Troels Laursen

Troels Laursen

Om bloggen

Et billede siger mere end tusind ord.
Siger man.
Et kunstværk er til i rummet, og en tekst er til i tiden.
Et kunstværk står i et rum, mens en tekst fortæller i tid. Men kan man forene rum og tid?
Poesi er et talende billede, mens kunstværket er stum poesi.
Kan man krydse tavshed og tale?
Måske.
Poesien. Teksten.
Det er i hvert fald mit ærinde - med andre ord kunst i ord og kritík.

Poul Janus Ipsen på VKM

AnmeldelserPosted by Troels Thu, October 26, 2017 21:00:29

Moden frugt

Trykt NORDJYSKE den 23. oktober med fire stjerner ud af seks

Poul Janus Ipsen – Forbuden frugt

Vendsyssel Kunstmuseum

Hjørring

Indtil den 7. januar 2018

Historien om mennesket og frugten, både den modne og den forbudte, begynder da slangen lokkede Adam og Eva til at tage et bid af æblet fra Kundskabens Træ, spiste de forbuden frugt. Konsekvensen var hård og ubarmhjertig. Efter Syndefaldet udviste Gud dem fra Paradisets Have, og siden da har den modne frugt i mange sorter været tillokkende, pirrende og fristende, måske netop fordi den er forbudt. For maleren, grafikeren og skulptøren Poul Janus Ipsen (f. 1936) har den forbudne frugt været et gennemgående tema i mere end 4 årti. Det vises omkring 80 malerier, relieffer og skulpturer fra kunstnerens livsværk, udvalgt med særligt fokus på de store livstemaer, som fylder mest i hans værk: myte, erotik, miljø, forfald, liv og død. Alt sammen nøje og meget sammenhængende udvalgt af kunsthistoriker Anne Lie Stokbro. Hun har også skrevet den lille tryksag, man kan få for en tyver, til udstillingen. Et skrift, der kunne fortjene at udkomme som en rigtig bog. Ipsen trækker på mange genrer, og 80’ernes postmoderne tid, hvor alle ideologier og ismer, herunder stilretninger, var nedbrudt og man kunne stykke sammen af stumperne, mere end fornemmes i farverne og materialevalg, fra dyreknogler, fuglevinger, drivtømmer, og ikke mindst i motivvalg. Hans sanselige værker har træk fra både barok, surrealisme og popkunst, og kredser om menneskets syndefald i en moderne verden, hvor mennesket egoistiske dumhed og misbrug af verdens ressourcer og brug af genmanipulationer. Og derved gør sig skyldige i at foræde sig på den forbudte frugt.



De seneste værker, hvor han nu er vendt hjem til Danmark, Bogø, fra New York, har en del økologiske overtoner i sig. Naturen fylder mere i de senere værker, som rent landskabsmaleri. Og her ligger hovedvægten af værkerne fra 97 og frem. Landskabet og nationalfuglen, svanen og Dannebrog går igen i flere værker. Hans leg med symbolerne åbner op for mange betydningslag. Det ironisk og det er dybt alvorligt ment.

Det store maleri ”De tre gratier”, der er kommet til udstillingen efter åbningen, er et eksempel på kunstnerens legende livtag med billedkunstens store motiver og temaer. Kæmpemaleriet, der består af tre lærreder, på næsten 2,5 x 3,5m, giver en dyb personlig fortolkning af de tre gudinder for ynde, skønhed og kreativitet, som siden den græske antik er blevet skildret som underskønne, nøgne kvinder. Træet, naturen, får også her sin plads.



Selvportrætterne er et spændende kapitel for sig. Ofte vil portrætter koncentrere sig om øjne og hånd, og attributter, som forbindes med den afbilledede, men hos Ipsen, har han ofte blokeret øjnene med grøntsager eller andet, så der både er tale om en maskering og en demaskering. En tilsløring og en afsløring, af både manden og mennesket som sådant. Det er komplekst, og der er tale om en kontrolleret vildskab. Udstillingen er generøst ophængt med mange værker, eller plukkebare frugter, uden nogen forstyrrer hinanden. Det er en vellykket udstilling, der ligesom kunstneren, har noget på sinde, så både den umodne, den modne og den rådne frugt, får mindelser frem om Vanitas, og forfængelighed rimer råt på forgængelighed.

