både velkendte og fjerne, som skriften på væggen. Og en bænk, der vil give buler i bagen af at sidde på, og flere vaser på små hylder på væggen, bringer Lundstrøm i hukommelsen, og de er mest form og ikke til dagligbrug. De er nok i dem selv. Men alligevel nærværende og indbydende. Farverne er afstemte og med stor kraft.


Der er en afvæbnede charme og humor hen over den seriøse undersøgelse mellem kunst og design, mellem det anvendelige og det ikke brugbare. De 52 værker er forskellige i udtryk, og i materialer, men det hele fletter sig sammen til en total installation, der fungerer godt og overrasker undervejs, som når handicaptoilettet også er inddraget til værker. Man undres, forføres og bliver lettere i sindet.


Udstillingens titel, henviser til det første vi møder hjemme hos os selv, eller når vi besøger andre og derved får en forestilling om, hvad resten af huset gemmer på. Her er dog flere gode overraskelser jo længere man kommer ind i rummene. Så træd blot indenfor og nærmere, og du behøver ikke træde varsomt, det vil de små blå futter sørge for. Og hvis man nu lod være med at tage de blå futter over skoene, og i stedet smed skoene, så kunne man mærke kunsten, hel ud i tæerne. Velkommen indenfor.

Troels Laursen

Faktaboks:

Eva Louise Buus (f. 1979) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009. Hun har herhjemme og i udlandet. Bor og arbejder i København.

Astrid Marie Christiansen (f. 1981) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2012. Har bl.a. udsmykket Bispebjerg Hospital (2017), Retsbygningen i Svendborg (2016) og Kulturministeriet (2012). Bor og arbejder i Kbh.

Krista Rosenkilde er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2009. Har bl.a. udsmykket Vestre Landsret, Viborg (2014) og CDF Center For Døve, Rødovre (2013). Bor og arbejder i Nordsjælland.

Fotos – frigivne fra Kunsthallen – fotografen: Niels Fabæk

Next »