Troels Laursen



Peter Max-Jakobsen nyeste værker

Essay om kunst og kunstnerePosted by Troels Wed, October 25, 2017 16:47:30

Compounds

Peter Max-Jakobsens nyeste værker

Af Troels Laursen. Trykt i Kunstmagasinet Janus, september 2017

Det skulpturelle maleri

Peter Max-Jakobsen maler altid uden model. Massevis af tid er tidligere brugt foran menneskekroppe med en blyant og en blok, så kroppens linjer ligger hel indgroet i kunstnerens hånd og tanke. Lemmerne og kroppen er sanselige og virkelighedstro. Den næste 3D-agtige måde, hvor på Peter Max-Jakobsen tegner og slår sine streger på lærredet, er skulpturelle. De bliver til figurer, der træder ud i rummet og fortæller ikke blot om et møde, en forbindelse, men bliver også selv en monumental forbindelse mellem værket og beskueren.

Klassicismen findes i Peter Max-Jakobsens værker. Ikke som genkendelige temaer fra hverken antikken eller danske Bertel Thorvaldsens figurer, men i den måde, som mennesket er stillet an på. De viser mennesket, stillet frit, uden dog at være svævende frie i luften, men altid i en sammenhæng med andre eller noget. Figurerne findes over for hinanden. De findes og fremstår i relationen.

Det er livet op i ansigtet. Det er Virtual Reality, virkeligheden, som den ses, uden elektroniske forhindringer, foran udsynet. Og indsigten.

Den musikalsk gentagelse

Det musiske i Peter Max-Jakobsens værker, kan næsten mærkes i det serielle, der oftest findes i værkerne, især når man ser dem samlet. Menneskekroppen og dens bevægelse går igen i de fleste af hans værker. Menneskekroppen er som et tema i et musikstykke, der gentages i variationer gennem hele symfonien.

Lemmerne og legemet, er frosset fast i en bevægelse i et splitsekund og alligevel i en rytme, der forsætter og fortoner sig og dukker op i en ny sammenhæng eller forbindelse i et andet lærred. Fornyelsen sker i en gentagelse af temaer, der varieres uendeligt. De flyver rundt i et rum, der er uden for tiden og som skaber deres egen verden.

De forskellige værker, samlet set, kunne opfattes som stillbilleder fra en film.

For hans værker, er serielle og dog står hver enkelt værk momentan og for sig selv, og samtidig er hvert enkelt værk en del af en række, der til sammen er som en hel film.

Menneskekroppen i Peter Max-Jakobsens værker bliver både et holdepunkt og et udgangspunkt for det videre indhold. Kroppene er konstante. Kunstneren fryser et øjeblik fast. Holder det konstant. Bevægelsen er sat i stå. Låst fast. Og forenklet. Men kun for at vise forskydningen i kroppen. En form, der hele tiden ligger der, men som forskyder sig, så der skabes et øjeblik.

Øjeblikket mangler altid noget, nemlig det der gik forud og det der kommer.

Øjeblikket er altid kun en del af det hele. Og dog, det hele ligger i øjeblikket. Alligevel og allerede. Iboende, som en konstant faktor, der blot er forskudt. Og noget nyt opstår i forskydningen.

Den konstante krop fornyes i forskydningen. Sammenhængen bliver en anden, sådan som øjeblikket står. Rykket ud af sin første sammenhæng. Ud af det øjeblik, den blev fanget i. En ny sammenhæng. Et nyt øjeblik, der forenkles.

Peter Max-Jakobsen forenkler sit materiale. Det forvandles, mens det forenkles. Ikke for at gøre noget simpelt, men for at tydeliggøre. Tydeliggøre bevægelsen. Tydeliggøre kroppens konstanthed og kroppens forskydninger. I tid og i rum. Tiden låses fast. Mens rummet udvides til alt det omkring de to. Rummet ændrer sig. Rummet forskyder sig.

Kroppen bliver ugenkendelig i sin enkelhed.


Og dog er kroppen den samme. Kroppen er konstant. Menneskekroppene er fikseret fast på lærredet i forskellige faser af en bevægelse, i forvredne robotagtige stillinger der leder tankerne hen på aggression, smerte, ømhed og erotik. Nogen gange er det holdt i en hel enkel streg og andre gange med en meget stor farvepalet i mangfoldige nuancer indenfor samme skala af farver. Men altid med en heftighed og alligevel med en lethed i deres sikre og store strøg. Peter Max-Jakobsens menneskekroppe, er nærmest penseldeformerede kroppe, der giver mindelser om Francis Bacons portrætter og det gælder også rummet, kroppene er i, og den relation de optræder i og de ting, de er i samspil med. Fra stole, gulvbrædder, træstykker og ikke mindst andre kroppe. Og altid i sammenhængende og en i sammenspillet poesi.

Forbindelse

Peter Max-Jakobsens tidligere fascination af elektronik, som da han lavede egne instrumenter ud af andre elektroniske maskiner, som dog altid har været bundet til og sat i relation til den menneskelige krop. Både kroppens lyd med stemmen og det fysiske i at få lyden ud af maskinen. Det handler om mennesket, både som sindstilstand og kødelig krop, og de forbindelser, vi laver gennem vores liv. Det handler om relationen og mødet mellem mennesker, mellem køn, mellem det vi deler og det vi omfavner. Mødet i hans værker er altid til stede i hans værker. Kabler og ledninger, eller næsten blodbaner binder kroppene sammen, alt sammen meget detaljerigt, så forbindelser brydes eller opstår. Der bindes løse forbindelse, som måske kun anes i værkerne, eller livet, men som er der, i deres næsten gennemsigtighed, som det der ligger bag, og som forbinder i en evig bevægelse og stadig skiftende, men altid med et remtræk til eksistensen og virkeligheden mellem os. Kroppen er mere end et objekt, den er også et subjekt. Et jeg, der bliver til i mødet med et du. En krop, der bliver til ved mødet. I forbindelserne. I netværket. I et poetisk møde, der finder sted og er, der hvor kunsten er.

COMPOUNDS: Ordet kommer af engelsk compound = ”sammensætning”, af latin componere ”sætte sammen”.

PETER MAX-JAKOBSEN (f.1973) er uddannet i både billedkunst og musik i Den Haag, på the Royal Conservatory and the Royal Academy of Arts, (1998-2002) i Holland, hvorefter han underviste samme sted i en periode. Efter nogle år i København er han nu tilbage i Nordjylland. Han har tidligere udstillet på Vendsyssel Kunstmuseum og på Vestjysk Kunstmuseum og Himmerlands Kunstmuseum.

I oktober er han udstillingsaktuel, med sine nyeste grafiske værker og oliemalerier, i Galleri Wolfsen i Aalborg. www.petermax-jakobsen.dk





Axel Locher - Fanget i gips på Skagen Museum

AnmeldelserPosted by Troels Wed, October 25, 2017 16:20:43

Indfanget i detaljen

Trykt i NORDJYSKE den 18. oktober medfem stjerner ud af seks)

Fanget i gips

– Axel Lochers teaterstatuetter

Skagen Museum

Indtil 2 april 2018


Atter engang viser museet i Skagen, at de forstår at udnytte deres tilbygning. Disse mange små gipsfigurer er stillet op som på en scene i den mørke teatersal, med hvert sit følgespot ned over skuespilleren, sangeren eller danseren. Det er ganske delikat opstillet og vi ledes rundt mellem figurerne og man genkender rollerne og peger og nyder. Udstillingen viser billedhuggeren Axel Lochers ( 1879-1941) værker og især hans statuetter af datidens skuespillere, balletdansere og operasangere.




Han var søn af skagensmaleren Carl Locher og boede og arbejdede en del af sit liv i Skagen. Udstillingen bærer den rammende titel: ”Fanget i gips”, og det handler netop om at fange det flygtige i det evige, at fange en scenekunstner, i deres roller i fuldt kostume og midt i deres rolle eller karakter.



Og disse små statuetter, der blev populære fra den franske kunst i 1800-tallet, tænk blot på Edgar Degas små nydelige balletdansere, hvor statuetten er mindre end en statue og dermed noget der kunne være i ethvert hjem. Og Axel Lochers porcelænsarbejder fandt da også vej til mange danske hjem, og mange vil nikke genkendende til figurr som Malkepigen, Redningsmanden og Beslagsmeden. Lochers blev som ung billedhugger, efter aat han havde været elev hos Bissen, knyttet til Bing & Grøndahl under J.F. Willumsens kunstneriske ledelse. Locher arbejdede med Willumsen på fabrikkens bidrag til Verdensudstillingen i Paris i 1900 og udførte hertil bl.a. den monumentale vase Nat og Morgen, der også er med på denne udstilling, i den del, der handler om andre værker end dem der knytter sig til scenen. Herunder de monumentale figurer af kvinder og mænd, der står i spiret på Christiansborg og Rytterstatuen af Chr.X på slotspladsen.



Men det er de små statuetter, der løber med al opmærksomheden, så meget fortælling og så detaljerigt, at man næsten kan høre Poul Reumerts diktion, eller genopleve ”Jeppe på Bjerget” i Olaf Poulsens skikkelse eller dennes nevø Johannes Poulsen, som spradebasse i Holbergs ”Jean de France”. Denne Johannes Poulsen var i øvrigt gift med balletdanserinden Ulla Poulsen, som senere kom til Aalborg teater. Hun var også model til Lockers ”Lille Havfrue”, som står i museets have. Bodil Ipsens imposante krop i en renæssance kjole som ”Maria Stuart”, ja de er der alle. Fra Oehlenslaegers ”Aladdin” til Shakespeares ”Hellig Tre Kongers nat” og en del derimellem af Holberg. Samt operasangere, som i den sjældne opførte ”Kaddara, af H. Børresen, der foregår på Grønland. Komponisten overtog i øvrigt Drachmanns hus efter dennes død, og sådan er der hele tiden referencer til Skagen, så vi også for en lokalhistorisk vinkel sammen med det store danske kunsthistoriske. Det er skulptur, skuespil og Skagen i et. Det er fint og levende og nøjagtigt gjort, med et lille løftet øjenbryn, en hævet arm, eller en hængende vom.



Flere af figurerne i gips er bemalet af Lochers hustru, maleren Jo Hahn Locher, som han mødte på porcelænsfabrikken, og hendes sarte arbejde giver gipsens hvide overflade varme, detaljer og karakter. Kataloget til udstillingen er flot og med til at fange oplevelsen, når man vender hjem. Locher fangede øjeblikket i nuet og fastholdt det i evigheden, i gips. En virkelig seværdig udstilling.
Troels Laurse



Barbermaleren John Christensen

AnmeldelserPosted by Troels Wed, October 18, 2017 09:32:21

Den malende barber

Trykt i Nordjyske den 16. oktober med fire stjerner ud af seks

Barbermaleren John Christensen

Hanne Abildgaard

299 sider

Pris: 400 kr.

Gads Forlag

Da maleren John Christensen (1896-1940) døde, blev han prist for sin indsats som kunstner og begrædt for sin tidlige bortgang, kun 43 år gammel. Og flere mindeudstillinger kom i tiden efter. Han havde, trods modstand fra familien og uden egentlig kunstnerisk uddannelse, været en central og anerkendt skikkelse i mellemkrigstidens kunstneriske miljø i København. Han fik dog aldrig en fast plads i kunsthistorien, og huskes først og fremmest som ”den malende barber” eller ”barbermaleren”. Det råder denne kunsthistoriske monografi god bod på. Der er tale om en på mange måder sørgelig livshistorie, som vi, med en sikker guide i Hanne Abildgaard, følger fra fødsel til død.


Hans udstillingsdebut fandt sted i 1928, og i løbet af det følgende årti opnåede han en nærmest kultagtig status. I 1932, var han med til at stifte sammenslutningen Koloristerne, sammen med blandt andre billedhuggeren Knud Nellemose (1908 -97), der stadig er kendt for sine motiver fra sportsverdenen. Kunsterne som Jens Søndergaard og Henry Heerup var han også beslægtet med. Heerup lavede endog hans gravsted, som vennerne samlede ind til. Koloristerne findes stadig som gruppe, med blandt andre nordjyske kunstnere som Kurt Tegtmeier og Poul Winther.


Bogen er ganske flot med talrige illustrationer i et fint layout, og en imponerende viden er fundet frem og sat ind i en både kunsthistorisk, men i høj grad også i en kulturhistorisk ramme om Nørrebro, fra en svunden tid, hvor Københavnerbydelen blev sammenlignet med et eksotisk Paris. John Christensen havde et blik i sine værker, for for det sociale, det demokratiske og det folkelige i den tid, hvor velfærdsstaten blev formet. Med barbersalonen på Kapelvej, hvor han boede med kone og to døtre, som udgangspunkt skildrede han tilværelsen omkring sig i al dens mangfoldighed. Og hans værker, flere end 200, blev købt i samtiden af både samlere og museer, fra Statens Museum for Kunst til Randers og Aalborg Kunstmuseum (nu Kunsten). Han blev omtalt i sin egen tid, som ”vor tids Van Gogh”. Malere som Chagall, med flyvende elskende over byen havde han også ligheder med, om end i sin egen københavnske stil med en særlig evne til at forene indtrykkene af det mangfoldige hverdagsliv i kvarteret omkring Assistents Kirkegård med fantasi og poesi. Og netop kirkegården og dens levende og døde skikkelser optræder i mange værker, så mange, at man efterfølgende ofte har spekulereret i, om han viste at knokkelmanden åndende ham i nakken. Anmeldere fandt det både makabert og poetisk. Og ofte var der et skævt humoristisk blik i al alvoren.


Monografien mister en anelse højde til sidst, for mange gentagelse om hvem der ejede hvilke værker, giver den i øvrigt meget læseværdige bog en lidt tung afslutning. Men en markant udgivelse, om en tid og en glemt om end vigtig maler i sin tid, er bogen, og dermed med til at genindsætte barbermaleren i sin rette sammenhæng og betydning for dansk kunst i 30’erne og frem til i dag.


En udstilling med den malende barber, kan lige nu ses i Arbejdermuseets festsal, København, indtil årets udgang.

Troels Laursen




Lundstrøm og den gode smag

AnmeldelserPosted by Troels Sun, October 15, 2017 15:33:45

Fra rebel til mondæn

Trykt i Nordjyske den 14. oktober med fem stjerner ud af seks

Vilhelm Lundstrøm og den gode smag

Kunsten, Aalborg

Indtil den 25. februar 2018

Fortællingen, som KUNSTEN, viser lige nu, om kunstneren Vilhelm Lundstrøm (1893-1950) er en fortælling om at, det der begyndte med oprør og nytænkning endte med at blive den såkaldte gode smag. Hans rystede først borgerskabet, og anmeldere kaldt ham for ”en dekoratør af vinduespynt i en legetøjsbutik” og det var vist ikke venligt ment og en bakteriolog kaldte han sindssyg g hans kunst mellem de to store krige er da også langt fra det meste af dansk kunst dengang. Men samme borgerskab, købte senere hans værker og hængte dem op i deres mondæne stuer, for at være både moderne og stilsikre.


Udover at vise mere end 60 værker af Lundstrøm gennem tider, så vises der også den indflydelse han fik på det vi i dag kalder klassisk dansk design, og den såkaldte gode smag. Det viser sig dog hurtigt at designet stivner og kunsten lever videre med mest kraft og saft i sig. Måske især de tidligste værker af Lundstrøm, fra før han blev mondæn og pæn, er der stadig noget at hente i. Hans pakkassecollager med kubistisk og fransk inspiration er stadig udfordrende, mens han senere værker, herunder portrætterne, set herfra, kan virke en anelse kedelige og forudsigelige som den design, Poul Henningsen, Finn Juhl, Wegner og andre hentede i Lundstrøms former og flader.

En collage som ”Chanson sans paroles” (” en sang uden ord” fra 1918/19, og som findes til daglig på Kunsten) er skulpturel og bryder den flade, som senere bliver så kendetegnende for Lundstrøms malerier. Det hundrede årige gamle værk lever stærk endnu og stiller stadig det gode spørgsmål: ” Er det nu kunst?


Ligesådan i Lundstrøms ”krøllede periode”, hvor hans figurer, for han går fra det abstrakte i pakkassecollegerne, til det figurative i opstillinger og modeller, har denne skævhed i sig, at figurerne, som i værkerne ”Frokost i det grønne” (1920), at personerne. påklædte eller ej, sitrer og krølles, så en bevægelse anes og de bliver meget nærværende og levende. Det er ekspressivt.

I ”Opstilling med jakke”, hvor jakken hænger og stoleryggen og jakkens ejermand lige er gået, er et fint portræt, af den der var der og det der skete ved bordet. En art psykologisk portræt, eller sindbillede. Og tråde kan trækkes frem til Lucian Freud og især Francis Bacon, som i øvrigt snart er udstillingsaktuelle på AroS. Og måske er det her, hans kunstide (via Bonnard), om ikke at skildre virkeligheden, men skabe en ny virkelighed, er tydeligst.


Hans tidlige portrætter gemmer for en senmiddelalderlig tradition om fladen og formerne, der i slægt med Picassos kubisme, og hvor hans senere i sine modeller, udelukkende deler kvindekroppen op i falder og farver, herunder skygger, så det figurative næsten er hel abstrakt. Det er organisk og hel geometrisk. Ophængningen af disse store portrætværker er flot og der er både rum og tid for og til hvert enkelt værk, som indbyrdes ligner hinanden meget. Men her i denne sammenhæng, ses forskellene og hvad det var kunstneren var på jagt efter. At nedbryde kroppen og genopbygge den på ny.

De kendte opstillinger med appelsiner og kander, stilleben eller Nature Morte, som de kaldes, er døde ting, der sættes ind på fladen, med de kraftige farver, så der også her skabes og vises en anden virkelighed, hvor den tomme plads mellem genstandene er i fokus. Det handler om at male en kvinde som en kande og en kande som en kvinde, som han sagde. Det bliver formen, farverne og fladen, der er i centrum.


Den fine pædagogiske ide om at vise Lundstrøms betydning for dansk design, kunne man frygte ville sovse kunsten ind i lækker indpakninger, men selvom der er flere møbler og lamper omkring værkerne, så drukner værkerne aldrig i det udenom. Lundstrøms kunst står selvstændigt og tydelig frem, på grund af den nænsomme tilgang til det hele, samtidig med at pointen om hans betydning i designverdenen påvises. Det tilhørende katalog, der er lavet i samarbejdet med Brandts i Odense, hvor udstillingen var tidligere, gør det også tydeligt. Og udstillingen afsluttes med en lille film, hvor fire nulevende kunstnere og designere: Nicholai Wiig-Hansen, Jannik Martensen-Larsen, Jesper Christiansen og Jens Thegler, der tilmed er barnebarn af hovedpersonen, får sagt oplysende korte udsagn om rebellen, der blev mondæn, og som dog stadig er meget rebelsk og til inspiration.


Og måske man kunne, med denne udstilling in mente, gå så langt som til at sige, at uden den rebelske kunst så var der ikke noget design og dermed en guldgrube (læs: arbejdspladser) til kommende klassiske design? - så rebellens udfordrende værker, med tiden, bliver til en mondæn dims i et bedsteborgerdyrs hjem? Kunsten er i hvert fald altid foran designet. Og denne udstilling viser det fornemt og delikat, om end rebellens værker ikke lader sig tæmme, trods en nok så mondæn indpakning.

Troels Laursen

Foto af Niels Fabæk



Vandring på Glyptotektet

AnmeldelserPosted by Troels Sun, October 15, 2017 15:15:37

LYSTTUR

Tour de Force – lystvandringer i Glyptoteket

Flemming Friborg

196 sider, 150 kr.

En tour de force er en kraftanstrengelse, hvor man når meget på kort tid på en lystvandring, der er mere end en slentrende gåtur, det får man her og mere: man får hvad en tour de force også kan betyde, nemlig et kunststykke. Og et kunststykke er hvad Glyptotekets direktør, Flemming Fribog, har begået med denne lille bog. Den er en slags afskedshilsen til den arbejdsplads han har haft i 25 år. Og at det er en kender, der viser rundt i samlingen, er der ingen tvivl om. Det er formidlet kort og præcist med mange indsigter, samtidig med at det giver læseren lyst og nysgerrighed på selv at se efter og måske endda se og opleve mere end der her er lagt frem.

Friborg kommer rundt på hele museet, forbi de egyptiske, assyriske, græske og romerske antikke samlinger, men også rundt om dansk kunst, som Constatin Hansen og H.E. Freund. Den største del er taget fra den franske samling, fra Gaugain til Degas og Auguste Rodin, (som man lige nu i Paris storfejrer 100 året for hans død)som vises med to værker, skulpturen ”Skyggen”, en del af Helvedsporten, det store omstridte værk ”Borgerne fra Calais”.

Der findes et par datofejl i bogen hist og pist, som når Rodin kun var fem år, da han lavede førnævnte mesterværk, men de er til at leve med, når resten er velskrevet og underholdende og i et letlæst og forståeligt sprog, som når han giver sig i kast med at ikke blot se på et kunstværk, men også spekulerer over manden der skildres, som i busten af Caligula (12-41), der var antikkens udgave af Hitler og Stalin, og hvor han spørger om et ansigt kan være ondt og om det er eftertiden, der mere havde brug for at skildre en ond fortid for at vise sig bedre? Og når han spørger, i forbindelse med en gennemgang af Henri Matisses figur ”Dekorativ figur” (1908) om en skulptur må være morsomt. Selv svarer han ja. Han bruger overskrifter som ”Fotosyntese” om museet og behandler hår og puslespil andre steder. Og ved den slags opløftende vidensdeling sprænges de kolde fakta til at være levende formidling. Nærværende og vedkommende. Og det er ret fornøjeligt.

Troels Laursen



Blixa #6

AnmeldelserPosted by Troels Sun, October 15, 2017 09:41:53

Et Kunstværk, som kunsthal og katalog

BLIXA Artzine #6

På hvor mange måder kan et magasin med kunst udkomme? Ja, et svar er i hvert fald mindst seks. Det lokale Artzine Blixa, der er både handler om kunst og er et kunstværk i sig selv, er nu foreløbig blandt andet udkommet som både kassettebånd, som flydende grønt væske og med insekter. Og nu denne sjette gang, og endnu engang redigeret af Niels Fabæk og Nils Sloth, som en kunsthal på kunstfestivalen KN1-15 i Aalborg nogle dage i august. KN1-15 Femten Kunsthaller bestod af en række udstillinger i femten hvide kuber, der blev placeret centralt på pladser og torve i Aalborg. Med Kunsthal Nord, som arranger ør. Femten kunstnere eller kunstnergrupper fra hhv. Berlin, København og Jylland var udvalgt til at skabe nye grænsesøgende installationer og eksperimenter med kritisk kant samt til at indgå i inspirerende dialoger på tværs af regionale, nationale og internationale skel.


Blixas kube stod på Gabels Torv. Og dertil er så kommet en tryksag, der både er katalog for udstillingen og et værk i sig selv. Heri blandt andet et værk af Thomas Plauborg, en ispind i gips. Genkendelig og noget andet end den giver sig ud for. Et tvivlsomt sted mellemspiseligt og appetitligt. Temaet, for et sådan er der hver gang, er og var Thomas. Alle kunstnere, der er med, bærer af navnet Thomas. Næsten.


Thomas er et kendt og almindeligt drengenavn i Danmark, der betyder "tvilling". Thomas Tvivleren fra Bibelen, ham, der ikke ville tro på Kristi opstandelse, førend han selv fik lov at stikke fingrene i sårene. Han var tvivleren, som det moderne menneske, men samtidig også den første der bekendte at Jesus var Kristus og dermed på engang både tvivleren og den troende. De forskellige Thomas’er i denne udgivelse er også på mange måder nogen, der tror på det de ser og som alligevel sætter spørgsmålstegn ved det de så (ind)ser. Måske mest synlig i Tomas Lagermand Lundmes digt, der opremser hvad han kommer af, eller kan tvivle på at han kommer ud fra. Thomas Wolsing viser sin store mælkekarton ”Spildt mælk”, med foto af et mejeri, der for længst er væk og tvivlen om man skal græder derover kan snige sig ind. Minderne står tilbage som en fatamorgana-tvilling, der viser det der var.


Blixa #6 er fra udstillingen og en del af udstillingen, der ikke længere kan ses, er en slags tvilling ligesom navnebrødrene og søstrene (sic) er det igennem værket. Det er humoristisk gjort. Farverig og varierende, mellem digte, tryk og fotos fra udstillingskuben, er den, uden at den mister fokus. Værkerne, spejler og betvivler hinanden og er hver for sig, tvillinger, der supplerer og udfordrer hinanden og sig selv.

Gad vide i hvilken form #7 udkommer i, man kan kun glæde sig.

Troels Laursen



Atrium Det Ny Kastet, Thisted

AnmeldelserPosted by Troels Tue, September 12, 2017 07:21:52

En bolig til planten

Trykt den 10. september i NORDJYSKE med fire stjerner.

ATRIUM

Gruppeudstilling med keramik

Det Ny Kastet, Thisted

Denne udstilling vil, noget så utraditionelt, som at udfordre og genfortolke den traditionelle plantekrukke. Udstillingens gruppen, der tog sit udgangspunkt i 2015, arbejder med at genforhandle plantekrukken og skabe opmærksomhed på synergien mellem keramiske beholdere og planter. Noget der ved første tanke kunne virke pussenuttet og en anelse ensformigt, for hvor mange former kommer en plantekrukke egentlig i?


Ja, udstillingen viser at mulighederne er mange, når tolv keramikere sætter ikke blot planterne i vand, men også deres hoveder og leger med leret, som de kender ud og ind og får en hel ny kontekst frem, så plantekrukken er alt fra en beholder med funktion, til en genstand, der blot er en ide, for en bolig til planten. Og de vil udfordre os, der kigger på, med nye og eksperimenterende indfaldsvinkler.


Atrium, er en gårdhave, hvis ide kommer helt tilbage fra romertiden og den arabiske verden, hvor en have var omkranset af mure, der beskyttede væksterne og som gav hvile og ro, og ikke mindst rum til at reflekterer. Og denne ”gårdhave” i de Ny Kastets flotte udstillingsrum, som de mange værker står flot i, uden at virke klemte, giver anledning til at tænke efter, blandt andet, hvorfor vi skjuler potter i potteskjulere, og ikke i stedet lader potterne være synlige, samtidigt med de har en funktion. Flere af værkerne er design, smukt og brugbart, som hos Helle Rittig, hvor er en mulighed for den dovne, der glemmer at vande, alligevel at have krydderurter derhjemme. Lis Biggas formgiver sine plantepotter, der kunne minde om dele af thepotter, til hænge i loftet, så planterne også er over en og skaber nye rum, et sandt atrium. Smukt. Anne-Katrine von Bülow leger med trekanterne, som feminine geometriske former, så det bliver Karyatiden, der bærer væksten med styrke og ynde. Det er både stærkt og sart på en gang. Tina Secher er brugbare løsninger på plantekrukken til indendørsbrug. Overfladen og farver i fokus, så der spilles mellem planternes organiske former og lerets enkle geometriske former. Vibeke Buciek viser habitater, som fine voksesteder for planterne, der udnytter formgivningen til at vokse. Vibeke Borresen Krog har udviklet sine bådformede krukker, så de nu bliver transportører af planter i forskellige rum, med eller uden låg. Det frodige sættes op mod den kantede og stramme form, på en fin kontrastfuld måde. Det konstrastfyldte er også på spil hos Lena Mi Engholm, hvis små modellerede rødt stentøj, er organiske, så de selv kunne være fra planteriget, så det ikke kun er planten der er levende, men også krukken.


Inger Heebøll fortæller med teglstenen, så denne urbane grønne bølge vokser ind over den industritid, der er forgangen. Hendes små maskiner og skorstene, giver mindelser om ens gamle dampmaskine, der nu belejres af planterne, så det bliver grøn røg i stedte for den fossilesorte. Fliser med riste, der bliver til grosteder har hun også med. Det er både klimadebat og genkendelige fortællinger. Det samme gør Mette Marie Ørsted, når hun arbejder med den røde ler, og skaber fine rum for efeuen, som overtager selve krukken, som ikke er en krukke, men et rum, som man gerne så realiseret i stor skala på et bytorv. Funktionen er næsten ophævet, og hos Vinnie Frederiksen der har blokke af ler, er den hel væk. Det er råt, nøjsomt mod alle odds og meget skulpturelt. Det samme gælder hos Lise Seier Petersen, her er funktionen helt væk. Hendes ler er iblandet korn, der så spirer i den fugtige ler. De små glaskuber er væksthuse, hvor en planteudvikling sker, samtidig med at der er en afvikling i gang. Det er keramisk konceptkunst, når det virker.



Ud- og afviklingen er også synligt hos Ann Linnemann, der med sine vilde kopper af porcelænsskår, skaber nye grosteder for planterne, og ophæver plantekrukkens funktion, men skaber til gengæld mere end det vi først så. Fornemt er det lavet, på en meget stilfuld og samtidigt skødesløs måde.


De tolv keramikere kommer langt omkring og rummene udnyttes fornemt med fine opstillinger og luftige podier, så man får en fin oplevelse af hvad en genforhandling af en plantekrukke er og kan. Og ikke mindst hvad det kan blive til.

Udstillingen er på vandring rundt i landet og i november udstilles den i Korsør. I efteråret 2018 afslutter ATRIUM sin udstillingsrække på CLAY - Keramikmuseum Danmark i Middelfart. Men lige nu kan udstillingen ses i Thisted indtil den 24. september. Så se og nyd den, mens den er heromkring.

Troels Laursen

Alle fotos af: Ole Akhøj.



Next »